Game of Thrones - Season 1

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 4. december 2014 - kl. 20:34
Del denne artikel:
2 5

Game of Thrones fra Telltale Games er baseret på den populære tv-serie af samme navn, men kan dette eventyrspil fange samme fremragende stemning som tv-serien er kendt for?

Fremover vil vi anmelde episode-inddelte spil lidt anderledes end normalt. Vi vil ikke lave fulde anmeldelser af alle afsnit, da de i mange tilfælde er stort set identiske, blot med en anden handling. Derfor laver vi en overordnet anmeldelse og så tilføjer vi de enkelte afsnit til anmeldelsen, efterhånden som de bliver udgivet. Hvert afsnit får en score, som tæller i den samlede score, der altså tæller alle de anmeldte afsnit.

Læs vores anmeldelse af Episode 1: Iron from Ice
Læs vores anmeldelse af Episode 2: The Lost Lords
Læs vores anmeldelse af Episode 3: The Sword in the Darkness
Læs vores anmeldelse af Episode 4: Sons of Winter
Læs vores anmeldelse af Episode 5: A Nest of Vipers
Læs vores anmeldelse af Episode 6: The Ice Dragon

Game of Thrones er en af de bedste serier overhovedet i løbet af de sidste par år; den er storladen, fyldt med intriger, magtkampe, sex, vold og personlige tragedier. Game of Thrones har tidligere lagt univers og karakterer til spil, dog uden den store succes. Så da Telltale Games annoncerede, at de ville lave et point-and-click eventyrspil baseret på den populære tv-serie, i stil med det fremragende The Walking Dead spil, var det, som fan af tv-serien og af The Walking Dead spilserien, bestemt gode nyheder i mine ører.



Game of Thrones udkommer i seks afsnit og er udviklet af Telltale Games i Californien i samarbejde med Ty Corey Franck, som er forfatteren bag bøgerne, George R.R. Martins, personlige assistent og han fungerer som konsulent på spillet. Game of Thrones følger samme opskrift som Telltales andre spil, ved at være et point-and-click eventyrspil, som er fyldt med velskreven dialog, actionsekvenser hvor man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter og der skal tages en række svære valg, som får mere eller mindre indflydelse på hvordan historien forløber.

Noget af det som The Walking Dead serien blev kendt for, var de svære moralske valg man blev sat overfor i løbet af spillet, men de forsvandt en lille smule fra The Wolf Among Us og i Tales from the Borderlands, var der endnu mindre af dem. Heldigvis træder Game of Thrones tilbage til The Walking Dead og giver os masser af svære valg, som betyder liv eller død, for dem som er involveret. Hele Game of Thrones universet lægger jo op til den slags, så det er rart at se dette igen, for det giver serien noget nerve og spænding.



Tv-serien er blandt mange ting kendt for en virkelig smuk billedside og den mangler vi desværre lidt i spillet her. Vi ser ikke de enorme og smukke landskaber og så har Telltale valgt en grafikstil, som nærmest får grafikken i spillet til at se ud som om, at den var tegnet med vandfarve. Det er ganske nydeligt, men giver ikke den samme følelse af storladenhed, som præger tv-serien. Flere af karaktererne som vi kender fra tv-serien optræder naturligvis også i spilserien her og de er da til at genkende, men visse af dem er faktisk ikke gengivet specielt godt, for eksempel er den vanvittige Ramsay Snow faktisk ikke til at genkende. Grafikken er bestemt godkendt, men den virker lidt grov i kanten, specielt sammenlignet med det vi lige har set i Tales from the Borderlands.

Dialogen og stemmeskuespillet er som altid helt i top. Flere af tv-seriens skuespillere ligger stemmer til deres figurer, for eksempel optræder Peter Dinklage som dværgen Tyrion Lanister, Lena Headey som Cersei, Natalie Dormer som den smukke Margery Tyrell og Iwan Rheon som Ramsay Snow. Soundtracket er fint og passende og ligger hele tiden i baggrunden og skaber god stemning. Tv-seriens originale titelmelodi er endda med, så der er ikke ret meget at udsætte på lydsiden her.



