Dead Space

Dine tunge, langsomme skridt giver genlyd igennem en lang, tåget og mørk korridor. Den eneste lampe i loftet er så småt ved at opgive sin dødskamp, og blinker målrettet i forsøget på at holde sig i live. I det fjerne kan du ane et panisk råb om hjælp, som pludseligt afløses af et skrig, for igen at munde ud i larmende stilhed. Du er alene igen. Velkommen til Dead Space.

Electronic Arts er så småt ved at markere sig som et selskab med en portefølje af egne titler. Heriblandt finder vi Dead Space, som er én af de titler, der skal bygge en bro til de mange gamere, der efterhånden har afskrevet EA som udelukkende værende et licensselskab med årligt tilbagevendende sportstitler. Det er EA Redwood Shores der har stået for udviklingen, mens det ligeledes er EA der sender Dead Space ud i butikkerne.






Historien udspiller sig i fremtiden, og som spiller bliver man sat i rollen som Isaac Clarke. Isaac er ingeniør i Concordance Extraction Corporation, en virksomhed som styrer en flåde af gigantiske minerumskibe. Da C.E.C. modtager et nødsignal fra ét af de ældste skibe i flåden, Ishamura, sender man en gruppe, heriblandt Isaac, af sted for at løse problemet, som efter sigende skulle bestå i problemer med kommunikationsanlægget.

Alt går dog galt for gruppen, som tvinges til at nødlande på Ishamura, med det resultat, at transportfartøjet knuses i landingen. Det viser sig dog hurtigt, at dette er det mindste af gruppens problemer, og kort tid efter den hektiske nødlanding, står gruppen overfor en visualisering af deres værste mareridt; Necromorphs - en makaber blanding af rumvæsen og menneske, vis eneste mål er at komme Isaac og hans venner til livs. Jeg vil undlade at fortælle meget mere om historien, for ikke at ødelægge oplevelsen for nye Dead Space spillere.






Dead Space gameplayet kan på sin vis sammenlignes med Resident Evil 4. Kameravinklen er den samme, og skudsystemet er stort set identisk. Men her hører sammenligningerne op, for hvor Resident Evil serien så småt er begyndt at bevæge sig mod en mere actionbaseret genre, så sætter Dead Space sig tungt på horrordelen, som er spillets altafgørende omdrejningspunkt. Men mere om det senere.

Hovedpersonen Isaac er en særdeles hårdhudet type, som benytter sig af en række forskellige våben i bestræbelserne på at overleve. Kort inde i spillet udstyres man med en Plasma cutter som senere kan afløses af flere mere eller mindre opfindsomme våben som f.eks. en maskine, der via en magnetisk trækstråle holder et roterende savblad kørende foran spilleren. Foruden de forskellige våben, bliver Isaac udstyret med alternative kræfter som f.eks. en slow-motion stråle, som kan benyttes på fjender og forskellige ”døde” genstande som f.eks. døre, og herudover vil man også kunne benytte telekinese til f.eks. at trække afsides beliggende genstande hen til sig.






Endvidere har man mulighed for at samle credits og power-nodes op. Credits kan bruges i spillets mange shops, hvor nye våben, ammunition og nye, stærkere dragter kan købes. Power nodes bruges så til at opgradere våben, dragter og specielle evner, mens de ligeledes kan bruges til at åbne enkelte låste døre, hvilket typisk giver adgang til en række godbidder i form af ammunition m.m.

Foruden third person shooter gameplayet, vil man blive udsat for forskellige sekvenser, hvor det faktum, at du befinder dig i det ydre rum, vil have enorm indflydelse. F.eks. vil du møde passager i Ishamura, hvor skroget er smadret, og der dermed er adgang til det ydre rum. I disse passager vil du konstant være under tidspres, da du ikke har uendeligt ilt i din dragt, og man er således nødsaget til konstant at fylde ilt i dragten via iltflasker fra Isaacs inventory, eller finde en ilt-stander, hvor man kan ”tanke op”.






Spillets store puzzlemæssige force er dog uden tvivl Zero-G zonerne, hvor tyngdekraften er sat ud af spil, og spilleren således kan gå på samtlige overflader, hvad enten disse er vægge, gulv eller loft. Disse sekvenser er fantastisk godt skruet sammen, og det ser utrolig livagtigt ud, når vragstumper og parterede lig hænger i luften, og blodet ikke sprøjter ud, men bliver hængende i atmosfæren. Nogle af disse Zero-G zoner foregår endda på ydersiden af Ishamura, og et forkert skridt resulterer i, at man mister fodfæstet og bliver sendt ud i rummet, hvor den sikre død venter.

Men selvom third person shooter delen er solid, følelsen af at være på et halvsmadret rumskib er fantastisk gengivet og Zero-G virkeligt er en fed oplevelse, så er der slet ingen tvivl om, at drivkraften i Dead Space er spillets horrordel og den dertilhørende stemning, som uden overdrivelse er noget af det bedste man nogensinde har set indenfor spilverdenen.






