Fable

Anmeldt af: Tobias Møller (Buktu) - 24. oktober 2004 - kl. 21:39
Del denne artikel:
15 0

4 et halvt år i udvikling. Spil guruen Peter Molyneux bag rattet. Enorm hype, og enorme forventninger. Xbox gamere verden over har gennem de sidste måneder stillet sig selv dette spørgsmål; Lever Fable op til Hypen?

Din søster har fødselsdag, og af den grund skal hun selvfølgelig have en gave. Besværligt, men som en god bror er det selvfølgelig en nødvendighed. Så er der kun pengeproblemet tilbage, og hvem anden end ens gode gamle far, skal man søge hjælp hos i et sådant tilfælde? Han lover dig et guldstykke for hver gode gerning du udfører i hjembyen Oakvale.
Gud ske tak og lov, er der masser muligheder for noget sådant. Men de moralske dilemmaer er jo altid frygtelige! Bølle eller barn, utro mand eller kone, god eller ond.
Endelige har du penge nok. En æske chokolade, fra den lokale handlende, må være ideelt! Af sted til søsteren, og give hende gaven!
På vej hjem fra marken, sker der noget fatalt. En bande fordærvede forbrydere angriber byen, og dræber alt og alle! Faren kæmper til sidste blodsdråbe, men må se sig besejret.
En ældre helt, ved navn Maze, redder dig ud af situationen, og bringer dig med sig til Hero Guilden. Stedet hvor helte bliver oplært, og de oplærte finder opgaver at løse! På deres egen måde vel og mærke!






Gameplay
Det første indtryk man får af Fable, er at det hele virker som en velsmurt maskine. Og det indtryk holder hele vejen igennem spillet.

Du bliver helt fra starten stillet overfor moralske Dilemmaer, som du skal tage stilling til. Men generelt kan man koge det hele ned til et spørgsmål; God eller ond? Netop det spørgsmål spiller en enorm rolle hele vejen igennem spillet. Holder du med bøllen, eller ofret? Den utro mand, eller hans kone? Men lad os få en ting på det rene fra starten – reklame sloganet ”For every action, a consequence” holder ikke. Selvom de gør et godt forsøg.
Det bedste eksempel må være en mislykket quest. Hvis det sker at du taber, fx at personen du skulle passe på dør, skal du spille questen forfra. Eneste åbenbare konsekvens, er irritation ude i stuerne, og en mængde tid spildt. Mange havde op til releasen forventet at man ville være i stand til at spille videre efter et nederlag, blot at folk ville råbe ikke særligt favorable ting efter dig. Men nej, og dette laver et betydeligt indhug i sandheden af ”For hver handling, en konsekvens” temaet.




Men fat mod, for dette sker ikke tit! Og jeg mener ikke at folk råber ting efter dig, men at du taber. For Fable er et meget nemt spil. Nogen vil sige alt for nemt. En hardcore gamer vil næppe opleve et dø i løbet af en gennemspilning af Fable, og meget sjældent være bare tæt på. Du kan blokere alt hvad en almindelig modstander gør imod dig. Bortset fra ranged attacks, såsom pile, og forskellige magier. Og sten fra en Troll selvfølgelig.

Dette er også medvirkende til den meget korte længde spillet har. En gennemspilning, hvor alt klares og løses, kan tage ned til 8-10 timer, hvilket er meget lidt i forhold til et gennemsnitligt RPG spil på markedet i dag.

Den korte længde skal dog ikke ses som noget problem, for langt de fleste vil få meget mere tid ud af Fable. I særdeleshed på grund af at man næsten altid kan finde noget at lave. Man kan spille Minigames, som vendespil og Blackjack, drikke sig fuld, købe hele byer og tjene enorme summer penge.
Der er mindre opgave som Demon Doors, hvilket er nogle ofte ret morsomme døre, som vil have dig til at opfylde forskellige krav for at lukke dig ind. En vil have at du skal være fed, en anden vil have at du skal give den en gave for at lukke dig ind.
Desuden kan spillet spilles om og om igen. Hvis man var ond den første gang, skal man selvfølgelig lige se hvad der sker hvis man er god. Sådan er der et utal af ting, som gør at det er sjovt at spille igennem hver gang.

En casual gamer, burde heller ikke have de store problemer med det.






