Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

Anmeldt af: Simon Wiencken (Valyc) - 8. oktober 2007 - kl. 15:18
Del denne artikel:
3 0

De 4 helte med overnaturlige kræfter skal redde jorden fra dens undergang.

Anmeldelse: Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer

Så er der endnu et spil på gaden, som er baseret på filmen af samme navn. Allerede nu har det sikkert fået advarselslamperne til at lyse hos mange af os, da det jo ikke er nogen hemmelighed, at dette før har medført uheldige resultater. Man kan så krydse fingre for, at Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer (RSS) er en af de få vellykkede franshise titler, men dette er desværre ikke tilfældet.






4 helte med overnaturlige evner
RSS er et klassisk beat-em-up spil, og meget af tiden bliver derfor brugt på at trykke løs på slå-knapperne på controlleren. I selve spillet styrer man én af de fire helte, som jo består af gummimanden Mr. Fantastic, Invisible Woman, Human Torch og the Thing. Mr. Fantastic kan strække hele sin krop og dermed nå højtsiddende knapper. Invisible Woman kan overraskende nok gøre sig usynlig og bevæge sig igennem vægge af laserstråler. Human Torch kan skyde med ildkugler og flyve, og sidst kan the Thing samle diverse genstande op og bruge dem som våben. Men der er desværre begrænsninger på disse evner, og the Thing kan derfor kun smadre bestemte ting, og Human Torch kan kun flyve nogle få meter op i luften.

Man har hele tiden mulighed for at skifte rundt mellem de forskellige helte, hvilket man nogle gange får brug for for at løse nogle bestemte opgaver på banerne. F.eks. skal the Thing nogle gange bruges til at smadre en væg eller fjerne nogle store sten, og Mr. Fantastic skal man bruge for at trykke på nogle højtsiddende knapper. Derudover kommer hver af de 4 ud på hver deres solomission i løbet af spillet, og man kommer derfor ud for, at man skal bruge flere af de enkelte personers evner for at komme videre.






Undervejs har man mulighed for at samle små guldmønter ved at ødelægge genstande på banerne. Disse guldmønter kan man så bruge til at opgradere de 4 heltes evner. Idéen i sig selv er sådan set god, men pga. den store ulighed i heltenes evner ødelægger det lidt konceptet, og man ender med kun at koncentrere sig om at opgradere et par af personerne. Man finder nemlig hurtigt ud af, at the Things slag i jorden eller Human Torchs ildkugler er meget effektive, og man kan nemt gennemføre spillet kun ved at bruge én af disse 2 personer.

Det samme igen og igen
Der er i alt 6 baner at kæmpe sig igennem, og det tager ca. 6-7 timer at gennemføre spillet. Dette lyder ikke af meget, men spillet føles meget længere, da man ofte keder sig en smule, mens man løber rundt på de forskellige baner, som bla. består af New York, det ydre rum samt Shanghai. Der er nemlig ikke særlig meget at se på de enkelte baner, og alle rummene og gangene ligner hinanden, hvilket gør, at man godt kan have svært ved at genkende, hvilke rum man allerede har været i, når man løber frem og tilbage. For der er nemlig en hel del løben frem og tilbage i spillet. Ud over at bekæmpe fjender på sin vej, så bestiller man nemlig stort set ikke andet end at åbne døre, aktivere lifte, slukke for lasere og så starte forfra igen på næste bane. Dette bliver hurtigt meget ensformigt og kedeligt, og den eneste afvigelse er stort set kun heltenes solomissioner.

Fjenderne ser forskellige ud, men i bund og grund virker de meget ens, når man kæmper imod dem, og det bliver hurtigt ren rutine at bekæmpe dem. Næsten hver mission afsluttes dog af, at man skal bekæmpe en end-of-level boss, og som i så mange andre af denne type spil skal disse bekæmpes ved hjælp af alternative metoder set i forhold til de mere almindelige fjender.






Der er også en multiplayerdel i spillet, men den består kun af, at man kan sidde 4 personer og spille på samme maksine og dermed styre en helt hver. Derudover er der noget ekstramateriale i form af filmklip, tegneseriecovers og mellemsekvenser fra spillet, som bla. låses op ved at finde nogle sølvmønter, som er gemt rundt omkring på banerne.

Intet fantastisk ved dette spil
Både grafikken og lyden er hverken god eller dårlig. Det ser godt ud, når Human Torch skyder med sine ildkugler eller bliver omspændt af flammer, men modsat er Invisible Woman kedelig at se på og banerne ligeså. I forhold til andre spil, som er baseret på en film, er det ikke skuespillerne fra filmen, som har lagt stemmer til spillet, men nogle personer som lyder tilnærmelsesvis som skuespillerne.

Spillet læner sig meget op af filmen, men følger den ikke helt til punkt og prikke. I spillet er der, ud over Silver Surfer og Dr. Doom fra filmen, også blevet plads til et par skurke fra tegneserien i form af Skrull og Terrax. Dette er dog ikke nok til at gøre dette spil særligt spændende. Faktisk er det en fordel at have set filmen, inden man spiller spillet, da man stort set bare bliver kastet ind i hver bane uden den helt store forhistorie og derfor godt kan være lidt i tvivl om den større sammenhæng i historien.

Nok hedder spillet Fantastic 4: Rise of the Silver Surfer, men det er også det eneste fantastiske ved det spil, og fans af enten filmen eller tegneserien vil hurtigt blive skuffet over spillet. For andre vil spillet hurtigt blive glemt, når først man har gennemført det og lagt det på hylden igen.
Fakta
Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer

PlatformXbox 360
UdviklerVisual Concepts
UdgiverTake-Two Interactive
Spillere1-4
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:5.0
Grafik:5.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.