Spillets historie tager udgangspunkt i Helena, som er titlens hovedperson. Hendes firma DOATEC har nemlig klonet favoritten Kasumi under navnet Alpha-152. Denne klon er kold som isen og har derfor ikke egenskaber som følelser, derfor bruges klonen mod alle, der bare fornærmer firmaet. På den anden side af jorden har ninjaklanen Mugen Tenshin Clan bragt alle ninjaerne sammen som inkluderer veteraner som Hayate, Kasumi og Ninja Gaiden helten, Ryu Hayabusa. Lederen, Hayate, har kun ét formål med sammensværgelsen - at destruere DOATEC en gang for alle.
Gameplay
Når du starter Dead or Alive 4 op vil du opdage, at det fungerer som mange andre spil i samme genre, dog er der sket markante ændringer, siden vi sidst havde bekendtskab med serien. For det første har de mange moves fået andre taster, hvilket resulterer i, at selv hardcore fans skal tilvende sig og endda træne sig op til sit gamle niveau i Sparring mode. Der, hvor den store ændring forekommer, er dog i det mere avancerede bloksystem også kaldet Counter Attacks.
Nu når Team Ninja har gjort spillet den tand mere offensiv er Counter Attacks gået over og blevet forskellen i kampene. Men for at lave et modangreb eller blokere skal du time din modstanders aktioner. Derved skal du skelne mellem lave, mellem og høje angreb for overhovedet at have en chance for at forsvare dig selv.
Udover disse store ændringer er alt ved det gamle. Du har stadig din blok, modangreb, slå og sparkknap på symbolknapperne, hvor du igen har mulighed for at styre karakteren med analogerne eller d-padet. Styringen er solid men langt fra optimal, idet fighting ikke egner sig med en analog, og når d-padet ikke ligefrem råber kvalitet, er dette heller ikke at foretrække.
Dead or Alive 4 er til dels to spil i et, her tænker jeg på den solide men ikke holdbare singleplayer del og multiplayer delen, der har potentiale. Singleplayer har alle de spiltyper, vi har lært at kende de seneste år, hvilket inkluderer Story, Time Attack, Survival, Team Battle, Versus, Sparring, Settings, Watch, Album, Movie Theater, Ranking, User Profiles, Battle Viewer og DOA Online. Alle er velkendte, hvor få af dem er nye. I Watch kan du simpelthen se to computerstyrede karakterer gå i flæsket på hinanden. I Album kan du se alle dine billeder, som du tager under kampe. Når du skal have taget dine snapshots, styrer du kameraet i en tempofyldt kamp, hvilket slet ikke fungerer optimalt. Resten siger sig selv. Undertegnede forstår heller ikke, hvorfor man ikke blot valgte at lave en Media mode, så man havde alle slutsekvenser og billeder i samme mode. Watch er også helt overfladisk, som kunne have været udført i Story mode.
Singleplayer delen indeholder udover de 12 modes, 16 baner, 22 karakterer og 45 achievements. De 16 baner er stærkt varierede med hvert sit tema og interaktive elementer. Det er de mest underholdende baner, du finder i et slås-spil til dato. De er bygget op af flere lag, og miljøerne kan rent faktisk bruges til din fordel. Lok en modstander over til leopardens område og dette hurtige dyr vil på få sekunder have løbet over din fjende. Fugle flyver ned i hovedet på dig, biler køre jer over og tomater ruller ned ad gaden, når du smadrer markedspladsen op med et brag. Der er bestemt stor variation af levels, men det samme kan ikke siges om kampstile. Der er i alt 22 karakterer, hvor seks af dem skal låses op. Desværre savner vi flere stile og flere interessante karakterer, 22 er bare ikke nok, når konkurrenterne både har flere og mere varierede kampstile. De er alle som vi kender dem, hvor La Mariposa og Kokoro er kærkomne tilføjelser. Den nye Elliot dreng er dog mindre tiltrækkende og hører mere hjemme i en animé tegneserie end i et decideret spil. Spartan-458 er en tung tøs og hører ikke ligefrem til DoA universet, men det er stadig en fed ekstra bonus for de mange Halo fanatikere.
