Dishonored: The Knife of Dunwall

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 25. april 2013 - kl. 10:15
Del denne artikel:
1 0

I denne udvidelse, bliver vi sendt tilbage til Dunwall, hvor det oprindelige Dishonored sørgede for solid snigerunderholdning. Forbered dig på mere fra samme skuffe.

Dishonored var for mig en yderst positiv oplevelse. Gameplayet var utroligt godt balanceret, og stemningen var så tyk, så den nærmest skulle skæres med kniv. Nu kommer den første egentlige historiefortællende udvidelse på banen, og ganske lækkert har man sørget for en ny hovedperson til os. Parallelt med begivenhederne i det originale spil, får man nemlig muligheden for at styre Daud – ingen andre end arkitekten bag mordet af kejserinde Kaldwin – den handling, som sendte os ud på eventyr som Corvo, i et forsøg på at rense sit navn.

Denne gang er udgangspunktet igen dette mord, men indfaldsvinklen er selv sagt noget anderledes. Præsentationen er lækker, og man genmærker straks den fortættede stemning. Michael Madsen lægger fint sin ru, sprukne stemme til den prøvede lejemorder Daud, hvor samvittighedskvalerne nager den ellers på overfladen iskolde person. The Outsider træder igen frem fra skyggerne, og kaster denne gang sine gådefulde ledetråde efter Daud. Vejen frem går gennem tre scenarier, hvoraf den sidste er genbrug fra originalen.




Spillets indledning er ubestridt toppen af rejsen. Vi er på jagt efter et mystisk skib, og det fører os igennem The Rothwild Slaughterhouse. Det er et råt industrikompleks, hvor håbløshedens stank hænger i alle hjørner. Et symbol på rovdriften på ressourcerne, stedet hvor hvaler bliver hjulpet af med deres værdifulde fedt. Inden længe er man på vej frem mellem perfide vagter og aggressive slagtere. Det er et dystert indblik i den glimrende mytologi, som man allerede har vævet omkring spillet, og det føles umiddelbart friskt og givende når man atter indtræder i universet.

Havde man regnet med, at man qua den nye hovedperson ville få en helt særegen oplevelse her, bliver man dog lidt skuffet. Daud minder på mange niveauer om Corvo, hvor en ny variation af Blink (man kan ændre retning midt i luften) samt muligheden for at fremmane en snigmorder, der vil kæmpe ved ens side er de mest markante nyheder. Førstnævnte giver nogle interessante taktiske muligheder, hvor man eksempelvis kan stå ved et hjørne, Blinke sig ud, observere, for derefter at Blinke sig tilbage igen. Muligheden for at tilkalde en snigmorder fungerer fint som eksempelvis afledningsmanøvre, hvor man kan liste sig videre imens ens kumpan tager nogle grumme smæk.




Sværhedsgraden er en anden parameter, som man har modificeret i Knife of Dunwall. Ud over at man har tilføjet en helt ny højere sværhedsgrad, så er begivenhederne konsekvent løftet udfordringsmæssigt. Selv om ens egenskaber er klart tiltet mod høj kaos, så sørger modstanden for at man ofte får sved på panden. Der er et klart yderligere skær af ”trial and error” over tingene, hvilket mest af alt skyldes at antallet af fjender er skruet i vejret. Det betyder at et enkelt fejltrin lynhurtigt giver dig kam til håret og pistolskud i nakken.

Teknisk er det især første bane der imponerer, med sit opfindsomme tema og mange gode, stemningsfulde baggrunde. Det hele glider stadig flot forbi, og man lader sig hurtigt suge ind i oplevelsen. Desværre mister udvidelsen tempo og tæft midt i begivenhederne, og afslutningen er en klassisk cliff-hanger, der ikke kan stå alene. Så er det selvfølgelig fint nok, at det her blot er første kapitel af to, hvor fortsættelsen følger snarest.




Knife of Dunwall er en kompetent udvidelse til Dishonored. Man formår at føre stemning og historie videre uden at gå på kompromis med det der gjorde originalen god. Prisen er 800 point, hvilket umiddelbart virker ganske fair for en 2-4 timers underholdning – alt efter hvor aktivt man går efter afslutningen. Her skal det selvfølgelig bemærkes, at man hermed også skal gøre sig klar til at købe næste afsnit, da de to ikke kan stå alene historiemæssigt.
Fakta
Dishonored: The Knife of Dunwall

Dishonored: The Knife of Dunwall

PlatformXbox 360
UdviklerArkane Studios
UdgiverBethesda
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Ny hovedperson, starten, nyt gear
Noget genbrug, Kunne godt bruge endnu mere gear
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.