Blur

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. juni 2010 - kl. 20:23
Del denne artikel:
18 0

Som racerfan spidser man ører, når man hører, at Bizarre Creations er på vej med et nyt bilspil – for så kan man som regel forvente noget ud over det sædvanlige. Men er det også tilfældet med Blur?

Som racerfan spidser man ører, når man hører, at engelske Bizarre Creations er på vej med et nyt bilspil – for så kan man som regel forvente noget ud over det sædvanlige. Men er det også tilfældet med deres nyeste spil Blur?

Bizarre Creations har nu frigivet deres nyeste bilspil Blur, som af mange er beskrevet som en blanding af et traditionelt bilspil og Mario Kart – jeg synes dog nærmere, at det er en blanding af Bizarre Creations egne Project Gotham Racing spil, tilsat en god portion Wipeout og en smule Geometry Wars til den søde tand. Det lyder som en eksplosiv blanding, men fungerer det?


Ja, det gør det i høj grad. Blur er i bund og grund en arkaderacer med en række lækre baner og fede biler fra de største bilproducenter som Audi, BMW, Ford, VW og mange andre. Løbene foregår i virkelige byer så som Barcelona, Los Angeles, Brighton og Tokyo – og selv om det er byer fra den virkelige verden, betyder det bestemt ikke, at banerne er realistiske. Løbene er dog ikke udelukkende placeret inde i byerne men også ude i forstæderne, på strande, på snørklede bjergveje og på bakkerne bag det berømte Hollywood skilt.

Der, hvor Blur for alvor skiller sig ud, er i tilføjelsen af Wipeout-agtige våben og powerups. Der er i alt fem offensive våben (”Mine”, ”Barge”, Shock”, ”Shunt” og ”Bolt) og dertil tre powerups, som enten giver din bil mere fart, indhylder den i et skjold eller reparerer de skader, som den måtte have fået undervejs. Våben og powerups samles op ved at køre igennem nogle lysende ikoner, som er placeret overalt på banerne, og ens bil kan håndtere op til tre våben eller powerups ad gangen, som man så kan skifte imellem og bruge alt efter situationen.

Det enkelte våben kan bruges på flere forskellige måder og er ganske effektive i flere forskellige situationer. Et godt eksempel er minerne, som man enten kan vælge, på helt traditionel vis, at lægge bag ens bil og så håbe på, at en af modstanderne ender med at køre ind i den. Man kan dog også vælge at bruge minerne fremadrettet, hvor de kan bruges som et kraftigt kortrækkende projektilvåben. Shunt-våbnet, som er et langsomt men meget kraftigt varmesøgende missil, kan også bruges både fremad og bagud. Synes man, at de forreste i feltet trænger til at få lidt at se til, kan man gøre brug af Shock-våbnet, som sender tre kraftige EMP magnetfelter efter bilerne i front, og kører man ind i disse kraftige felter, bliver bilens hastighed kraftigt reduceret. Endelig kan man bruge våbnene mere defensivt, da man f.eks. kan sende både missiler og shockbølger efter fjendens våben, så man selv undgår at blive ramt.


Spillets singleplayerdel består af fire forskellige løbstyper; Race, Destruction, Checkpoint og One-on-One. Race er et almindeligt racerløb, hvor det gælder om at komme først over målstregen og den eneste regel er, at der ikke er nogen regler; så våben, powerups og beskidt kørsel kan bruges lige så flittigt, som man synes. Foruden at skulle placere sig i top 3 for at komme videre er der en række deludfordringer på hver bane. Man skal f.eks. optjene en bestemt portion fan-points ved at bruge våben og køre flabet, og kører man ind i det specielle Fan Run ikon, aktiverer man 12 lysende porte, som man så skal nå igennem inden tiden løber ud, for at få ekstra mange points. Jo flere points man optjener igennem karrieredelen på denne måde, jo flere biler og baner får man adgang til.

Checkpoint løbstypen er helt anderledes. Her er man alene på banen og kører udelukkende mod stopuret, som hele tiden tæller ned. Man skal passere igennem et bestemt antal checkpoints, der så giver bonussekunder, så man holder sig i live en lille smule længere. På banen er der kun to typer ikoner; et boosterikon og et stopursikon, hvor sidstnævnte giver et par sekunder ekstra oveni tiden. Jo mere tid man har tilbage på klokken, når man kører igennem det sidste checkpoint, jo bedre rating får man efter løbet, og jo flere biler og baner får man adgang til. I Destruction gælder det om at skyde så mange - mere eller mindre - passive fjender som muligt, inden tiden løber ud, hvormed man optjener points, som igen munder ud i en rating efter løbet.


Endelig er der One-on-One løbene, som der kun er 9 af i hele spillet. Disse løb afslutter de 9 serier, som singleplayerdelen består af – og er et løb mod kun én kører. Vinder man, vinder man hans eller hendes bil, som tilføjes til ens garage. Hver af disse hotshot-kørere har en række krav, som man skal opfylde, før de gider køre mod en. Det kan f.eks. være at afslutte et Checkpoint løb med 14 sekunder tilbage på uret, bruge skjoldet tre gange mod et indkommende missil, gennemføre fire forskellige løb med fire forskellige biler eller undgå tre EMP magnetfelter. Der er typisk fire krav af denne type indenfor hver serie og når de er opnået, får man adgang til One-on-One løbene, som næsten kan opfattes som nogle bossfights magen til bossfights i slutningen af levels i f.eks. visse actionspil.

