ESPN NBA Basketball (2K4)

Anmeldt af: Sune Meyer (Goose Fraba) - 22. juli 2004 - kl. 20:45
Del denne artikel:
3 0

Detroit Pistons er lige blevet NBA mestre. Basketball sæsonen er færdig, og efter sommeren starter 2004-2005 sæsonen. Hvordan får man så sit basketball fix? En mulighed er at tage en omgang streetbasket med nogle venner. Men hvad gør man, når vejret ikke tillader den slags, eller man bare hellere vil flade ud på sofaen med sin Xbox? Ja, så er det jo ret fristende at indtage den virtuelle basketball bane istedet for.

Gameplay

Sega’s NBA serie har i tidligere år først og fremmest udmærket sig ved at være den bedste simulation af sporten på markedet. Denne gang er spillet i højere grad præget af arkadeelementer, dog uden at give alt for meget slip på sim traditionerne. Det vil f.eks. sige, at man hyppigere vil være i stand til at lave alley-oops, eller snyde flere forsvarsspillere med samme mand, for til sidst at sætte dem på plads med et monster slam-dunk. Men hvis man forventer, at den slags sker i de fleste angreb, så er man stadigvæk bedre tjent med spil som NBA Street og NBA Jam, hvor arkade spillet overskygger enhver form for realisme.





Selve styringen af spillet bør virke naturlig for de fleste. Især dem som før har spillet Sega’s sportsserie vil hurtigt fange mønstret af knappernes layout. Således går f.eks. turbo, afleveringer og skyd knapper igen fra de andre sportsgrene. Skulle man dog være utilfreds med knappernes funktioner, så er det heldigvis muligt, at gå ind og ændre knappernes funktioner individuelt. En ny tilføjelse til styringssystemet er kommet i form af IsoMotion konceptet. Det er et fremragende redskab at bruge, hvis man vil gå ind og udfordre en spiller en mod en. For både angrebsspilleren og forsvarsspilleren foretages IsoMotion bevægelserne med den højre analog stick. Udførelsen er meget lig sten-saks-papir spillet, forstået på den måde at enhver bevægelse angriberen foretager sig kan modarbejdes med en tilsvarende forsvarsbevægelse. Alternativt kan forsvarsspilleren også vælge at lade være med at trække angrebsfejlen og istedet tage et skridt tilbage og prøve på at stjæle bolden. Der er dog et par muligheder fra EA’s NBA Live 2004 man savner i spillet, navnligt de seperate skyd og dunk knapper.




Et af de aspekter man virkeligt sætter pris på, i forbindelse med spillets styring, er hvordan de individuelle spilleres fysik tages i betragtning. Man skal eksempelvis ikke regne med at slippe godt fra at lave syge Allan Iverson dribble moves med Shaquille O’Neal, ligesom Iverson ikke er manden, som tromler de store center spillere ned og smækker et vindmølle dunk i snotten på dem. Dette er i høj grad med til at give gameplayet substans, da det tvinger spilleren til at tænke sig om og udnytte potentialet af hver enkelt spiller på holdet.




Antallet af game modes i ESPN NBA 2K4 er mindst lige så imponerende som styringen. Der er alle de gængse modes, så som season, franchise, playoffs, tournament, practice og free throws. Franchise mode er yderligere blevet udbygget, således at du nu kan ansætte trænere, assistent trænere og talentspejdere, mens computeren nu også vil tilbyde at lave trades med dig. Spillere med hang til noget lidt hurtigere basket spil vil med stor sandsynlighed kunne få deres lyst styret i spillets street modes. Det kan enten foregå via full court, half court, one on one, eller en god gammeldags omgang 21. Sega har dog ikke stillet sig tilfreds med ”kun” at tilbyde alle disse game modes. I år har man også lagt en 24/7 mode ind i spillet – en mulighed du ikke finder i noget andet basketball spil. Tro det eller ej, men denne ene mode er faktisk så omfattende, at det kunne retfærdiggøres, hvis man lavede et helt seperat spil ud af det. Tanken er, at man skal bygge sin egen spiller op, helt fra bunden. Alting foregår i real-time, minut for minut. Afhængigt af hvor i verden du spiller, så vil dagstidspunktet ændre sig alt efter uret i din Xbox, når du spiller 24/7 mode. Formålet er så, at udstyre din spiller som du har lyst til og så ellers få trænet ham op ved at gennemføre en række challenges. Når du føler dig god nok, så kan du begynde at udfordre NBA spillere rundt omkring i verden til kamp. Efterhånden som du slår disse, så vil du bl.a. have mulighed for at låse op for forskellige spiller genstande og forbedre dine færdigheder, samtidigt med at du også vil få NBA spillernes mobil nummer, så du kan ringe til dem, hvis du lige mangler deres hjælp i en kamp. Der er altså virkeligt taget hånd om detaljerne her. Desværre skal man være opmærksom på, at eftersom alting foregår i real-time, så bliver ens 24/7 spiller også svagere, hvis man i lange perioder ikke får spillet med ham. Så man skal nok være lidt af en hardcore spiller for at nyde denne mode over længere tid.




