Science fiction fans kender rutinen med at rejse rundt mellem eksotiske verdener for at befri diverse fruentimmere og undervejs nedkæmpe mængder af grimme firbenslignende skabninger. Flere gange har muligheden budt sig for, at vi spillere kunne opleve sådanne rumfortællinger i form af forskellige skyde- og rollespilstitler såsom Mass Effect eller Halo spillene. I rækken af sådanne titler kommer nu DarkStar One Broken Alliance, som når man står med coveret i hånden umiddelbart ligner allerede kendte science fiction-inspirerede spil. Ret hurtig efter coveret er åbnet og skiven sat i maskinen, finder man dog ud af, at dette er noget ganske anderledes.
Man spiller som Kayron Jarvis, en ung rumpilot, som lige har mistet sin far. Efter farmands død har man arvet et rumskib, som hedder DarkStar One. Ret hurtigt finder man ud af, at ens fars død er forbundet med en forbrydelse, og her starter jagten på sandheden og de onde bagmænd. Efter en kort oplæring i de basale teknikker i styringen af rumskibet, kastes man ud i historien og en lang rejse rundt mellem mængder af fremmede planetsystemer. Udvikleren lover, at der er over 300 forskellige verdener at besøge, og allerede nu kan jeg løfte sløret for, at jeg endnu ikke har nået at smutte forbi dem alle.
DarkStar One adskiller sig fra de andre science fiction titler på markedet ved at være et arcade-inspireret rumskibsspil, hvor man sidder midt på skibets kommandobro og orienterer sig ud fra en første persons synsvinkel. Styringen kræver tilvænning, og selv efter mange timers spil kan man til tider rode lidt rundt med knapperne. Det er ikke lavet optimalt, og styringen kom aldrig til at virke intuitivt for mig. I de mest hektiske kampe endte jeg jævnligt med at udløse en masse forskellige reparationsrobotter, bomber og ekstra skjold synkront, hvilket gav flotte farver på skærmen, men desværre ikke altid var det bedste for kampens udfald.
Gennem spillet kan man vælge forskellige karriereretninger, hvor man blandt andet kan forsøge sig som handelsmand, dusørjæger, smugler eller lejemorder. Mulighederne er på papiret mange, men i realiteten er de missioner, man udfører, meget ens. Flyv til punkt A og slå nogle ihjel eller hent eksempelvis en container og drøn derefter til punkt B og få en gevinst. På spillets statistikoversigt kan man så følge med i sin karriere indenfor de forskellige professioner. Det bliver dog aldrig rigtig relevant og tjener alene det formål, at man kan hente nogle achievements, hvis man går op i det.
En af de centrale ting i DarkStar One er opgraderinger af rumskibet. Man optjener penge ved at lave missioner, og disse kan bruges til at bevæbne og udbygge DarkStar. Flere opgraderinger er nødvendige for at komme videre i spillets hovedhistorie, så man tvinges til at lave bunker af sidemissioner. Opgraderingerne gør én stærkere, og det mærkes tydeligt i de efterfølgende kampe. Nødvendige opgraderinger kan udover stærkere våben også være forskellige dimser, som gør, at man kan flyve længere ud i rummet. Udover udbygning af skibet ved tilkøb af forskellige ting, er der også et level-system styret af indsamlingen af såkaldte artefakter. Disse er reelt noget, som ligner krystaller, og de gør, at DarkStar kan opgraderes og blive stærkere. Stigende level-niveau gør, at man åbner op for nye klasser af våben og andet lir, som man kan styrke skibet med. Selve delen med at udbygge DarkStar er ganske underholdende og en af de bedste ting ved spillet. Det hele virker meget nemt tilgængeligt, og det giver en fornemmelse af arcade mere end simulator.
Kigger man igen på spillets cover loves der 90 minutters original musik. Dette er lidt svært at høre, da musikken er meget ens hele vejen igennem og spillets lydkulisse primært er diverse skydevåben affyret af fjenderne eller dig selv. Musikken lyder gammeldags, og den bliver hurtigt irriterende i passager og langtfra altid passende for et rumeventyr. Fjenders kommentarer over radioen under forskellige kampe er ens gennem hele spillet, hvilket ikke giver indtryk af den store kvalitet. Dette virker mere som en arcadetitel hentet på Xbox Live Markedspladsen end et retailspil købt hos den lokale spilbutik. Grafisk er spillet ikke imponerende. De gange, hvor man eksempelvis kommer lidt tæt på forskellige asteroider, kan grafikken godt blive lidt grovkornet. Det visuelle er dog generelt acceptabelt, men så heller ikke meget mere.
Variationen i DarkStar One Broken Alliance er nok spillets største svaghed. Man laver det samme hele tiden. Kombineres de ensformige missioner med den gentagende lydkulisse, bliver det hele noget kedeligt efter en stund. Der er dog enkelte afbræk fra monotonien, hvor man eksempelvis i bedste Afterburner-stil drøner hen over overfladen på en planet, mens man skyder diverse isenkram i stumper og stykker. Andre scener igen bringer én ned i tunnelsystemer, og alt i alt er disse afbræk fra de ellers meget ens rummissioner tiltrængte. Begejstringen er dog begrænset, da der er mange timers kedelig rumflyvning mellem disse indslag.
På coveret lover spillet en action rollespilsoplevelse, hvilket straks fik mig til at håbe på noget i stil med Mass Effect. Man kan dog ikke komme længere væk fra sandheden. Jeg vil kraftigt betvivle, om man kan kalde dette spil for et rollespil. Hovedhistorien i spillet fortælles i de forskellige cutscener. Disse udløses automatisk, når man flyver hen til en given lokalitet. Imellem disse scener, hvor historien fortælles, laver man så alt skyderiet og udbygningen af skibet. Jeg har virkeligt svært ved at finde noget, som bare minder om rollespil i DarkStar One Broken Alliance. Hvis man søger en god science fiction historie kombineret med et rollespil, skal man nok kikke andre steder end her.
Samlet så ender spillet med at minde om et godt arcadespil tilsat ligegyldige cutscener. Er man lidt hård, kunne man sige, at udvikleren skulle smide cutscenerne ud og derefter sælge spillet via Xbox Live Markedspladsen frem for som en dyr skive i et farverigt grønt cover. Spillet har sine sjove øjeblikke, men det bliver bare hurtigt langtrukkent, ensformigt og kedeligt. Man bruger oceaner af tid på småting som eksempelvis at finde koordinater til nye planetsystemer, og det bliver bare aldrig rigtig interessant. Jeg har nu brugt over 20 timer i selskab med spillet og har endnu ikke gennemført hovedhistorien, så hvis man kan finde en glæde ved denne titel, så har spillet en lang holdbarhed.
På en eller anden uforklarlig og meget lidt logisk måde bliver man alligevel grebet af spillet efter at have kæmpet med det i mange timer. Om det er en form for Stockholm-syndrom, hvor man kaster sin kærlighed på gidseltageren, er ukendt, men der er noget i titlen, som leder tankerne tilbage på ældre spil fra arcadehallerne i 80erne. Dette gør, at jeg med sikkerhed inden længe vil smide skiven i maskinen igen for at overtage kommandobroen på DarkStar i jagten på nye planetsystemer og grumme rumpirater.
Facebook
Twitter
