Burnout Paradise

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 25. januar 2008 - kl. 12:37
Del denne artikel:
56 0

Det er igen blevet tid til at lukke øjnene, træde sømmet i bund og håbe på det bedste.

Det er igen blevet tid til at lukke øjnene, træde sømmet i bund og håbe på det bedste.

Ikke siden Carmageddon fra 1997 er vi fritidsræsere blevet belønnet i så høj grad for at køre råddent. Burnout-serien har længe stået som det ypperste inden for genren. EA overtog serien fra Acclaim efter Burnout 2 og udsendte Burnout 3: Takedown og ikke mindst Burnout Revenge, som førte traditionerne høj fart og spektakulære uheld videre. Nu er turen så kommet til Burnout Paradise.






Udviklerholdet, Criterion Games, har med få undtagelser altid forsøgt at forny serien med nye funktioner, flottere udseende og flere biler. Burnout 3: Takedown introducerede os for Road Rage-disciplinen. I Burnout Revenge blev der åbnet for muligheden for at bruge almindelige trafikanter som kasteskyts mod dine rivaler samt Crashbreaker, der lod dig detonere din forulykkede bil og forhåbentligt tage de formastelige, der forårsagede dit uheld, med dig i faldet.

I Burnout Paradise hedder fornyelsen Free Roam. Ikke en nyskabelse for bilspil generelt med aldrig tidligere set i Burnout. Væk er menuerne, der fortæller dig om alle de tilgængelige løb og teleporterer dig til starten af det valgte ræs. Væk er nødvendigheden af at klare alle løb for at kunne komme videre til næste niveau. I Burnout Paradise er niveauerne opdelt i kørekortsklasser, startende på Learners Permit. Ved at vinde et antal løb, stunts eller lignende opgraderer man sit kørekort til næste niveau, hvilket blandt andet giver dig adgang til endnu flere biler. Men her kommer så spillets største ankepunkt. Når du har gennemført et løb indenfor en kørekortsklasse, mister du muligheden for at optjene flere point på vejen mod næste klasse. Først når du har opgraderet dit kørepap, bliver byen nulstillet og alle løbene er frigivet igen. Men løbet du har gennemført forsvinder ikke. Du kan sagtens tage løbet igen i samme klasse, men du får bare ikke andet end træning ud af det. Har du fået startet et løb, som du tidligere har gennemført, men som du ikke gider køre igen, kan du blot holde stille et øjeblik, hvorefter du udgår af løbet og kan køre frit igen.






Løbstyperne er opdelt i 5 separate kategorier: Standard racerløb, hvor formålet er at komme fra et punkt til et andet hurtigere end de andre deltagere, men da spillet er fuldstændigt åbent, bestemmer du selv ruten. Road Rage er, som vi kender det, et regulært gadeslagsmål, der blot handler om at smadre et antal af dine modstandere inden tiden løber ud. I Marked Man er du skydeskiven, og du bliver forfulgt af indtil flere modstandere, der forsøger at forhindre dig i at nå frem til et specifikt sted. Stunt Run udfordrer dig til at kæde stunts sammen med boosts, håndbremsevendinger og enorme ramper for at nå en fastlagt score indenfor tidsfristen. Og endelig er der Burning Route; et kapløb mod tiden på en rute, der er specielt designet til den bil du kører i.

Alle vejene i Burnout Paradise har deres egne rekorder, som du kan forsøge at slå. Road Rule: Time er den hurtigste tid, der er sat på strækningen af andre spillere enten offline eller online. Slå rekorden og den vil vises for alle andre som tiden de skal slå. Road Rule: Showtime er baseret på den højeste samlede score du kan opnå i et Showtime-styrt. Reglerne er simple: Aktiver Showtime, kør ind i den nærmeste bil og brug derefter den såkaldte Ground Break-funktion, der får din bil til at hoppe langs asfalten hen til det næste offer. Når dit vrag står stille er Showtime forbi.

Der har altid været mange biler at vælge imellem i Burnout-serien, og Burnout Paradise er ingen undtagelse. Denne gang er der 75 biler til rådighed, men du har dog kun en enkelt til at starte med. Nye biler vindes enten ved at stige i kørekortsniveau eller ved såkaldte Shut-Downs. Efterhånden som du vinder løb, stiger din anerkendelse blandt byens ræsere, og de vil slæbe deres øser ud på vejen for at se, hvad der er så specielt ved dig. Kør deres bil i sænk, og den vil blive afleveret på skrotpladsen, hvor du kan hente den og tilføje den til din samling.






