Cover systemet virker som det skal; gå i dækning, spring op og skyd fjender og gå i dækning. Her stopper sammenligningen med førnævnte titler desværre også, for ildkampene bliver aldrig særlig intense eller spændende. Tværtimod reduceres de hurtigt til ensformige gentagelser, hvor fjenderne udviser nogenlunde samme intelligensniveau som en flok guldfisk med kollektiv hjernerystelse, der ikke har opdaget at det måske ville være en god idé at gå i dækning eller flankere Harry og hans venner.
Ensformigheden skyldes ikke kun at der så godt som ingen variation er i udvalget af fjender, men også at stort set alle baner er skåret over præcis samme læst. Alle baner er delt op i sektioner, og det hele afvikles nogenlunde sådan her; Gå ind i et nyt område, bekæmp 2-3 bølger af fjender, gentag indtil du møder en boss. I enkelte glimt lykkedes det dog udviklerne hos EA Bright Light at introducere en smule intensitet, når Harry jages af en fjende mens han løber mod skærmen. Det er et behageligt skift i både perspektiv og gameplay, hvor man som spiller skal være hurtig med både venstre styrepind og triggerfingeren. Det er bare en skam at disse sektioner er alt for hurtigt overstået, og trods alt aldrig bliver rigtig svære.
Nu kaldte jeg Deathly Hallows 2 for et skydespil, og så kunne man jo godt få den tanke, at EA Bright Light var gået helt i selvsving og havde udstyret Harry Potter med et større arsenal af skydevåben. Det har de selvfølgelig ikke. Alt skyderi foregår ved hjælp af Harrys tryllestav, som til gengæld kan bruges til en række forskellige besværgelser, der alle kan sammenlignes med våben, som vi kender dem fra mere traditionelle skydespil. Hver besværgelse har sin egen unikke funktion, og der kan skiftes mellem disse med et hurtigt tryk på en af de farvede knapper på ens joypad. Stupefy, som er første våben man har adgang til, fungerer som en pistol, Expelliarmus kan bedst sammenlignes med en shotgun, Expulso et maskingevær og Impedimenta er en slags målsøgende missil.
Mod slutningen af spillet får Harry sin sidste, og mest underholdende besværgelse; Apparition. Med denne besværgelse er det muligt at teleportere sig fra dække til dække. Dette er forbløffende sjovt, og burde efter min mening have været introduceret langt tidligere. Man kan selvfølgelig vælge at gennemføre kampagnen igen, nu med alle besværgelser tilgængelige fra starten, men spillet er som nævnt så kedeligt, at man ikke rigtig gider.
Historien kan sammenfattes meget kort; Harry Potter og hans venner skal ødelægge Voldemorts sidste Horcruxes. Det er faktisk det hele. Der er ingen underhistorier, ingen side-eventyr bare en ensformig rejse fra A til B, som afsluttes med en kamp mod den ultimative boss Voldemort. Jeg burde nok sætte ultimative i citationstegn, for der er intet ultimativt ved hverken Voldemort eller kampen. Det er ligesom at spille en almindelig bane, med den lille forskel at fjenden skal have lidt flere skud end normalt.
Når historiedelen er gennemført, hvilket kan gøres på 4-5 timer, er der ikke meget mere at komme efter. Man kan gennemføre spillet igen for at finde eventuelle krystalkugler, man ikke fandt i første omgang. Disse krystalkugler åbner for nye karakterer, som man mærkværdigvis kun kan kigge på fra hovedmenuen, nye musiknumre eller såkaldte challenge-baner. Challenge-baner er bogstavligt talt helt identiske med banerne fra historiedelen, blot med den forskel, at banen nu skal gennemføres på tid, og man tildeles point afhængig af hastighed, headshots og lignende. Til slut sammentælles scoren, og den kan sammenlignes med vennernes på nogle online highscore tabeller. Dette er også hvad Deathly Hallows 2s online del begrænser sig til. Der er ikke mere. Ingen online kampe med nogle af de karakterer, man har åbnet, ingen co-op, kun en highscore tabel. Meget skuffende, især når man tager spillets korte længde i betragtning.
Grafisk er der lidt mere ros at hente, men også kun lidt. Hovedpersonerne ligner til forveksling deres skuespillermodsætninger, men de bevæger sig ikke med helt samme ynde. Til tider virker karakterenes bevægelser stive og ubehjælpsomme, og mundbevægelser minder mest af alt om serieproduceret tegnefilm fra det tidligere DDR. Omgivelser og lokationer er til gengæld rigtig stemningsfulde og bidrager med en god fornemmelse af eventyr, men som du lige har læst, så forsvinder denne fornemmelse hurtigt, når først spillet går i gang.
Der er ikke meget at sige om musik og lyd. Begge dele er naturligvis til stede, og begge dele fungerer, men det er ikke den store æstetiske oplevelse. Skuespillerne leverer ind i mellem deres dialog, med samme stivhed og overdrevne dramatik som vi kender det fra filmene, hvilket dog næsten virker charmerende. Musikken er der bare, men bruges ikke rigtig til at underbygge hverken stemning eller følelse.
Deathly Hallows 2 virker dog, på trods af sin PEGI vurdering på 12 år, som et børnevenligt spil. Min datter har i hvert fald været godt underholdt, og var tydeligvis tilfreds med spillets letgenkendelige mønstre og lave sværhedsgrad. På grund af spillets dystre omgivelser, bør man dog som voksen ikke lade sit barn spille alene.
Harry Potter and the Deathly Hallows Part 2 virker på alle måder som et spil, der skulle hurtigt igennem udviklingsfasen, så det kunne være klar til udgivelse samtidig med filmen. Spillet kan kun anbefales til folk, der vil have 1000 hurtige point lagt til deres gamerscore, alle andre bør bruge deres penge på andre og bedre titler.
Facebook
Twitter
