Activision og Infinity Ward har sat en høj standard, når det kommer til shooter spil på den nye Xbox360 platform. Hvis det ikke havde været for den noget lade Live del, ville spillet være endnu mere anbefalelsesværdigt. Med eller uden en fed multiplayer oplevelse er Call of Duty 2 dine penge værd.
Gameplay
Det første du bider mærke i, er det velfungerende sigte system. Her er det endda muligt at gøre det hele endnu mere realistisk ved at fjerne sigtekornet, så det er dig selv, der skal have en fornemmelse for, hvor du sigter. Noget som er savnet i FPS spil til konsol i dag er muligheden for at tage dit våben op til hovedet og sigte endnu mere præcist, som det for eksempel ses i Vietcong serien til PC. Det er fra den anden december nu også blevet en realitet på konsol, for i Call of Duty 2 kan du nemlig trække geværet op til hovedet og sigte bedre. Det er funktionelt og et af spillets stærkeste forcer.
Noget andet du straks finder ud af er, hvor enkel, nem og ligetil kontrollen er. Som før nævnt er sigtet perfekt, men også kontrol layoutet sidder lige i ærmet. Det fungerer næsten som Halo Combat Evolved, hvor du dog bruger LB og RB til henholdsvis granater og røggranater. Man kan gå så langt, at for nogle vil denne kontrol være bedre, end hvis du styrede det hele med mus og tastatur. Du føler ikke engang controlleren i hånden, fordi du aldrig glemmer, hvad du nu skulle trykke på.
Call of Duty 2 kan deles op i to dele, singleplayer og multiplayer. Singleplayerdelen indeholder hele tre kampagner, hvor du starter ud som russer, senere englænder og til slut amerikaner. Dette er som bekendt et spil om anden verdenskrig, og derfor er det ingen overraskelse, at du skal spille nogle af de kendte begivenheder og er oppe mod tyskerne.
Igen kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at du har et hold med dig. Trods den gode kunstige intelligens kommer de også til gene op til flere gange. Når en granat lander for fødderne af dig, vil du meget hurtigt væk, men der er bare de specielle gange, hvor dine holdkammerater ønsker dig dræbt på stedet og ikke lader dig komme forbi. En anden dumhed er, at der i nogle tilfælde kan lande en granat og enten løber de over til den, eller også sætter de sig på den og holder sig for ørerne. Måske ønsker de bare ikke at være med i krigen, men trods disse mere eller mindre pinlige aktioner har de også deres forcer.
Det føles virkelig som om du kæmper side om side med personer, der har betydning. Dette skyldes til dels, at hver soldat har en rolle og et navn, som du kan se, når du kigger på dem. De skyder fjender ned, går i dækning, kommunikerer og hjælper dig i sikkerhed, da du kommer ud for et uheld under D-dagen.
Hvor dine venners AI er tilfredsstillende, er dine fjenders intelligens endnu bedre. De kan som dine venner kaste granater tilbage, kommunikere, gå i dækning eller sågar løbe efter dig som et vildsvin for bare at tæske dig ned i jorden. Især på den sværeste sværhedsgrad, Veteran, kan man se, at de løber for livet og har fået en del træning med våben.
Alligevel mener jeg, at spillet havde været bedre, hvis du havde kontrollen over dine kammerater. Hvis du havde dette ville spillet virke mindre arkadisk og meget mere taktisk, herved ville de heller ikke komme til at stå i vejen for dig, men det er nu tilfældet.
Kampagnen kan betegnes som mere eller mindre ensformig. Det hele handler egentlig blot om at skyde alle fjender ned og plante sprængstoffer. Andet handler det ikke om, men så fungerer det også perfekt, og det fanger dig fra start til slut og kan godt tåle flere gennemspilninger, fordi man simpelthen ikke køre træt i det. En stor grund til, at det ikke kommer til at virke ensformigt er AIen men også miljøerne. Du starter i det snebedækkede Moskva og kommer så forbi Stalingrad, Egypten, Frankrig og slutter så af i Tyskland, for bare at nævne nogle af lokaliteterne.
Der er store øjeblikke undervejs, men det er på grund af de mange scriptede scener, hvor en tank for eksempel skyder et hus i stykker, eller hvor du bliver trukket i sikkerhed af en kammerat. Det gør intet, at disse begivenheder er scriptede, for det sætter stemningen, og får dig med i krigen hundrede procent.
