Injustice: Gods Among Us

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 29. april 2013 - kl. 12:55
Del denne artikel:
3 0

NetherRealm er tilbage i ringen, med den type spil, som de er bedst til – og så en stor bunke superhelte. Det kan næppe gå helt galt – læs vores anmeldelse her!

NetherRealm er efterhånden et kendt navn, når det kommer til 2D-kampspil. Studiet er trods alt ledet af Ed Boon, manden bag Mortal Kombat – og det er også netop den spilserie, de er kendt for at lave. Faktisk er Injustice: Gods Among Us det første spil, som ikke er en del af netop den serie, som NetherRealm har lavet – og den eneste grund til at det ikke hedder Mortal Kombat er, at man spiller som klassiske superhelte kendt fra tegneserierne af DC Comics.






Det er meget, meget svært ikke at drage paralleller til Mortal Kombat, som udkom i 2011 – spillene minder utroligt meget om hinanden, bortset fra at Injustice: Gods Among Us har fået et frisk pust og en omgang superhelte. Injustice: Gods Among Us er kort sagt Mortal Kombat, bare hurtigere, hårdere, stærkere og bedre.

Injustice: Gods Among Us er et 2D-kampspil i bedste stil – udelukkende med superhelte-figurer fra DC Comics. Det handler om at smadre modstanderen inden han smadrer dig, og man har selvfølgelig adgang til diverse super-angreb, alt efter hvilken superhelt man spiller som. Hver figur har også et lille Character Move, som er meget karakteristisk for netop den figur – for eksempel skyder Green Arrow en simpel pil af sted, mens Hawkgirl begynder at flyve og Batman påkalder mekaniske flagermus. Det fungerer utroligt godt, fordi det gør hver figur en hel del mere unik og tro mod tegneserie-udgaven.

Én ting adskiller meget hurtigt Injustice: Gods Among Us fra alle de andre 2D-kamspil, vi har set de sidste par år: Det er ikke rettet mod folk, der udelukkende spiller kampspil. Det er rettet mod superhelte-fans, og alle dem, der godt kan lide at hive to kontrollere frem, smide sig i sofaen med en kammerat og så slå løs på hinanden, som Supermand mod Batman – og det er bestemt ikke en dårlig ting.

Det er blandt andet blevet mere begynder-venligt ved, at man har fjernet et decideret runde-system fra spillet. I stedet har hver figur to liv-barer, og når den ene rammer nul, så stopper kampen et kort sekund, superhelten børster støv af sig og så springer man ellers på hinanden igen. Alle super-angreb er nemme at lave, ser flotte ud, og det er svært ikke at juble når Superman, med en velplaceret uppercut, sender modstanderen en tur ud af jordens atmosfære, for derefter at slå ham hele vejen tilbage.






Normalt betyder bane-designet ikke meget i kampspil, men i Injustice: Gods Among Us er banerne fyldt med diverse objekter som man kan bruge i kamp. Det fungerer simpelthen fantastisk – der er stor fokus på, at det skal være sjovt at spille, og det ses. Der er intet helt som at kæmpe en kamp i Batgrotten, og lige aktivere missilerne på Batmobilen, inden man sender modstanderen en tur ned til nederste etage – mens han selvfølgelig rammer så mange stålbjælker som muligt på vejen. Det er en af de ting, der får Injustice: Gods Among Us til virkelig at være et superheltespil. Superman, der lige tager en bil og smadrer den ned i hovedet på Grønne Lygte, som jo nærmest bare børster slaget af sig.

Ud over en ganske almindelig Arcade-del og muligheden for at spille mod hinanden, både offline og online, så har Injustice: Gods Among Us også en dejlig lang historie-del. Her er det igen svært ikke at tænke tilbage på Mortal Kombat, som blev anmelderrost for netop at have den bedste historie længe set i et kampspil.






I Injustice: Gods Among Us er historiedelen dog lidt tjo-tja. Historien foregår i et alternativt univers, hvor Superman er blevet forgiftet af Jokeren, hvilket fik ham til at slå sin gravide kone ihjel – og for at være usandsynligt ondskabsfuld havde Jokeren sat en atombombe til at springe i luften, lige så snart Supermans kone døde. Altså ender Superman med at have dræbt sin kone, sin ufødte baby og lagt Metropolis i ruiner. Han er hårdt ramt af sorg, og beslutter sig for at dræbe Jokeren, overtage verdensherredømmet og dræbe alle de andre superhelte, medmindre de slutter sig til ham – hvilket virkelig, virkelig ikke minder om Superman.

En lille gruppe modstandsfolk, ledet af Batman, forsøger at forpurre Supermans planer, blandt andet ved hjælp af Kryptonit-piller. Allerede her er det utroligt langt ude og en tand for underligt, men selve gameplayet i historiedelen fungerer utroligt godt. Man følger en superhelt ad gangen i et par kampe, med mellemsekvenser og små mini-spil i mellem, før man hopper videre til næste kapitel og næste superhelt, således at man får prøvet at spille som de fleste af spillets figurer. Det er synd, at selve historien simpelthen er under gennemsnittet, og langt under hvad man ville forvente at læse i en tegneserie med samme figurer, for selve kampene og opbygningen fungerer meget godt.






Selvfølgelig indeholder Injustice: Gods Among Us også en obligatorisk spilmode med diverse udfordringer, ligesom næsten alle kampspil nu til dags gør det – her hedder den S.T.A.R. Labs. Kort sagt er der 12 missioner for hver af spillets 20 figurer, og i hver af dem kan man tjene op til tre stjerner, for at gøre forskellige ting. Uheldigvis er de ofte bare glorificerede, små, kedelige minispil, som egentlig minder meget om hinanden. Det bliver hurtigt trættende, og man længes egentlig efter bare at tage to superhelte og slås, i stedet for at forsøge at hoppe over Jokerens tærter, for at anholde ham som Batman, eller at smadre et pengeskab på under 20 sekunder som Catwoman – det er der bare ikke meget kamp i. Det er mildest talt for kedeligt til, at det er værd at trække sig igennem alle 240 missioner.






Hvis du, om det så er fordi du er superhelte-fan eller bare har lyst til at smide dig i sofaen og spille et dejligt kampspil, så leverer Injustice: Gods Among Us superhelte-tæsk i bedste stil – og det samme gælder, hvis man tager kampen online. Hvis man er på udkig efter en god, velfungerende single-player-oplevelse i et kampspil, så skyder Injustice: Gods Among Us langt forbi.

Det er skønt at se både de mest kendte superhelte og skurke, som Superman, Batman, Lex Luthor og Jokeren, men også mindre kendte, som Hawkgirl, Aquaman og Solomon Grundy – specielt når det er til en hård, velfungerende omgang superhelte-tæsk, som Injustice: Gods Among Us leverer for fuld udblæsning.
Fakta
Injustice: Gods Among Us

Injustice: Gods Among Us

PlatformXbox 360
UdviklerNetherRealm
UdgiverWB Games
Spillere1-8
Udgivelsesdato19-04-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Både kendte og mindre kendte superhelte og skurke, utroligt velfungerende kampsystem, begyndervenligt.
Et plot man kun kan ryste på hovedet af, S.T.A.R. Labs er mindre godt udført.
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:9.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.