Til anmelderens store overraskelse var den kunstige intelligens sværere end i Tekken og Soul Calibur. I bedste Itagaki stil skal du ikke have det nemt, og derfor hedder den letteste sværhedsgrad Normal. Det er enormt svært og giver dig endelig noget tiltrængt modstand og er med til at forlænge holdbarheden.
Er du tilkoblet Live servicen, vil du kunne joine en masse lobbyer i DOA Online. Online er bestemt ikke nyt, men det er stadig seriens store force, fordi konkurrenterne ikke har noget, der nærmer sig dette. Online delen er meget japansk inspireret, idet du skal vælge dit eget flag, men ikke mindst vælge dit eget avatar. Det er her den japanske stil står klarest, for disse avatars er tossede og gakkede og kan oven i købet ændres. Du kan vælge mellem ninjaer, træer, børn, grise og så videre, for herefter at udstyre dem med diverse kluns så som solbriller.
Når denne del er overstået, kan du tage et smut forbi Zacks Shop, hvor du kan købe udstyr til din egen lobby, ekstra kostumer og andet vildt stof. Lobbyerne er nemlig ikke som enhver anden lobby, vi er vant til. Det hele fungerer i bund og grund som en arkade hal. Når du joiner en server, render du rundt ude i lobbyen med de andre gutter og venter på, at det bliver din tur. Imellem tiden kan I så kigge på kampene i spillets egne TVs, lyder gakket ik? Det er det også!
Alt dette er anderledes, nyskabende og kærkomment, men det fungerer bare ikke. Lobbyerne er ikke store nok, det lagger på in-game fjernsynene, og du kan ikke lave mange ting med din avatar. Vi kunne godt have tænkt os, at gutterne fra Japan havde tilføjet en Customization mode, som vi finder i Virtua Fighter 4 i stedet for en Zacks Shop, hvor du kan ændre på avatar og lobby. Samtidig måtte de godt have brugt tiden på netkoden, som er katastrofal. DOA Online er hulens morsom og vil tilføje spillet en lang levetid, hvis du altså har en super duper internetforbindelse.
Det undrer undertegnede, at det lagger med en 2mbit forbindelse, når det hverken lagger i Call of Duty 2 eller Perfect Dark Zero. Desværre er hele systemet bygget direkte åndssvagt op. Lobbyens ejer starter med at være host, men så snart en anden vinder, bliver han hosten. Derfor skifter man host efter hver kamp, og det skaber en utrolig ubalance som giver flydende kampe men bestemt også en masse fights med lag.
Alt i alt har vi set det hele før, og gameplayet revolutionerer på ingen måder. Det er dog stadig oppe i toppen blandt andre store mastodonter. Det er langt større underholdning end sine forgængere, men den dårlige netkode og mangel på ekstra stof ødelægger holdbarheden, og underholdningen varer derfor ikke for evigt.
Grafik
Lad det være sagt med det samme, Dead or Alive 4 er virkelig flot, men samtidig skriger det hverken mesterværk eller next-gen. Team Ninja er ellers kendt for at levere flotte grafiske spil på Xbox platformen, især med spil som Ultimate og Ninja Gaiden, men desværre har Itagaki langt fra kunnet suge alle kræfterne ud af 360eren. Jeg vil gå så langt at sige, at det sagtens ville kunne køre på den gamle Xbox, hvis ikke det havde været for normal-mapping brugen på alt klunset (tøjet).
Og dog, måske ville den store sorte ikke kunne trække det alligevel. Miljøerne du kæmper i er forbløffende store, flotte og stemningsfyldte. De er som i forgængerne baseret på flere lag, som udgør store levels og varierede kampe med en draw-distance, der siger spar to. Det hele ser fantastisk flot ud, og alle baner er interaktive som aldrig før, selv de mange karakterer bruger miljøet til deres fordel. En større tilføjelse er, at banerne nu både er en ven og fjende. Der løber leoparder og dinosaurer rundt, hvor biler kører dig over i en mere moderne bane.
