Johannes Åbenbaring, også kaldet Apokalypsen, i Det Nye Testamente, beskriver en masse syner om fremtiden, som Johannes så på øen Patmos i oldtidens Grækenland. Johannes fortæller i Apokalypsen om de syner han havde af Jesus\' og Satans sidste, fatale sammenstød på jorden, kaldet Armageddon. Med i fortællingen om Apokalypsen er også historien om De Fire Ryttere, eller af mange, takket være Metallicas legendarisk hitsang fra 1981, bedre kendt som The Four Horsemen. Rytterne er Pesten, Sulten, Krigen og Døden, og ifølge Johannes Åbenbaring, underlægger de sig verden.
Det er tydeligt at se, at netop ovenstående har været en vigtig ingrediens ved udfærdigelsen af Darksiders´ synopsis. Historien følges dog ikke slavisk, idet spillet har sin egen, gode og interessante historie. Den vil vi ikke ødelægge for jer, for den skal opleves.
Som spiller kontrollerer vi den ene af De Fire Ryttere, nemlig War. Snydt af mørkets kræfter til alt for tidligt at indlede Verdens undergang, også kaldet End War, ved at begynde en altødelæggende krig imellem himmel og helvede, står vi nu anklaget for at bryde den hellige lov. Vi dør, men bliver bragt tilbage til verden, frataget alle vores kræfter og evner. Vi skal nu ud på en farefuld rejse for at finde sandheden bag plottet samt straffe de ansvarlige.
Spillets ca. 20 timer, afhængig af sværhedsgrad, byder på konspirationer, farefulde alliancer, plotdrejninger og overraskelser, som spilleren roligt kan glæde sig til. Darksiders er et hack n\' slash spil i klassisk stil, som samtidig bringer elementer fra tredjepersons shootergenren i spil. Teknisk set er opbygningen ikke meget anderledes end i mange andre spil fra markedets sidste par år, men vigtigt er det at nævne, at det virker.
Som nævnt bringes War tilbage til verden frataget alle kræfter og evner. Dem skal vi selvfølgelig have tilbage, for det er trods alt sjovest at sparke røv i stor stil. Til det har vi det sædvanlige opgraderingssystem, som giver spilleren mulighed for at have medbestemmelse på, hvilke opgraderinger man prioriterer højest. Ved første møde med dæmonen Vulgrim, ender det med, at han løfter sløret for sine købmandsevner. Vi indgår en aftale med Vulgrim om, at hvis vi bringer ham sjæle, så vil han hjælpe os. Sjæle er derfor spillets valuta, og disse optjenes ved at slås og slå ihjel. Sjælene opdeles dog i tre forskellige farver med hver deres kategori. Kun blå sjæle tjener som valuta til Vulgrims købmandsbutik. Gule sjæle fylder Wars vredebarometer (wrath), som bruges til udførelse af magi, og grønne sjæle giver liv. Samme tre slags sjæle findes også sporadisk spredt over spilverdenen i kister, som War kan åbne.
Hurtigt vil man erhverve sig kraftigere angreb, stærkere magi, mere udholdenhed med videre. Dertil kommer, af man fra forskellige karakterer i spillet vil modtage en lang stribe af saftige og tilfredsstillende våben, hvoraf kan nævnes en le, en gigantisk rundsavslignende kasteklinge (lidt som den spillere af Dark Sector allerede kender) og selvfølgelig Wars trofaste ganger, Ruin, en klippestor, sort hingst med flammende hove og glødende næsebor.
Jeg vil som nævnt ikke gå i detaljer med spillets historie og udvikling, idet det er meget svært uden af lave spoilere. Dog kan det siges, at spillet er opbygget i klassisk stil med gennemgang af en række områder, som alle kulminerer med bossfights af varierende sværhedsgrad og længde. Historien i spillet er i begyndelsen lidt forvirrende, men efterhånden som spillet udvikler sig, og man ser et mønster i hændelserne, så synes jeg egentlig, at Vigil Games har strikket en relativt interessant og underholdende historie sammen.
