Evolve

Anmeldt af: Jakob Tofte - 25. februar 2015 - kl. 13:26
Del denne artikel:
2 5

Vi har kigget nærmere på Turtle Rock Studios’ asymmetriske multiplayertitel, Evolve, som i høj grad byder på nye, friske gameplayelementer, men også rejser visse spørgsmål når det kommer til holdbarhed.

Planeten Shear. Et ugæstfrit og farligt sted for alle, der begiver sig udenfor de etablerede kolonier. Befolkningen har lært at leve med dette, men nu står de overfor en endnu større trussel. Og her menes der større i den mest bogstavelige forstand. Gigantiske monstre har nemlig invaderet planeten, og nu trues dens eksistens. Til at løse problemet har man hidkaldt den pensionerede planettæmmer, William Cabot. Til at løse opgaven samler Cabot et hold bestående af fire specialister, såkaldte Hunters. De fire jægere indsættes på Shear for at opstøve monstret og tilintetgøre det, inden planetens beboere og de samfundsvigtige bygninger tilintetgøres. Sådan kan plottet i Evolve beskrives, og der er ikke meget andet historie tilbage end det. Evolve er nemlig ikke et spil, der bæres af en storslået og overraskende historie. Evolve skal spilles udelukkende for den rå spiloplevelses skyld. Lad os med det samme slå det fast.




Evolve kan spilles alene, men det er tiltænkt multiplayer, og der er således ikke nogen særskilt singleplayerdel. Spillet tilbyder en såkaldt asymmetrisk multiplayer, altså hvor antallet af deltagere på hvert hold er ulige. I Revolvers tilfælde er der tale om en-mod-fire, hvor fire spillere indtager rollen som de fire Hunters, og hvor en enkelt spiller kontrollerer monstret. Hvis man er færre end fem spillere, besættes de ledige roller af bots. Hvis man spiller solo besættes alle andre roller af bots. Singleplayerdelen er fin at have, men er i mine - og nok også i mange andres - øjne mest tiltænkt træning, idet det er i en fuldt besat multiplayer, at spillets virkelige kvaliteter kommer til syne.

Spillet byder på kampe med forskellige formål, for eksempel ”Nest”, hvor jægerne skal ødelægge monstrets æg inden en tidsgrænse er nået. Til gengæld kan monstret udklække ét af æggene for at få et mindre monster på sin side. Der er også ”Rescue”, hvor tilskadekomne beboere skal findes og reddes inden monstret finder dem og slår dem ihjel. I ”Hunt” skal jægerne slå monstret ihjel inden det ødelægger planetens kraftværk. Den sidste måde at spille på er ”Defend”, hvor jægerne skal beskytte nogle el-generatorer indtil et rumskib er fuldt tanket. Med til at hjælpe sig har monstret en mindre hær af mindre monstre.

Alle spilfunktioner kan spilles særskilt, eller man kan spille den måske sjoveste og mest gennemtænkte spilfunktion, nemlig ”Evacuation”. I Evacuation spilles der fem dynamiske runder fordelt over de fire forskellige spilfunktioner. Hver rundes udfald overføres til næste runde og kan have forskellige konsekvenser. Hvis for eksempel jægerne ikke magtede at standse monstret før kraftværket blev ødelagt, kan Shear i næste runde være indhyllet i giftige dampe, der er skadelige for spillerne at indånde. På samme måde kan andre udfald give andre fordele eller ulemper for enten jægere eller monster. Alt i alt påstår udviklerne, at på grund af dynamiske omstændigheder, og andre omstændigheder, som vi kommer ind på om lidt, så kan spillet udvikle sig på over 800.000 forskellige måder. Jeg har ikke kontrolleret om det passer. Til sidst er der også mulighed for selv at sætte sit spil op, hvor man både vælger hvilket kort der spilles på, og hvilke effekter, der skal være på kortet. Effekter er for eksempel de førnævnte giftige dampe. Af andre effekter kan nævnes et ekstra monster, mulighed for at teleportere eller et overflyvende rumskib, der afslører monstrets position.