Noget der specielt er vigtigt på de sværere sværhedsgrader er ikke blot at kunne ramme, men bestemt også at forstå, at det at gå i dækning er en god idé. For når først du bliver ramt en gang, er der ikke de store chancer for at overleve, og så skal du naturligvis reloade op til flere gange. Call of Duty 2 indeholder mange af de kendte våben fra 40erne, hvor alle føles som de skal, og du får dig hurtigt et favorit våben.
Hvor singleplayerdelen er i en klasse for sig selv på 360eren, er multiplayerdelen mangelfuld og begrænset. Du kan spille op til 4 spillere via split-screen, 8 spillere over Live eller 16 spillere over system-link. 8 spillere fungerer optimalt, men det begrunder ikke de mangler, onlinedelen giver dig.
For det første kan du vælge mellem Player Match og Ranked Match, forskellen er, at der ikke er nogen forskel. For hvor navnet, Rank Match, får dig til at tænke, at det hele handler om statistikker er det det helt modsatte. Multiplayerdelen har nemlig ingen leaderboards eller oversigt over nogle som helst statistikker, hvilket kan få de mest hardcore spillere til at løbe skrigende væk. Når du joiner en af disse, får du mulighed for at vælge mellem Quick Match og Custom Match. Men navnet snyder igen. Custom Match får dig til at tænke på, at du har alle mulighederne her, men ak. Du kan ikke create en server, du kan ikke bestemme antallet af spillere, du kan ikke vælge bane, våben eller noget som helst. Faktisk er det eneste du kan vælge game modeet.
Her er der de traditionelle modes som Deathmatch, Team Deathmatch og Capture the flag, men også Headquarters og Search and Destroy er at finde. I Headquarters gælder det for dig og dit hold om at sætte en radio op og forsvare den for at få point. Hvis modstanderen når at få sat en op før dig, er det lige omvendt. I Search and Destroy skal det ene hold plante en bombe og beskytte det til tiden er løbet ud.
Alle modes er sjove, men det er ikke særlig fedt, at det hele næsten ødelægges, når balancen er så fatal, som den er. De fleste våben er fair, men når man kan dræbe med ét skud med en sniper lige meget, hvor du rammer, går det sjove væk. Det hjælper heller ikke på det, at netkoden er så ustabil, som den nu er. Mange gange lager det så grusomt, at det slet ikke kan spilles, og nogle gange bliver folk smidt ud. Det gode er så, at det ikke tager lang tid før man er i en ny server, men beklageligt er det, at man efter hver runde skal ud og lede efter et nyt rum.
Live delen har i dette spil taget et kæmpe skridt tilbage siden Xbox, men når du endelig er i gang med en 8-spiller kamp på din favorit bane, finder du nok intet bedre FPS online.
Alt i alt er Call of Duty 2 utroligt underholdene, fængende og ligetil. Du kan bare ikke slippe håndtaget, fordi du bliver så optaget af det hele, og det føles som om, at du selv holder geværet i hånden. Trods mangler og begrænsninger online er der virkelig ikke andre klagepunkter på dette område. Sværhedsgraden er tilpas, AIen er fænomenal, styringen spot-on og det hele er perfekt. Derfor har Call of Duty 2 også sat en enorm høj standard inden for genren.
Grafik
Den grafiske overflade er ikke imponerende og ligner ikke noget, du vil forbinde et næste-generation spil med. Dertil sagt er Call of Duty 2 stadig et af launchens absolut flotteste værker. Især røggranaterne kommer frem i lyset og er uden tvivl det flotteste i denne udgivelse. Aldrig har man oplevet røgen, som du ser den her, den er så virkelighedstro, tyk, langsom og stille. Det kan simpelthen ikke beskrives med ord, når du første gang ser en kæmpe bygning styrte sammen og efterlade noget af en støvsky.
Animationerne er i topklasse, hvor man flere gange bliver overrasket. Der er ikke noget, der springer i øjnene, men de små detaljer som at holdkammeraterne tager hjelmen af eller varmer deres hænder gør en stor forskel. Der er ingen rag-doll fysik at finde, men i stedet animerede dødsfald, hvilket ikke ser ligeså sprødt ud som rag-doll ville have gjort det. Alligevel er der en snært at finde, for når soldater dør af uventede granater, bliver de kastet til siden som en dukke. Den dårligste animation er, når soldaterne løber fremad, hvor det ser ud som om, at de lige har pisset i bukserne, men det hører vel med, når man kæmper for sit land, og det er absolut ikke en dårlig ting.
