Efter at have tilbragt et par dage i selskab med Fez er jeg stadig i tvivl, men samtidig fortryllet af det kantede to-dimensionelle univers. For ved første øjekast ligner Fez en dårlig konvertering af et glemt 80'er spil og der er da også tydelig inspiration og små hilsener til både Bomberman, Ghost 'n' Goblins og selvfølgelig Mario, men ved nærmere eftersyn viser Fez sig at være helt sit eget.
På overfladen er Fez et klassisk 2D platformsspil, hvor du tager kontrollen over Gomez, en lille hvid, fez beklædt mand. Efter en hændelse, der involverer en talende kube og uforståelige hieroglyffer, bliver Gomez i stand til at manipulere den flade 2D verden, ved at lade den rotere om sin egen akse således at der pludselig er 4 dimensioner at bevæge sig i.
Dette er samtidig genistregen i Fez; ved at trykke på controllerens højre eller venstre trigger, lader du skærmbilledet rotere. Dette påvirker samtidig alle elementer såsom trin, platforme og stiger, således at du ved at rotere skærmen kan bevæge dig hen til områder der ellers ikke var tilgængelige, da skærmen du bevæger dig på altid er i 2D. Det er svært at forklare på skrift, men systemet fungerer utrolig godt og er med til at hæve Fez langt over lignende platformsspil.
Du bevæger dig med den venstre styrepind og springer på A. Dette, sammen med evnen til at kunne rotere din verden er stort set de eneste manøvrer du skal bruge i spillet. Det lyder simpelt, men byder på mange timers underholdning. Der er svampe der katapulterer dig op i luften, kasser der skal skubbes på plads og stiger der klatres på - utrolig enkelt, men præsenteret på en helt ny måde. Du møder ingen fjender i spillet, der er ingen energimåler og heller ingen konsekvens ved at dø. I stedet kan du i ro og mag udforske den farverige verden og lade dig opsluge af det kantede univers.
Som det næsten kræves af platformsgenren, skal du indsamle nogle genstande for at avancere i spillet, i dette tilfælde kuber, der låser bestemte døre op, men Fez er meget mere end dette. Én ting er selvfølgelig at regne ud hvordan du kommer frem til dit bestemmelsessted, undervejs vil du også møde en række gåder og uforklarlige sekvenser, der først giver mening meget senere i spillet.
Hér viser Fez også sin tilknytning til de gamle 80'er spil; mange spillere vil holde hårdt på at spillenes gameplay var mere gennemført og bød på større variation dengang i computerspillets ungdom. Fez tager tråden op og byder på en stor mængde gåder og puzzles, der veksler fra de helt simple og frem til de dybt komplicerede, som for eksempel et komplet alfabet lavet af geometriske figurer eller QR koder i spillet, som du kan scanne med din mobil for at få nye spor.
Det hele er pakket ind i pixeleret 8-bit grafik, som man enten elsker eller hader. Hjemme hos mig var der stærkt delte meninger om designet, som bestemt ikke appellerer til alle, men som jeg personligt synes ser fantastisk ud. Der er stor variation i banerne og de er alle designet med stor kærlighed til spilmediet - selvom udtrykket ligner noget der er 25 år gammelt, er der en utrolig rigdom på detaljer og en farvepalette som datidens maskiner aldrig ville kunne hamle op med.
Soundtracket er komponeret af Rich Vreeland, der har skabt et lydtapet som viser stor kærlighed til genren og, som resten af spillet, trækker stort på arven fra 80'erne. Der er skramlende lydeffekter, blandet med nogle virkelig smukke melodier. Hvis du har spillet Superbrothers: Sword & Sworcery EP på din mobil eller iPad, vil du kunne nikke genkendende til både lyd- og billedsproget i Fez.
Men hvor godt er det så? Som du nok kan læse mellem linierne er jeg ret begejstret for Fez. Efter min mening præsenteres vi for et grafisk udtryk og et nytænkende gameplay, jeg uden at blinke vil kategorisere som enestående. Skal man diskutere om et spil kan være kunst eller ej, må et spil der båder favner fortid og fremtid være en god indikation af kunstværkets sjæl.
Vi er dog ikke helt oppe at ringe, rent karaktermæssigt. Hvor flot grafikken end er, kan det undre at Trixel grafikmotoren tilsyneladende ikke kan trække animationerne helt jævnt. Et af de særlige træk ved Trixel teknikken, er at alt bliver renderet i 3D, men kun vises i 2D. Det skal ikke forstås sådan at spillet kører dårligt, men hver gang der vises en 3D rundtur af en af spillets øer, kan det ikke gøres uden at frameraten dykker, med hakkende billeder til følge. Det er ikke noget der generer voldsomt, men trækker alligevel fra i den endelige karakter.
Fez lider også lidt under den begrænsede mængde information, der er til rådighed når spillet begynder. Du får næsten ingen instruktioner og mens det kan være forfriskende at skulle lege/gætte sig frem til løsningen på gåderne, kan det være lidt frustrerende at man i lange perioder ikke har nogen anelse om hvad man foretager sig. Holdbarheden hører heller ikke til den længste, men byder på mange timers hovedbrud hvis man vil løse alle gåderne.
Når det er sagt, så lad mig understrege at det hører til i småtingsafdelingen og kun tjener til forklaring af manglende topkarakter. Fez er så originalt og underholdende at de 800 MSP det koster, vil være din bedste investering længe.
Facebook
Twitter
