EA Sports Active 2

Anmeldt af: Morten Skou - 6. december 2010 - kl. 07:57
Del denne artikel:
10 0

EA er klar med deres anden udgivelse indenfor fitness-genren, men hvordan klarer spillet sig i forhold til de andre Kinect sportstitler? Læs videre så finder du ud af det.

Det er godt og vel et år siden, at EA udgav deres første fitnessspil EA Active. Dengang udkom spillet udelukkende til Nintendo’s Wii-konsol og gjorde brug af de bevægelsesfølsomme controllere, som det kun var Wii’en, der havde på daværende tidspunkt.

Nu er Kinect som bekendt udkommet til Xbox 360, og dermed er der også mulighed for, at Xbox-ejere kan komme i bedre form ved hjælp af EA Active 2.0. Spillet udkommer også til henholdsvis Wii og Playstation 3, men det helt unikke for Xbox-udgaven er, at det gør brug af den nye Kinect-controller, som betyder, at man ikke behøver at stå med en controller i hver hånd – det gør det hele lidt nemmere og sjovere at gå til.





Til gengæld gør spillet brug af en helt ny ting, nemlig en pulsmåler, som man skal sætte på sin arm. Pulsmåleren vil så måle din puls hele tiden og dermed kunne give dig et godt indblik i, hvordan din kondition egentlig er, og ikke mindst hvordan den gerne skulle udvikle sig i en positiv retning i forbindelse med, at du bruger spillet.

Som du muligvis har gættet, så går EA Active 2 ud på at motionere. Men inden man kommer så langt, skal man lige starte med at lave sin egen karakter. Der er mulighed for at ændre udseendet indenfor en lang række områder, meget lig det vi allerede kender fra en masse andre spil. Karakteren, som du skaber, er så den person, man ender med at se på skærmen, når man laver de forskellige øvelser.

EA Active 2 er groft sagt inddelt i to forskellige områder, nemlig deciderede programmer og så workouts, som du selv kan sammensætte. Der er to forskellige programmer, som man kan vælge imellem, den ene er et 9 ugers program med i alt 36 forskellige øvelser. Det andet er et ”Cardio kick start program” over 3 uger med 12 forskellige øvelser. Programmerne foregår på den måde, at man træner nogle bestemte dage i løbet af ugen efter et skema, som man selv kan være med til at definere – der er selvfølgelig også indlagt fridage, hvor man ikke skal træne – det er nemlig ikke sundt at overtræne, kroppen skal også have lov til at slappe af – en ting vi gamere muligvis har mere forståelse for end den øvrige befolkning :-)

Der er tre forskellige sværhedsgrader, som man kan vælge imellem. Sværhedsgraden bestemmer blandt andet, hvor lange træningssessionerne skal være og dermed også, hvor meget der bliver gået til makronerne. Nu har undertegnede ikke haft 9 uger til at teste spillet i, men at dømme ud fra aktivitetsniveauet og de mange forskellige øvelser, så er der vidst ingen tvivl om, at man kommer i bedre form end det var tilfældet, hvis man ikke spillede Active 2.

Der er mange forskellige øvelsestyper, blandt andet step aerobics, armbøjninger, mavebøjninger, boksning, løb, mountainbiking og så en række lidt sjovere øvelser som eksempelvis høvdingebold og fodbold (både spark på mål og et hvor man er målmand). De forskellige øvelser er inddelt i forskellige grupper, alt efter hvilken effekt de har, eksempelvis er der konditionsøvelser, over- og underkrop, opvarmning og afspænding. Inden man skal i gang med en øvelse, kommer der en hurtig gennemgang af, hvordan man udfører øvelsen korrekt. Fælles for alle de forskellige programmer, man kan vælge imellem, er også, at de starter op med en mild opvarmning og ligeledes en række forskellige strækøvelser til sidst.