Verdenen du befinder dig i, bliver kaldt Albion. En enormt smuk verden, fyldt med både farer og hyggelige stunder. Der findes 4 større byer rundt omkring i denne verden. Bowerstone, som er den første du støder på. Dette er en fredelig by, hvor dine våben bliver taget fra dig, så du ikke har mulighed for at dræbe folk. Dette betyder selvfølgelig ikke at du ikke er i stand til at give dem en god gang tæsk! Både børn og voksne, vel og mærke. Hvis det altså er det man er til.
Den næste by du støder på, er en hyggelig lille havneby, kaldet Oakvale. Dette er den selv samme by du voksede op i, indtil det forfærdelige skete. Denne gang har de slækket lidt på kravene, og det er tilladt at bære våben, så længe man ikke går og vifter med dem. Føler man trang til at gøre dette, kan man godt forvente sig en mindre bøde. Man kan dog hurtigt blive tilgivet igen, blot ved at pakke sværdet, eller buen væk igen. Alternativt skal man komme ud af byen og så vente et par minutter, indtil vagterne og deres tilsyneladende dårlige hukommelse, har glemt dig.
Der to sidste byer er kaldet Knothole Glade, og Hook Coast. Men lad os nu ikke ødelægge spillet og overraskelsesmomentet for meget, og lade være med at beskrive disse to. De byder på radikalt anderledes terræn end de to første, hvilket er dejligt forfriskende!

Men for at slå en ting fast. Enhver sammenligning med et spil som Elder Scrolls III: Morrowind med hensyn til geografisk frihed, er helt hen i vejret. En sammenligning med et spil som Star Wars: Knights of the Old Republic, er langt mere rammende, og de fungerer basalt på samme måde.
Albion er relativt stor, og byder på meget afveksling i forhold til udseende, og stemning. Den er bygget op med mindre sektioner, hvor der er en kort loadingtid for at komme fra den ene til den anden. Dette kan godt udgøre et irritationsmoment efter lang tids spil, men det er et meget lille irritationsmoment, og generelt er det overhovedet ikke noget problem når man sidder og spiller.
Desuden er man konstant hegnet ind. Man bliver ledt frem på nogle mindre stiger, så ideen med at fare vild i enorme områder, som mange måske havde set frem til, er der desværre ikke noget af. På godt og ondt. Det tillader meget flottere og mere detaljeret grafik, men samtidig får det spillet til at føles mere lineært end det egentlig var meningen.




Et stort punkt i spillet er hvordan ens karakter udvikler sig. Både med udseende, og med evner.
Temaet med ”God eller ond” har afgørende betydning for hvordan din karakter ender med at se ud. Hvis du virkelig er en ond voldsperson, vil der vokse horn ud af panden på dig. Dine øjne vil begynde at lyse rødt, rød røg vil stige op fra den jord du står på, og du vil pludselig blive fluernes bedste ven. Din hud vil være bleg, og med alderen kommer det grå hår!
Hvis du derimod er god, vil der hænge en lysende glorie over dit hoved, og sommerfugle vil flyve omkring dig. Du vil blive blond, og få en flot mørk hud.
Foruden de ting, vil du selv være i stand til at ændre dit udseende ret drastisk efter behag. Du kan tatovere hele din krop med en bunke forskellige tatoveringer, som man kan finde rundt omkring i huse og i tønder. Du kan få dit hår klippet, eller få en ny slags skæg.
Der er et stort udvalg af forskelligt slags tøj, lige fra et ganske almindeligt sæt byboer tøj, til en skinnende rustning, til den meget flotte kjole man kan iføre sig. Hvis man ikke er tilhænger af tøj, kan man også bare vælge at rende rundt i de obligatoriske, yderst maskuline Union Jack underbukser ens karakter er udstyret med.
Alle former for tøj, tatoveringer og frisurer har, foruden egenskab til at få din karakter til at se sejere ud end nogensinde før, en Attraktivitets og uhyggeligheds faktor. De vil påvirke hvordan indbyggerne i byerne reagerer på dig. Reaktionerne kan virke både godt og dårligt. Det er en del sværere at få fat i en kone, hvis man har et enormt uhyggeligt udseende, mens det er en del nemmere at stjæle ting fra butikkerne. Men bliver faktisk overrasket over hvor lidt folk har lyst til at lægge mærke til en, hvis man er uhyggelig end hvis man er den flotteste mand i byen.

