Har du bare spillet én time af et hvilket som helst Grand Theft Auto spil, tror jeg du ved hvad jeg mener; seriens måske største genistreg, dér hvor du forsvinder ind i den digitale verden, der udgør Los Santos og omegn. Dér hvor du glemmer alt om dristige bankkup og korrupte politifolk og bare sætter dig foran din Xbox for at flyve under alle broerne i San Andreas, træne din baghånd i tennis eller noget helt tredje.
Hvis du allerede har skelet til karakteren på højre side af denne tekst, sidder du måske og tænker: "åh nej, ikke igen - endnu en anmelder, der følger med strømmen og tildeler topkarakter, fordi Rockstar har postet millioner af dollars i projektet". Og mens 250 millioner dollars ikke per automatik gør et spil til verdens bedste, så lad mig prøve at argumentere for hvorfor Grand Theft Auto V er det største, vildeste og mest ambitiøse spil lige nu.
En af de afgørende forskelle i forhold til tidligere GTA spil, er fortællingen der nu ses fra tre vidt forskellige personers synsvinkel. Franklin, som er den klassiske GTA figur; den småkriminelle lowlife, der drømmer om at arbejde sig op i gennem systemet og score kassen. Michael, den middelaldrende familiefar, der har trukket sig tilbage fra kriminalitet og nu er ved at kede sig ihjel. Og så Trevor, en borderline psykotisk redneck, der skyder først og tænker over konsekvenserne bagefter. Mens det tager lidt længere tid end normalt at komme ind under huden på de tre figurer, giver det fortællingen en ekstra dimension, der tillader Rockstar at springe direkte ind i handlingen og sætte fuld skrue på gameplayet allerede meget tidligt i spillet.
Historien er en klassisk Rockstar fortælling, som man kan vælge at se som deres version af den store amerikanske roman; en samtidsfortælling, der stræber efter at være et nøjagtigt billede af det amerikanske samfund lige nu. På coveret til GTA IV spurgte Rockstar: What does the american dream mean today? I Grand Theft Auto V kredser vi stadig om den amerikanske drøm - som måske i virkeligheden er blevet til et mareridt for nogen. Michael, den pensionerede bankrøver er i hvert fald ikke tilfreds og det på trods af at han befinder sig et sted i livet som de fleste af hovedpersonerne i seriens tidligere udgivelser ville misunde ham; han har trukket sig tilbage fra kriminalitet og bor i et kæmpe hus i et af Los Santos' eksklusive kvarterer, han har en familie og skal egentlig bare leve livet, men det kan som bekendt være lidt svært når man er stærkt afhængig af adrenalinsuset.
Som altid er spillet fyldt med filmiske og popkulturelle referencer; for eksempel virker Michael, der selv ynder at slynge om sig med filmreferencer, kraftigt inspireret af Tony Soprano, helt ned til de sjælesøgende psykolog besøg og familien, der gerne vil nyde godt af frugterne af hans kriminelle livsstil, samtidig med at de foragter ham for dét han er. Det er svært ikke at holde af manden, der i jagten på det endelige mål, taber det af syne undervejs.
Grand Theft Auto seriens store styrke er det satiriske øjebliksbillede af livet i den vestlige verden, der ofte bliver sat på spidsen i de mange dialoger, som når Michaels psykolog siger: "Michael, du er afhængig af kaos". Er det Michaels situation han beskriver eller taler han direkte til den typiske GTA spiller? Mens Michael prøver at bekæmpe trangen til at skabe kaos omkring sig, er det lige modsat med Trevor, der virker som inkarnationen af alt hvad GTA står for. Man er sikker på at uanset hvilken situation man spiler Trevor i, vil det gå fra ondt til værre og ende meget eksplosivt før man er færdig.
Grand Theft Auto serien har altid handlet meget om biler og Grand Theft Auto V er ingen undtagelse. Der er så mange forskellige biler at du sjældent ser den samme model to gange i træk og de har aldrig set bedre ud end de gør nu. Noget der medvirker til dette, er muligheden for at pimpe din egen bil, en funktion GTA spillere har savnet siden San Andreas. Du sender din bil til Los Santos Customs eller, i det virkelige liv altså, bruger iFruit app'en på din iPhone og foretager dine ændringer, hvorefter bilen leveres til din garage når den er færdig.
Netop iFruit app'en er en af de små ting, der er med til at vise hvor meget Rockstar ønsker at GTA V skal være noget helt specielt, hvor alle detaljer udnyttes. Helt ned til at figurer med klip-klapper på laver den rigtige lyd og animation når de går, til det fantastiske soundtrack, hvor sangtitlerne som altid indeholder mere eller mindre skjulte hentydninger til gameplayet, hør bare titler som: 'I am a mad man', 'Appetite for destruction' og 'Gimme more'.
