FIFA 10

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 1. oktober 2009 - kl. 20:04
Del denne artikel:
27 0

Kampen om fodboldtronen anno 2009 er fløjtet igang. Kan der findes en vinder på forhånd?

I flere år har FIFA og Pro Evolution Soccer serien kæmpet indædt om retten til fodboldelskernes hjerte og dermed det bugnende marked for computerspil bygget over én af verdens mest kommercielle sportsgrene. Kampen fortsætter i år.

Har man sagt EA bliver man simpelthen nødt til at sige FIFA. De to brands hænger sammen som ærtehalm og har gjort det i over et årti efterhånden. Partnerskabet fortsætter naturligvis i indeværende år, hvor kampen for gud ved hvilken gang tages op mod ærkerivalen Konami, som stadigvæk er EA’s nemesis når det kommer til computerfodbold.

Vi kender optakten, kender spillereglerne og kender efterhånden også alle de lumske tricks, når Electronic Arts endnu engang forsøger at få os sagesløse spilelskere til at smide surt optjente sparepenge efter endnu en udgave af FIFA serien, som foruden en transfer- og informationsupdate, gerne skal indeholde tilpas meget nyt, til at tilfredsstille de kræsne fodboldfans.






I år har Electronic Arts så gjort op med noget af det, der i en tid med fotorealistisk grafik, ekstrem detaljegrad og supersprød digital lyd, har adskilt computerfodbold med det vi ser i TV’et. Nemlig den kantede styring, hvor spillerne var henlagt til at løbe i én af otte retninger med 45 graders forskel. Konceptet hedder logisk nok 360 graders dribbling, og er EA’s primære købsgrundlag til os, der ikke kan bestemme sig for, hvilke af de to fodboldspil vi skal vælge os i år. Derudover finder vi Virtual Pro, som er et splinternyt tiltag, hvor man for alvor kan bygge videre på sin egen figur, og inkorporere ham på stort set samtlige offline modes og enkelte onlineudgaver. Mere om det senere.

Lad os til en forandring få det grafiske ud af verden først. FIFA 10 er top notch, animationerne har fået et pift, spillernes kendetegn er blevet skarpere og stadions fremstår større og flottere end før. Derudover er farverne blevet dæmpet en smule således FIFA 10 har fået et mere råt udtryk. Det klæder serien, da der, udover de ovennævnte ændringer, ikke er det det store nye at hente grafisk – heller ikke på menuerne. Det samme kan siges om lyden som primært består af publikums torden og kommentatorerne. Mange af kommentarerne går igen og det samme kan siges om in game lydene. Det er dog værd at bemærke at soundtracket for en gangs skyld er aldeles monotont i forhold til hvad EA plejer at diske op med.

Det primære er naturligvis spillet på de grønne plæner, og endnu engang står det klart at FIFA tager sig selv seriøst, både som fodboldsimulering og Arcadebold. Der er stadigvæk masser af muligheder for at tilføje og fjerne hjælpemidler som assistenter til såvel holdsætning, pasninger og skud på mål, og med en justerbar sværhedsgrad fordelt på flere niveauer, kan man lynhurtigt forvandle oplevelsen til bedste arcade-stil, hvor boldene stryger ind i nettet bag den sagesløse målmand.






På den anden side kan alt dette kobles fra, sværhedsgraden sættes op og assistenttræneren fyres, og pludseligt står man med ikke alene spilkonceptet i egne hænder, men også kampen på grønsværen. Og tempoet er skruet op, kampen om boldene er hektisk og der skal tænkes hurtigt på specielt de højeste sværhedsgrader. Bolden føles ikke klistret fast i fødderne på spillerne som før, dog uden at den slipper fødderne som i Pro Evolution Soccer, hvis man tager en hurtig vending. Dette kan især føles, når man duellerer med en forsvarsspiller side om side, hvor man i FIFA 09 mange gange ville kunne bruge sin hurtighed som wingspiller til at slippe væk, virker forsvaret nu mere bevidst om kropsstyrke, og når klejne Theo Walcott duellerer med gigantiske Rio Ferdinand, ja så er udfaldet givet på forhånd.

Dommerne springer nu væk fra bolden og bliver ikke så hyppigt ramt af denne, frispark kan nu tages hurtigt og keeperne har fået et større repertoire af feberredninger, som pludseligt trækkes ud af ærmet når man mindst venter det, samt et bedre overblik i spillet. Alt i alt stadigvæk en superlækker oplevelse af virtuel fodbold til samtlige niveauer, hvor spilopbygning og kendskab til både dit og dine modstanderes svage sider udgør en essentiel del af taktikken. Endvidere skal det tilføjes, at boldene nu har fået et meget mere realistisk flow og man har droppet det til tider overnaturlige svæv som var tilfældet i FIFA 09, derudover er der større påvirkning fra vejr, og i særdeleshed vind.