Episode 1: Iron from Ice
Første afsnit starter ved afslutningen af tredje sæson af tv-serien, ved en af de mest chokerende slutninger på en tv-serie jeg nogensinde har set, nemlig ved The Red Wedding. Hvis du har set afslutningen på tredje sæson, ved du helt præcis hvad jeg tænker på. I løbet af dette første afsnit, får man mulighed for at spille flere forskellige karakterer og man starter med at spille Gared Tuttle, som er skjoldbærer for Lord Gregor Forrester. Gared flygter fra The Red Wedding og da han kommer hjem til sin gård, ser han at hans far og søster er blevet overfaldet af tre soldater. Herfra vil jeg ikke afsløre mere af historien, men vil bare sige, at hvad der sker på gården, får langtrækkende konsekvenser for Gared og hele Forrester familien.

Som nævnt får man mulighed for at spille flere forskellige karakterer. Foruden Gared Tuttle, spiller man også den unge Ethan Forrester, som er blevet den nye Lord for Forrester familien, en rolle han slet ikke er klar til. Man spiller også Mira Forrester, som er Lady Forresters ældste datter. Hun er nu tjenerinde for Margery Tyrell i Kings Landing, kort før Margery skal giftes med kong Joffrey. Det fungerer rigtigt fint, at spille med forskellige karakterer, da man skal klare sig med diplomati og omtanke når man spiller Mira Forrester og Ethan Forrester, mens det er mere actionpræget, når man spiller som Gared Tuttle.

Dette første afsnit tog lige omkring to timer at gennemføre og det var ærlig talt en smule kedeligt. Der skete ikke så meget og det var ligesom at afsnittet blev brugt til, at sætte historien i gang og introducere os til en række forskellige karakterer. Der er dog en ret chokerende afslutning på afsnittet, som gør at man nu ser frem til det næste afsnit og måske glemmer lidt, at det har været en smule søvndyssende ind imellem. Ens rejse er begyndt og Iron from Ice lægger nogle gode grundsten for serien, som der kan bygges videre på, i de efterfølgende afsnit. Dette første afsnit kan nu købes på Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 7/10



Episode 2: The Lost Lords
Andet afsnit starter umiddelbart efter den chokerende afslutning på første episode og historien begynder at tage form. The Lost Lords har ikke samme chokerende elementer, men i stedet er det mere dialog intenst og man føler visse steder, at man skal spille et tungt diplomatisk spil, for at holde alle parter glade.

Som i første afsnit, får man mulighed for at spille forskellige karakterer. Vi spiller igen Gared Tuttle, som nu er kommet til den store væg og Castle Black, for at lade sig optage i Nights Watch, hvilket naturligvis kræver en del træning - og man spiller også igen Mira Forrester, som er ved at rode sig ud i noget skidt i Kings Landing. Vi bliver officielt introduceret til Asher Forrester, som er familiens anden søn, som er lidt af et problembarn. Han lever det voldsomme liv i Essos og det er da også sekvenserne med Asher, hvor spillet byder på mest action. På den anden side, skal man virkelig have styr på dialog og diplomati, når man som den stærkt svækkede Rodrick Forrester skal forsøge at jonglere med både en fremmed hær lige ude foran hans dør, samt en kommende hustru, som man skal forsøge at overbevise om, at det planlagte bryllup stadig er en god idé - for begge familier.

Kort sagt, så fortsætter Game of Thrones serien i samme spor som første afsnit - og som alle andre Telltale Games eventyrspil - på godt og ondt. Jeg synes der var lidt flere tekniske bump på vejen denne gang end i det første afsnit. Der har været historier om på nettet, at der blandt andet skulle være en fejl i spillet, som gjorde at man ikke ville kunne gennemføre spillet - det havde jeg dog ingen problemer med.



De tekniske bump er de sædvanlige ting fra Telltale, med at spillet pludselig kan finde på at låse i nogle sekunder, for derefter at fortsætte fint igen. Det er ikke noget som ødelægger det som Telltale er bedst til, nemlig at fortælle en god historie, men det er med til, at ødelægge lidt af indtrykket af spillet sådan rent teknisk. Den lidt specielle grafiske stil fortsætter i dette andet afsnit - og det fungerer godt visse steder, mens den får grafikken til at se mærkelig grov ud andre steder.

