Condemned 2

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 30. marts 2008 - kl. 19:11
Del denne artikel:
26 0

Sluk lyset, skru op for lyden og sæt dig godt til rette i stolen, velvidende at du næppe kommer til at sidde stille i de næste mange timer.

Sluk lyset, skru op for lyden og sæt dig godt til rette i stolen, velvidende at du næppe kommer til at sidde stille i de næste mange timer. Det bedste hjælpemiddel mod en for lav puls, hvis man ser bort fra motion, er igen tilbage og med et seriøst brag!

Nu er det igen blevet tid til at overtage rollen som Ethan Thomas og igen er det SEGA der udgiver mens Monolith endnu engang har stået for udviklingen. Meget er sket siden vi sidst stiftede bekendtskab med Ethan Thomas. Fra at være en fast bestanddel af FBI afdelingen SCU, har episoderne fra det første Condemned spil og ikke mindst duellen med Serial Killer X arret Ethans sjæl i sådan en grad, at hans liv og karriere er endt i rendestenen. Endvidere har Ethan udviklet en forkærlighed for alkoholiske drikke og tager nu til takke med at være en ensom hjemløs, der plages af hallucinationer. Men da Ethans mentor Malcolm Van Horn bliver dræbt hidkaldes Ethan igen til SCU af sin gamle kontakt, Rosa, og så starter den vilde jagt på morderen. Dette bringer endnu engang vores hovedperson ud i gaderne hvor jungleloven er gældende, og hvor andelen af voldelige tilfælde blandt de mange hjemløse stadigvæk er støt stigende. Der kunne skrives side op og side ned om historien i Condemned 2, men det vil jeg undlade for at bevare spændingen. I stedet vil jeg afsløre, at Condemned 2 byder på en række forskellige sammenkædninger med nogle af de events man aldrig fik forklaret i det første spil.

Condemned 2 er ligesom sin forgænger et actionspil, hvor man ser verden gennem øjnene på Ethan Thomas. Grunden til at jeg ikke har valgt at kalde spillet for en decideret First Person Shooter er, at det kun er meget sjældent at man egentligt støder på skydevåben. I stedet er skudduellerne erstattet med deciderede up-close-and-personal kampe, hvor der kæmpes med de bare næver eller hvad man formår at få fingrene i af slaggenstande. Undervejs i spillet bliver man stillet overfor en række gåder som skal løses ved hjælp af de midler man har som FBI-agent. Dette kan f.eks. være et gerningssted som skal gennemlyses med et blåt neonlys for at finde blodpletter, eller et lig som skal fotograferes for at kunne finde eventuelle fingeraftryk. Selvom disse gåder er et fornuftigt afbræk imellem de mange kampe, så er der slet ingen tvivl om, at Condemned 2’s omdrejningspunkt er de mange kampe eller rettere spændingen når man venter på at en kamp skal bryde ud.

Men dét der uden tvivl adskiller Condemned serien fra så mange andre spil i genren er den underliggende uhygge. Den måde som udviklerne har valgt at spilleren skal opleve rollen som den alkohol- og hallucinationspåvirkede Ethan Thomas er simpelthen fantastisk nervepirrende, for hvad er virkelighed og hvad er ren fantasi? Til forskel fra FEAR som også benytter sig af skræk og rædsel som et bærende element så er uhyggen i Condemned noget anderledes. I FEAR vil man mange gange opleve at chokmomenter som f.eks. blændende lys og tårnhøj lyd bruges som uhyggemoment, mens man i Condemned 2 i langt højere grad vil opleve at uhyggen består i en larmende stilhed, kun afbrudt af lyden af en sodavandsdåse der triller frem fra korridoren eller lyden af skridt længere fremme. Det frembringer muligvis den største forskrækkelse når nogen pludseligt stikker hovedet frem og råber ”BØH” men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dét der giver mest sved i håndfladerne er når uhyggemomentet langsomt opbygges ved hjælp af den underliggende dystre musik og mørke miljøer, som nærmest omslutter spilleren efterhånden som man bevæger sig frem. Og så er der jo det faktum at man i FEAR kunne skyde sin modstander i smadder fra flere meters afstand, mens man i Condemned bliver nødt til at tage kampen med næverne, hvilket er noget mere intenst.






