Deus Ex: Human Revolution

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. september 2011 - kl. 23:41
Del denne artikel:
11 0

Deus Ex: Human Revolution er et stemningsfuldt og fængende action adventure, som man har svært ved at lægge fra sig, når man først er kommet i gang.

Deus Ex fra år 2000 tog mange spillere med storm og står for mange, som en af de bedste spiloplevelser overhovedet. Det kombinerede på bedste vis rollespilselementer med action og frihed til at gennemføre en given bane, stort set som man ville. Derfor var der store forventninger til 2003’s Deus Ex: Invisible War, men det endte med at blive en kæmpe skuffelse, da det på ingen måde kunne leve op til forgængeren. Derefter blev der stille omkring Deus Ex og selv om man manglede en værdig efterfølger til originalen, indstillede mange sig på, at man nok aldrig kom til at se mere til Deus Ex.


Heldigvis ville Eidos det anderledes og i midten af 2007 blev Deus Ex 3, der senere i forløbet kom til at hedde Deus Ex: Human Revolution, annonceret. Det vagte stor glæde hos rigtigt mange, men alligevel lurede der er en bekymring lige under overfladen; for var der nu en ny Deus Ex: Invisible War på vej?

Lad os med det samme ryde den bekymring af vejen; Deus Ex: Human Revolution er bestemt en værdig efterfølger til den elskede original. Eidos Montréal holder sig tæt til originalens formel med udforskning, et solidt snige-gameplay, action og et RPG-inspireret dialog- og opgraderingssystem.

Deus Ex: Human Revolution foregår 25 før originalen, nemlig i år 2027. Man tager rollen som Adam Jensen, en tidligere SWAT-agent, som er blevet håndplukket til at stå for sikkerheden i Sarif Industries, en af USA’s førende bioteknologiske firmaer med speciale indenfor mekaniske kropsmodifikationer. Netop disse kropsmodifikationer deler samfundet i år 2027. På den ene side er der dem, som siger at alle skal have ret til at modificere sin krop som man ønsker det og på den anden side er dem, der siger at mennesker skal forblive mennesker og ikke ende som halve maskiner, der opnår nogle fordele i livet, f.eks. på arbejdsmarkedet og dermed kommer før de mennesker, som måske ikke har råd til disse kropsmodifikationer.


Det ender da også helt galt en dag, da en gruppe tungt bevæbnede aktivister angriber Sarif Industries og ender med at dræbe Adams kæreste, der arbejder som forsker hos Sarif Industries, mens Adam bliver efterladt dødeligt såret. Han bliver hastet til operationsbordet, hvor hans eneste mulighed for overlevelse er at få sin krop opgraderet med massevis af Sarif Industries’ bedste teknologi. Seks måneder senere er han tilbage på jobbet og han bliver nu sendt ud for at finde ud af, hvem disse aktivister var og hvem der står bag dem rent økonomisk. Intet er naturligvis som man forventer det og man hvirvles igennem en spændende og intens historie hele vejen igennem spillet.

Deus Ex: Human Revolution ligner et actionspil, men lægger op til at man spiller det som et snige-spil – men det er helt op til en selv, hvordan man vælger at spille det. Man kan snige sig rundt blandt fjenderne, dræbe dem med de bare hænder (man kan endda vælge, om man vil dræbe dem, eller bare slå dem ud) eller skyde dem med ens lyddæmpede pistol. Via et smart lille hacking-minispil, kan man bl.a. åbne låste døre eller deaktivere kanontårne, sikkerhedsrobotter og slukke for overvågningssystemer, så man lettere kan komme uset rundt.

Er man mere Rambo-typen, kan man også vælge at gå til frontalt angreb på fjenden, i stedet for at undgå dem. Selv om man har en række kraftige våben til ens rådighed, er det dog alligevel ikke en løsning jeg vil anbefale. Fjenderne er sejlivede, ammunition er for det meste en mangelvare og man skal ikke modtage ret mange skud selv, før man er færdig. Det er som om, at spillet gerne vil have at man angriber det som et snige-spil, men giver alligevel muligheden for, at man kan del øretæver ud, så længe man bare er forsigtig.


