Forza Motorsport 7

Anmeldt af: Morten Skou - 1. november 2017 - kl. 09:07
Del denne artikel:
1 10

Det er igen tid til at træde pedalen i bund og give den gas i en af de helt store bilserier til Xbox.

Spillene i Forza Motorsport-serien fra Turn 10 har altid været nogle af de spil, som Microsoft har brugt til for alvor at vise, hvad deres konsoller har kunne trække. Dette gør sig også gældende for Forza Motorsport 7, som endda i forbindelse med Xbox One X får en opdatering, så det bliver endnu flottere på den nye konsol.

Den sidste udgivelse under Forza-navnet var som bekendt Forza Horizon 3, men hvis man ser bort fra bilerne og at de er lavet på samme motor, så er det to markant forskellige spil. Hvor Forza Horizon-spillene byder på en fuldstændig åben verden med dertilhørende frihed, så er Forza Motorsport-spillene henvist til udelukkende at foregå på lukkede baner, hvilket desværre godt kan begynde at virke lidt trivielt.




Til at starte med indtager man rollen som Michael Müller og bliver kastet ud i at køre det første racerløb i en af de eksotiske sportsvogne, derefter går turen videre til en af de nye muligheder i spillet nemlig en lastbil, for til sidst at køre et sidste løb i en tredje bil, men hvor løbet foregår om aftenen og i regnvejr. Disse tre løb virker som en slags introduktion til spillet, og den egentlige karrieredel, eller hvad man nu ellers har lyst til at hygge sig med, kan derefter påbegyndes. Det er i øvrigt samme løb som kunne prøves i demoen fra spillet.

I karrieredelen skal man igennem en lang række løb og mesterskaber, men hvor hovedmålet er at vinde det største mesterskab: Forza Drivers cup. Der gemmer sig dog ganske mange timers racerløb indenfor flere forskellige kategorier og bilklasser, før man når så langt i spillet. Man kører imod de såkaldte Drivatars, som er computerstyrede modstandere med navne på andre spillere fra din venneliste, og som endda nogle gange kører i samme biler og designs som dine venner har gjort. Som altid tilføjer Drivatars lige et ekstra sjovt element.

Ligesom i de tidligere Forza-spil er der enormt meget fokus på at man skal samle på biler, og de forskellige løb stiller da også krav til hvilke biltyper der må køres med, så man er på den måde tvunget til at udvide sin samling, efterhånden som man kommer igennem karrieredelen. Spillet indeholder over 700 forskellige biler, og ifølge Turn 10 så har spillet den største samling af Porscher, Ferrarier og Lamborghinier nogensinde i et bilspil, dertil kommer alle de andre bilmærker - hvilket jo er ganske imponerende i sig selv. Alle bilerne kan naturligvis tunes, ligesom muligheden for at lave sine egne bildesigns eller vælge et af dem som communitiet har lavet selvfølgelig også er til stede.

Som tidligere nævnt er en af nyhederne i spillet muligheden for, at man kan køre racerløb i lastbiler. Personligt forstår jeg ikke at de har valgt at inkludere dette i spillet, da lastbilerne meget naturligt er klodsede, og udsynet fra et par af kameravinklerne synes jeg er for dårlig. Det havde været sjovere og mere revolutionerende hvis de havde tilføjet motorcykler, men det kræver selvfølgelig nok noget mere at få med end lastbilerne. Nu når vi er ved nyhederne, så er et par af de andre nye tiltag, at spillet nu har både nat og dag, samt regnvejr og sågar tåge, som gør det svært at se vejen forude – det hele virker godt og ser også ganske fantastisk ud.




Forza Motorsport 7 er et spil som alle nemt vil kunne deltage i på grund af den arkadeagtige styring, og for dem som gerne vil udfordres mere, så kan man bare rette på de forskellige indstillinger som spillet stiller til rådighed. Jeg kan dog ikke helt lade være med at synes, at spillet er blevet en tand for tilgivende, eksempelvis har jeg endnu ikke oplevet at blive straffet for at skære ind over græsset i et sving, ligesom man kan bruge modstanderne som bremsepuder i svingene uden at blive straffet for det. Det føles lidt som om, at Turn 10 ikke helt kan bestemme sig for om de vil lave en arcaderacer eller en simulator, og dermed bliver resultatet en mellemting af de to, som så også betyder, at de ikke gør nogle af delene fuldt ud.