Spillets indlæringskurve er tilpas og sværhedsgradens stigning i løbet af spillet er fornuftigt tilpasset i forhold til Wars tiltagende evner og styrke. Hack n\' slash genrens hyppigste problem er, at spillene kan føles langtrukne. Et stort plus til Darksiders i den forbindelse er en meget elegant implementeret gådedel. Gåderne er skjulte i spilmiljøet og springer derfor ikke i øjnene som iscenesatte og påtagede. De minder til en vis grad om det, vi kender fra spil som Prince of Persia og Uncharted (ps3) og er altså ofte blot et spørgsmål om en vis grad logisk tænkning og planlægning for at komme eksempelvis over en spærret afgrund eller blot igennem et givent rum eller område. Det giver spillet et ekstra element, som føles som en herlig temposkifter til de ellers ofte intense nærkampe.
Spillet er uhyre underholdende og medrivende, og jeg havde svært ved at lægge det fra mig. Desværre begrænser holdbarheden i spillet sig lidt efter gennemførelse. Achievementjægere vil som altid føle motivation til en ekstra gennemspilning for at finde de sidste collectibles, og jeg tror egentlig også, at spillet vil være underholdende ved en ekstra gennemspilning, idet man kan overføre sin opgraderede karakter til næste tur, og derfor være mere klar måske til sværeste niveau. Desværre findes der ingen andre spilfunktioner end historien. Hverken små ekstrachallenges eller onlinedel er tilstede, hvilket er en skam, for spilverdenen vi bliver introduceret for i Darksiders, ville bestemt være nogle flere besøg værd. Den er herlig, underholdende og afvekslende.
Grafisk er Darksiders et flot udført spil. Med masser af afveksling, en flot farvepalet og visse steder en meget høj detaljegrad, leverer Vigil Games en levende verden. Spillets mange, forskellige karakterer er flot og levende skildret, og antallet af renderingproblemer og andre grafikfejl ligger meget lavt. Som et ekstra pift til den grafiske show of force, indeholder spillet en finisherfunktion, hvor War kan tage livet endeligt fra fjender, der næsten er døde. Med et enkelt tryk på B-knappen, leverer War en lang række alsidige dødsstød på en næsten cinematisk og i hvert fald meget blodig facon. Framerateproblemer oplevede jeg næsten ingen af. De begrænsede sig til at par hak ved checkpoints tre-fire steder i løbet af spillet. Bestemt til at leve med.
På lydsiden synes jeg Darksiders leverer varen i stor stil. Ofte er lyd sværere at imponere med i spil, der ikke skildrer den virkelige verden. Det er lettere at sammenligne med en lyd, man ved, hvordan skal lyde. Ikke desto mindre synes jeg lydene fra sværdklinger, eksplosioner, savlende og stønnende monstre og knagende døre, sidder lige i skabet. De er alle med til at give en god og medrivende spiloplevelse. Dertil kommer stemmeskuespillet, som bestemt ligger i den bedre ende. Til mellemsekvenserne er der skrevet gode og underholdende replikker, og til udførelsen har vi tydeligvis med folk at gøre, der forstår at levere en ordentlig speak-over præstation, blandt andre Mark Hamill, aka Luke Skywalker. Ofte er dialogerne mellem War og de besynderlige væsener han render på, både morsomme og stemningsskabende. Der er desuden skrevet replikker nok til, at vi overordnet set undgår alt for mange gentagelser. Musikken i spillet er flot og episk, og bringer hurtigt tankerne hen på Ringenes Herre.
Konklusionen er, at Darksiders har sparket 2010 i gang med stil med denne underholdende og flotte oplevelse på et marked, der tilsyneladende har fokus på hack n\' slash, helvede og det godes kamp imod det onde. Med de øvrige spil i genren på trapperne er spillene i hård kamp om kundernes penge. Darksiders bringer intet nyt til bordet, men har taget fat i allerede velfungerende elementer og principper og kogt dem sammen til et rigtig fint spil, som med stor sandsynlighed vil bringe nogle gode timer indendørs i denne kolde vintertid. Har du ikke allerede investeret i Darksiders, og er du generelt glad for hack n\' slash genren, eller kan du bare godt lide at svinge klinger imod slimede monstre så blod og materie sprøjter til alle sider, så er der ingen vej udenom. Ned til den lokale spilforhandler.
Facebook
Twitter
