Da legetøjsfirmaet Hasbro tilbage i 1964 lancerede en serie af actionfigurer under navnet G.I. Joe, var der nok ingen, der havde forventet, at serien ville fortsætte i 45 år. Men siden er det blevet til tegneserier, tegnefilm, spillefilm og videospil baseret på disse små plasticmænd. Nu har Hasbro slået sig sammen med Electronic Arts og lanceret G.I. Joe The Rise of Cobra til denne generations konsoller. Spillet blev udgivet i forbindelse med lanceringen af filmen af samme navn. En film, der har høstet blandede anmeldelser verden over. Kan spillet gøre det bedre?
Der er nok ikke mange europæere, der har sat sig meget ind i G.I. Joe-universet, idet Hasbro licenserede legetøj til en mængde firmaer, der lancerede det under navne som Action Man, Action Force og Combat Man. Af den årsag kan det være svært at sætte sig ind i historien bag spillet (og filmen), og Electronic Arts har ikke gjort meget for at afhjælpe dette. Men i bund og grund drejer det hele sig om en gruppe amerikanske elitesoldater, der tager ud til verdens brændpunkter og kæmper mod deres ærkenemesis Cobra. Historien er indforstået og efter 45 års udvikling så forvirrende, at et simpelt spil næppe kan afhjælpe situationen.
G.I. Joe The Rise of Cobra er et såkaldt run & gun-spil. Du styrer to karakterer efter eget valg gennem en mængde forskellige baner, alle med det fælles formål at skyde på alt, der bevæger sig (og lidt af det der ikke gør). Spillet præsenteres i tredjepersonsperspektiv, med kameraet svævende et par meter over slagmarken. Kameraet er spillets absolut største svaghed. Du har ingen mulighed for at kontrollere dette kamera, der blot følger en usynlig skinne og peger præcis derhen, hvor du står. Dette betyder desværre, at du meget ofte befinder dig i en situation, hvor du ikke kan se de fjender, du skyder på, specielt hvis du har bevæget dig baglæns for at finde dækning. Enkelte gange opstår der endda situationer, hvor du løber mod kameraet og skyder fjender, der er fuldstændig skjult.
Du styrer som sagt to selvvalgte karakterer gennem banerne og vælger selv hvilken af de to, du vil have kontrol over. Den anden karakter løber så, styret af computeren, bag dig og hjælper dig med at nedlægge fjenderne. Desværre er selv dette en uoverkommelig affære for spillet, da din hjælper ofte sakker bagud, hvorefter han på magisk vis bliver teleporteret tilbage til kamppladsen. Men din medhjælper har også enkelte gode sider. Tilsyneladende er han enten synsk eller har røntgensyn, for han skyder gerne på fjender, der endnu ikke er dukket op på skærmen, fordi de er skjult bag en klippe eller lignende.
Alene det at skyde fjenderne, som må siges at være en central del af spillet, fejler miserabelt. Udviklerne har givet dig et auto targetting system, der automatisk finder frem til de nærmeste fjender. Du kan så selv vælge at skifte fokus til en anden fjende med et simpelt tryk på højre styrepind. Problemet ligger i, at der rundt omkring på banerne ligger diverse pointbonusser, der kan samles op ved at skyde på dem. Disse bonusser ryger også med i beregningerne, når spillet skal finde din næste skydeskive. Det betyder desværre, at man ofte, specielt i kamp med større mængder fjender, står og skyder på et eller flere af disse ligegyldige mål, mens kuglerne hagler om ørerne på én. For at gøre problemet endnu værre lider targetting-systemet af den store fejl, at din karakter på trods af sine mange års træning ikke kan regne ud at skyde foran et bevægeligt mål. Det betyder, at det er umuligt at ramme fjenderne, før de står stille.
I stil med spil som Gears of War har udviklerne forsøgt at implementere et cover-element. Strøet omkring på banerne findes små mure, du kan springe i dækning bag. Dette fungerer i kamp ganske godt, med mindre du forsøger at bevæge dig væk derfra. Et tryk på en knap sender dig i dækning, og samme knap får dig til at forlade sikkerheden igen. Men ikke hvis du samtidig bruger dit våben. Det er tilsyneladende for stor en mental udfordring at bevæge sig væk fra en mur, mens man holder aftrækkeren i bund, så din karakter er nødsaget til at give fjenderne en pause, mens han genvinder brugen af sine ben. Dette resulterer i, at man som oftest blot bevæger sig bag murene for at stå i relativ sikkerhed, i stedet for at bruge det dertil indrettede system.
