Frontlines: Fuel of war

Anmeldt af: Morten Skou - 4. marts 2008 - kl. 18:31
Del denne artikel:
24 0

KAOS Studios som tidligere har stået bag spil som Desert Combat, er nu på banen med deres bud på, hvordan et rigtigt Første person shooter spil skal laves.

KAOS Studios som tidligere har stået bag spil som Desert Combat og teknologi som blandt andet er blevet brugt i Battlefield 2, er nu på banen med deres bud på, hvordan et rigtigt Første person shooter spil skal laves.

Historien finder sted et stykke ude i fremtiden. Oliereserverne er opbrugt og der er udbrudt en intens krig, med alt hvad det medfører, imellem to koalitioner som kæmper for at sikre adgangen til de ressourcer som er tilbage. Traditionelt er der tale om henholdsvis de vestlige styrker og ”Red Star Alliance” som blandt andet består af Kina. Igennem hele spillet følger vi elite-enheden Straydogs, som bliver sendt ud på forskellige missioner i et forsøg på at invadere de fjendtlige lande.

Spillet består af en singleplayer kampagne samt naturligvis muligheden for at spille over Xbox Live i forskellige typer spil. Singleplayer kan spilles på tre forskellige sværhedsgrader, hvoraf den nemmeste kaldet ”casual” ikke ligefrem giver den største modstand. Man kan typisk løbe igennem banerne og bare skyde på alt der bevæger sig. Netop derfor kan det anbefales at man starter med at spille på en af de højere sværhedsgrader; så er man sikker på at få en meget bedre og knapt så triviel spilleoplevelse ud af sine hårdt tjente sparepenge.





Der er 8 forskellige hovedmissioner der alle er opdelt i en række forskellige objektiver. Når man starter et spil er der nogle gule indikatorer med en metermåler på der viser i hvilken retning man skal bevæge sig for at komme hen til målet. Det er frivilligt hvilket af objektiverne man vil tage på hvilket tidspunkt, dog skal de alle gennemføres før man kommer videre til næste sæt objektiver. Netop dette lader til at være et forsøg af udvikleren på at skabe en fornemmelse af at man har en smule frihed til selv at gøre sine valg men efter et stykke tid begynder det dog at gå op for én at det er ligegyldigt i hvilken rækkefølge man tager objektiverne og dermed går luften lidt af deres ide.

Imellem de otte hovedmissioner er der forskellige mellemsekvenser som udgør det for selve historien i spillet. Der er mange forskellige missionstyper, lige fra konventionel krig hvor man sammen med de andre Straydogs skal overmande fjenden, til missioner hvor man flyver rundt i helikoptere eller styrer kampvogne igennem forskellige miljøer. Det er også blevet til en enkelt ”sniper”-bane hvor man ene mand skal nakke en masse vagtposter og mens denne bane faktisk er ganske underholdende kommer den dog slet ikke i nærheden af eksempelvis sniper-banen fra Call of Duty 4.

En af de nye ting i Frontlines: Fuel of War, set i forhold til andre spil i samme genre, er at KAOS Studios har kigget lidt på hvilke våben de forskellige våbenproducenter er ved at producere i den nærmeste fremtid. Dette betyder, at de våben man bruger i spillet, rent faktisk er våben som man vil kunne forvente at se et stykke ud i fremtiden. En anden ting som gør spillet unikt er de såkaldte ”drones”. Drones er forskellige typer af robotter, som man kan bruge til forskellige ting. En type drone er en lille fjernstyret bil som man kan bruge til at køre ind under fjendtlige mål for derefter at detonere den – resultatet er, som du sikkert kan regne ud, at det fjendtlige mål går op i flammer. En anden drone som også er ganske interessant er en lille fjernstyret helikopter som man kan flyve rundt med og skyde på fjenden. Fælles for alle drones er at der er mulighed for at skifte imellem flere forskellige kameravinkler.

Desværre er der også nogle småproblemer med drones. Typisk ses det ved at man kan køre/flyve igennem genstande, som man uden tvivl ikke burde kunne flyve igennem. Derudover er der lignende problemer med ”clipping”, altså hvor man eksempelvis flyver op mod et loft og når man kommer tæt nok på, så kan man se hvad der er oppe over. Heldigvis er problemerne ikke større end det er til at leve med.