Til en del af øvelserne skal man bruge den medfølgende elastik, der fungerer som modstand og dermed giver en mere komplet fornemmelse af, at det altså er noget rigtig fitness, man har gang i. Efter man har gennemført en øvelsessession, får man et overblik over, hvordan det er gået, blandt andet med en oversigt over, hvor mange kalorier man har forbrændt samt en graf over, hvordan ens hjerterytme har været under øvelserne.

Spillet indeholder også en onlinedel, som kræver, at man også har en PC. Det hele foregår på www.easportsactive.com, hvor man blandt andet kan dele og sammenligne sine fitnessprogrammer med resten af verden. Derudover er der selvfølgelig mulighed for, at man kan følge sin fremgang direkte på hjemmesiden. Der er ikke nogen mulighed for at lave nogen form for real-time fitness sammen med sine venner over Xbox Live - derfor har jeg valgt ikke at give karakter for onlinedelen.

Det grafiske i spillet, herunder trackingen af din krop, ben og arme, bliver gengivet med rigtig flot præcision, og der er ikke umiddelbart nogen forsinkelse. Til gengæld er der sparet rimelig meget på det grafiske i omgivelserne, men nu er det jo heller ikke et spil, hvor man reelt har tid til at sidde og nyde omgivelserne.





Lydsiden er meget triviel, det ville have været rart med en mulighed for at høre sin egen musik til de forskellige øvelser, eller måske burde spillet bare have haft et mere motiverende soundtrack i stedet for den nuværende musik, som ville passe ganske udmærket ind i en pornofilm fra starten af 90’erne.

Hvis der skal være et kritikpunkt af spillet, så er det, at der ikke er voldsomt mange forskellige øvelser. Helt specifikt synes jeg godt, at der kunne have været nogle flere ”lege”-øvelser med, altså hvor man ikke tænker så meget over, at det er sport, man er i gang med – høvdingebold og fodboldspillene er gode eksempler, men der burde have været flere. Om det er planen, at der løbende kommer nyt indhold til spillet, kan der kun gættes på. Når man forsøger at tilgå menupunktet i spillet, der hedder ”Online store”, så får man en besked om, at den ikke virker. Det er efterhånden set med et par af Kinect-spillene, at de ikke virker som om, at de er helt færdige endnu, og det er lidt synd.

En anden ting, der ville have været rart at have med, var muligheden for at kunne skippe en træningstype i forbindelse med programmerne, mest af den årsag, at hvis Kinect-sensoren af en eller anden årsag ikke opfatter, at man gør øvelsen rigtigt, så er man fanget i den disciplin og kan ikke komme videre – hvilket er enormt frustrerende.





Den sidste lidt negative ting, jeg vil nævne, er problematikken ved, at to personer skal dele samme gamertag. EA Active 2 virker på den måde, at den binder karakteren i spillet op med dit gamertag, dermed er det ikke muligt for to personer at have hver deres karakter i spillet på samme gamertag. Det betyder blandt andet, at ting som statistik og lignende vil blive ødelagt. Det er selvfølgelig en smal sag at oprette et ekstra gamertag til formålet, men det ville nu have været rart, hvis det var blevet lavet på en nemmere måde inde i spillet.

EA Active 2 er det bedste fitnessspil, man kan få til Kinect lige nu, men der er stadigvæk plads til forbedringer. Derudover er der ingen tvivl om, at EA Active 2 nok er et spil, som man skal tage en anelse seriøst, hvis man vil have noget ud af det – det vil sige, at man skal have gjort op med sig selv, at man rent faktisk vil følge de forskellige planer eller i det mindste motionere regelmæssigt – og så løber mange nok ind i samme problem som det med at tilmelde sig et rigtigt fitnesscenter, nemlig motivationen på den lange bane, altså ideen er god her og nu, men er det også noget, man gider om en måned?
Fakta
EA Sports Active 2

EA Sports Active 2

PlatformXbox 360
UdviklerElectronic Arts
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.