Man spiller som Takkar fra Wenja stammen, der på tragisk vis, under en Mammut-jagt bliver adskilt fra hans stamme. Man er nu helt alene og uden våben – noget som bestemt ikke er en ideel situation i den farlige og brutale verden, som Far Cry Primal udspiller sig i. Havde det været et af de tidligere spil i serien, havde man nok hurtigt fundet en pistol og så var det gået slag i slag derfra mod kraftigere våben, men da spillet foregår i stenalderen, er det naturligvis ikke muligt at købe skydevåben og lignende – alle våben skal nu fremstilles af ting man finder i naturen. Man kan lave alt fra økser, køller og spyd til bue og pile. Noget der dog virker temmelig underligt er, at man senere i spillet får adgang til en gribekrog. Jeg er ikke helt sikker på, at stenalderfolket var dem som opfandt gribekrogen og det virker som et noget besynderligt gadget-valg, når man nu ellers, meget troværdigt, render rundt og samler grene, flint og andet, for at kunne lave køller og buer og jagter dyr for at overleve ved både at spise deres kød og lave tøj af deres skind.
Man støder hurtigt på Sayla, en anden enlig Wenja, da hendes stamme er blevet udslettet af den rivaliserende Udam stamme og det er ikke en nogen man har lyst til at være på kant med, da de ikke er kræsne og er kendt for at spise menneskekød. Nu er det op til Sayla og Takkar at opbygge en ny Wenja stamme. Det kræver at man jager dyr for at overleve og lave medicin, der skal indsamles materialer så man kan bygge en lejr til ens nye stamme og efterhånden som hytter bliver bygget, kan man opgradere dem så man får adgang til bedre missioner, flere egenskaber og nye materialer. Alt dette, med det ene overordnede formål, nemlig at blive stærke nok til, at kunne tage kampen op med Udam og deres frygtede leder Ull. Historien er måske ikke den dybeste og den er skåret efter samme skabelon som de andre spil i serien, men den fungerer som den skal.
Takkar en en hård negl og en rigtig hulemand, men desværre er han ikke altid den helt store kriger. Kampsystemet er nemlig af lidt svingende kvalitet. Det er nemt at skyde præcist med bue og pil og pilene er tilfredsstillende kraftfulde, hvilket resulterer i, at ens fjender flyver dejligt bagover når de bliver ramt. Nærkampsystemet er anderledes svagt. Skal man bruge sin kølle, skal man tæt på fjenden og her bliver det kaotisk og rodet og det er svært at afstandsbedømme fjenden, så man render for det meste rundt og slår lidt ud i luften i håbet om, at ramme nogen. Den del af kampsystemet, kunne godt have været finpudset mere.
Hvad Takkar ikke har i nærkampsevne, har dyrene omkring ham. Han har nemlig evnen til at tæmme vilde dyr, som han kan tage med sig rundt. I starten har man sit åndedyr, en ugle, som svæver højt hen over hovedet på en og markerer fjender i omgivelserne, så man bedre kan se dem. Uglen kan opgraderes, ja, du hørte rigtigt; ens ugle kan opgraderes, så den for eksempel kan udføre dykkeangreb eller smide brandbomber på fjenderne – sidstnævnte virker dog en smule fjollet – endnu et lidt underligt gadget-valg. I løbet af spillet kan man tæmme 17 forskellige dyr, lige fra ulve, jaguarer og leoparder til vildhunde, huleløver, bjørne og sabeltigere. Man kan give dyrene besked på at angribe et mål eller bede dem om at gå et bestemt sted hen og hvert dyr har hver deres egenskaber, så man bør tage det dyr med sig, som passer til ens taktik. Man skal så i øvrigt heller ikke undervurdere, at man altså føler sig pænt bad-ass, når man går side om side med en enorm sabeltiger.
Nok udspiller Far Cry Primal sig i en helt anden tidsalder en de forrige spil i serien, men man er ikke i tvivl om, at det er et Far Cry spil. Der er stadig meget fokus på at indsamle ting, hvilket dog giver mere mening her i stenalderen end i de forrige mere højteknologiske spil. Der er forposter og signal bål, som skal overtages, der er sidemissioner der skal klares og andre stenalderfolk, der behøver din hjælp. På den måde er Far Cry Primal helt som vi kender det fra andre spil i serien. Det er dog dejligt forfriskende, at se serien udspille sig i en anden tidsalder, hvor det for eksempel ikke er muligt at bruge skydevåben og køretøjer, her er der som sagt tale om køller og bue og pil, samt at man kan ride på ryggen af visse dyr. Der er et eller andet tiltalende ved, at være en hårdfør stenaldermand, der forsøger at overleve i den brutale verden, fyldt med sabletigere, mammutter og bjørne.
Grafikken i Far Cry Primal er virkelig flot. Oros er et smukt sted, med en smuk, men også barsk, natur. Dalen er tit dækket af en fin morgentåge og senere på dagen bryder lyset igennem fra solen. Naturen varierer fra frodige grønne områder med enorme træer, bække og højt buskads (der er ideelt til at jage fra) til mere åbne og støvede områder. Der er en dag og nat cyklus, som får landskabet til at ændre drastisk karakter, både af udseende, men også med hensyn til hvilke dyr der er derude – natten er et farligt tidspunkt at være ude på, for her kommer de store rovdyr frem. Besøger man ens stammes shaman, introduceres man ofte til nogle drømmesekvenser, hvor landskabet er i meget kraftige farver, så det næsten ligner et smukt eventyr, hvilket er meget flot. De mange dyr man kan tæmme er også flotte og det er nuttet når man kan kæle med ens hvide ulv – man kan næsten fornemme hvor blød dens pels er.
Lydsiden er ligeledes god og helt unik. Wenja stammen taler et fiktiv stammesprog, som ikke blot er et tilfældigt sludresprog. Det er baseret på det indoeuropæiske sprog, som både engelsk, spansk, fransk og tysk udspringer fra. Ubisoft hyrede sprogforskere til at skabe et nyt sprog til spillet og de skabte et sprog med tre dialekter, Wenja, Udam og Izila, altså en til hver at de tre stammer i spillet. Hver dialekt har deres egen lyd, som formidler kulturen i hver stamme – meget gennemført. Spillet er i øvrigt fuldt lokaliseret, så al tekst i hele spillet er på dansk og rent faktisk rigtigt fint oversat.
Far Cry Primal kan ved første øjekast virker som Far Cry i stenalder-indpakning. Det er dog mere end det og det er rart at se, at gameplayet er blevet tilpasset tidsalderen (hvis man ser bort fra den lidt fjollede gribekrog) og det giver serien nyt liv og får den til at føles lidt frisk igen. Det er fedt at opbygge ens nye lejr og tage på missioner ud i Oros dalen med en hvid ulv ved ens side. Det er et smukt spil og der er masser af ting at give sig til, så var du til de andre spil i Far Cry serien, så er Primal da bestemt også et spil du roligt kan give dig i kast med. Jeg skal sige, at jeg var bedre underholdt af Far Cry Primal end jeg lige havde forventet og stenalderspil er der ganske enkelt alt for få af, så Far Cry Primal er en fin og forfriskende tilføjelse til Far Cry serien.
Facebook
Twitter