En af de mest irriterende ting ved Frontlines: Fuel of War er den måde som den gemmer ens spil på. Det er nemlig ikke muligt selv at gå ind og vælge at man vil gemme spillet.Man bliver nødt til at gennemføre den mission man er i gang med ellers går det hele tabt. Dette er ganske skuffende, eftersom missionerne godt kan tage lidt tid at gennemføre, og det er lidt ærgerligt at skulle starte helt forfra bare fordi klokken var mange og man skulle i seng eller lignende. Kort sagt, så savner man virkelig en bedre måde at gemme på.

Som om at det ikke var nok med dette problem, så er der også et problem med de populært kaldte ”checkpoints” igennem missionerne. Et checkpoint er det sted som man havner, hvis man skulle være så uheldig at gå hen og dø. I Frontlines: Fuel of War, betyder dét at man dør ofte at man starter alt for langt tilbage på banen. Ydermere så er alle de fjender man allerede har dræbt stadigvæk døde. Det vil sige at man ikke møder nogen modstand før man har bevæget sig op til det sted hvor man døde. Dette giver et indtryk af at man lige så godt kunne være startet længere fremme i banen. Det virker lidt underligt at skulle bevæge sig igennem tomme miljøer udelukkende for at komme frem til fjenderne igen.

Som tidligere nævnt så får man i Frontlines: Fuel of War både mulighed for at køre rundt i kampvogne og flyve i helikopter. Dette fungerer på sin vis rigtigt godt og det er fedt at man får muligheden for disse ting. Specielt helikopteren er sjov at flyve rundt i. Det eneste minus er at det tager lidt tid at lære at styre disse køretøjer, men når man først har fået styr på det, så kører det bare derud af. En lille ”sjov” ting, som ganske enkelt må nævnes, er at disse kæmpe kampvogne godt kan køre over mindre forhindringer, men hvis man kører ind i en tynd lygtepæl så stopper legen. Lygtepælene i Frontlines er ganske enkelt lavet af et materiale som selv en tonstung kampvogn hverken kan skubbe ud af form eller lægge ned.

Potentialet i Frontlines multiplayer-del er stor. De ekstra taktiske elementer som spillet tilbyder, blandt andet i form af drones, giver mulighed for intense online kampe. Der er også mulighed for at få forskellige slags opgraderinger i multiplayer-delen af spillet. Disse opgraderinger har hver deres egenskab, som man så kan anvende til sin og sit holds fordel. Der er 8 forskellige baner som man kan kæmpe på over Xbox Live. Vælger man ”Custom Match”, så kan man spille op til 32 spillere online, hvorimod ”Create Match” kun giver muligheden for op til 16.





Foruden muligheden for at spillet over Xbox Live så er der også mulighed for at spille over lokal netværk for op til 16 spillere på de samme 8 forskellige baner. Fælles for både lokale spil og Xbox Live er at der er tonsvis af forskellige indstillinger som man kan ændre på. Blandt andet er det muligt at slå ”auto aim” fra og til; en ting som mange spillere har sukket over i Call of Duty 4.

Både når det kommer til lyden såvel som grafikken i spillet, så er tingene ganske udmærket. Specielt lyden når man fyrer op for diverse våben er super lækkert lavet. Til trods for at der er nogle mindre grafiske fejl og det ikke lader til at maskinen bliver presset til sit yderste, så har man da også set langt værre spil på disse områder til Xbox 360 konsollen.

Frontlines: Fuel of War må siges primært at være til fans af FPS-genren. Historien er ikke specielt omfattende og selv om den ved første øjekast godt kunne virke som en rigtig god fortælling så kommer udviklerne lige lovligt let over den. Spillets multiplayer-del har en del nye elementer som man aldrig rigtigt har været klar over at man savnede i alle de andre spil i denne genre. Er du FPS-fan og har du eventuelt mod på at spille i en klan, så er Frontlines et spil som du absolut må prøve. Er du derimod typen der bare godt kan lide at hygge sig i et par timer af gangen, så er der andre spil der bedre giver mulighed for dette, eksempelvis Call of Duty 4.
Fakta
Frontlines: Fuel of war

Frontlines: Fuel of war

PlatformXbox 360
UdviklerKAOS Studios
UdgiverTHQ
Spillere1
Udgivelsesdato29-02-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:7.2
Online:8.5
Holdbarhed:7.8
Overall 8.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.