Vi er i år 2552 og alt er hverdag blandt de spartanske elitetropper med hvad dertil hører af grønt blod, splattede Covenant og verdenstruende opgaver. Alt er kort sagt endnu en dag på kontoret, lige indtil koloniplaneten Reach oplever sabotage på et kommunikationsanlæg. Først kastes mistanken på lokale oprørere, men allerede efter, at spillet har snurret i Xboxen i få minutter, finder man ikke overraskende ud af, at Covenant er i gang med en masse ballade. Man indtager rollen som den spartanske supersoldat Nobel 6 - det sjette medlem af elitekorpset Noble Team - og opgaven er herefter at hilse pænt på gamle Covenant-venner som Jackals, Brutes og Hunters.
Sådan er startskuddet på spillet Halo: Reach, som for mange er dette års mest ventede spil. Dette siger ikke så lidt, da 2010 udmærker sig ved at være en sand gavebod for os spillere med en eller flere store spiltitler friskt ude på spilhylderne hver måned. Haloserien har altid været en af de største titler på Xbox og Xbox 360, og selv nu tre år efter udgivelsen ligger Halo 3 konsekvent i den øverste del af listen over de mest spillede titler hver uge. Haloserien har været en sand række af milepæle indenfor førstepersonsskydespil, og ikke mindst den stærke multiplayerdel har kostet os spillere milliarder af timer foran skærmen. Det er derfor ikke helt små fodspor som Bungie´s sidste Halospil skal udfylde.
Før spillet blev åbnet og sat i maskinen, havde jeg lidt tanken i baghovedet, at denne titel næsten ikke kunne andet end at skuffe. Men lad mig bare hurtigt slå fast, at intet kunne være længere fra sandheden. Haloserien er kendt for sine store fortællinger, fantastiske soundtracks og stærke multiplayerdele, og Halo: Reach skuffer ikke på nogen af disse elementer. Kampagnendelen starter på planeten Reach, som kendere af Halouniverset vil vide er de spartanske elitesoldaters vugge, og bringer ellers én rundt i en varieret spiloplevelse med en masse velkendte elementer samt enkelte opfriskende nye tilføjelser.
Kampagnen er god og varieret, og øjeblikke hvor man eksempelvis betjener en maskinkanon, mens man flyves gennem dale og rundt omkring bjerge, hænger i én, længe efter spillet er slukket. I en anden del af kampagnen ender man ude i rummet i bedste space-shooter-stil, mens man flyver rundt og pulveriserer fjender. På intet tidspunkt oplevede jeg, at kampagnen blev kedelig eller ensformig, og til forskel fra de tidligere udgivelser indenfor serien, så syntes actionniveauet at være skruet et gear opad. Når spil er bedst er de umulige at slippe, og man misser aftensmad, nattesøvn og dagslys i store mængder. Netop sådan oplevede jeg kampagnedelen af Halo: Reach. Nogle dele er så hektiske, at man føler sveden dryppe ned af kontrolleren, og lugten af grillet Covenantkød kommer helt inde på livet af en. Dette er i min bog den bedste kampagnedel i et Halospil endnu, og det er reelt kun det første Halospil, som er tæt på niveauet.
Styringen er knivskarp og bygger på det gamle kendte system fra de andre spil. Enkelte dele er forfinede, og i løbet af splitsekunder føles gameplayet i Halo: Reach intuitiv, hvilket vel er det ypperste kompliment man kan smide efter styring i en spiltitel. En af de nye funktioner er specifikke evner til din rustning, såkaldte Armor Abilities, som man kan samle op rundt omkring på banerne. Disse funktioner kan eksempelvis få dig til at løbe hurtigt, flyve rundt, blive usynlig eller skabe et skjold omkring dig. I multiplayerdelen af Halo: Reach vælger man, hvilken af disse funktioner, man vil pimpe sin rustning med før selve slaget, og valget kan have stor betydning for udfaldet af kampene.
Allerede i starten af spillet kan man customize sin rustning ned i de mindste detaljer. Gennem ens karriere i spillet optjenes herefter penge, som kan bruges på yderligere lir til jernhabitten, og man kan endda ændre detaljer, såsom hvilken stemme ens mand bruger under forskellige spilmodes. Menusystemet i Halo: Reach virker gennemtænkt og fremstår logisk og simpelt. Der er blandt andet indlagt en virkelig velfungerende funktion, hvor man nemt kan se, hvad folk fra ens venneliste spiller i Halo: Reach. Her kan man så elegant springe ind i deres spil eller stille sig i kø og vente på, at der bliver en plads ledig, hvis alle taburetter skulle være optaget. Halo: Reach er også en del af Halo Waypoint nu, og her kan man kikke på diverse statistikker med mere.
