Så hvad kan jeg udtale mig om? Dark Souls II: Scholars of the First Sin er et meget svært action rollespil, som stiller store krav til spillerne, men også giver godt med belønning tilbage. Du dukker op i en mystisk verden, og skal straks i gang med at finde ud af hvad der foregår, hvilket ikke er helt nemt. Ret hurtigt vil det dog gå op for dig, at du ikke undgår kamp, da næsten alt og alle i denne verden er ret ivrige efter at slå dig ihjel. Som du langsomt kæmper dig fremad, begynder historien at tone frem og man får flere og flere detaljer, der kan hjælpe én med at forstå hvad der foregår.
Du starter med at vælge en profession, men den giver dig egentlig bare noget udstyr at starte med, og derefter kan man selv bestemme i hvilken retning ens karakter skal udvikle sig. Der er ikke en type, der er bedst eller nemmest at spille, men man vil nok alligevel hurtigt finde den der passer bedst til ens spillestil. Jeg endte op med en almindelig kriger med skjold og stor rustning, da det gav maksimal beskyttelse. Andre vil måske foretrække mindre beskyttelse, mod at kunne skade på afstand, for eksempel med magi. Men jeg havde altså brug for maksimal beskyttelse.
Spillet er delt op i områder, som man skal kæmpe sig igennem, og hver område har nogle bosser der skal nedkæmpes, inden man kan fortsætte. I zonerne findes der bålpladser, som man hurtigt vil lære at kende. Det er nemlig der man genopstår hver gang man dør og de kan blandt andet bruges til hurtigt at rejse rundt mellem områderne. Mens man kæmper sig fremad optjener man souls, som skal bruges til at forbedre sin karakter. Hver gang man dør mister man alle de optjente souls og kan først få dem tilbage hvis man når frem til stedet, hvor man døde. Det er ofte svært og når man så samtidig bliver svagere for hver gang man dør; man får simpelthen mindre livspoint, så er det at dø noget man gerne vil undgå, da det nemt kan ende med at man sidder fast et sted og dør igen og igen. Det er på forunderlig vis også lidt af charmen, for når man så endelig kommer forbi det punkt, så er man umådelig stolt og føler virkelig at man har opnået noget.
Men det er ikke kun i kampene at spillet er svært. Man får stort set intet forklaret i dette spil og man må selv finde ud af tingene. Der er ingen hints om hvor man skal gå hen, så man må prøve sig frem. Der er intet kort til at hjælpe og ofte støder man på lukkede døre, som man så skal genbesøge senere når man har fundet en nøgle, eller hvad der nu skal til for at åbne den. Man finder masser af udstyr og items, men med en minimal beskrivelse, så er det ofte svært at finde ud af, hvornår det er smart at bruge det. Igen må man prøve sig frem, og langsomt bliver man bedre og bedre til at udnytte sit udstyr og overleve strabadserne. Men det kræver tålmodighed og man får intet serveret.
De områder man render rundt i, og de fjender man kæmper imod, er ganske pæne at se på. Hvis man altså kan kalde skeletter, zombier og andre groteske monstre pæne. Teksturerne på banerne er til tider lidt kedelige og grå, og kunne måske godt være piftet lidt op, men det bliver opvejet af en rigtig god lyssætning. Man render ofte rundt i halvmørke og det giver god mulighed for at udnytte lyset til at skabe stemning, og det bliver gjort rigtig godt. Men ellers er grafikken altså lidt en blandet fornøjelse. Det ene øjeblik kigger man på en rigtig flot og imponerende scene med et stort udsyn ud over gamle ruiner, og det næste øjeblik står man i en smal gang med halvkedelige teksturer og lidt for firkantede småsten.
Hvad angår lyden, så brød jeg mig ikke rigtig om musikken, så den blev ret hurtigt slået fra. Resten af lyden fungerer heldigvis udmærket og for mig virker det altså bedre at kunne høre, hvad der sker i den mørke gang jeg begiver mig ned af, i stedet for noget musik. Ja, faktisk fandt jeg det helt nødvendigt for ikke at blive overrasket at dødbringende monstre alt for tit.
Der er også online multiplayer, og her er der bestemt tænkt nyt. Man støder konstant på beskeder fra andre, hvor de kommer med gode råd, eller man ser deres blod, som man så kan undersøge og se hvordan de døde lige der. Det er den simpleste form for online spil. Altså lidt hjælp (hvis man ellers tør stole på beskederne) til at regne banerne ud. Man kan også finde genstande, der gør én i stand til at indtage andres spil, og på den måde hjælpe dem igennem banerne, eller få andre med i ens eget spil. Jeg havde store problemer med en boss og havde næsten opgivet, da jeg pludselig fik mulighed for at få en anden spiller med og i fælleskab var det ikke noget problem at få slået bossen ihjel. Dejligt, men det er ikke noget man skal regne med sker tit. Man kan, så vidt jeg ved, også invadere andres spil og forsøge at slå dem ihjel, men det så jeg nu ikke noget af imens jeg spillede.
Dark Souls II: Scholar of the First Sin er bestemt et besøg værd. Det er meget svært, men også underligt fascinerende. Man kan aldrig vide sig sikker og ens nysgerrighed driver én videre på trods af de, til tider, umulige odds. Man skal være forberedt på at dø mange gange og det er bestemt ikke et spil for utålmodige sjæle. Dem der holder ud bliver til gengældt belønnet med en følelse af at have opnået noget. En følelse, som måske mangler lidt nu om dage, hvor man ofte bliver ledt igennem spillene og hvor sværhedsgraden blot kan nedjusteres så man hurtigt kan skøjte igennem spillet. Der er bestemt ingen hurtige genveje i Dark Souls II. Det er ubarmhjertigt, mystisk, frustrerende og fascinerende. Man kan godt forstå at Dark Souls II har så mange fans og denne udgave af spillet skal nok skaffe endnu flere af slagsen.
Facebook
Twitter
