The Lost and Damned udvidelsen begynder med en filmsekvens, og der står i høj grad biker skrevet med fede bogstaver, lige fra den spæde start. Rockmusik, læderklædte antihelte med rygmærker og brummende, tohjulede maskiner, der i kolonnekørsel bringer vores nye helte gennem Liberty City som et støjende godstog.
De forskellige medlemmer af motorcykelklubben The Lost, bliver flydende præsenteret, og ganske som i den virkelige rockerverden er alle funktionerne repræsenteret hos The Lost. Sergeant at Arms, Road Captain og Treasurer. Selv skal man identificere sig med det nye alter-ego, Johnny Klebitz, erfarent medlem og vicepræsident i The Lost.
Spillet er bakket op af sin egen historie, med alt hvad dette indebærer, men minder i øvrigt utrolig meget om det oprindelige GTA IV. Uden at røbe for meget vil historien sågar også flette ind i det oprindelige spil. Faktisk så meget, at Liz Torres, som nogen måske vil kunne huske, sender dig på en opgave sammen med Playboy og en vis Hr. Niko Bellic. De fleste vil ved gensynet kunne genkende missionen og huske, at de har været på den før, blot som Niko.
Liberty City er uændret i størrelse og layout, og igen vil spillets omdrejningspunkt være løsning af en lang række opgaver rundt omkring i byen. Opgaverne kommer fra andre medlemmer af The Lost, korrupte advokater, beskidte strømere og lignende. Der er masser af afveksling i opgaverne, så det bliver aldrig rigtig kedeligt.
Jo længere ind i spillet man kommer, des flere muligheder lukkes der op for. En ny del, til ære for det alt overskyggende tema, kaldet gangwars som i sin enkelthed går ud på at samle drengene, finde rivaliserende bander, og herefter udslette dem, er kommet med i The Lost and Damned. Der er i alt 25 af disse gangwars at tage sig af i spillet.
Andre opgaver med et bikertwist har fundet vej fra det oprindelige spil. I den forbindelse kan nævnes, at man igen vil have sin mobiltelefon fyldt med kontakter, der for eksempel tilbyder gaderæs eller har en lang liste af eksklusive motorcykler, der skal stjæles. Til at løse opgaverne har man alle de kendte våben fra det oprindelige spil, men man er vel ikke rigtig biker uden at have et oversavet jagtgevær, så det er også tilføjet.
I telefonen har man stadig alle sine venner, som man kan ringe til, hvis man har brug for en ny motorcykel, et specifikt våben eller, hvis man er kommet i knibe og får brug for rygdækning. Der er stadig mulighed for sociale aktiviteter med vennerne, såsom en tur på stripklub, restaurant eller ind og se et show. Muligheden for pool er der stadig, men der er lavet ændringer i udbuddet af aktiviteter. Selvom bowling ikke er muligt længere, er det nu blevet muligt at spille airhockey, ligesom man i klubhuset kan spille en omgang hi-lo eller udfordre brødrene i armlægning.
Ganske som i det oprindelige spil er disse småaktiviteter ikke det, man ender med at bruge mest tid på, men det er dog rart at have dem med, idet det blandt andet er ting som disse, der netop giver GTA følelsen af livagtighed. Følelsen af, at man lever et liv i byen.
Stemningen i hele singleplayerdelen er unik og mildest talt fantastisk. Uden nogensinde at have været en del af en motorcykelklub og medlem af en rockerbande vil jeg stadig sige, at Rockstar i høj grad magter at skabe en komplet stemning. Kolonnekørslen gennem byen, det at skulle holde sin plads i kolonnen efter, hvor i hierarkiet man befinder sig, stemningen i klubhuset, følelsen af, at man er loyal over for sine brødre og altid står sammen. Det virker perfekt. Ganske som man havde det med Niko Bellic, Jacob og de andre i det oprindelige GTA IV, ligesådan skaber The Lost and Damned en fantastisk fornemmelse af, at man kender personerne i spillet og får opbygget et forhold til dem.
Multiplayerfunktionerne i spillet er bestemt også værd at nævne. Disse aktiveres endnu engang fra mobiltelefonen. Spillet indeholder stadig de klassiske spil i form af Deathmatch og Team Deathmatch, og hvor der er faldet nogen funktioner fra, er der til gengæld kommet nogle nye, virkelig sjove og velfungerende funktioner til.
Man kan spille Club Business, hvor 8 spillere kan deltage. Club Business går ud på, at en spiller udpeges som Road Captain. Man bliver herefter sendt rundt til opgaver af forskellig art i byen. Når disse løses får man penge. Spillet stopper for eksempel når klubben tilsammen har tjent $ 50.000.
En anden funktion hedder Own the City og finder sin inspiration i de funktioner andre spil har kaldet Capture The Flag. Forskellen er dog, at her er det ikke nok at befinde sig i et område. Det ene hold spiller som The Lost, imens det andet hold spiller som rivalerne, The Angels of Death. Hvert hold dominerer nogen områder og skal overtage hele byen. Man får hjælp af computeren, som sætter AI bandemedlemmer ud i de kontrollerede områder. Opgaven er simpel: Udryd de rivaliserende bandemedlemmer i et område, og området er dit.
