Diablo 3: Ultimate Evil Edition

Indrømmet: Det har været en lang rejse, men man må stadig have respekt for den opmærksomhed Blizzard giver deres produkter – også efter de har forladt deres hænder. Fortællingen om Diablo III starter grumt. Læssevis af tekniske problemer lige fra frigivelsen, som gjorde at tusinder af ivrige brugere slet ikke kunne starte deres højt ventede spil. Der var seriøse problemer med balancen i spillet, hvor en af seriens vigtigste varemærker overhovedet ikke virkede; spillets lootsystem var bare ikke godt, og i stedet for at glædes efter nyt habengut blev man i stedet konstant overlæsset med helt ubrugeligt møg. Endelig afrundede auktionshuset den dårlige oplevelse, hvor den organiserede høst fuldstændigt hev tæppet under den sidste værdi, der lå i at finde de mest overlegne ting.

Heldigvis er alle disse ting siden blevet adresseret. Det er sket i en blanding af opdateringer, samt i den nylige udvidelse ”Reaper of Souls” som kom til PC. Ultimate Evil Edition til Xbox One omfavner alt dette, og sørger for at smide den samlede pakke i færdig format. Det er der kommet en rigtigt god oplevelse ud af. En oplevelse der ganske garanteret vil stille sulten efter hack’n’slash.





Fra start blændes der op med en af de flotte mellemsekvenser, som altid har været Blizzards varemærke. Et lys flænger himlen, og styrter direkte ned i en katedral. Derved understreges den dystre profeti, der netop er blevet fremsagt selvsamme sted. De døde rejser sig fra deres grave, og spillets epicenter er endnu engang stakkels Tristram. Herefter skal man skabe sin digitale følgesvend, som skal følge dig i vejen frem mod helvedes dæmoner. Seks skabeloner er tilgængelige og yderpunkterne er repræsenteret via troldmand og barbar. Som noget nyt i forhold til den version, der kom til Xbox 360 har man her også adgang til den Crusader, som blev introduceret i ”Reaper of Souls”. Han er en tankfigur, som er langsom men utroligt stærk i nærkamp.

Man har umiddelbart ikke de store muligheder for at ændre på så meget. Her er ikke en masse evner som skal fyldes point på, ansigtstyper at vælge imellem og uendelige mængder af andre kosmetiske justeringer. Linjerne er holdt helt rene: Du får hvad du får. Når avataren er udstyret med et navn hopper man direkte ned i begivenhederne. Allerede fra første sekund stavrer de udøde mod dig, og man får muligheden for at teste hvordan kontrollen er overført fra mus og keyboard til joystick.





Heldigvis er styringen virkelig god. I løbet af kort tid har man testet sin figurs kampevner. Det føles helt naturligt at bevæge sig frem mod en given fjende/mængde af fjender og tordne løs på knapperne. Samtidig assisteres man ganske fint af autolock, som sørger for at man ikke konstant rammer ved siden af. Dybest set kan hjernen altså lægges på hylden imens helvedes yngel returneres til deres retmæssige sted. En konsolspecifik tilføjelse er yderligere, at man nu kan springe til siderne via den ene pind på joysticket. Det er måske ikke noget man bruger så meget i starten, men senere – især mod de mange grumme bosser – viser det sig som en stor hjælp.

Hvis vi ser bort fra den lettere forvirrende historie, som kører klichéer og halvhjertede plottwist ud i en lind strøm, så er der ellers fuld action på drengen. Du får et ekstra dunkelt kapitel at muntre dig med, som lægger yderligere små 3 timer oveni kampagnen. Endnu mere levetid er der i Adventure delen, som åbnes efter en succesfuld gennemspilning. Her krydres de enkelte kapitler med nye opgaver, der giver dig uanede kombinationer af tilfældigt skabte huler og grotter. Det er utroligt fængslende, og sørger for en virkelig variation, når du kæmper med at få dine helte til at ramme den nye maksimale grænse på 70 for din erfaring.





Som noget nyt og unikt i denne variation, har man introduceret den ganske underholdende ”Nemesis”. Det er kort fortalt en fjende, som – hvis den besejrer dig – kan sprede sig til en af dem på din venneliste. Det samme gør sig gældende med omvendt fortegn. Hver gang den vinder bliver den lidt sejere, og spreder sig igen. Det lige indtil der er en, der får skovlen under satanen, og høster det lækre loot der ligger og venter.

Man kan selvfølgelig vælge at tage gennem spillet alene. Der er fem sværhedsgrader, hvor de to sværeste er låst fra start. Positivt så medfører de nye sværhedsgrader ikke bare flere og hårdere fjender, det medfører også ændret taktik hos eksisterende fjender og tilføjer helt nye, unikke fjender. Det giver altså en glimrende årsag til at springe fra niveau 3 (hard) til 4 (nightmare). Dertil kommer naturligvis det yderligere incitament fra, at udstyret man får fra de dræbte fjender er bedre på de højere sværhedsgrader.





Alternativt kan man tage af sted sammen med op til tre andre. Det kan gøres via Xbox Live, hvor et fint matchsystem sender en i retning af passende makkere. Som noget nyt er det nu også muligt at spille flere lokalt på samme maskine. Igen kan man være op til fire. Begge dele er med til at løfte spillet yderligere. Det er ganske enkelt sjovere med menneskelige makkere. Lokalt bliver skærmen noget overfyldt hvis man er fire, men er man eksempelvis to, fungerer det absolut glimrende.

Teknisk har man lukket hullet til PC versionen, og det hele kører rimeligt stabilt i 1080p med 60 billeder i sekundet. Baggrundene har fået deres detaljegrad tilbage (som de lidt mistede på Xbox 360). Det står virkeligt skarpt, og man kan rimeligt tydeligt kende forskel på ven og fjende. Er man dog fire på skærmen samtidig midt i en kamp mod hundreder af fjender i et inferno af slag og magi, så kan det stadig godt blive uoverskueligt og halte lidt. Så er det jo godt med autoaim – bare tryk på knapperne, så rammer du nok et eller andet.





Diablo 3: Ultimate Evil Edition er en komplet pakke, som rammer et klart behov på Xbox One. Her er virkeligt mange timers underholdning gemt – uanset om man vil spille alene eller med andre. Har man bare en anelse af en perfektionist over sig, så vil man først bruge læssevis af timer i kampagnen og efterfølgende i kampagnedelenAdventure-delen. Crusaderen sørger samtidig for at balancere heltene, så der nu er 2 af hver af de 3 arketyper, og han er ganske sjov at spille med. En virkelig god velbalanceret udgivelse og det her er spillet som det skulle have været fra starten af.