Experience bliver samlet på to måder. For det første det du får ”automatisk”, og så det du får ud af at samle de grønne Experience Orbs op (Gå hen over dem, eller hold Højre Trigger i bund for få dem til at flyve hen til dig).
Derudover bliver denne experience inddelt i 4 forskellige kategorier. General, Strenght, Skill og Will.
General Experience kan bruges i en hvilken som helst kategori, mens de tre andre slags kun kan bruges i hver deres kategori.
Hver eneste af de forskellige egenskaber har underkategorier som man kan bruge Experience i, som fx under Strenght kan du gøre dig Fysisk stærkere, og få mere live. Under Skill kan du bliver bedre med bue, og du kan blive hurtigere med dine våben. Og til sidst har Will selvfølgelig alle 16 forskellige magier.
Hele dette system virker upåklageligt, og gør dig i stand til at udforme din character som du vil have ham.

Som nævnt tidligere reagerer folk forskelligt på dig, alt efter hvordan du opfører dig, hvilket noget tøj du har på osv. Dette spiller en stor rolle i spillet, og du er i stand til at have noget socialt samvær med gutterne nede i pubben, eller konen hjemme i huset.
Folk vil nævne ting du har gjort tidligere, og enten frygte eller elske dig for det. Rygter spredes hurtigt i de små landsbyer, så hvis du er taget for at begå mord, vil de knap så modige folk flygte skrigende fra dig, mens de modige vil komme med et skræmt ”You’re… back…”, hvorefter de lige så stille vil bakke væk fra dig. Alt sammen veludført og til tider temmelig komisk.





Omkring muligheden for at blive gift, er det ikke særligt svært, hvis man blot har iført sig det attraktive søndagstøj, og ikke er alt for frygtet i byen. Derefter kan man blot udnytte det implementerede ”Expressions” system, og flirte med en pige, og så den sikre vinder; give et par gaver. Det skal dog siges at det ikke nytter noget at drikke dem fulde, for det første synes de så at de har bedre ting at give sig til (som at gå forvildede rundt, og råbe op), og for det andet er one-night-stands desværre ikke inkluderet i den her titel!
Når man har flirtet tilstrækkeligt med en pige (Eller mand selvfølgelig), og hjertet, som i bedste The Sims stil hænger over hovedet på hende, er blevet stort nok, og er begyndt at blinke langsomt, er hun gifteklar. Alt hvad der skal til nu er en vielsesring og et hus! Derefter vil der komme en guldring og overtage hjertets plads over hovedet på hende, og i er gift.
At være gift har forskellige fordele. Blandt andet giver det en masse positiv renown, eller omdømme, du vil få en sum penge for at gifte dig med pigen, alt efter hendes status i byen, hun vil give dig gaver hvis du kan holde på hende, og så selvfølgelig det, for nogen, bedste; Sex.
Hvis man, ikke ulig da man ville giftes, begynder at flirte med sin kone, og giver hende gaver, vil hun på et tidspunkt føle sig underligt træt og have en utrolig trang til at smutte i seng. Det er så dit stikord, og du følger med hende!
Skærmen går nu i sort, og man hører nogle ophidsede lyde fra kulisserne!

Expressions systemet fungerer, men det er nu ikke det der giver den store levetid til spillet. Når man skal flirte, er der tre forskellige muligheder, som et almindeligt flirt, at posere på en meget helteagtig og sexet måde, eller vise dine overarme frem, og til samtlige af de tre, har personen du flirter med kun omkring 2-3 forskellige svar. Hvilket efter et stykke tid bliver temmelig irriterende at høre på.
Men det bedste ord til at beskrive dette system med, må være overfladisk. Det virker ganske sjovt i starten, og man får sig da også et godt grin, når man første gang ser hvordan folk reagerer hvis man prutter, eller bøvser dem op i fjæset, men det ender med at føles utilstrækkeligt. Men vil gerne noget mere, men det er ikke muligt. Dette er en skam, da hele det sociale tema, og Expression systemet, har enormt potentiale.