Igen i The Lost and Damned er det muligt at køre almindelige ræs for op til 16 deltagere. Løbene er dog krydret med den lille krølle, at alle deltagere bliver udstyret med et baseballbat. Man kan herefter slå til venstre og højre ved brug af knapperne X og B. Det er en dejlig følelse at svinge battet henover rygstykkerne på din modstander lige inden han skal til at plante sit i ansigtet på dig.
I Lone Wolf Biker starter en spiller som den jagede. Uret tæller og opgaven er at forblive i live så længe som muligt inden de øvrige deltagere får skovlen under dig. Den spiller, der leverer det dræbende skud, bliver herefter den jagede, og det hele begynder forfra. Når spillet slutter efter et givent antal minutter, er vinderen den spiller, der i alt er overlevet længst tid som den jagede.
Jaget føler man sig i højeste grad også i spillet for 2 spillere, Chopper vs. Chopper. Den ene spiller sadler op på sin kværn og skal nå igennem så mange checkpoints som muligt inden den anden spiller slår ham ihjel. Problemet er, at den anden chopper kan flyve. Der er simpelthen tale om intet mindre end en fuldt udstyret kamphelikopter. Min oplevelse her var ikke udpræget positiv. Spillet er sjovt, men jeg kan tydeligvis ikke flyve helikopter. Dette måtte jeg sande efter at være fløjet i vandet, ind i Algonquin Bridge og et par højhuse. Min modstander derimod havde fuldstændig styr på sagerne. På vej over en bro, hvor jeg egentlig troede, at jeg havde smidt ham af, blev jeg slemt overrasket da jeg nærmede mig enden af broen, og han i bedste Airwolfstil sænkede helikopteren ned lige foran næsen på mig i øjenhøjde, og skød mig bort for evigt. Det kræver træning, men kan helt sikkert blive sjovt, hvis man lærer at flyve.
Sidste multiplayerfunktion hedder Witness Protection. 16 spillere deles på to hold. Det ene hold er politi. Deres opgave er at transportere vidner til forskellige politistationer i en bus og med eskorte fra politibiler. Det andet hold, endnu engang The Lost, skal nå at eliminere vidnerne inden ankomst.
Fælles for alle funktionerne i onlinedelen er, at Rockstar endnu engang leverer topunderholdning med masser af fremtid. Kunne man lide multiplayerfunktionerne i det oprindelige GTA IV, vil man helt sikkert også kunne lide dem i The Lost and Damned. Det fungerer på samme måde og det kører ligeså glidende. Den eneste forskel er, at der er kommet flere funktioner, med masser af variation. Og de fungerer.
Grafikken i The Lost and Damned er endnu engang fantastisk. Den er uændret og alligevel ikke. Selve grafikken er den samme, men Rockstar har lagt et filter på. Filteret giver spillet et mere grumset og dystert look og det kan til tider få grafikken til at se dårligere ud. Dette er dog ikke tilfældet, men om man kan lide det udseende, som filteret giver, er nok et spørgsmål om smag og behag.
På lydsiden leverer Rockstar fortsat til topkarakter. Med et stemmeskuespil, der er svært at forestille sig bedre og en dejlig, levende lydkulisse fra byen, er det svært at være utilfreds. Soundtracket er blevet endnu bedre. Musiksmag er svær at diskutere, men hvis man er til rock bliver man ikke skuffet. Endnu engang understøtter det bikerstemningen, som sætter sit stempel konstant på samtlige dele af spillet. For eksempel leverer radiokanalen Liberty City Rock fløde for ørerne med topnavne som Aerosmith, Deep Purple, AC/DC, Iron Maiden og Jon Bon Jovi.
Det er svært at finde deciderede negative ting om The Lost and Damned. Jeg oplevede i begyndelsen af spillet i et tilfælde, at spillets framerate dalede mærkbart, hver gang jeg skød efter en forankørende, jeg skulle slå ihjel. Det blev straks noteret på minussiden på mit noteark. Jeg må dog retfærdigvis sige, at jeg ikke har oplevet det siden.
Den endelige konklusion på spillet og min oplevelse med det er, at Rockstar leverer en tillægspakke, der er så stor og omfattende, at mange andre spilproducenter kunne have fundet på at kalde det et fuldt spil med en pris derefter. Singleplayerdelen leverer rigeligt spil til ca. 10-15 timer. Dertil kommer alle de små missioner, som ikke hører til selve historien. Når man endelig er færdig kan man kaste sig ud i en multiplayerdel, som man aldrig bliver helt færdig med. Grafik og lyd er endnu engang fantastisk. Stemningen i spillet rammer bikerlivet lige på og hårdt, og man kommer til at holde forfærdelig meget af alle sine nye, narkotikasælgende, løgnagtige, morderiske venner, som vil gå igennem ild og vand for en. Og man får lyst til at gøre det samme for dem.
Grand Theft Auto IV: The Lost and Damned er et spil, som skal købes af alle, der havde det sjovt med det oprindelige Grand Theft Auto IV. Og næste gang kæresten brokker sig over, at du går ud og køber et nyt spil, så husk hende på, at du kun betalte ca. 150 kr. for et spil, der sagtens kunne have kostet det dobbelte eller mere.
Facebook
Twitter
