Injustice 2 starter med en, for superheltehistorier, typisk historie om en superskurk, der truer kloden. Denne gang i form af Braniac. Supergirl bliver introduceret og lægger op til at fortsætte historien om Supermans moralske dilemma om, hvor langt man kan tillade sig at gå for at bekæmpe ondskab. I starten har man rollerne som Batman og Robin, men yderligere alliancer mellem superhelte bliver skabt og brudt i et heftigt tempo. Selv om kampagnen egentlig blot er en samling af slåskampe mellem forskellige karakterer, så er plottet, der binder disse slåskampe sammen, så godt skruet sammen, at jeg følte mig rigtig godt underholdt. Alle karakterne kommer godt til live, og man forstår deres bevæggrunde for at gøre som de gør.
Jeg er oprigtig imponeret af historien. Måske fordi de fleste andre kampspil ikke gør synderlig meget ud af netop denne del, forekommer det så meget mere imponerende når Injustice 2 gør det. Det er ikke en banebrydende historie, men de overraskelser og plot-twist der er, er godt udført og holder én underholdt. Skal jeg komme med lidt kritik af historien er det, at tempoet i starten føles lidt hektisk. Man når ikke rigtig at identificere sig med karaktererne, inden man skifter til en ny. Det giver også lidt problemer med taktikkerne, da hver karakter har deres egen kampstil, så man skal ofte lære nyt - lidt for ofte syntes jeg i starten. I slutningen af kampagnen er tempoet lidt mere roligt og giver lidt mere tid til at koncentrere sig om detaljerne i kampene. Man kommer ikke igennem hele registret af karakterer i kampagnen men får snuset til de forskellige typer af karakterer der er, samtidig med at de grundlæggende ting i hver kamp er konsistent uanset hvilken karakter man spiller med. Efter kampagnen har man en god basisforståelse af kampsystemet og dets mange facetter.
Ud over at lære kampsystemet igennem kampagnen, er der også en tutorial, som gennemgår de mange avancerede strategier, der skal tages i brug for at blive god til spillet. Her kan man lære om kombinationer og hvordan de forskellige specialkræfter, som man skal gøre sig fortjent til, fungerer. Hver karakter har for eksempel en speciel egenskab, som Batmans Batarangs eller Lynets superhastighed, som kan bruges i kampens hede. Denne egenskab skal man optjene point for at kunne udføre, og det forklares fint i spillets tutorial. Derudover er der også andre specielle angreb som kan udføres, for eksempel Supermove, som er meget kraftige angreb med en overdådig animation. De er ikke så kampafgørende, men kan være med til at vende et truende nederlag til en sejr, hvis man timer det rigtigt. De point man bruger til at udføre disse Supermoves bruges også af andre ting, og ofte kan det ikke svare sig at bruge alle sine point på et Supermove. Man kan for eksempel bruge dem på et Clash, hvor man har mulighed for at helbrede skade, eller man kan bruge pointene til at booste et normalt angreb, så det giver mere skade.
Ellers er Injustice 2 et meget traditionelt kampspil. Man vil hurtigt finde en favoritkarakter eller to og lære alle deres muligheder i detaljer og dygtiggøre sig her. Da kombinationerne kræver meget præcis timing for at lykkes, kræver det masser af øvelse at blive god, men jeg følte alligevel at spillet er nemmere at gå til end så mange andre i genren. Ikke fordi det er mere simpelt, for kompleksiteten er der, men nok fordi det også er underholdende uden kompleksiteten. Selv spillere der ikke øver sig i mange timer vil finde udfordringer og fornøjelse her. Karaktererne ser ud til at bevæge sig lidt langsommere, hvilket giver en mere tid til at overveje ens træk og gør det nemmere at blokere og afbryde modstanderens kombinationer, uden at det føles nemmere af den grund, blot mere tilgængeligt for folk uden superreflekser eller store mængder tid til at øve sig.
Jeg er ikke specielt begejstret for kampspil, men har nu spillet 15 timer for at kunne skrive denne anmeldelse, og det er først nu, at jeg er begyndt at kunne mærke kedsomheden komme snigende en gang imellem. Jeg er sikker på at fans af genren kan få rigtig lang tid til at gå med at mestre alle karaktererne og aflure spillet alle dets hemmeligheder, men efter at have godt styr på en enkelt karakter, føler jeg ikke for at skulle starte forfra med en ny karakter lige med det samme. Der er masser af muligheder for at spille, både alene og mod andre, men i sagens natur er det blot en lang strøm af kampe, men der er tilpas variation i kampene til at holde interessen længe.
Der hvor Injustice 2 for alvor slog sin klo i mig var ikke ved kampene, selvom de var underholdende. Det var dets opgraderingssystem, som for alvor vækkede en gammel rollespiller som mig. Man optjener point og udstyr ved hver kamp, som man kan bruge til at opgradere sine karakterer og ændre deres udseende. Der er mange karakterer og meget forskelligt udstyr, så selvom det er helt tilfældigt hvilket udstyr man optjener, vil man næsten altid støde på noget nyt og brugbart. Udstyret kan tilpasses og bruges til at skræddersy din karakter og den måde, du ønsker at kæmpe på. Det brugte jeg en del tid på at udforske og lege med.
Der er mange grunde til at starte spillet op hver dag, da der findes events for både singleplayer og guilds, som udskiftes jævnligt, og derfor vil der altid være noget nyt at kaste sig over. Det er stadig de samme karakterer, der skal kæmpe mod hinanden, men disse events sætter ofte specielle regler op, så det føles nyt og anderledes, og så lokker de selvfølgelig med nye belønninger og udstyr. Injustice 2 er ikke et banebrydende kampspil, men et rigtig godt og tilgængeligt spil, som på forunderlig vis formår at underholde både hardcore fans af genren og så os, der blot kan lide at snuse til den en gang imellem.
Facebook
Twitter
