Bulletstorm udspiller sig lidt over 500 år ude i fremtiden. Historien er ikke specielt original, men nu er Bulletstorm formentlig heller ikke et spil man ville vælge at spille, for at få en god og dyb historie. Man tager rollen som den altid småfulde lejesoldat Grayson Hunt tidligere leder af den private hær Dead Echo. Nu er Hunt, sammen med vennen Ishi Sato (som er halv robot og halvt menneske), på jagt efter deres tidligere chef, general Sarrano, der, som det viser sig, i flere år har ført teamet bag lyset til egen fordel noget en række hårdkogte soldater naturligvis ikke finder sig i. Herfra går det slag i slag og det er med at være vågen, da der end ikke bliver tid til at blinke, for det kommer til at gå stærkt.
Lidt overraskende starter spillet dog en smule langsomt ud, men når det først kommer i gang efter en 20 minutters tid, er der fuld action på drengen hele vejen til slutningen, 7-8 timer senere. Intensiteten af action kommer i bølger og når man for første gang støder på nogle af de virkelige vilde actionsekvenser, sidder man og smågriner i vantro, for det er helt tosset hvad folkene bag spillet, har skruet sammen af vilde actionscener.
I løbet af spillet udstyres man med en række våben, hvoraf flere af dem er ganske opfindsomme og de nærmest lægger op til, at man skal give ens sadistiske side frit løb. Det bliver f.eks. aldrig kedeligt, at skyde en kæde med en granat i hver ende, rundt om halsen på en fjende og mens han kæmper med at få den af, venter man blot på at flere fjender kommer tæt på ham, hvorefter man detonerer granaterne og det hele ender med et kødbjerg af afrevne lemmer og en masse dejlige points i lommen.
Det er underholdende at udforske de mange forskellige drabskombinationer og de mange kombinationer har nogle ganske sjove navne, der igen understreger spillets useriøse stil. Der er f.eks. Mercy, hvor man først skyder en fjende i skridtet, hvorefter man skyder hovedet af ham af ren barmhjertighed. Der er Gang Bang hvor man dræber en stor portion fjender med én enkelt eksplosion og Gag Reflex, hvor man rammer fjenden i struben, så han kaster blod op i tykke stråler.
Foruden de mange våben, er man også udstyret med en slags lysende pisk, som kan bruges til at gribe fat i fjenderne fra lang afstand og trække dem hen til sig. Nu går spillet i slowmotion og man kan så vælge om man vil skyde den flyvende fjende i benene, i hovedet eller i skridtet eller måske sparke ham ind i en stor kaktus, ud over en høj afsats, eller ind i elektriske ledninger, eller måske bare sparke ham væk, for igen at tage fat i ham med pisken og starte afstraffelsen forfra. Eller hvad med at hive piloten ud af en flyvende mini-helikopter hvorefter man skyder begge ben af ham? Der findes nærmest uendelige måder at skille sig af med ens fjender på og i løbet af hele spillet, opdager man nye, opfindsomme og sjove aflivningsmetoder. Valget er dit og man vil formentlig se mørke sider af sig selv, som man egentlig ikke bryder sig om.
Volden er udpenslet og særdeles grafisk og det er måske ikke alle der bryder sig om det, da der bliver smurt virkelig tykt på, men så bør man ganske enkelt bare undgå Bulletstorm, da hele spillet er bygget op omkring ultravold, som dog ikke på nogen måde er realistisk. Spillet er udstyret med noget som hedder Skillpoints, som er nogle points man får tildelt alt efter hvor brutalt og opfindsomt man afliver ens fjender. Disse points kan bruges til at opgradere ens våben eller anskaffe sig nye og endnu mere brutale våben - så jo vildere, jo bedre.
