Turen begynder på havnen i Windhelm, hvor styrmand Gjalund og hans besætning ikke helt kan redegøre for, hvordan de er kommet i havn eller hvad de har foretaget sig de sidste par uger. Efter lidt blid overtalelse/trusler på livet, har jeg overtalt ham til at sejle mig til Solstheim, hvor det hurtigt skal vise sig at der er noget i gærde. En efter en er flere af øens beboere bukket under for en mystisk påvirkning, der forvandler dem til viljeløse robotter, der arbejder ihærdigt på etableringen af en række templer.
Det viser sig hurtigt at de er under indflydelse af Miraak, den første Dragonborn. Han har planer om at returnere fra sit ufrivillige eksil og gæt hvem, der som den eneste kan stoppe ham? Herfra går starten på endnu et eventyr, som må formodes at være afrundingen på den del af historien, der koncentrerer sig om tilværelsen som dragetæmmer.
Hvor Dawnguard bød på et nyt eventyr sat i den allerede kendte del af Skyrim, byder Dragonborn udvidelsen som sagt på en helt ny ø, hvor eventyret foregår. Og lad det være sagt med det samme; det er lige præcis hvad spillet trænger til. Her et års tid efter udgivelsen, må det formodes at de fleste har været rundt i alle afkroge af Skyrim - og selvom du ikke har, kan du sikkert følge mig i at det ville være rart med noget nyt - dét får man i Dragonborn.
Øen Solstheim, byder på et stort område, der bare ligger for dine fødder og venter på at blive udforsket. En del af øen minder om den verden vi kender fra Skyrim; høje, sneklædte bjerge og brusende vandfald gennem vinterlandskabet, men en stor del af øen af afsvedet efter et vulkanudbrud, med dertil hørende ny og spændende vegetation - for eksempel et drømmeagtigt landskab, hvor elvere har taget bolig i en flok gigantiske svampe. De nye græsgange byder også på en tiltrængt fornyelse af de monstre du møder på din vej - jeg vil ikke beskrive det i detaljer, da det er sjovest at udforske selv, men nøjes med at fremhæve de nye Seekers, der kunne være taget direkte fra en H.P. Lovecraft historie.
Det store samtaleemne op til frigivelsen af Dragonborn, har været muligheden for at ride på drager. Og ja, det føles helt rigtigt første gang man svinger sig op på sin drage og man griber sig selv i at tænke "hvorfor var det ikke med fra start af?" - men desværre varer denne følelse ikke ved. Styringen af dragen er tung og klodset og det ret besværligt at få ram på fjenderne, men hey, du får lov at ride på en ildsprudlende drage og evnen er naturligvis ikke begrænset til Solstheim; du kan flyve overalt i Skyrim, hvilket giver dig mulighed for at opleve landskaberne fra en helt ny vinkel.
Grafikken holder samme høje niveau som resten af Skyrim, på nogle punkter synes jeg endda Dragonborn udvidelsen ser bedre ud. Turen til Hermaus Mora's Daedra underverden, ligner ikke noget vi har set før i Skyrim og vanviddet, der lurer under overfladen er en overlegen demonstration af udviklerne hos Bethesdas fantasi og sætter en fed streg under deres evne til at producere gennemførte rollespil.
Jeg havde gerne set at hovedhistorien om den første Dragonborn havde været lidt længere, den er forholdsvis hurtigt overstået. Den er også ret lineær og adskiller sig i det store og hele ikke meget fra den skabelon de andre questlines er skåret over. Men det er svært at klandre Dragonborn udvidelsen for mangel på indhold, når man samtidig får en hel ø at boltre sig på. Der er et utal af sidehistorier, huler der skal udforskes og mennesker der skal tales med. Så hvis du ligesom jeg har gået og sukket efter nye eventyr, er det svært at komme uden om Dragonborn udvidelsen.
Dragonborn er ude nu og kan købes for 1600 MSP på Xbox Live Marketplace
Facebook
Twitter