Fans af det første Condemned spil vil meget hurtigt føle sig tilrette i Condemned 2. Kontrolskemaet er stort set det samme som i det første spil og så alligevel ikke. Noget af det udviklerne har ændret er nævekampssystemet, således at man nu skal bruge såvel LT som RT i kampene – én for hver hånd og trykker man samtidigt vil man blokere fjendens angreb. Derudover har man nu muligheden for at udføre en række comboer, som f.eks. kan være venstre, højre, venstre – spark, venstre, højre – block, højre, højre osv. Disse tilfører modstanderen yderligere skade og fylder langsomt et ”combometer” op. I takt med at combometeret bliver fyldt kan spilleren udføre et såkaldt chain-attack, hvor man skal trykke på LT eller RT i den rækkefølge de bliver vist på skærmen og dermed udføre et kraftigt angreb på modstanderen. Combometeret kan opgraderes til tre forskellige niveauer og et chain-attack på niveau tre er naturligvis kraftigere end et chain-attack på niveau et. Derudover er dit chain-attack forskelligt alt efter om den aktiveres med RT eller LT, så der er rigeligt med muligheder for at tage livet af dine fjender. Desværre virker systemet noget ineffektivt når der er flere fjender i området, og dette ender med at kampene bliver alt for uoverskuelige og nærmest umulige at gribe an. Desuden virker dine modstandere ofte urimeligt uintelligente men det er måske hvad man kan forvente af fulde, hjemløse mennesker. Man kan ligeledes bruge combos når man tager et jernrør, en mursten eller sågar en golfkølle til hjælp og man kan endvidere kaste sine våben efter fjenderne nu.

Hvis ikke du allerede nu har fået behovet for brutaliteter stillet, så er der flere ”lækkerier” at hente, for ligesom i det første Condemned spil, så har man muligheden for at udføre et såkaldt ”execution move” når modstanderen er godt mørbanket. Forskellen i Condemned 2 er dog, at man ikke længere ”blot” nikker modstanderen en skalle eller brækker halsen på ham, nej i stedet får man nu muligheden for at tage miljøerne til hjælp således at du kan tage livet af fjenden ved at smadre hans hoved ind i en glasmontre eller et TV.

Er man så heldig at få fingrene i et skydevåben, så har man nu mulighed for at benytte sig af en sigte-funktion, som aktiveres ved et tryk på LT. Dette er præcist som vi kender det fra andre FPS’ere, men forskellen består i, at Ethan grundet sine alkoholproblemer pludseligt kan få svært ved at fokusere. Her vil skærmen blive sløret og du vil få mere end svært ved at ramme et mål på længere afstand, hvis ikke du kan få fingrene i nogle alkoholiske drikkevarer til at dulme nerverne på Ethan. Mængden er ammunition er sparsom så man får næppe noget ud af at lege Rambo, specielt ikke på de højere sværhedsgrader hvor man meget hurtigt vil løbe tør for ammunition og dermed er et nemt offer for de mange fjender. Dog er andelen af skydevåben noget større end i det første Condemned og det er egentligt lidt ærgeligt, da det netop er de intense nærkampe der giver spilleren adrenalinsus.






En anden feature der har fået sig et gevaldigt pift opad er crime solving systemet, hvor man ved hjælp af diverse elektroniske hjælpemidler skal opklare forskellige sager eller finde spor på mordscenen. I det første Condemned spil var dette område af spillet begrænset til at man blot skulle finde et spor for at kunne fortsætte men i Condemned 2 vil spilleren nu blive stillet overfor en række muligheder. F.eks. vil man i en given situation skulle afklare fra hvilken vinkel offeret er blevet skudt, om han er blevet skudt på stedet eller er blevet flyttet, hvilken beklædning han har på samt hvilket udseende offeret har. Endvidere vil man have forskellige muligheder for at stille spørgsmål til ens livline i laboratoriet, Rosa, og når opklaringssekvensen er overstået får man så en bedømmelse for hvor godt man har klaret detektivarbejdet. Klarer man sig godt i opklaringen af de forskellige gåder og er man omhyggelig med at finde forskellige genstande på banerne som f.eks. TV, radioer og de såkaldte Sonic emitters, så belønnes man efter hver level med et guld, sølv og bronzesystem. Efter hver level modtager Ethan en upgrade f.eks. i form af et pistolhylster, en skudsikker vest m.m. – og har man klaret den foregående bane til guld-rating, så vil dette pistolhylster være det bedste af slagsen, mens det vil være knapt så godt hvis man kun har fået en bronze-rating. Et smart påfund fra udviklernes side således at det giver mening at lede ethvert rum igennem efter gemte genstande.