Der er dog altid et men, og desværre for FIFA 10 er der flere af dem, keeperne er ét af dem. I FIFA 10 er keeperne langt mere aggressive, når det kommer til at angribe bolden, desværre sker dette til tider, mens forsvaret stadigvæk står nogenlunde kompakt. Benytter man sig ikke af dobbelt-tryk på Y knappen, som positionerer keeperen på stregen, så laver denne til tider nogle underlige rush ud i feltet hvorefter et følt skud typisk sætter din målmand skakmat. Dette udmønter sig til tider i mål få meter fra midterlinjen, hvilket ikke just er realistisk. Selvfølgelig virker det naturligt, at keeperen placerer sig lidt ude i feltet hvis spillet er langt væk fra hans mål, men det er frustrerende at man skal parkere ham på stregen, hvis modstanderens boldbesidder f.eks. hedder Alonso. Derudover har keeperne virkeligt problemer med at klare høje bolde og laver nogle gange flere underlige indgreb i selv de mest ufarlige situationer.






Endvidere virker forsvarsspillerne til tider laver nogle voldsomme indgreb. Fair nok at angrebsopbygning ikke skal være en Ronaldo spadseretur hvor samtlige midterforsvarere afdribles 15 gange, men når Fernando Torres med et 2 meters forspring mod mål pludseligt indhentes af John Terry, så er man i tvivl om hvorvidt EA er blevet godt betalt af Abramovic. Derudover skal det nævnes, at 360 graders driblingerne, som ellers fungerer flot i opbygning af spillet, til tider kan være lidt en hurdle, når man tordner mod mål, for det kræver til tider overnaturlig præcision at holde styrepinden i den samme 68 graders retning, hvilket, i starten, resulterer i at angrebsspilleren laver et underligt zig-zag løb mod mål i stedet for at løbe direkte. Det skal dog siges, at EA har lavet selve fodboldoplevelsen noget mere flydende i år og flere af de tidligere ophold i spillet er fjernet.

Gamemode siden indeholder, som altid, en manager mode, venskabskampe og så det forholdsvist nye be-a-pro koncept. Manager mode er det naturlige fokus og her er der kommet mere vægt på økonomien bag klubberne, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at økonomien i højere grad bestemmes af bestyrelsen frem for klubbernes billet- og sponsorforhold. Transfersiden er til tider lidt underlig, og der laves nogle spøjse køb helt fra starten, hvor danske lavkvalitetsspillere pludseligt hentes til europæiske topklubber for pæne summer. Derudover er selve oplevelsen gennemarbejdet, dog med enkelte udsving fra spillets assistenttræner, som nogle gange laver nogle underlige dispositioner. Med andre ord, styr holdsætning og taktik på egen hånd! Der er i øvrigt åbnet op for en række features som f.eks. selv at give sine spillere numre.

Virtual Pro konceptet lader dig starte din egen figur og benytte ham i flere forskellige gamemodes. Til forskel fra Be a Pro, opbygges spilleren ikke alene af kamperfaring, men også af forskellige opgaver til at booste færdigheder indenfor de forskellige grupperinger som forsvar, midtbane, og angrebsegenskaber. Man kan importere sit eget gameface og sågar bruge sin Virtual Pro spiller på et hold bestående af andre Virtual Pro spillere, og dermed arbejdes der videre på FIFA Hold konceptet fra 09 udgaven, som for første gang introducerede klan funktionen til FIFA. Virtual Pro fungerer, og det giver et anderledes sjovt approach at opbygge spillerfærdigheder via små achievements frem for at spille et hav af kampe, nærmest som at stige i rank undervejs som det er kendt fra shootere.






Foruden gamemodes har EA også tilført en FIFA 10 shop, hvor man kan erhverve sig ting som medlemskab til Live Seasons 2.0, som er opgraderet med blandt andet kampe som følger de rigtige holds kalender. Derudover kan man købe opdateringer til sin Virtual Pro figur og nye kommentatorer. FIFA 10 store bliver løbende opdateret med nye goodies.

Xbox Live er som altid en dejlig oplevelse, hvad enten man spiller kampe ansigt til ansigt eller i de imponerende Virtual Pro klubkampe, hvor man kan komme helt op på 20 spillere i samme kamp. Det er sjovt, afvekslende og imponerende flot når de store kampe raser og man ikke har kontrollen over samtlige spillere på holdet, men blot styrer sin egen Virtual Pro i jagten på at gøre et godt indtryk på sin valgte position. Der er stadigvæk forholdsvist mange quitters i FIFA 10, men dette har været et problem siden serien sprang online for flere år tilbage.

Hvad er så konklusionen? FIFA 10 leverer, men leverer ikke i samme grad som FIFA 09. Det er småt med de nye gamemodes og Virtual Pro er, til trods for et fedt koncept, ikke noget der revolutionerer serien på samme måde som f.eks. Be a Pro fik gjort sidste år. Gameplaymæssigt bliver FIFA serien stadigvæk mere sprød, men lider under en række irriterende bugs, som man ikke kan tilvænne sig ud af.

Med andre ord er kampen om fodboldtronen for alvor åben, og det bliver meget spændende at se hvad Konami disker op med i deres udgave af Pro Evolution Soccer. FIFA 10 er nemlig godt, men når ikke på samme måde sin forgænger fra sidste år i nyhedsværdi. Kampen kan fløjtes i gang!
Fakta
FIFA 10

FIFA 10

PlatformXbox 360
UdviklerEA
UdgiverEA
Spillere1-20
Udgivelsesdato01-10-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.