Men lad os nu ikke glemme hele den vidunderlige Kamp oplevelse. For denne del, af dette fantastiske spil, er virkelig perfekt sat sammen. Det fungerer lige som det skal. Man er forundret over hvor mange forskellige funktioner de har kunnet presse ned i et joystick, uden at det på nogen måde kommer til at virke unormalt, eller irriterende. Kort sagt, så er styringen (Bortset fra et elendigt Lock-on system) velsammensat, og virker utrolig godt. Egentlig er det blot ren button-smashing, og ret simpelt, men det er enormt underholdende. Og man er virkelig i stand til at kæmpe på den måde man vil. Netop fordi det hele er let at komme til, og kan gøres dejligt hurtigt og nemt.
Dette er en stor del af spillet, men der er næsten intet at sige om det. Ganske enkelt fordi der stort set intet er at brokke sig over. Det falder perfekt i hak med resten af spillet.


Grafik
Den grafiske side er fabelagtig. Der er intet så smukt som en solopgang i Albion. Grafikken er enormt detaljeret, og det kunstneriske indtryk giver en helt speciel og meget ”Fable-agtig” stemning når man går rundt i spillet. Desuden er lyset utroligt flot, og gør sin del for at skabe stemningen.
Det hele er dog ikke fryd og gammen og lutter lagkage, der er nogle mindre fejl, som opstår fra tid til anden.
Indimellem kan man opleve nogle få pop-ups, med nogle ting som tønder og andet, der første dukker op lidt efter alt andet.
For det andet er der virkelig problemer med Frameraten, når der er mange mennesker til stede. Dette kan specielt opleves i Oakvale, hvor pubben er enormt populær, og samtlige af byen borgere er samlet om aftenen.
Derudover er der alle de ”obligatoriske” fejl, som mennesker der falder halvt igennem mure når man slår dem, osv.
En anden lille ting er animationerne i cut-scenes når folk snakker. Deres læber ser meget unaturlige ud, og læbe-synkroniseringen er generelt meget grim.
En anden lille ting er at det er småt med afveksling i udseendet hos folkene i byerne. De ligner stort set alle sammen hinanden, bortset fra nogle få unikke modeller.


Men man kan trygt sige at Fable er et af de flotteste RPG’s på konsol overhovedet.






Lyd
Fable fik megen opmærksomhed da det blev offentliggjort at Danny Elfman (bl.a. kendt for at have skrevet temaet til The Simpsons) ville skrive noget musik til det. Dette endte dog bare med at være musikken man hører i introen, og det må siges at være velkomponeret. Det passer perfekt ind i Fable, og giver virkelig en forsmag på hvad man kan forvente.
Men det er meget tæt på at Danny Elfman’s arbejde blegner i forhold til hvad Big Blue Box’s egne komponister har udrettet. Hele soundtracket i Fable er så utroligt velsammensat, og passer perfekt ind i de forskellige situationer og områder at det er en ren fryd. Det er muntert når det skal være muntert, det er dystert når det skal være dystert. Det vil blive husket i lang tid fremover.

Men ikke blot musikken er god. Lydeffekterne passer også perfekt ind. Hylet fra en Balverine (Varulv) der dør, kan virkelig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig.
Stemmeskuespillet virker også temmelig godt, og det er muligt at finde samtlige Britiske accenter i Albion. Kommentarerne man får fra folk kan virkelig få en til at grine fra tid til anden, og så sandelig også give dig lyst til at uddele en god omgang tæsk, når man ikke får respekt nok.
Lyden kunne næsten ikke være bedre.

Xbox Live
Spillet indeholder ingen multiplayer, men er hvad man kalder Live Aware. Dette betyder at du vil kunne modtage invitationer til andre Live spil, mens du sidder og spiller Fable, og du vil fremstå som Online på andres vennelister.
Der er ingen mulighed for Downloadable Content.

Konklusion
Fable er ikke hvad der fra starten blev lovet. Der er ikke enorme områder som tillader en at fare vild, træerne vokser ikke, indbyggerne i byerne ældes ikke. Ingen multiplayer og man kan ikke slå børn ihjel, eller få nogen selv. Det sociale aspekt virker overfladisk og bliver desværre hurtigt ensformigt. Men på trods af alt dette er Fable en oplevelse man som Xbox ejer ikke burde gå glip af. Det er nemt at gå til, og man bliver lynhurtigt suget ind i hele denne fantastiske verden. Det er et af de spil hvor det for alvor er svært at slippe controlleren igen!
Fakta
Fable

Fable

Platformnone
UdviklerBig Blue Box
UdgiverMicrosoft
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.4
Grafik:9.2
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.