De fire jægere besidder forskellige spidskompetencer, og alle fire klasser skal repræsenteres. Der vil således altid være en Assault, en Trapper, en Medic og en Support. Assaultklassen har tunge våben og er primært med for at gøre stor skade på monstret. Trapperklassen er ekspert i at opspore monstret og kan i øvrigt sætte forskellige fælder, Medicklassen forklarer næsten sig selv og Supportklassen kan hidkalde mindre bombardementer og beskytte sine holdkammerater med et skjold. Indenfor hver klasse låses der senere hen op for flere valgmuligheder, og når alle spilbare karakterer er oplåst, er det muligt at spille med tolv forskellige karakterer, tre indenfor hver klasse.

Karaktererne har forskellige evner og muligheder, og alt i alt, så tilbyder de en enorm frihed, der i høj grad belønner de taktisk intelligente spillere. Kan man som hold forstå at koordinere og bruge sine våben som supplement til hinanden, så er belønningen utrolig stor. De fire klassers forskellige styrker og svagheder er alfa og omega. Det er altafgørende at arbejde sammen og have fokus på hinandens styrker og begrænsninger. Fire spillere, der bare løber rundt på må og få uden skelen til deres opgave på holdet vil med stor sandsynlighed ikke vinde over monstret, der med tid vokser sig større og stærkere.

Det bringer os til monstret. Som nævnt vokser monstret over tid. Monstret starter alle kampe på niveau et, og er her både sårbart og mindre af statur. Ved at jage og spise andre dyr på Shear kan monstret på et tidspunkt gå ind i en transformeringsfase og udvikle sig til niveau to. Under transformeringen er monstret meget sårbart, og derfor er det en god ide at være lidt i fred imens man udvikler sig. Det samme kan gøres til niveau tre, som er monstrets ultimative udviklingsniveau. Her er monstret kolossalt, dets kræfter er ekstremt dødelige og dets hud er som hærdet stål. Når monstret er i dette niveau vil det kræve en stor præstation og i hvert fald en holdindsats der fungerer for at bringe monstret i knæ.

Men det er ikke kun monstret, der er dårligt selskab på Shear. Vi nævnte i begyndelsen af anmeldelsen, at Shear generelt er et ugæstfrit og farligt sted. Planeten og dens tætte flora og fauna byder udover giftige sumpe, kødædende planter på størrelse med biler og meget andet godt, også på vilde dyr. Mellemstore dyr, der mest af alt minder om forskellige dinosaurusser lurer overalt og venter på chancen for et måltid bestående af menneskekød. Nogle af disse dyr er så store og prestigefyldte at nedlægge, at de vil kaste en belønning af sig. Det kan for eksempel være hurtigere skift mellem våben, mere effekt i sin jetpack eller noget helt tredje. Samme type belønninger gives i øvrigt også fra begyndelsen af spillet til alle.




Ved at stige i level låses der op for forskellige perks, som kan benyttes i kampene. Det kan for eksempel være 200% mere springkraft, 7% mere skade med våben eller lignende. Man kan dog kun vælge en enkelt perk, og på den måde sikres en stadig lige kamp, uanset om man har spillet Evolve i en time eller 50 timer. Og sådan er det generelt med al udvikling i spillet. Den belønner enten spilleren med kosmetiske ting eller med ting, der kun giver mindre fordele. Man kan mene om det hvad man vil, men jeg synes egentlig det er meget fint, at udviklerne sørger for at holde boostere og lignende på et minimum. Det tvinger i stedet spillerne til at øve sig og blive dygtige til det rå gameplay.

Indtil videre har jeg langt hen ad vejen beskrevet spillet og dets facetter i grove træk. Men hvad med selve oplevelsen? Og fungerer det overhovedet? Svaret på det sidste spørgsmål er kort sagt: Ja! Det fungerer fint, og Turtle Rock Studios har i høj grad magtet at levere en frisk og anderledes tilgang til onlinespil. Her kombineres konkurrencepræget og samarbejdspræget multiplayer fint i én og samme spildel. Det er vigtigt for at drage fuldt nytte af spillets styrker, at man forstår at arbejde sammen som hold. Teknisk fungerer spillet som oftest ganske udmærket. Jeg hæfter mig dog ved meget lange loadetider og så bemærkede jeg desværre også ved flere lejligheder, at spillet hakkede og næsten stod stille i glimt når der skete rigtig meget på skærmen ad gangen. Og der sker ofte rigtig meget på skærmen på en gang. Når alle fire spillere har omringet monstret, og alle de visuelle indtryk af fælder, fangsnore, diverse våben og farvemarkeringer skal bearbejdes, så kniber det åbenbart lidt en gang imellem. Det er tilgiveligt og ikke ødelæggende for spiloplevelsen, men det undrer mig alligevel lidt, for så højt et niveau er grafikken og detaljegraden altså heller ikke på. Og det skal ikke forstås som en kritik af grafikken. Men der findes flottere spil på markedet, som ikke har problemer med at få tingene til at flyde.