Våbnene i Halo: Reach fortjener at blive fremhævet, da de har gennemgået en opgradering af de bedre. I tidligere titler kunne ens våben føles lidt som plastik rumpistoler nede fra Fætter BR uden rigtig saft og kraft, men det er der rådet bod på nu. Alle våbnene har markant mere tyngde, og særligt riflerne med kikkertsigte og den store sniperriffel, føles virkelig kraftfulde og markant forbedret i forhold til tidligere titler. Det er næsten som om, at udviklerne har lade sig inspirere af krigstitler som Call of Duty og Battlefield under deres redesign af våbnene. Der er også indlagt nye våben, såsom en tracerpistol, hvor man efter at have udpeget målet kan læne sig tilbage og nyde synet af indkommen artilleri og destruktion af dejlige dimensioner. Selv den klassiske assault-riffel er forbedret, og den både ligner og føles mere som et reelt våben.
Miljøerne er mere levende end hidtil set i spilserien. Man kan eksempelvis snuppe en tur i en gaffeltruck eller krølle en papkasse sammen ved at slå på den. Disse ting tjener ikke umiddelbart noget større formål, men det giver nu en tand mere liv til miljøerne og fjerner illusionen om teaterkulisser. Banerne føles åbne, men det er dog den vanlige lineære spiloplevelse, som venter i Halo: Reach. Kommer man for langt ud af et forkert spor, kommer der diskret en pil på skærmen, som peger mod det egentlige mål med opgaven. Planeten Reach har en naturlig fauna, hvor man blandt andet render ind i nogle strudselignende fætre samt nogle store øgler, som minder om en krydsning mellem Godzilla og King Kong. Alt i alt et gennemarbejdet og troværdigt spilmiljø.
Haloserien har altid været garant for storslået musik, hvor man til tider føler sig som deltager i en Hollywood blockbuster, hvor Titanic er ved at synke eller Tusindeårsfalken er i gang med at smadre Tiefighters. Halo: Reach er ingen undtagelse, og titlen er fyldt til renden med alt fra klassiske kompositioner over til rockmusik i de mest hektiske passager af kampagnen. Man snydes heller ikke for det sædvanlige munkekor i stille perioder og jungletrommer i de mere actionfyldte passager. Begge disse er nærmest et trademark for Haloserien, og jeg rammes af en nostalgisk fornemmelse, hver gang de dominerer lydsiden. Musikken samt hele lydsiden af Halo: Reach er ganske simpelt helt i top.
Den vedvarende del af Halo: Reach vil uden tvivl være multiplayerdelen, og klassiske spilmodes som Slayer og Capture the Flag er selvfølgelig med. Men man finder også nye tiltag, som eksempelvis Invasion, hvor man kæmper seks mod seks med det formål henholdsvis at forsvare eller angribe udvalgte områder. Firefight kendt fra Halo: ODST er også inkluderet, og her er det igen målet at bekæmpe bølge efter bølge af Covenant fjender skulder ved skulder med dine elitevenner. Firefightdelen af ODST var i mine øjne noget af det bedste ved netop den titel, men af komplet uforklarlige grunde havde udvikleren ikke inkluderet matchmaking, så man kunne finde medspillere ude i den store verden. Heldigvis er denne bommert ikke gentaget i Halo: Reach, og man finder nemt og elegant mængder af medspillere til fælles bekæmpelse af Covenant styrkerne. Firefight er for Halo, hvad Horde er for Gears of War 2, og det er i min bog en af de mest underholdende multiplayer modes i Halo: Reach. Firefightdele er også indlagt i kampagnen, hvor man flere gange ender i situationer, hvor forskellige områder skal holdes, mens Covenant pumper bølger af skumle tropper imod en.
For at bryde bølgen af positive sætninger omkring titlen har jeg et enkelt element, som irriterede mig i korte øjeblikke under min gennemspilning af kampagnedelen. Flere gange oplevede jeg, at spillet hakkede, og det var endda mens jeg sad og spillede alene, hvilket fjerner en forklaring koblet til internetforbindelse eller diverse hosts. Det var ikke direkte skæmmende for titlen, men alligevel et irritationsmoment i de ellers altopslugende hektiske kampe, som man oplever udover hele kampagnen. Når man spiller co-op eller multiplayer med venner via Xbox Live er lidt hak i systemet en del af oplevelsen, men det burde ikke forekomme under singleplayeroplevelsen.
Sammenfattet er dette et spil sprængtfyldt med muligheder, og det er obligatorisk pensum for alle spillere med bare en smule kærlighed for de tidligere Halotitler. Man skal koncentrere sig hårdt for at finde negative ting ved Halo: Reach, og der ligger utrolig mange timer gemt i denne titel til de kolde og mørke vinteraftener. Man skal nok ikke være den store vismand for at kunne forudsige, at Halo: Reach vil dominere toppen af listen over de mest spillede titler i lang tid fremover. Hvor Halo: ODST ikke går over i historien som spilseriens bedste titel, så er Halo: Reach en virkelig lovende kandidat. Vil man virkelig nørde rundt med viden om Halouniverset og lære mere omkring planeten Reach og oplæringen af de spartanske elitetropper, så har forfatteren Eric Nylund skrevet bogen The Fall of Reach.
Dette er Bungie´s sidste Halospil, og man må konstatere, at de har sluttet på toppen. Jeg er langtfra færdig med Halouniverset, men mon spiludviklerne er?
Facebook
Twitter
