FIFA 18

Hvis der er en ting der har været sikkert de sidste rigtig mange år så er det, at Electronic Arts i slutningen af året er klar med deres årlige udgivelse i den super populære FIFA-serie, som på trods af lidt mere modstand fra konkurrenterne stadig må siges at bestride tronen indenfor fodboldspil. Men hvad har FIFA 18 at byde på i forhold til sidste års udgivelse, og er det nok grund til, at man bør investere i den nye udgave?

Da FIFA 17 udkom var en af de helt store nyheder, at det var første gang et fodboldspil havde en karrieredel som var baseret på en reel historie. Her fulgte man den spirende unge fodboldspiller Alex Hunter i op- og nedture på vejen til at blive en succesfuld anerkendt fodboldspiller. I FIFA 18 vender Alex Hunter tilbage, og historien fortsætter hvor den slap – uden at spolere for meget af historien, er der igen lagt op til en gang mere eller mindre forudbestemt handling, hvor vi igen følger den lidt mere modne Alex Hunter i jagten på at blive en af stjernerne. At spillet nu har en historie synes jeg personligt er rigtigt lækkert, da det er en god måde at tiltrække dem, som måske endnu ikke føler at de er helt klar til at spille imod andre spillere online. Man får ligesom mulighed for at vænne sig til spillet og får ligeledes mulighed for at gå igennem de forskellige træningssessioner, som jeg rent faktisk selv synes har været med til at forbedre mine egne evner på grønsværen.




Tiden hvor den årlige FIFA udgivelse bare føles som en opdatering af spillerne og holdene er for længst forbi, og der er da også en række ret lækre nye elementer i FIFA 18. Den første, som jeg vil nævne, er det som EA selv kalder for dramatiske øjeblikke, hvor man på grund af en række nye animationer og afslutningsmuligheder har gjort det nemmere at lave de helt store episke afslutninger med større præcision – jeg tror eksempelvis aldrig at jeg har scoret så ofte med hovedstød fra indlæg og hjørnespark, som det er tilfældet i FIFA 18, og det føles nu ganske særligt når man laver denne type superflotte mål. Generelt synes jeg at styringen er blevet nemmere at gå til, og selvom mit niveau nok ikke er særligt højt, så lykkedes jeg da med at lave fancy driblinger og finter af og til – og slipper sommetider også afsted med det.

En af de andre nyheder er Real Player Motion Technology, som igen via det føromtalte nye animationssystem og indscannede spillermodeller giver en mere realistisk føling med spilleren på banen. Dette viser sig både i ting som driblinger, finter og skudteknik, som alle i øvrigt er lavet i samarbejde med Cristiano Ronaldo.

Der hvor de fleste spilletimer bliver langt på verdensplan må dog uden tvivl være i multiplayer-delene af spillet. Der er mulighed for at spille i de såkaldte divisioner, hvor man, alt efter hvor mange kampe man vinder, kan rykke op eller ned i divisionerne. Ideen virker umiddelbart ret god, da man på den måde burde ende ud i en division med spillere, der har nogenlunde samme niveau som man selv har, men det har desværre vist sig ikke helt at være tilfældet. En af årsagerne til dette er, at alle spillere starter i den laveste division og skal så arbejde sig op – det betyder, at man nogle gange risikerer at møde en spiller i division 9, som måske i virkeligheden burde spille i division 1, men som ikke er nået helt derop endnu – og så får man altså røvfuld i en sådan grad, at spillet er tæt på at blive lagt permanent på hylden. Matchmakingen skriver, at den prøver at finde modstandere med samme antal stjerner som en selv, men det fungerer desværre i mine øjne ikke så godt som det burde.




I den perfekte verden burde man møde modstandere, som man selvfølgelig ikke altid var garanteret at vinde imod, men hvor afstanden i antallet af mål måske varierede med 1-2 mål i en af spillernes favør. Når man møder denne slags modstandere synes jeg, at kampene er spændende og underholdende – i modsætning til når man møder en modstander som banker en 10-0, uden at man selv har haft mere end en enkelt tilfældig afslutning på målet. Som en af de knapt så rutinerede FIFA-spillere, som dog har spillet FIFA hvert år de seneste mange år, synes jeg godt at dette område kunne forbedres lidt.

