Som sagt er dæmonerne løs på Mars og det går bestemt ikke stille for sig. De er alle ret opsatte på at slå dig ihjel, mens du er ret opsat på at forhindre det. Du får hurtigt fat i et godt arsenal af våben og så er der ellers gang i blodigt, voldelig og underholdende action. Denne, uden tvivl, vigtigste del af gameplayet er rigtig godt skruet sammen. Du har forskellige skydevåben med hver deres fordele og ulemper. Når du skyder dæmonerne vil de, når de er hårdt såret, blinke orange, hvilket betyder at du kan ende deres eksistens med et blodigt nærkamps-angreb, som involverer afrivning af lemmer, trampen på hoveder eller lignende. Meget voldsomt og meget blodigt, men det er egentlig ok, da det er dæmoner det går ud over. De er selv ude om det. Når du dræber dæmonerne på denne måde, giver det dig lidt ekstra liv, så disse nærkampe bliver essentielle for at komme helskindet igennem spillet. Når dit eget helbred er lavt, så gælder det om at komme tæt på dæmonerne og uddele bank.
Skydevåbnene er godt lavet. De virker alle sammen ret voldsomme og deres effekt på fjenderne sidder lige i øjet. De mindste dæmoner bliver bogstavelig talt flået fra hinanden af de voldsomste våben, men fælles for alle våben er, at det har betydning hvor du rammer fjenden. Skyder man en dæmon i skulderen, så drejer den rundt til den side du har ramt ham, hvis da ikke armen flyver af. Effekterne er godt skruet sammen og det er med til at gøre det meget underholdende at rende rundt og bekæmpe dæmoner.
På nær din pistol, så skal alle våben bruge ammunition. Det kan man finde rundt omkring, men ikke i voldsomme mængder, så man vil ofte mangle lidt bly. Man kan så finde sin motorsav frem. Ud over at den kan dræbe de fleste dæmoner ret hurtigt og nemt, så har den også den effekt at dæmoner, man dræber med den, taber ekstra ammunition. Motorsaven skal bruge benzin, så man kan ikke blot bruge løs af den. Det er et godt ekstra element til gameplayet og viser egentlig meget godt, hvordan id Software har tænkt sig godt om og fået en masse små elementer strikket sammen til et gameplay, der virkelig formår at underholde.
Doom er et spil der foregår i et meget højt tempo, hvilket meget genialt understreges af et tungt og heftigt heavy-metal soundtrack, så snart dæmonerne begynder deres forsøg på at nakke dig. Når alle dæmonerne er udryddet, forsvinder musikken og der er igen ro på indtil næste kamp starter. Så der er pauser i spillet og disse pauser udnyttes til at udforske banerne, for der er masser af ting at finde rundt omkring. Opgraderinger til din dragt, våbenopgraderinger eller blot samleobjekter findes på de mest obskure steder. Der er også runer, som låser op for en lille udfordring, så som at slå et bestemt antal dæmoner ihjel med et specifikt våben inden for en bestemt tidsgrænse. Lykkedes det, får man en rune, der giver en ekstra fordel i kampene. Banerne er ret simpelt opbyggede og man farer ikke vild i dem, men alligevel er det lykkedes at få gemt tingene ret godt, og man får ikke ret mange af hemmelighederne forærende. Der skal bruges tid på udforskning, hvis man vil have det hele med.
Man kan selvfølgelig ikke sige Doom uden også at sige multiplayer. Her viser spillet knap så meget overskud som i kampagnedelen. Der er fart på, men gameplayet bliver lidt for hurtigt ensformigt. Lidt afveksling er der dog, når en spiller forvandler sig til en dæmon, da de ret nemt kan slå de ret skrøbelige mennesker ihjel. Det kan hurtigt blive hektisk og være forskellen på at vinde eller tabe, men der udover er der desværre ikke så meget der taler for en lang og god online-karriere. Man stiger i level og låser op for nye udseender, men det er ikke nok til for alvor at fange interessen. Man mangler simpelthen de horder af dæmoner, som gør kampagnedelen af spillet så interessant.
Som en sidste ting har id Software smidt en bane-editor med, så man selv kan gå i gang med at bygge baner. Den er tilpas simpel til, at de fleste vil kunne få noget brugbart ud af den, og allerede nu ligger der nogle gode bud på baner lavet af spillere, som man kan spille på. Det med at bygge egne baner er ikke en nem disciplin på konsol. Det egner sig bedre til en pc, hvor man har mus og tastatur, men det er nu et meget godt bud på noget brugbart. Om det så er nok til at fange folks interesse må tiden vise. Jeg var ikke overbevist. Den er nem at bruge, men der er også en del begrænsninger på hvad man kan bygge.
Lyden har jeg kort været inde på. Meget stemningsfyldt og det hårde beat, der åbnes op for når der skal tæskes dæmoner, passer fantastisk godt. Grafikken er der heller ikke så meget at udsætte på. Det er et flot spil, men det er også tydeligt, at der er satset mere på stabile 60 billeder i sekundet frem for flotte effekter. Der er masser af blod, afrevne lemmer og det er lidt makabert. Nogle vil måske syntes at det er lige i overkanten, men det passer perfekt til spillets tema og dets aktion, samt det virker upåklageligt uden nogen som helst pauser.
En ting jeg dog undrede mig lidt over, da jeg sad med spillet var indlæsningstiderne. De var faktisk noget voldsomme, især når man aktiverer runer, hvor der så lige skal loades en lille bane for at spille gennem udfordringen. Det tager gerne 30+ sekunder inden den er færdig, og så lige samme tid for at komme tilbage til hovedbanen. Det er lidt frustrerende, men man kan da lære at leve med det.
Doom er tilbage i storform. Det er hektisk og blodig aktion som jeg husker det fra mine unge dage, hvor det oprindelige Doom var et stort hit. Det er faktisk lykkedes at grave alle de ting frem, som virkede i det gamle spil og lagt nogle moderne elementer på. Man kan ganske simpelt ikke lade være med at sidde med et stort grin i ansigtet, mens dæmoner bliver flået fra hinanden og blodet sprøjter i højt tempo. Lidt bizart måske, men det er vel egentlig essensen af Doom og den har id Software ramt lige i smasken.
Facebook
Twitter
