DJ Hero 2

Anmeldt af: Martin Grænge Hansen - 31. oktober 2010 - kl. 21:14
Del denne artikel:
5 0

Så er Activision og FreeStyleGames tilbage med et nyt kapitel i Dj Hero-serien. Med en sprit ny sætliste og hjælp fra garvede dj's forsøger Dj Hero 2 at overgå forgængeren - vil det lykkedes?

Så er Activision og FreeStyleGames tilbage med et nyt kapitel i DJ Hero-serien. Det oprindelige DJ Hero-spil var, i kraft af at der næsten var tale om en helt ny genre, ikke helt så gennemført som man kunne have håbet. En del af de inkluderede numre var ret ukendte og DJ følelsen blev aldrig helt så overvældende, da muligheden for at sætte et personligt præg på det enkelte nummer var ret minimalt. Nu er der så gået omkring et år og jeg kan hurtigt skrive under på, at der er sket en hel del med serien. Spørgsmålet er så bare, om de nye tilføjelser er nok til at overbevise alle tvivlerne?

DJ Hero 2 spilles med den samme turntable-controller som det oprindelige DJ Hero og gameplayet består stadig i, at ramme knapper i takt til musik. Det nye i DJ Hero 2 er, at man i højere grad kan sætte et personligt præg på musikken. Spillet er spækket med forskellige freestylesektioner, hvor du frit kan scratche, mixe og sample. Det lyder måske ikke særlig revolutionerende, men i modsætning til sin forgænger, så giver det bare super meget mening, når man sidder og mixer og mærker hvordan de ting man gør, afspejler sig i det der kommer ud af højtalerne.

Nyt i spillet er Empire-mode, hvor man som opkommende dj skal skabe et navn og omdømme ved at rejse jorden rundt og spille på forskellige klubber og dyste imod andre dj’s. Det er i grunden en ganske fin ide, men da det ikke er muligt at personliggøre ens figur, og der kun er et lille udvalg af navne og logoer til ens klub, så falder ideen delvist til jorden. Alligevel så formår Empire-mode at fastholde spilleren, da der imellem de almindelige numre, kastes en dj battle ind i ny og næ. Disse battles stiller dig blandt andet op imod David Guetta, Tiësto og Deadmau5. Hertil kommer de såkaldte ’megamixes’, hvor man spiller 3-4 sange som ét langt mix – altså stort set uden afbrydelser. Det er især i disse megamixes, at udviklerne fra FreeStyleGames viser en imponerende evne til at mixe sange sammen. Langt størstedelen af sangene i spillet er desuden mixet af udviklerne selv, men førnævnte dj’s har - sammen med Dj Shadow, Z-trip og Qbert m.fl - også haft en finger med i spillet.






I modsætning til det oprindelige DJ Hero så fornemmer man, at FreeStyleGames har været ekstremt målrettet i deres valg af musik. De har stort set skåret alt klassisk hip-hop/rap-musik fra og har sammensat en sangliste der næsten udelukkende består af pop og hit-musik, hvilket for mig at se er et helt korrekt valg. Du støder på navne som Iyaz, Pitbull, 50 Cent, David Guetta, Lady Gaga, Lil’ Wayne, Flo Rida, Sean Paul, Timbaland, Kanye West og en lang række andre kendte hitlistekunstnere. Disse bliver på fornem vis mixet sammen i opfindsomme konstellationer og resultaterne grænser sig til tider op af små genistreger. Du kan se den fulde sangliste i en af vores tidligere nyheder.

Overordnet set er det visuelle også blevet forbedret en hel del. I forgængeren kunne menusystemet godt fremstå lidt forvirrende og spillet var generelt lidt rodet, når det kom til sammensætningen af farver og former. Udtrykket i DJ Hero 2 er langt mere minimalistisk og det klæder spillet rigtig godt. Når man selv sidder med dj-controlleren foran sig, så er det ikke meget tid man har til at se på omgivelserne, men der er stadig en række fede detaljer at bemærke, såsom kameraet der bevæger sig i takt til musikken og lys og effekter der sætter ind, når numrene rammer deres højdepunkter. Xbox 360-versionen tilbyder desuden en sjov lille gimmick, da du kan spille som din egen avatar.