Episode 2: The Lost Lords er intens og meget dialogtung men som altid, bliver historien leveret flot af Telltale. Dette andet afsnit sender ikke serien op i et andet gear, men det fortsætter som man kunne forvente og der lægges op til masser af intriger og opgør i løbet af seriens resterende fire afsnit. Afsnittet kan gennemføres på lige under to timer og kan nu købes på Xbox Games Store til 40 gode danske kroner.
Score: 7/10



Episode 3: The Sword in the Darkness
Hver gang jeg starter et afsnit i Game of Thrones serien, kan jeg ikke helt forstå hvad jeg egentlig havde set frem til. Spillet virker lidt groft i kanterne og det kører ikke specielt godt - men efter de under to timers spil som hvert afsnit varer, ser jeg allerede frem til det næste afsnit. De tekniske ujævnheder bliver hurtigt overskygget af den fremragende dialog, den påkrævede sans for diplomati for at klare samtalerne på den rigtige måde og den gode stemning. Præcis det samme var gældende for det tredje afsnit i serien, The Sword in the Darkness.

Jeg vil som sædvanligt ikke afsløre for meget af historien, men kan da fortælle, at vi fortsætter med at følge Mira Forrester i Kings Landing, hvor brylluppet mellem King Joffrey og Margary Tyrell nærmer sig med hastige skridt - og vi ved jo alle, hvordan det bryllup ender. Rodrik er stadig en krøbling og bøvler lidt med nogle fjender som vil vælte ham af posten som Lord af Ironrath, Asher er på flugt og må helt i starten af episoden tage kampen op med en af Daenerys Targaryens undslupne drager - og hende støder vi heldigvis også på senere i afsnittet. Endelig er der Gared Tuttle, som endelig bliver en af brødrene af Night's Watch, men hans loyalitet til broderskabet bliver hurtigt sat på prøve fra en uventet kant.



Episode 3: The Sword in the Darkness er som de to forrige afsnit intens, meget dialogtung og der er ikke så meget action i denne serie, som i for eksempel The Walking Dead - også fra Telltale Games. De mest spændende segmenter er Mira's i Kings Landing, hvor man altid forventer det værste og det var fedt at se den smukke Daenerys Targaryen dukke op til sidst i afsnittet - hende skal vi nok få set mere til i de kommende afsnit. Afsnittet kan gennemføres på lige under to timer og kan nu købes på Xbox Games Store til 40 kr. og selv om der måske ikke er den store udvikling i serien, kan man ikke undgå, at se frem til næste afsnit alligevel.
Score: 7,0

Episode 4: Sons of Winter
Vi er nået mere end halvvejs igennem Game of Thrones serien og tingene begynder at spidse lidt til. Det som karakterisere episode 4: Sons of Winter, er at en del af de tråde som blev viklet ind i hinanden i de forrige tre afsnit, bliver viklet ud og det er dejligt, at man får lov til at give nogen af dem, som virkelig fortjener en over nakken, hvad de fortjener.



Episode 4 er også karakteriseret at en del stealth-sektioner, hvor man for eksempel skal snige sig igennem en by fyldt med vagter eller ind på et område, hvor fjenderne skal nedlægges i den rigtige rækkefølge, så de ikke når at advare hele byen om, at man er på vej ind. Jeg vil ikke komme ind på historien, da den som altid er det bærende element i Telltales spil, men som altid er den velfortalt og stemmeskuespillerne gør det virkelig godt.

"Virkelig godt" er ikke de ord, man har lyst til at bruge om det tekniske. Jeg kan ikke helt forstå, hvordan det ene afsnit kan køre acceptabelt, mens det næste kan hakke af sted. Episode 4 kører bestemt ikke særlig godt og Telltale må snart få opdateret deres spilmotor, for det begynder at blive lidt en hæmsko for at leve sig ind i den glimrende historie, at grafikken kører meget ujævnt og dele af dialogen bliver cuttet væk.



Når det er sagt, at kan man ikke lade være med at føle sig rimelig godt underholdt af Game of Thrones fra Telltale Games. Der er blot to afsnit tilbage af denne sæson og tingene spidser til og man er ved at tage tilløb til en spændende sæsonafslutning. Episode 4: Sons of Winter kan købes nu i Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 7,0

Episode 5: A Nest of Vipers
I tv-serien Game of Thrones, er det ofte det næstsidste afsnit i en sæson, hvor de vildeste ting sker, behøver jeg at nævne The Red Wedding? Denne femte episode, A Nest of Vipers, er det næstsidste afsnit i Telltales Game of Thrones serie og her lægges der op til den helt store finale i sidste afsnit.



A Nest of Vipers er det bedste afsnit indtil videre. Der er masser af action og der dør masser af mennesker, nogle af dem på grufulde måder. Ramsay er tilbage og han er lige så grusom, som i tv-serien, vi støder på Cersei, som ikke er bange for at bruge andre mennesker for at opnå hvad hun vil og Rodrick får muligheden for at vise sit værd som leder af House Forrester.