Grafikken er for det meste ganske godkendt, og Evolve er et flot spil. Meget at tiden er udtrykket i spillet ret dystert, og måske er det den dystre overflade, der snyder mig til at opfatte spillet som mindre flot end det reelt er. Det er altid lettere at få øje på smuk grafik og høj detaljegrad, hvis farverne er skarpe og lyse. Shear er en grøn og frodig planet, men ofte føles det som om at spillet foregår i tusmørke. Det har ganske givet været en overlagt tanke fra udviklernes side, og det understøtter da også fint spillets generelle stemning. Den til tider hakkende oplevelse, der giver indtryk af, at spillets ambitioner er højere end hvad spillet teknisk kan klare, trækker lidt ned.




På lydsiden leveres der solidt stemmeskuespil med varierede og ofte ret underholdende one-liners, og lydeffekterne i Evolve generelt er gode. Dog uden at de fortjener at blive nævnt yderligere. Banerne er smukke og interessante, men jeg kunne godt savne lidt variation. Jeg synes det overordnede udtryk fra bane til bane groft set er det samme. Alle baner foregår på samme planet, men måske man kunne have overvejet lidt variation på tværs af forskellig beplantning, forskelligt underlag, forskellige bygningstyper. For mig fremstår det overordnet set som om, at alle baner i grove træk byder på skov, klippe og industribygninger. Jeg overdriver selvfølgelig en smule, men der er ikke samme store variation i udtrykket som vi har set i mange andre multiplayerspil.

Evolve er et interessant og opfindsomt spil, som i høj grad byder på noget helt andet, end hvad vi ellers er vant til at se. For nogen vil det måske være et minus, at spillet ”kun” byder på onlinedelen, og at den begrænser sig til et lille antal af forskellige spilfunktioner. Men udviklerne har aldrig påstået, at Evolve skulle være mere end det er. Spillet skal købes, hvis man vil have en solid onlineoplevelse, der bærer sig selv, udelukkende i kraft af sin taktiske styrke. Dette spil er til folk, der vægter alsidigheden, der opstår, når man magter at fordybe sig længe nok i et spil til at få øje på alle de facetter, der er til stede, men som ikke nødvendigvis bliver serveret på et sølvfad lige fra begyndelsen. Og her kommer min konklusion på spørgsmålet i begyndelsen vedrørende holdbarhed. Evolve har en meget lang holdbarhed, og for de rette spillere vil der være gemt hundredevis af timer på planeten Shear. Jeg kan dog også samtidig sagtens se for mig, at den mere utålmodige type af spiller aldrig nogensinde vil nå til punktet, hvor dybden rigtig bemærkes. De vil inden da gå kold og blive trætte af det på overfladen begrænsede indhold. I deres øjne vil Evolve fremstå som et spil, der byder på for lidt. Der er ikke nogen rigtig eller forkert opfattelse. Det handler ganske simpelt om at sikre sig, at man er den rette type med den rette smag inden man køber Evolve. Man kan vel bedst beskrive det ved at sige, at Turtle Rock Studios har leveret værktøjerne i form af Evolve. Herefter er det op til spillerne at levere de afvekslende, taktisk dybe og meget belønnende kampe. Om du er typen, der vil elske Evolve, eller miste modet inden styrkerne rigtig viser sig, det håber vi du selv kan finde ud af efter at have læst vores anmeldelse.
Fakta
Evolve

Evolve

PlatformXbox One
UdviklerTurtle Rock Studios
Udgiver2K Games
Spillere1-5
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Taktisk gennemtænkt oplevelse, samarbejde belønnes virkelig, frisk og anderledes tilgang
Lange loadetider, grafikken hakker af og til, savner afveksling i banedesigns
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.