Du får også muligheden for at sætte dig bag rattet i en stor del af de køretøjer, som Hasbro gennem årene har udviklet til de små plasticmænd, men det er ej heller en udelt fornøjelse. Styringen af disse køretøjer er simpelthen for mærkværdig. I stedet for en speeder og bremse trykker du blot opad for at bevæge dig fremad og nedad for at bakke. Det virker kontra-intuitivt, specielt når køretøjet ikke bevæger sig væk fra kameraet. At størstedelen af køretøjerne har fastmonterede våben, der kun kan skyde fremad, gør brugen af disse våben til en kamp for at få parkeret i den rigtige retning.
Spillet indeholder en mængde forskellige baner sat i forskellige miljøer såsom ørken, snelandskaber og jungle. Men banedesignet er lineært og udseendet kedeligt. Der er så godt som ingen variation i de forskellige baner med det resultat, at de stort set alle ligner hinanden. Dog har spillet gjort god brug af de muligheder, der er for at lave spektakulære eksplosioner og flotte lyseffekter. Men det virker lidt som farverigt krymmel på en tør og kedelig sandkage.
På lydsiden er der ej heller mange lyspunkter. Våbenlydene er ganske vist tunge og så vidt muligt realistiske, men dine fjender råber ofte bemærkninger mod dig eller kalder efter forstærkninger. Desværre har de vist et enormt begrænset ordforråd, for de gentager sig selv i en lind strøm. Det bliver hurtigt enormt enerverende at høre den samme fjende råbe Youre going down tre gange i træk, hvorefter man ekspederer ham uden nogensinde at blive ramt. Ja, for fjenderne har samme targetting-system som du selv er belemret med, så de kan ikke ramme dig, så længe du bevæger dig.
Du har muligheden for, ved at samle dog tags op på banen, at tilføje nye karakterer til dit hold. Faktisk er der 12 forskellige. Men det er dog ikke nok at indsamle deres kendetegn. Du skal også betale for at få adgang til dem. Dette gøres med medaljer, du optjener i løbet af spillet. Antallet af medaljer udregnes på baggrund af de point, du har samlet ind på banen. Men endnu engang har Electronic Arts sat sig for at irritere så meget som muligt. Banerne er opdelt i et antal checkpoints, og mellem hvert af disse tælles dine akkumulerede point sammen. Denne sammentælling tager bare alt for lang tid, og den kan ikke springes over. Endvidere skal du så også lige have at vide, ved hjælp af et lagkagediagram, hvilken af dine to kombattanter, der har indsamlet flest point. Men i stedet for blot at vise diagrammet, skal du lige sidde og vente på, at inddelingen har bevæget sig fra 50/50 til, hvad det endelige resultat er. Hvis du har gennemført et checkpoint uden at skifte til din anden karakter, så er fordelingen 100/0.
De forskellige karakterer, du kan spille med, er inddelt i 3 forskellige klasser. Men disse klasser har ingen åbenlys indvirkning på deres evner på slagmarken, og det bliver hurtigt ligegyldigt for dig, hvilken klasse, du vælger. Bortset fra, at der rundt omkring på banerne er døre, som kun kan åbnes af en speciel klasse soldat. Har du fra banens start valgt forkert, så tag det ganske roligt. I umiddelbar nærhed af disse døre finder du en teleporter, der gør det muligt for dig at skifte din ene karakter ud med én i den rette klasse. Derfor er der ingen udfordring i at få åbnet disse døre, og det virker som endnu en ligegyldig afbrydelse af kampene.
G.I. Joe The Rise of Cobra er et spil for fans af legetøjet. Men også kun de fans, der samtidig er en smule masochistiske. For det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde motivationen til at gennemføre spillet. Der er ikke megen udfordring at finde, og historien får dig ikke ligefrem ud på kanten af sædet. Hvis du overvejer at købe det, så lad være. Hvis du overvejer at leje det, så lad være. Hvis du får det som gave, så er der én, der ikke kan lide dig.
Facebook
Twitter