I multiplayerdelen kan man spille op mod 20 spillere mod hinanden over Xbox Live, over systemlink eller fire spillere i splitscreen – og her introduceres man til en ny løbstype, nemlig Motor Mash. Denne del minder meget om det gode gamle Destruction Derby, hvor man bliver lukket ind i en stor arena fyldt med fjender og en masse våbenikoner, og så er det ellers bare med at komme i gang - den sidste overlevende vinder. Det gode ved Blurs multiplayerdel er, at den konstant belønner spilleren – også selv om man måske ikke vinder løbene. Efter hvert løb belønnes nogle af spillerne indenfor en lang række områder, det kan f.eks. være for den mest aggressive spiller, den som har brugt våbnene bedst, undveget de fleste angreb, opnået den højeste fart eller som har samlet flest powerups op. Det betyder altså, at man konstant bliver belønnet, også selv om man måske ikke kommer først over stregen, og det er meget motiverende for at blive ved med at spille. Multiplayerdelen fungerer rigtigt godt og er måske spillets stærkeste del.


En sjov lille feature er, at man faktisk kan spille mod sine venner, selv om man ikke er online på samme tid – og det foregår i det smarte Friend Challenges system. Det foregår på den måde, at hvis man i singleplayer f.eks. sætter en god tid, så kan man udfordre sine venner med denne tid og endda tilføje flere parametre til udfordringen, f.eks. ”slå min tid og optjen på samme tid 1.500 points”. Via en simpel menu kan man sende udfordringen til en ven, som så skal forsøge at klare udfordringen, og når han/hun har gjort det, kan den sendes tilbage som en ny udfordring, og sådan bliver man ved, indtil en af spillerne giver op, og den anden bliver kåret som vinder. Derudover kan man hele tiden holde sine venner - også venner som ikke har en Xbox - opdateret på, hvad man laver eller opnår i Blur, da man overalt i spillet kan poste forskellige statusbeskeder til både Facebook og Twitter. Heldigvis sker det kun, når man selv beder spillet om det, så man skal ikke frygte, at det spammer ens venners Facebook eller Twitter feeds.

Blur har en lækker stil og er flot designet, lige fra de lækre biler til de flotte baner. Nok kommer bilerne fra rigtige bilproducenter, men de er ikke ”Gran Turismo sterile” og kedelige; nej, de har fået en tur igennem vridemaskinen, så de passer fint ind i Blurs lidt neonfarvede og skinnende spilunivers. Grafikken kører flydende langt det meste af tiden, og fartfornemmelsen er rigtig god. De forskellige våben ser flotte ud, dog uden at man vælter bagover – her kunne man måske ønske sig lidt mere grafisk lir, og det samme kan man sige om menuerne, som ser lidt kedelige ud. Lydsiden er ligeledes god; bilerne har en lækker snerrende lyd, og våbnene lyder godt. Som en sjov lille detalje kan man vælge at spille med et af to soundtracks, enten med Bizarres Creations eget og ganske glimrende soundtrack eller med et licenceret soundtrack, som indeholder musik fra Crystal Method, seks nye numre fra produceren Jacknife Lee og fra forskellige artister fra det engelske selskab Ninja Tune, f.eks. Coldcut og The Herbaliser.


Blur er en rigtig god arkaderacer med et underholdende twist, men det er ikke et spil man lige sætter sig ned og spiller i løbet af få minutter – i hvert fald ikke hvis man skal have det fulde udbytte ud af det. Der er så mange deludfordringer og andre ting, som man umiddelbart ikke lige ser, men som er vigtige for, for alvor at få succes i spillet. Gameplayet er fint afstemt, dog kunne styringen måske godt have været lidt strammere, men efter er par timers spil, og efterhånden som de hurtigere biler bliver tilgængelige, begynder styringen at give bedre mening. Gameplayet belønner hele tiden spilleren, så spillet er meget svært at lægge fra sig, da man lige skal prøve en gang mere – og en gang mere, og en gang mere. Man kunne måske godt have ønsket sig lidt flere løbstyper, men på den anden side synes jeg ikke man savner variation i løbene. Multiplayerdelen er fremragende skruet sammen og den byder på utrolig mange timers spil.

Blur sætter ikke mange ben forkert, og Bizarre Creations beviser endnu engang, at de er stand til at skrue en arkaderacer sammen, som ikke ret mange andre kan. Blur er hele vejen igennem underholdende, og det er et af de spil, som er bedre end summen af dets dele – og så begynder det for alvor at blive sjovt. Dette spil vil sidde i min Xbox i lang tid fremover.
Fakta
Blur

Blur

PlatformXbox 360
UdviklerBizarre Creations
UdgiverActivision
Spillere1-20
Udgivelsesdato28-05-2010
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.