Andre grafisk imponerende øjeblikke kommer blandt andet, når du ser halvtreds styks tyskere storme mod dig en kilometer væk fra dig. Der er dog intet nyt, når det kommer til antal, for du kommer aldrig tæt på de tusinde fjender, som man ser det i Kameo. Der er ikke meget liv i luften eller til vands, og så ser eksplosionerne enormt matte ud.
Godt nok er der mange scriptede begivenheder, men man taber både hat og briller, når man op til flere gange ser vægge sprænge i stykker, som du ellers før brugte til dækning. Der er bare ikke noget, der skiller sig ud udover røgeffekterne, som da også er nok. Man kommer dog til at savne partikel effekter, bump-mapping på våben og skarpere teksturer. Alt i alt er grafikken bund solid og køre endda helt flydende i modsætning til sin PC broder. Man kan heller ikke rigtig forlange mere af en launch titel og af et spil, der også er udkommet på PC. Du kommer i hvert fald ikke til at savne noget, når du spiller det, måske først efter du har gennemført denne perle.
Lyd
Et af de stærkeste punkter er lydsiden. Især spillets musik er følelsesladet og episk, når det rammer lige i hjertet efter endt mission. Stemningen bliver sat lige fra første sekund ved hovedmenuen, hvor musikken sætter spillets musikalske standard. Udover disse momenter er der ikke meget mere musik at lægge øre til, og den store variation er ikke til at finde, men det gør intet, når du konstant er med i hede kampe under dine missioner.
Lydeffekterne sidder lige på kornet med realistiske og varierende lyde fra dine våben, granater der lyder som de skal og alle de normale lydeffekter, der skal være i givne situationer er at finde. Man kan dog godt savne lidt mere dybde eller flere detaljer på lydsporet. Granaterne måtte godt virke lidt mere sprøde med endnu højere brag, og det hele måtte godt lige være den tone højere.
Også på stemmefronten leverer spillet særklasse med tysk sprog, russiske accenter og ligetil engelsk stil. Det gør indlevelsen meget bedre, et godt eksempel på dette er i spillets første kampagne. Her har I netop taget en tysker til fange, som taler flydende tysk, dette oversættes så til engelsk af en tolk. Skrigende, råbene og indlevelsen af stemmeskuespillerne er virkelig til at føle og er prikken over iet, når du skal føle, at du virkelig er til stede under krigen.
Holdbarhed
Call of Duty 2 kan både være en kort og en lang oplevelse. Du har i starten fire sværhedsgrader, som består af easy, regular, hardened og veteran. Easy kan gennemføres relativt hurtigt, fordi der ikke er den store strategi, og fordi det at storme netop kan lade sig gøre. Men hvis du vil have alle 1000 achievement point, skal modstanden sættes op på en af de to sværeste, hvor Veteran virkelig kommer til at give dig udfordringer. Her skal du blot rammes enkelte gange, før dit liv som soldat er ovre, derfor skal du til at spille på en helt anderledes måde, og kampagnen kommer pludselig til at tage lang tid at gennemføre.
Udover singleplayerkampagnen har du også multiplayer til din rådighed, og det er da vældig sjovt men noget begrænset. Men hvis du først bliver grebet af titlens fænomenale multiplayer gameplay, vil det blive svært at slippe. Går du derimod op i rang, point, klaner og at spille med venner, er der ikke meget at komme efter her. En alt i alt god levetid, hvor kun multiplayerdelen har tydelige mangler og begrænsninger.
Overall
Call of Duty 2 er en perfekt konvertering og er efter mit synspunkt 360erens absolut bedste FPS til dato. Du får hele tre kampagner, som tager en helvedes masse tid at komme igennem, når du også skal gennemføre det på Veteran for at skaffe alle achievement pointene. Ikke nok med hele tre kampagner får du også det mest præcise aim system, hvor hurtigheden er tilpas, og hvor du kan spille med absolut ingen auto-aim på. Det er netop aimet, der gør dette spil til en værdig nomineret som årets spil. Er du dog træt af anden verdenskrig, eller bryder du dig ikke om first person shooters, skal du nok kigge andre steder hen, for denne titel er kun til hardcore spillerne, der bare ikke kan få nok af anden verdenskrig. Hvis du er kørt død i dette tema, anbefaler jeg dig i det mindste at prøve det, for chancerne for at blive grebet er store. Onlinedelen er enorm underholdene, men de tydelige mangler, begrænsninger og netkode gør det hele mindre fedt. Til slut er dette absolut et af de bedste FPS spil nogensinde udgivet på konsol.
Facebook
Twitter