Men på trods af hele tre hovedpersoner, masser af biler og interessante detaljer er der ikke noget, der ændrer på at Grand Theft Autos trumfkort er byen; Los Santos og resten af øen, der udgør San Andreas. Byen har aldrig været større, smukkere og mere fuld af liv. Der er masser af rigtige missioner at gå løs med, men meget af tiden går simpelthen med bare at køre rundt og se hvad der sker. Hvis man da ikke kaster sig over en af de utallige fritidsbeskæftigelser, der nu er til rådighed; handle aktier på børsen, spille tennis (som minder overraskende meget om et rigtigt tennisspil), indfange svage sjæle til den lokale kult, dyrke triatlon, dykning, faldskærmsudspring og meget, meget mere.
Det føles som om Los Santos er et rigtigt sted, befolket af rigtige mennesker. Selvom historien måske er fortalt mange gange før, gør det den ikke mindre interessant og et langt stykke hen ad vejen har man mulighed for selv at påvirke måden missionerne skal udføres på, med den nye 'kup' funktion, hvor man vælger hvordan et kup skal udføres. Lige fra hvilken plan der skal bruges, til hvilke karakterer som skal assistere dig under kuppet. Mange af missionerne gør også brug af flere af hovedpersonerne og giver dig således mulighed for at skifte person undervejs - på denne måde får man lov til at lave alt det sjove selv og kan udnytte de enkelte hovedpersoners særlige evner maksimalt.
Der er stort set ikke noget at sætte en finger på, jeg har dog et enkelt kritisk punkt at udsætte på spillet og Grand Theft Auto universet generelt, det er meget mandsdomineret, nærmest kvindefjendsk - måske er det en erkendelse af, at den gennemsnitlige GTA spiller er en mand. Men kvindefigurerne i spillet veksler mellem sexobjekter og hysteriske kællinger - jeg kunne godt savne noget mere modspil dér, måske en kvindelig hovedperson?
Omvendt kan man argumentere for at spillet bare viser vores verden som den ser ud i dag, og jeg kan vitterlig ikke komme på flere kritiske punkter omkring denne udgivelse. Teknisk set, har vi at gøre med noget af det flotteste jeg endnu har set på min Xbox; jeg kan stadig undres over hvor lækker lyssætningen er i spillet, måden skyggerne bevæger sig, den langsomme overgang fra højlys dag til tusmørke om aftenen eller de genskær der popper op på skærmen når kameraet panorerer forbi solen og får det hele til at ligne noget fra en National Geographic udsendelse. Der er enkelte småproblemer med grafikken, hvor jeg i enkelte passager oplevede framedrops, lige som mappingen ind i mellem kommer lidt sent. Fejlene er absolut holdt på et minimum og skal nok ses som et udtryk for at Xboxens ydelse er spændt til bristepunktet, men afholder os dog fra at nå op på en topkarakter. Lyden er også et kapitel for sig, fra det allerede nævnte super soundtrack, til dialogen fyldt med gode skuespillere, til måden lyden ændrer sig på, alt efter hvilket underlag du kører på eller hvilken type dæk, der sidder på dit køretøj.
Grand Theft Auto V byder på en styring, der er stort set identisk med forgængerne. Det hele fungerer upåklageligt, og de små justeringer der er, er til det bedre; for eksempel er det nu muligt at vende din bil hvis den lander på taget - ikke superrealistisk, men meget brugbart hvis man strander oppe på et bjerg uden andre transportmidler i nærheden. Hver af de tre hovedpersoner har en særlig evne, der kan aktiveres ved at klikke de to styrepinde, for eksempel i Franklins tilfælde vil dette nærmest sætte tiden i stå når han kører bil så han på denne måde kan sno sig udenom et truende uheld. Man kan diskutere hvorvidt det er noget man har brug for eller ej, personligt synes jeg det er en god idé, der kan hjælpe en i en svær situation.
Grand Theft Auto V er en milepæl, der markerer hvor langt denne konsolgeneration er kommet og er en værdig afsked med vores efterhånden halvgamle Xbox 360. Man mærker dog ikke alderen trykke og mit oprindelige ønske om, at Rockstar havde ventet med udgivelsen til næste år, så vi kunne få det på Xbox One, er blevet gjort grundigt til skamme. Spillet vil også stå som et pejlemærke for resten af spilbranchen de næste mange år. Selvom Rockstar nærmest egenhændigt har opfundet sandkassespillets åbne verden, hviler de ikke på laurbærrene, og med GTA V viser de effektivt konkurrenterne hvor skabet skal stå.
Grand Theft Auto V er et mesterværk, der fortjener alle de superlativer som er smidt efter det. Hvor utroligt det end lyder, indfrier det alle de tårnhøje forventninger der har været og lægger trumf på ved at levere meget mere end hvad der står på pakken. Der er stadig et par måneder og nogle store udgivelser tilbage af 2013, men der er ingen tvivl; Grand Theft Auto V er årets spil.
Grand Theft Auto Online er først tilgængeligt 1. oktober og er derfor ikke anmeldt.
Facebook
Twitter