Jeg vil som sædvanligt ikke afsløre historien her, da den som altid er det bærende element i Telltales spil og man skal selv opleve den. Men jeg vil sige, at jeg var fænget af dette femte afsnit, som ingen af de forrige fire afsnit var i stand til. Hastigheden igennem episoden var fin og jeg kedede mig aldrig og jeg følte mig hele tiden underholdt. Noget at stilen fra tv-serien, med den udtalte vold, var til stede og jeg har tidligere kritiseret spilserien for at mangle lidt af tv-seriens vigtigste kendetegn, men den synes jeg til gengæld var til stede i dette femte afsnit.



Sjette episode er den sidste i Game of Thrones serien. Som tingene udspillede sig i A Nest of Vipers, så kan det nærmest ikke ende lykkeligt og jeg ser frem til at se, hvordan Telltale får bundet knuder på de mange tråde, som historien består af. Episode 5: A Nest of Vipers kan købes nu i Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 8,0

Episode 6: The Ice Dragon
Som skrevet ovenfor, afsluttede jeg anmeldelsen af episode 5 med at konkludere, at Game of Thrones serien nærmest ikke kan ende lykkeligt – og det kan jeg nu afsløre, at det gør det heller ikke. Nettet strammes for alvor om Mira i Kings Landing, hvor hun bliver anklaget for et mord på en kongelig soldat og hun er pludselig helt alene. Asher Forrester står overfor den endelige kamp om House Forrester og modstanden virker overvældende. Uden at afsløre for meget, kan jeg dog roligt sige, at dette sjette og sidste afsnit i serien er særdeles blodigt og der ruller helt bogstaveligt en god portion hoveder.



Afsnittet starter en smule langsomt, men hurtigt begynder Telltales historiefortællere, at runde serien af. Der skal undervejs tages en lille håndfuld grumme beslutninger, som ikke er helt nemme og man kan have svært ved at gennemskue, hvad ens valg vil betyde – og det er med til at gøre dem endnu sværere.

Jeg var irriteret over nogle tekniske ujævnheder, som gør oplevelsen af episode 6 til en noget ujævn en. Det virker som om, at der flere steder mangler lydeffekter og nogle gange passe de lydeffekter som er til stede, ikke helt med hvad der sker på skærmen. Det ødelægger lidt af oplevelsen og det er skuffende at se, at disse fejl stadig er til stede i Telltales spil.



Episode 6: The Ice Dragon er dog en fin afslutning på serien og selv om mange ting bliver afsluttet, er der dog stadig en lille åbning, som gør det muligt, at lave en sæson 2 af Game of Thrones, hvis Telltale Games skulle beslutte sig for det. Historien er som altid det bærende element, hvor løgne og bedrag er hverdag og man ved ikke hvem man kan stole på.

Episode 6: The Ice Dragon kan gennemføres på omkring halvanden time og kan købes på Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 7,5

Game of Thrones er endnu en fin serie fra Telltale Games. Denne serie består af seks afsnit og den udspiller sig i det elskede Game of Thrones univers og genkendelsen til de fleste karakterer fra tv-serien er god. Så er du fan af tv-serien, kan denne serie anbefales og hele serien kan købes for 245 kr. på Xbox Games Store, hvilket er en lidt underlig pris, da prisen vil lande på 240 kr. hvis du køber de seks afsnit enkeltvis – og i skrivende stund, er første afsnit endda gratis.



Der er dog for mange tekniske ujævnheder i serien, hvilket er mærkeligt, da for eksempel Tales from the Borderlands, også fra Telltale Games, kører noget mere flydende og uden de samme tekniske problemer. Vi elsker Telltales serier, da de er virkelig gode til at fortælle en god historie, men vi håber også, at de får bygget en ny spilmotor til de efterfølgende sæsoner af deres populære serier, for det er ved at være lidt anstrengende at se på disse spil, som hoster af sted, hvilket jeg synes var specielt udtalt i Game of Thrones.
Fakta
Game of Thrones - Season 1

Game of Thrones - Season 1

PlatformXbox One
UdviklerTelltale Games
UdgiverTelltale Games
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Glimrende stemmeskuespil, dejligt at se og høre karaktererne fra tv-serien, kreativ grafikstil
Ujævn teknisk side, grafikken ser lidt grov ud visse steder, tekniske ujævnheder som begynder at frustrere
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 7.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.