Fra et rent grafisk synspunkt er Burnout Paradise imponerende og overgår forgængerne med syvmileskridt. Bilerne er detaljerede og realistiske, selv trafikken omkring dig er af høj kvalitet. Specielt i forbindelse med de uundgåelige uheld spiller Burnout Paradise med musklerne. Ekstrem slowmotion viser dig deformationen af karosseriet, den splintrende forrude og de vaklende dæk i et par sekunder, hvorefter bilen - eller resterne af den - flyver videre i hastigt forøgende tempo. Ganske som de tidligere spil i serien får du også modstandernes uheld at se, såfremt det var dig, der var den direkte årsag til dem. Spillets udviklere har dog haft lige lovligt travlt med at benytte sig af bloom-effekten, der får lyse område til at skinne i sollyset og der er nogle få tilfælde, hvor spillet dropper et par billeder, når det går hårdt for sig. Men ikke i en sådan grad at det er skæmmende.






Lydsiden er fænomenal, og her tænker jeg ikke bare på diverse effekter og motorlyde. Stemmerne, der guider dig gennem spillets mange facetter, er behagelige og ikke påtrængende. Soundtracket inkluderer kunstnere som Guns’N’Roses, Faith No More, Jane’s Addiction, Twisted Sister, Avril Lavigne og Alice in Chains. Men det er de små detaljer, der slår igennem. Som eksempel kan nævnes den lille tikkende lyd af blinklyset, der i venstre eller højre kanal gør dig opmærksom på, at du nok bør dreje ved næste vejkryds, hvis du skal have en mulighed for at nå hurtigt frem til din destination. Det er et hjælpemiddel, der ikke kræver, at man fjerner sit fokus fra kørebanen og en kærkommen tilføjelse.

For første gang i Burnout-serien er der enorm forskel på de biler, der er til rådighed. Ikke blot for hver kategori af biler, men for hver eneste bil individuelt. Du kan faktisk mærke forskel på styringen i en forhjulstrukket gadebil, en baghjulstrukket sportsvogn eller en SUV med 4x4. Boosten er også blevet opdelt i 2 typer; Stunt og Aggression. Førstnævnte boost fyldes hurtigere op ved at udføre hop, barrel rolls og flatspins, hvorimod Aggression-boost tjenes ind ved at reducere dine modstandere til en krøllet klump metal. Hvilken type boost du har til rådighed, bestemmes af den bil du kører i. Det er med andre ord vigtigt, at du vælger den rigtige bil til det løb du vil vinde.

Hvis jeg skal komme ind på spillets brug af kunstig intelligens, så bliver jeg nødt til at sammenligne med Burnout Paradise’s forgangsmænd. Hvor tidligere spil i serien ofte led af computerstyrede modstandere, der for alt i verden forsøgte at følge en fastlagt rute og køre den ideelle linie hele løbet igennem, så er den kunstige intelligens denne gang ikke bange for at finde alternativer til ruten og af den vej opnå en fordel. Bilerne man kan vinde i Shut-Downs virker lidt for ivrige efter at ende som vejsplat, idet de ofte kredser om dig som en haj i blodigt vand. Men det skal jo selvfølgelig også forestille, at det er dig, der er trækplasteret, der har fået dem til at støve bilnøglerne af og hælde kuljuice på tanken.






Af spillets mere specielle features skal nævnes Mugshot-funktionen. Den giver dig mulighed for, hvis du og dine modstandere online har et Xbox Live Vision kamera tilsluttet, at få tilsendt billeder af deres ansigtsudtryk, når du kværner deres dyre fartdjævel ind i den nærmeste lygtepæl. I Burnout Paradise har du chancen for at vise dit talent bag rattet til op mod 7 spillere online i et regulært gaderæs. Men som nævnt kan du også forsøge at slå andre spilleres bedste tider på de individuelle veje rundt om i byen, og dem er der mange af. Paradise City har hele 400 km. asfalt, du kan boltre dig på.

Da det i sin tid kom frem, at Burnout Paradise ville være opbygget i en Free Roam-struktur tænkte de fleste sikkert, at det ville være døden for Burnout som vi kender det. Det gjorde jeg. Men strukturen har faktisk gjort spillet betydeligt mere åbent og nonlineært, hvilket lader dig gennemføre spillet præcis som det passer dig. Electronic Arts og Criterion har begået en genistreg, og der er meget få ting i spillet, der trækker ned. Hvis du er til en gedigent arkaderæser og ikke er bange for at træde pedalen i gulvet, så er Burnout Paradise et spil, der uden tvivl fortjener en plads på hylden. Selvfølgelig kun coveret, skiven skal jo ligge i din Xbox 360.
Fakta
Burnout Paradise

Burnout Paradise

PlatformXbox 360
UdviklerCriterion Games
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-8
Udgivelsesdato24-01-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.1
Grafik:9.1
Online:8.9
Holdbarhed:9.3
Overall 9.2
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.