Gameplayet er let at gå til, det er underholdende, styringen er præcis og hurtig som i f.eks. Unreal-spillene og det er let at bruge pisken, som hurtigt bliver ens bedste ven. Spillet har en dejlig useriøs stil og det tager ikke på noget tidspunkt sig selv seriøst og det er dejligt befriende. Mens man render rundt og mejer fjender ned, råber Hunt og Sato diverse ukvemsord til højre og venstre og man kan ikke lade være med at sidde med et lille smil på læben.
Gameplayet nærmest tigger om at kunne spilles i co-op og det er mig en gåde, at det ikke er muligt i historiedelen Epic Games valgte at droppe denne mulighed i løbet af udviklingen, da designerne følte, at det ødelagde balancen i gameplayet. Det virker dog uforståeligt på mig. I spillets eneste multiplayer mode, Anarchy, er det dog muligt at spille side om side med op til tre venner. Her skal spillerne bekæmpe bølge efter bølge af fjender tænk Horde mode fra Gears of War 2 og så har du en god fornemmelse af hvad Anarchy går ud på. Pisken og de spændende måder at aflive fjenderne på, giver dog denne gamemode noget krydderi og spillet belønner faktisk spillerne for at samarbejde, da drab udført i samarbejde med ens venner, giver flere Skillpoints. Denne gamemode virker ret underholdende i starten, men den bliver dog en smule ensformig efterhånden. Jeg oplevede desværre en del lag i nogle enkelte spil, hvilket er fatalt for et spil med et så hurtigt gameplay, som i Bulletstorm. Anarchy byder dog på god underholdning i mindre portioner, sammen med et par venner.
Endelig kan man vælge at spille Echoes, som er en underholdende singleplayer gamemode, hvor man spiller små udsnit af banerne fra historiedelen her skal man så høste så mange Skillpoints som muligt på kortest mulig tid. Efterhånden som man optjener stjerner i de forskellige baner, åbnes der op for nye baner og Echoes kan let gå hen og blive en rigtig tidsrøver, hvis man jagter den perfekte tid og begynder at jagte ens venners placeringer på online leaderboards.
Grafisk er Bulletstorm virkelig kræs for øjnene, specielt når man befinder sig udendørs. Omgivelserne er med jævne mellemrum virkelig smukke og følelsen af at befinde sig i et smadret ferieparadis er intens. Figurerne er også fint detaljeret, men det er stadig omgivelserne, der i særklasse står frem. Og det bedste af det hele er, at det hele kører flydende og fint også når skærmen er fyldt af eksplosiner og enorme monstre. Spillet beviser også, at ikke alle spil baseret på Unreal motoren, behøver at være grå og ensfarvede.
Lydsiden er lidt mere tyndbenet. Man savner noget tyngde i f.eks. eksplosionerne og man savner lidt umph fra en del af våbnene. Stemmeskuespillet er glimrende og dialogen er kikset og stereotypt, men på den fede måde og med et glimt i øjet. Soundtracket bemærker man ikke rigtigt og tilfører ikke spillet det helt store dog er titelmelodien ganske god.
Bulletstorm er et dejligt friskt pust i en genre, som er overfyldt med realistiske og farveløse militære skydespil. Bulletstorm byder op til dans med helt sindssyg vild action, ultravold, en række spændende våben, et forfriskende gameplay og det hele foregår i et hæsblæsende tempo og med et glimt i øjet, mens bandeord og afrevne kropsdele flyver om ørerne på en.
Man kunne dog godt have ønsket sig en noget mere udviklet multiplayer-del og hvorfor co-op er fjernet fra historiedelen er en stor gåde. Bulletstorm er for dig, som elsker vild action, spil med et glimt i øjet og som overhovedet ikke tager sig selv seriøst. Det er et af de spil, som er bedre end summen af dets dele og selvom der stadig er plads til forbedringer, er Bulletstorm alligevel 2011s bedste spil indtil videre. Det tager bandende og bøvsende fat om løgene på dig og det giver ikke slip lige med det samme.
Facebook
Twitter