Den anden og nok endnu mere populære del af FIFA er FIFA Ultimate Team. Her skal man opbygge sit eget hold fra bunden ved at samle forskellige spillere, som man enten kan købe sig til på den åbne markedsplads eller ved at købe såkaldte ”black bags”, som indeholder en række spillerkort, som måske eller måske ikke vil kunne forbedre dit hold. Man opsamler coins efterhånden som man spiller kampe, og jo bedre man gør det, jo flere coins får man. Der er i øvrigt også mulighed for at spille Ultimate Team alene, uden at skulle dyste imod andre folk online – men så går en del af det sjove nok af det, men det er igen en god måde at komme i gang med FUT på. Der er ingen tvivl om, at Ultimate Team længe har været Electronic Arts guldkalv, eftersom man også kan købe de førnævnte ”black bags” for rigtige penge og dermed forsøge at forbedre sit hold og dermed sine chancer for at vinde flere kampe. Ultimate Team-delen af FIFA kræver nok, at man går lidt mere op i fodbold end undertegnede gør, og man dermed har den fornødne viden og ikke mindst lysten til at bruge tid på at udvælge de gode spillere og sammensætte holdene helt perfekt.

Har man venner på besøg, så er det også ganske sjovt at spille lokal multiplayer, og skulle en af vennerne ikke have prøvet spillet før, så er der mulighed for at anvende en forenklet styring af controlleren, så slagets gang mere eller mindre kan styres med to knapper på controlleren, hvilket gør det lidt nemmere at gå til for uerfarne FIFA-spillere. Man kan selvfølgelig også vælge at spille kampe imod sine venner online, og spillet holder rent faktisk styr på hvem der har vundet over hvem og hvor mange gange – det gør det sjovt at dyste imod folk man kender.




Det grafiske i FIFA-spillene har altid været virkelig flot, hvor de mange spillere, som spillet byder på, såvel som stadions er gengivet ned til mindste detalje og dermed er letgenkendelige for dem som går op i fodbold – FIFA 18 er selvfølgelig ingen undtagelse. Spillet er i øvrigt endnu et af de mange spil, som er ”Enhanced for Xbox One X” og kan nydes i 4K Ultra HD og med HDR. Det kører mildest talt virkelig godt og ser knaldgodt ud, præcis som man kan forvente det af det populære spil.

Lydsiden byder igen på et fint soundtrack, og kampene bliver igen kommenteret af to kommentatorer, der lystigt både fortæller om det forrige resultat og om hvordan det går lige her og nu i kampen. Jeg synes i øvrigt ikke, at der er lige så mange gentagelser i kommentatorsporet som der ellers har været en tendens til.

Spillets holdbarhed afhænger igen i høj grad af, hvor meget tid man har lyst til at bruge online, og ikke mindst om man formår at forbedre sig løbende, da man hurtigt kan miste motivationen lidt, hvis man løber ind i den ene røvfuld efter den anden. En ting er dog sikkert, om cirka 12 måneder udkommer den næste version af spillet, og så vil en stor del af FIFA-spillerne hoppe videre til den nye udgivelse.




Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har brugt så lang tid på et FIFA-spil, som det er tilfældet med FIFA 18. Der er bare et eller andet ved denne udgave af spillet, som har formået at fange mig mere end tidligere. Om det er fordi det pludselig lykkedes mig engang imellem at lave nogle af de flotte mål, de smarte driblinger forbi modstanderne eller om det bare er fordi, at FIFA 18 bare virker bedre for mig, er jeg ikke helt sikker på, men sikkert er det, at jeg allerede har spillet langt flere onlinekampe end jeg nogensinde før har spillet, og jeg har stadig lyst til at prøve at forbedre mit spil, så jeg kan vinde endnu flere kampe.

FIFA 18 er for mig det bedste FIFA-spil i mange år.