Multiplayerdelen har også fået en hel del forbedringer og der tilbydes en række nye spiltyper. Eksempelvis skal man konkurrere om at opbygge den længste række af ramte noder, ramme flest noder inden et checkpoint eller blot om få flest point, hjulpet på vej af et såkaldt ’power deck’, som blandt andet tillader din point-combo at gå fra x4 til x5. Spillet har også fået tilføjet en mikrofon-del, men denne virker desværre noget påklistret. Det er ikke muligt at vælge sværhedsgrad og man kan nøjes med at brumme løs i mikrofonen og stadig ramme tonerne. Da et nummer består af et mix af to sange, kan det også være svært at sætte sig i at man det ene øjeblik er Pussycat dolls og det næste øjeblik er Pitbull. Mikrofon-delen er en oplagt tilføjelse, men ikke noget man skal have for høje forventninger til.






Onlinedelen tilbyder kun matchmaking. Du har altså ikke mulighed for at lave rum og selv vælge din modstander – det klarer spillet for dig. Det er naturligvis stadig muligt at oprette private spil og derved spille imod en ven. Du optjener point online og når du stiger i dj-niveau åbner du op for nye logoer og tag-linjer som du kan tilknytte din profil.

I skrivende stund er det ikke muligt at eksportere sine sange fra det første DJ Hero til 2’eren. Activision har meldt ud, at de håber at kunne gøre det muligt i fremtiden. De sange du har downloadet til DJ Hero 1 virker dog stadig i 2’eren, men ikke i skrivende stund. De er ganske vist synlige på listen over tilgængelige numre, men kræver en opdatering for at kunne blive spillet. Denne opdatering hentes gratis fra menupunktet ’Music Store’, men i skrivende stund kan man ikke forbinde til butikken.

Hvor lang en holdbarhed DJ Hero 2 har, kommer i høj grad an på om musikken tiltaler en. Samtidig står og falder det hele også lidt ved, om FreeStyleGames formår at udgive nye numre nogenlunde regelmæssigt. Empire-mode vil kun holde dig underholdt så længe du forsøger at åbne op for de numre, der ikke er tilgængelige fra start, men når du først er kommet igennem, så er der ikke meget mere at komme efter her. Listen over sange er dog rigtig gennemført og kombineret med mulighederne online, så kunne man nemt komme til at tilbringe mange timer på de virtuelle natklubber i spillet. Hertil kommer der naturligvis achievements der også tilføjer lidt ekstra holdbarhed. Er du en af dem der jagter achievement, så er det måske også værd at nævne, at spillet deler ”skæve” point ud. Du får eksempelvis 6 point for at spille en sang som din avatar og 3 point for at kalibrere spillet.






DJ Hero 2 bringer måske ikke super meget nyt til bordet, men det gør ikke det store. Udviklerne hos FreeStyleGames har kigget på forgængeren, lyttet til brugernes feedback og så ellers forbedret på næsten alle punkter. Oplevelsen er blevet meget mere involverende og udvalget af sange er lidt mere nutidigt. Empire-mode skuffer en smule, men den opvejes kraftigt af gæsteoptrædener fra kendte dj’s og disses megamixes. På bundlinjen er DJ Hero 2 en herlig efterfølger der formår, at udnytte det potentiale som 1’eren ikke helt magtede. Det er uden tvivl et minus, at man ikke kan få lov til at eksportere sine sange, men det er stort set også det eneste rigtig negative der er at sige om DJ Hero 2.
Fakta
DJ Hero 2

DJ Hero 2

PlatformXbox 360
UdviklerFreeStyleGames
UdgiverActivision
Spillere1-2
Udgivelsesdato29-09-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.5
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.