Spillet er fyldt med fine dialoger og her bliver man stillet overfor en lang række valg, som påvirker dialogens, og spillets, udvikling. Alt efter situationen, får man stillet forskellige svarmuligheder til rådighed; vil man f.eks. være den forstående, den kolde eller et sted midt imellem, når man skal trække vigtige informationer ud af en person? Man får andre svarmuligheder, hvis man f.eks. skal overbevise ens kvindelige pilot om, at hun ikke skal grave mere i en gammel mordsag – men man kan også vælge at hjælpe hende, hvis man føler for det. Deus Ex: Human Revolution byder på mange moralske valg undervejs – ikke bare overfladiske valg, men valg man har indtryk af, rent faktisk betyder noget for spillet og den retning man bevæger sig i som Adam Jensen.

Deus Ex: Human Revolution indeholder et detaljeret opgraderingssystem, hvor hver opgradering kommer i flere forskellige niveauer. Her kan man opgradere alt fra ens våben og til Adams kropsmodifikationer, som f.eks. gør ham i stand til at bevæge sig mere lydløst, blive usynlig, bryde igennem tyndere vægge, bruge psykologi i samtalerne så han lettere kan manipulere dem han taler med, blive bedre til at hacke og meget meget andet. Der er mange spændende opgraderingsmuligheder og man kan faktisk sammensætte ens hovedperson, så han præcis passer til den spillestil man har og det fungerer rigtigt godt.


Deus Ex: Human Revolution er ikke et spil man lige gennemfører på en eftermiddag. I virkeligheden er spillet måske ikke specielt langt, men da det er spækket med sidemissioner (hvoraf mange kan tage over en time at gennemføre og har sin egen lille historie) og omgivelserne er fyldt med detaljer og områder man bare ikke kan lade være med at udforske, så kan man let bruge op mod 30-40 timer på spillet. Det bedste er, at spillet bliver sjældent ensformigt, bortset fra hacking minispillene, som godt kan blive lidt belastende i længden.

Alt i alt virker Deus Ex: Human Revolution som et særdeles gennemarbejdet spil, hvor der ikke på noget punkt er hoppet over gærdet hvor det var lavest. Der er tidligere set bedre actionspil, bedre snige-spil og bedre rollespil end Deus Ex: Human Revolution, men alligevel har spillet her noget helt specielt over sig. Alle spillets komponenter sat sammen på den måde Eidos Montréal har gjort det, resulterer i et gennemført og fængende spil, som man har svært ved at lægge fra sig når man først er kommet i gang.

Grafikken spænder vidt. Rent teknisk virker Human Revolution til tider en smule gammeldags. Både animationer og ansigtsanimationer er stive, der er ikke mange visuelle effekter og indlæsningstiderne er lange. Heldigvis bliver det opvejet af et fantastisk stilsikkert og gennemført design. Alt lige fra interfacet på de computere man hacker sig ind og til designet af våbnene, af byerne og af Adams kropmodifikationer, hænger sammen hele vejen igennem og giver spillet en meget gennemført stil og det stinker langt væk af kvalitet. Ikke siden Mirrors Edge, har jeg set et så strømlinet og konsistent design og det opvejer i høj grad den lidt svage tekniske grafiske side.


Deus Ex: Human Revolution er et af de mest stille spil jeg længe har spillet. Ikke fordi at lydsiden er mangelfuld, for det er den bestemt ikke, men det gode elektroniske soundtrack er trukket helt i baggrunden og lægger sig nærmest som et summende lydtapet i spillets roligere sektioner og det er med til at forstærke spillets unikke stil. Et bragende stort orkester soundtrack, ville have ødelagt meget at den specielle stemning spillet har. Derudover er lydeffekterne fine og stemmeskuespillerne gør det godt.

Som en samlet pakke, er Deus Ex: Human Revolution et virkelig godt spil, med et fængende gameplay, en lækker visuel stil og masser af indhold – ja, den kunstige intelligens hos fjenderne kunne have været bedre, de mange hacking minispil bliver ensformige efter et stykke tid og bosskampene er frustrerende og ligegyldige – men det ændrer ikke ved, at Deus Ex: Human Revolution er en værdig efterfølger til den 11 år gamle original og et af sommerens bedste og mest gennemførte spil.
Fakta
Deus Ex: Human Revolution

Deus Ex: Human Revolution

PlatformXbox 360
UdviklerEidos Montreal
UdgiverSquare Enix
Spillere1
Udgivelsesdato26-08-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.