Hvor banerne er flotte og er det ypperste endnu set i et kampspil, så skuffer karaktererne en hel del. Tag ikke fejl, kostumerne er flotte og en god begyndelse på next-gen, hvor der blandt andet er gjort brug af normal-mapping. Det er dog karakterernes hud og detaljer, der forbliver i den forhenværende generation. De er som taget ud af Dead or Alive 3 og har ingen imponerende detaljer eller ansigtsudtryk. Håret virker sågar kikset og går igennem den øvre del af kroppen, så du skal også vende dig til grafiske glitches. Det skyldes dog primært seriens stil, som præges meget af animé, men derfor kunne man godt have oppet karakterernes ansigtstræk og tilsat speciel effekter.
Hvor karaktererne skuffer fælt, giver de dog et positivt indtryk på et andet område, animationerne. Animationerne er i en særklasse og fungerer perfekt sammen uden nogle clipping fejl, de forskellige comboer går heller ikke igennem deres modstandere, hvilket resulterer i de bedste animationer, vi endnu har set i et kampspil til dato.
Lyd
Lydsiden vi finder i Dead or Alive 4 er langt fra noget af det bedste, vi har hørt, men hvis vi begrænser rammen til fighting genren kan spillet sagtens følge med sine konkurrenter. Alle karaktererne har nogle one-liners sagt på japansk, men de er både intetsigende og ligegyldige og bliver hurtigt ensformigt efter nogle timers spil. Forcen ligger ikke i stemmeskuespillet, og musikken er heller ej noget at råbe højt om.
For det er igen AeroSmith, der leverer den rædsomme musik. Der er dog sket forbedringer siden sidst, for hver bane har hvert sit tema og nogle træder helt igennem. På discoet finder vi rå techno, og Halo specialister vil kunne nikke genkendende til musikken i Nssaue Station, som er den låste Halo bane.
Det bedste kommer dog i lydeffekterne. Her er kæmperne medrivende, når de kommer med deres råb og stønnen, hvor Jan-Lee atter engang fyrer sin Bruce Lee vildskab af. Slagenes klang er ikke realistiske men fungerer som de skal i et animé præget kampspil. Hver enkelt objekt i banerne har også lyde, som metal, træ, dyr og så videre.
Holdbarhed
Her har fightingspil altid lakket bagud, og Dead or Alive 4 er bestemt ingen undtagelse. Vi finder de velkendte spiltyper så som Story Mode, DOA Online, Watch Mode, Survival og derudaf, så der er ikke rigtig noget nyt at komme efter. Efter små tre timers spil har du allerede låst op for alle baner og fem karakterer, hvor den sidste hemmelige karakter, Tengu, kræver lidt mere tid at låse op for. Hver karakter har mindst tre kostumer, men hvis du ikke går efter de mange achievements, får du ikke meget ud af singleplayer, med mindre du elsker at tage snapshots.
Onlinedelen er klart seriens stærkeste led, men hvis du ikke har nogen overdrevet god forbindelse, forsvinder genspilningsværdien hurtigt på grund af en frustrerende dårlig opsætning af onlinedelen og netkoden. Har du derimod tålmodighed og venter til senere i denne måned, skulle en patch gerne have fikset nogle af online problemerne. Har du en interesse for at udbygge din japansk inspirerede lobby, er der en del at komme efter i Zacks Shop, men der er virkelig ikke noget wow at komme efter. Hvis bare Team Ninja havde indført tonsvis af flere karakterer, baner, kostumer og et customization mode, ville det hele se meget mere holdbart ud.
Overall
Dead or Alive 4 er forbedret på mange punkter men føles hverken next-gen eller nyskabende. Det er Itagaki vi har med at gøre her, og derfor henvender spillet sig mest til hardcore Dead or Alive fans, men nybegyndere kan sagtens følge med på titlens nemmeste sværhedsgrad, Normal. Der er desværre kun seks nye karakterer, enkelte baner at låse op for og færre kostumer end tidligere set. Onlinedelen skuffer med sin dårlige netkode og ligegyldige lobbyer. Der er i alt ikke meget at komme efter, men du får nok ikke noget bedre fightingspil længe, og Dead or Alive 4 vil sidde sikkert på tronen flere måneder fremover.
Facebook
Twitter