Et par af de meget populære og større muligheder i Forza-spillene har altid været, at man kunne lave sine egne designs til bilerne og efterfølgende sælge dem til andre via det indbyggede auktionshus. Dette gør sig også gældende i denne udgave af spillet, hvor de kreative kan boltre sig i den indbyggede designeditor. Desværre er der ikke mulighed for at sælge dem via auktionshuset, da dette ikke er åbent endnu. Dette leder desværre tankerne tilbage til Forza Motorsport 5, hvor auktionshuset ligeledes ikke var åbent da spillet udkom – og rent faktisk, så vidt jeg ved, aldrig dukkede op. Samme scenarie gør sig gældende med de såkaldte Forzathons som er i denne udgave af spillet, denne del står nemlig også som en ting der ”kommer senere”, hvilket vi så må håbe holder stik.

Multiplayerdelen i de forskellige Forza Motorsport-spil har vi haft det meget sjovt med herinde på Xboxlife igennem årene, og det fungerer da også rigtig godt i denne udgave. Der er mulighed for at op til 24 spillere kan spille sammen, og der er selvfølgelig både mulighed for at deltage i offentlige løb såvel som private løb med dine venner. Onlineløbene er dog præget af den sædvanlige kaos, hvor folk kører ind i hinanden – både med vilje og uheld – uden at de får nogen som helst straf for det og det er egentlig sjovt nok. Havde man håbet på lidt mere seriøst ræs, så er det nok nødvendigt at spille med nogle man kender og så aftale at køre pænt. Under multiplayerdelen gemmer der sig også en ”Leagues” spiltype, som dog ligesom auktionshuset og Forzathons åbenbart heller ikke er blevet færdig til tiden, den bliver i alle tilfælde først tilgængelig ”senere”.




Vil man hellere prøve at sætte hurtige tider imod sine venner, men uden at køre på samme bane, så er der også mulighed for det i Rivals spiltypen. Her gælder det om at sætte en ren tid på en bane med en bestemt bil og slå sine venner en efter en – hvis man altså er hurtig nok.

Vil man kigge nærmere på detaljerne på de mange biler, så er ForzaVista stedet hvor man kan ende med at bruge en masse tid. Her kan man åbne alle dørene, bagagerummet og motorrummet og kigge på tingene nærmest som hvis man selv stod foran bilen. Der er ingen tvivl om, at denne del af spillet primært retter sig imod bilentusiaster, for ærlig talt så har jeg kun selv kigget på et par enkelte biler, og så er resten af tiden blevet brugt på banerne, men der er ingen tvivl om, at det er en flot feature at have med.

Nu når vi er ved det grafiske indtryk så er Forza Motorsport 7 uden tvivl det flotteste bilspil jeg har set på en Xbox-konsol. Detaljegraden på bilerne er helt uhyggelig høj, og banerne såvel som omgivelserne er gengivet ned til mindste detalje og giver os altså bare mere af det samme, som vi har set i de tidligere spil, bare flottere end nogensinde før. En af de vigtigste ting omkring det grafiske indtryk i et bilspil er selvfølgelig fartfornemmelsen, og den er det lykkedes Turn 10 at ramme helt perfekt med en konstant høj framerate og uden større problemer, så kører det ganske enkelt bare som det skal. Det eneste som jeg godt synes kunne være bedre, er skadesmodellen, som desværre virker ret begrænset.

Der gemmer sig rigtig mange timers spilletid i et spil som Forza Motorsport 7. Alene karrieredelen gemmer på voldsomt mange timers underholdning, og derefter er der muligheder for at spille imod andre spillere online i multiplayerdelene i spillet. Personligt synes jeg, som jeg sagde i starten, at denne slags bilspil godt kan blive lidt trivielle med tiden, men Turn 10 har gjort hvad de kunne for at variere spillet så meget som muligt.




Alt i alt så er Forza Motorsport 7 et rigtig fornuftigt bud på et spil, der lander et sted lige imellem arcade- og de mere hardcore simulatorspil. Den altid store fokus på bilerne er med til at gøre, at der er noget for enhver smag, uanset hvilke bilmærker og biltyper man bedst kan lide at køre i. Jeg kan dog ikke lade være med at være en anelse skuffet over, at Turn 10 igen byder os velkomne til spillet med flere dele af spillet som endnu ikke er tilgængeligt – og hvem ved, måske aldrig bliver det? Det er ganske enkelt for dårligt.

Når Xbox One X udkommer er Forza Motorsport 7 et af de spil, der er mærket med ”Enhanced for Xbox One X”-logoet og som både vil køre ved den høje 4K opløsning og HDR. Så selvom spillet allerede er virkelig flot og kører rigtig godt, så er der altså en større overhaling på vej, når Xbox One X kommer.
Fakta
Forza Motorsport 7

Forza Motorsport 7

PlatformXbox One
UdviklerTurn 10
UdgiverMicrosoft
Spillere1-24
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Mange biler, variation i løbstyperne, nem styring, virkelig flot grafik.
Features der stadig mangler, skadesmodellen kunne godt være mere omfattende.
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
10
Der er 10 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.