Grafisk set er Condemned 2 noget mere avanceret end sin forgænger. Såvel miljøer som persongalleriet har fået sig et betragteligt skub i den rigtige retning og det giver også spillet et boost til at sprede den helt rigtige uhyggestemning. Lyseffekterne er fornemme og fungerer specielt godt i de mørke, trange områder hvor det eneste spilleren har at klamre sig til er skæret fra sin lommelygte. Det er også tydeligt at se at der er blevet arbejdet voldsomt på de forskellige miljøer således at de reagerer realistisk på specielt lys. Eneste grafiske minus er, at man flere gange vil opleve, at frameraten falder. Det er ikke umiddelbart noget der sker så ofte at det er generende, men det er alligevel ærgerligt når nu grafikken ellers er blevet så meget bedre end det første Condemned. Endvidere kan det nævnes at udviklerne ikke altid har været lige heldige med at få specielt dine teammates til at se helt realistiske ud.

Lydsiden fungerer optimalt, specielt når der ikke rigtigt er nogen aktivitet udover lydene fra dine egne skridt og den stille baggrundsmusik, som dog er medvirkende til at der langsomt opbygges én af de bedste atmosfærer set (og hørt) på Xbox 360 hidtil. Stemmeskuespillet er velfungerende og når der endeligt er optræk til slagsmål så vil man heller ikke mangle lyden af et jernrør der smadres mod et kranie. Lyden af håndmadder der uddeles til højre og venstre er tilpas skærende til at man næsten kan fornemme blod, sved og tandstumper, der flyver gennem luften som resultatet af et velplaceret hook i sin modstanders ansigt. Men til trods for de actionbaserede lyde så er det primært når lydsiden stort set ikke bruges at man virkeligt oplever hvor fantastisk velovervejede Monolith har været i brugen af denne. Eneste kritikpunkt på lydsiden er at spillets skydevåben lyder urimeligt fesne, men da de ikke fylder så meget i spillet er det til at leve med.






Når man har slået og skudt sig igennem singleplayerdelen, som tager omkring 7-8 timer på medium sværhedsgrad, kan man vælge at køre hele spillet igennem igen i FPS mode, hvor man får pistoler og masser af ammo til rådighed. Derudover kan man stifte bekendtskab med Bloodshot Fight Club som er en række leaderboardbaserede minigames som f.eks. ”beskyt 3 politimænd imod horder af fjender”, ”dræb et vist antal fjender hurtigst muligt” m.m. Denne del er egentligt ret intetsigende og ligegyldig, og tilføjer ikke nævneværdige minutter til spillets samtlige levetid.

I stedet kan man springe på Xbox Live, for Monolith har nemlig designet en multiplayerdel til Condemned 2. Multiplayerdelen består af ni baner fra spillets levels samt fire forskellige gamemodes. Deathmatch, Team Deathmatch, Bum Fight og Crime Scene. De to førstnævnte kender vi, så der er ikke så meget nyt der, men til gengæld er de to andre koncepter nye. Bum Fight er et seks versus to gamemode, hvor to af spillerne er politifolk mens resten er voldelige hjemløse. Det går herefter ud på at nedlægge politifolkene eller forsvare sig som politimand indtil tiden udløber. Banerne er desværre så små at det mest af alt bliver en gang virtuel bunkeslagsmål frem for en strategisk tilgang til tingene. Crime Scene er et friskt pust hvor man spiller politifolk mod kriminelle. De kriminelle skal forsvare nogle beviser i form af kufferter med afskårne hoveder mens politifolkene skal finde frem til disse. Som kriminel har man kun køller, jernrør m.m. til rådighed mens man som politimand har hele porteføljen af skydevåben samt opklaringsmidler man kan bruge. Denne gamemode er absolut den der har størst potentiale da deathmatch samt bum fight meget hurtig bliver alt for uoverskueligt, sammenholdt med at kamp-systemet har det med at falde noget igennem i multiplayer.

Samlet set er Condemned 2 et rigtig godt bud på, hvordan man kan lave en efterfølger der både gameplay-, lyd- og grafikmæssigt har masser af nyt at byde på. Hvis man er fan af en god singleplayerdel krydret med en god, omend noget makaber, historie så kan Condemned 2 sagtens anbefales. Hvis man helst finder sin underholdning over Xbox Live og springer singleplayerdelen over, så er Condemned 2 simpelthen ikke stærk nok på onlinedelen til at kunne holde spilleren underholdt længe af gangen. Blev man til gengæld bidt af det første Condemned, så er der ingen vej uden om! Condemned 2 bevarer ånden fra det første spil og byder på masser af nævekampe, intensitet og hop i stolen – bring on the horror!
Fakta
Condemned 2

Condemned 2

PlatformXbox 360
UdviklerMonolith
UdgiverSEGA
Spillere1-8
Udgivelsesdato04-04-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stoffer Skærmmende Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.9
Grafik:8.5
Online:6.8
Holdbarhed:7.4
Overall 8.1
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.