Dark Souls II er bygget op om en filosofi om, at spilleren bliver holdt i hånden i nutidens spil og at udfodringer, mysterier og følelsen af at være fortabt i en stor verden er noget der kun findes i tidligere konsolgenerationer og Dark Souls II bryder netop op med dette. Den eneste hjælp man bliver tilbudt er et trænings-område, som man dog sagtens kan springe over, hvorefter man er helt på egen fod. Dette betyder blandt andet, at man kan undgå at snakke til en bestemt person, som ellers overdrager en et af spillets allermest essentielle hjælpemidler.
Ud over det, så er Dark Souls II faktisk også bare godt gammeldags svært og udfordrende. Du kommer til at dø en masse, og man er nødt til at vænne sig til det i forbindelse med at anmelde spillet er undertegnede død over 200 gange henover en eftermiddag. Det er samtidig et af hovedsalgspunkterne for Dark Souls II hvis du ikke er interesseret i at blive udfordret og gennemtævet rigtig, rigtig mange gange, i et forsøg på at gennemføre spillet, så er det ikke noget for dig.
På trods af at Dark Souls II bedst kan beskrives som utroligt svært, så er kampsystemet meget simpelt. Med RB og RT styrer man sin højre hånd, med hhv. svage og stærke angreb, mens at LB og LT gør præcis det samme, bare med venstre hånd. Spillets kampsystem er dog samtidig bygget op omkring stamina hvis man angriber, så bruger man energi, som så gradvist genopfyldes. Man bruger selvfølgelig af samme staminabar, hvis man blokerer for angreb eller undviger via en rullefaldsmanøvre. Pointen her er, at man er nødt til at passe på med ikke at angribe for meget, da ens handlinger bliver langsommere og svagere, når man ikke har nok stamina og så kan en situation hurtigt komme helt ud af kontrol. Man dør som regel af så få slag, at det kan tælles på én hånd, og dermed er snuhed og kontrol over kampen essentiel for ens overlevelse specielt hvis man kommer ud i en situation, hvor man bliver angrebet af flere fjender samtidigt.
Det tiltrækkende ved Dark Souls II er allermest hvor godt designet spillet er leveldesignet er fantastisk, og det er helt fabelagtigt med store bosser, horder af fjender og veldesignede områder. For eksempel Forest of Fallen Giants, et af de første områder man kommer til, hvor at højdepunkterne inkluderer et stort sværd fra en statue, som nu stikker ud af gulvet og rager ud over havet... Med en fjende stående på det, og en kiste helt ude i enden. Det er svært ikke at have en vis form for æresfrygt over så veldesignede omgivelser, og det bliver kun bedre når man til sidst står overfor The Last Giant, som er stor og frygtindgydende og nemt kan trampe dig til døde, hvis man laver bare et mindste fejltrin.
Det er her, at Dark Souls II er fantastisk når man er låst fast i en kamp mod en stor, veldesignet boss, som med et par hurtige slag kan sende en direkte tilbage til sidste lejrbål. Musikken i bosskampene er helt i top, og det er lang tid siden jeg har følt mig så trængt op i et hjørne, som når man står der mod en kæmpestor gigant, som man allerede har tabt til adskillige gange, og nu igen forsøger at slå ihjel. Jeg havde helt glemt, hvor sjove, spændende og udfordrende bosskampe bør være, indtil at jeg gang på gang forsøgte at dræbe giganten og så er det naturligvis en fantastisk følelse, når det endelig lykkes.
Et af minuspunkterne ved Dark Souls II er desværre, at selvom det på et designstadie er rigtig fedt, og at spillet har nogle meget kønne mellemsekvenser, så er selve spillet ikke specielt kønt. Det burde bestemt være muligt at presse mere ud af konsollen på dette stadie i levetiden, men det er åbenbart ikke tilfældet. Hvis man forventer en visuel oplevelse af de helt store, så kommer man til at blive slemt skuffet, selvom at spillet til tider er utroligt pænt for eksempel er solnedgangen over havet i Majula, spillets hovedområde, utroligt pæn, men det er ikke et niveau som resten af spillet kan komme op på, hvilket er ærgerligt.
Der er mange interessante mekaniker i spillet, deriblandt Souls-systemet. Hver gang man dræber en fjende får man et antal Souls, som både kan bruges som XP, hvis man vil levele op i Majula, eller som en valuta, hvis man vil købe våben eller andre hjælpemidler af spillets personer. Det er et dejligt twist, at man er nødt til at vurdere, hvad man vil bruge pengene på. Skulle man være så uheldig at dø, så bliver ens optjente Souls også liggende der, hvor man døde og så får man dem kun tilbage, ved at finde tilbage til området og hente dem, inden man dør igen. Derudover er der Humanity jo flere gange man dør, desto svagere bliver man, hvilket resulterer i, at ens max liv går ned. Dette kan dog kureres, ved at man bruger en genstand til at gøre sig selv til menneske igen. Et sjovt koncept, der passer rigtig godt ind i noget så afstraffende og svært som Dark Souls II.
Dark Souls II indeholder også få onlinemuligheder, som blandt andet består i, at man kan efterlade beskeder til andre spillere hvilket mest af alt er underholdende, fordi at folk efterlader tips, der sender nye spillere på afveje og at man kan invadere andre folks verdener, og slå dem ihjel. Sidstnævnte er ikke noget der sker særlig tit, og det føles ikke rigtigt, som om at det bidrager noget til spillet. Der er også meget begrænsede player-vs-player-muligheder, men spillet er, inde i kernen, en fed singleplayeroplevelse, og det føles lidt meningsløst at der er kastet nogle små multiplayeroplevelser oven i hatten.
Dark Souls II er ikke et spil for alle, og det gør ikke nogen forsøg på at skjule det det tager et langt skridt væk fra den spilformular vi ellers har set rigtig mange andre spil følge, og resultatet er et ekstremt godt og udfordrende rollespil, som kun belønner spilleren, når man rent faktisk har udført noget stort. Det er mystisk, storslået og der er ikke megen hjælp at hente, ud over simpelthen at prøve sig frem. Det er ikke specielt nyskabende, men bygger tværtimod bare direkte videre på den succesfulde formular fra det første Dark Souls, og hvis man kunne lide dette, eller er interesseret i at blive udfordret en sidste gang, så er det bare om at støve din Xbox 360 af, på med rustningen og så kaste dig direkte ud i den visse død rigtig, rigtig mange gange.
Facebook
Twitter