Dead Space er med andre ord uhyggeligt godt skruet sammen. Til trods for at banerne kan virke meget lineære til tider, så er designet nøje udvalgt ud fra en grundholdning om, at spilleren skal skræmmes fra vid sans på den ene mere chokerende måde efter den anden. Hvis man sammenligner med en anden gysergigant på konsolmarkedet, Condemned, så vil man opleve at uhyggen i Dead Space er markant anderledes. I Condemned var uhyggen psykologisk, snigende og langsomt oparbejdende, hvor det oftest var stilheden, der var den største kilde til nervøsitet. Dead Space benytter sig også af denne langsomt oparbejdende uhygge, men bruger i langt højere grad den skrigende, forvirrende og hektiske angst, og til forskel fra Condemned har EA i langt højere grad valgt at fokusere på at tirre spilleren, ved aldrig at give denne et pusterum.

Spiller man Dead Space med et ordentligt surroundanlæg, vil man konstant blive bombet med lydeffekter som f.eks. skridt henover loftet, et rør der falder til jorden bagved spilleren, skrig, råb og brøl i det fjerne, og bedst som man tror man har fundet ro, rives et gas-kabel ud af væggen, eller endnu værre, en Necromorph springer ud lige foran dig. Derudover kombineres banedesignet således, at man det ene øjeblik bevæger sig i en lang, røgfyldt og mørk korridor, kun omgivet af en nærmest larmende stilhed, mens man i den næste sekvens bevæger sig i et hektisk miljø, med alarmsirener i baggrunden, roterende lamper i loftet og masser af aktivitet omkring sig. For at intensivere panikfølelsen, så har spilleren ikke ro til at tjekke maps eller rode med inventory hvis der er farer i nærheden, for tiden stoppes nemlig ikke af, at spilleren hiver sit kort frem. Dermed har man altså heller ikke mulighed for pludseligt at tanke ny energi op, hvis man er omringet af monstre.






Det skal i øvrigt tilføjes, at Necromorphs er de mest makabre, vansirede og gyselige væsener man længe har set, og variansen af dem er så stor, at bedst som man troede, at tingene ikke kunne blive mere foruroligende, så springer et muteret barnefoster ud af væggen og en nærmest rallende blanding af brøl og barnegråd fylder lokalet. Det lyder måske en anelse hysterisk og latterligt, men effekten er voldsom, specielt fordi, at man altid kan ane det menneskelige i monstrene, hvilket giver en nærmest ekstrem følelse, når man parterer dem arm for arm, ben for ben.

Og netop partering af nøgleordet hvis man vil overleve. For det er nemlig ikke nok at hamre løs i kroppen på misfostrene. I stedet skal man spille strategisk og skyde deres lemmer af, for at overmande dem på den mest effektive måde. Almindelig shooter-adfærd, som f.eks. headshots eller skud i kroppen, har dermed ikke den store effekt, og gør i stedet monstrene endnu mere aggressive.






Undertegnede er ikke i tvivl, stemningen i Dead Space er det bedste jeg nogensinde har oplevet, og dette skal i særdeleshed tilskrives en fantastisk flot grafisk stil og en særdeles medrivende lydside. Grafikken er finpudset, men samtidig rå og blodig, og fremtidsfortolkningen er realistisk og virkelighedstro. Detaljegraden på såvel Isaac, som fjender og andre figurer er fremragende, og det er ofte de små ting, der betyder noget i det store billede. Blodige mandskabslokaler med tydelige tegn af massakrer, blinkende og roterende lamper, tågefyldte gange og en fantastisk fortolkning af rum- og Zero-G sekvenserne suger spilleren ind i universet fra start til slut. Derudover er spillets bosser visuelt fantastiske – de skal simpelthen opleves!

Lydsiden er et kapitel for sig selv og Electronic Arts viser for alvor, at præstationen fra Battlefield: Bad Company, ikke blot var en enlig svale. Som allerede nævnt, så bombes man konstant med sanseindtryk i Ishamuras mørke, og når der er action, så har lyden af våben både dybde og styrke. Necromorphs har den helt perfekte, makabre blanding af menneskelige lyde og udyrs brølen, mens stemmelægningen blandt personerne er solid og troværdig. En fed detalje er sekvenserne i rummet, hvor lyden stort set er blokeret, som når man dykker under vandet, og kun de største lydmæssige detaljer som eksplosioner giver en effekt.






Allround er Dead Space en fantastisk oplevelse og er man fan af survival horror segmentet, så skylder man sig selv at stifte bekendtskab med EA’s sci-fi gyser. Stemningen og atmosfæren er så tyk, at man næsten kan skære i den, føle på den og smage den, og man vil fra spillets start føle sig hypnotiseret, at det dystre fremtidsunivers og historien om, hvad der skete med besætningen på Ishamura.

Det er dog værd at bemærke, at Dead Space udelukkende er en singleplayeroplevelse, og foruden muligheden for at spille spillet igennem på nye sværhedsgrader, så er der ikke meget replay value. Det ændrer dog ikke på at Dead Space er en heftig oplevelse og spillet får de varmeste anbefalinger med på vejen herfra. En kliché ville være at slutte anmeldelsen af med at skrive, at spillet ”ikke er for børn og barnlige sjæle”, men i Dead Space er det altså tilfældet. Der er en grund til at spillet har fået ratingen 18+ og medmindre du længes efter at skulle trøste mareridtsramte familiemedlemmer resten af året, så anbefales det at du lægger børn, kæreste eller kone i seng, før du træder ind i Dead Space’s makabre univers.