Skal man knytte nogen generelle kommentarer til spillets balance under selve kampene, så må det siges, at selvom man har gode practice modes, og spillet er blevet mere arkade præget, så skal man alligel øve sig noget for at mestre spillet. Denne anmelders skøn er, at det er en anelse lettere og mere overskueligt at komme i gang med f.eks. ESPN NHL 2K4, hvis man ikke i forvejen kender til sportens forskellige facetter. Alle kan dog komme efter det, og man lærer forholdsvis hurtigt, at lave både færre forsvars- og angrebsfejl, samt undgå blocks.




Grafik
Lad det være sagt med det samme; et basketball spil har aldrig set så godt ud som ESPN NBA 2K4, i særdeleshed ikke når man tænker på, hvor meget aktivitet der er rundt omkring banen. Arenaerne ser autentiske ud, ligesom trænere, reservespillere, dansende cheerleadere og sågar hjemmeholdets maskot er flot animeret. Spillerne ser meget virkelighedstro ud, komplet med tydelige tatoveringer og let genkendelige ansigter. Shorts og jerseys ser også imponerende ud, især fordi de ikke ser kunstigt glatte ud, men istedet for folder på en meget naturlig måde.





Endnu et kæmpe plus er dette års nye animationer af spillerne. De bevæger sig usædvanligt naturtro, og man har virkeligt en god fornemmelse for deres fysiske tilstedeværelse på banen, hvadenten man dribler finurligt rundt med bolden eller render lige ind i en anden spiller. Desuden har man givet visse spillere individuelle animationer. Således laver Jason Kidd f.eks. hans famøse kys til kone og barn inden han skyder sine straffekast. Skal man endeligt finde en skønhedsplet, så må det være, at tilskuerne er lavet af meget få polygoner og derfor ser bløde og udetaljerede ud. Men det skyldes mest af alt hardware begrænsningerne i de nuværende konsoller og fremhæves også især p.g.a. at alle andre aspekter af grafikken er så imponerende.




Lyd
Lyden i spillet er desværre ikke helt så overbevisende som grafikken. Dermed ikke sagt at den er dårlig, men den udmærker sig bare heller ikke på nogen områder. Kommentator parret Tom Tolbert og Bob Fitzgerald er ikke nær så interessante og varierende i deres udtalelser som f.eks. Gary Thorn og Bill Clement er det i ESPN NHL 2K4. Costum soundtrack er der heller ikke, så man må tage til takke med den række af hip-hop sange, der allerede er i spillet. På plus siden så er in-game lydene udmærkede, og de leveres også i fuld Dolby Digital 5.1 lyd.

Xbox Live
Live delen må betegnes som spillets akilleshæl. Det er ganske vist lækkert at Live understøttelsen er tilstede, endda også i 24/4 mode, men man kunne have ønsket sig en del mere af den, når man tænker på hvor godt spillet er offline. Af uforklarlige årsager, så oplever man ret ofte, at visse spillere ikke kan joine hinanden p.g.a. netværksproblemer. Det har denne anmelder allerede oplevet et par gange med folk, som det fint har kunnet lade sig gøre at spille f.eks. ESPN NHL 2K4 med. Et andet problem er, at spillet også ofte lagger en del mere end hockey broderen i samme sportsserie. Det er især et stort irritationsmoment ved straffekastene, hvor man næsten konsekvent må trykke på knapperne et par sekunder for tidligt for at kompensere for lag. Dertil kommer de samme ulemper, som der også var ved ESPN NHL 2K4, nemlig at man kun kan spille mod PAL spillere, at rankings resettes efter hver måned og manglen på at kunne arrangere turneringer, som man kender det med Microsoft’s XSN serie. Alle disse problemer er nok også medførende til, at der er ret få mennesker online med spillet i Europa. En god ting er til gengæld, at man har lagt en roster update ud, så man nu også kan få eksempelvis Rasheed Wallace over til Pistons og samle dette års mesterskabshold. Man skal dog være opmærksom på, at roster updaten naturligvis kun virker offline.




Konklusion
Det som anmeldelsen kan koges ned til er, at du ikke bør gå glip af ESPN NBA 2K4, hvis du bare er den mindste smule basketball interesseret. Selvfølgeligt er der stadigvæk plads til forbedringer hist og pist, især i online delen, men det ændrer ikke ved, at ESPN NBA Basketball (2K4) er det bedste overall basketball spil til din Xbox i 2003-2004 sæsonen.
Fakta
ESPN NBA Basketball (2K4)

ESPN NBA Basketball (2K4)

Platformnone
UdviklerESPN Videogames
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.4
Grafik:9.6
Online:6.9
Holdbarhed:9.5
Overall 8.6
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.