Blacksite

Anmeldt af: Christian Monrad (Kendtehans) - 26. november 2007 - kl. 17:18
Del denne artikel:
21 0

Area 51 i Nevadas ørken har i mange årtier været centrum for mange rygter og gætterier. Producenten Midway har med spillet Blacksite formået at brygge en udemærket fortælling over emnet.

Historien
D. 8. juli 1947 udsendte RAAF, Roswell Army Air Field, en pressemeddelelse med nyheden om at tropper fra basens 509. Bombergruppe, havde fundet en nedstyrtet ’flyvende tallerken’ ved en bondegård nær Roswell i New Mexico. Det udløste en øjeblikkelig og intens medieinteresse, og aviser, radiostationer og nyhedsbureauer fra hele USA forsøgte i de næste timer, at få nærmere information om hvad det var det amerikanske luftvåben nøjagtigt havde fundet på gården nær Roswell. Men få timer efter at RAAF havde udsendt den første pressemeddelelse, udsendte generalkommandoen for det 8. amerikanske luftvåben en korrigerende pressemeddelelse. Den nye pressemeddelelse slog fast, at der var tale om en misforståelse, at soldaterne fra basens 509. Bombergruppe havde fundet en nedstyrtet og hidtil hemmeligholdt vejrballon, og ikke en ’flyvende tallerken’ som først antaget. Mediestormen lagde sig, og historien blev glemt ligeså hurtigt som den var opstået.

Men i 1978, mere end 30 år efter hændelserne i Roswell, lavede den UFO-interesserede Stanton T. Friedman et interview med Major Jesse Marcel fra det amerikanske luftvåben, som havde været med ved fundet af vejrballonen nær Roswell. I interviewet påstod Major Jesse Marcel, at det rent faktisk var en UFO som de fandt dengang, men at det efterfølgende var lykkedes den amerikanske hær og regering at tilsløre hele hændelsen, og transportere både UFO’en og dens besætning til Area 51, et hemmeligt militærtestcenter i Nevada ørkenen, uden at offentligheden fik nogen viden om det.
Siden interviewet med majoren i 1978, har der ikke været mangel på gode historier og rygter blandt den amerikanske befolkning og især UFO-entusiaster, som har gættet og antaget vidt og bredt, om hvad det amerikanske militær og den amerikansk regering gemmer inde på det hermetisk lukkede Area 51.

Her er det at Blacksite-spillet tager over, og fortsætter historien og rygterne om Area 51 med en særdeles god og spændingsfyldt fortælling. Det amerikanske militær og den amerikanske regerings administration under skiftende præsidenter har i årtier holdt på en hemmelighed, der nu er ved at løbe ud mellem hænderne på dem. Regeringen er desperat for at holde hemmeligheden væk fra offentligheden, så derfor indsættes Delta Force soldaten Aeran Pierce og et par af hans gamle venner fra elitekorpset, for at rydde op og gøre rent i og omkring militærbasen.






Universets dummeste venner og fjender
Uden hele spillet styrer du spillets hovedrolleindehaver, Aeran Pierce, og to soldater, som du kan dirigere rundt som taktisk støtte under kamphandlingerne. Men lad det være sagt med det samme; det er ikke brødrene Einstein, du er på eventyr med i Blacksite, og de aliens og fjender du skal pløkke løs på, er bestemt ikke medlemmer af intelligensforeningen Mensa. Spillet AI er fatal lav, og dine fjender er reduceret til rene bevægelige objekter uden hjerne og individualitet, som var du på besøg på Hjemmeværnets øvelsesbane.

Dine venner Gø og Gokke, de soldater du har kommandoen over i det meste af spillet, bliver ofte snotforvirrede, hvis du tager dig den frihed at placere dem strategisk ved et tryk på højre skulderknap: – Jo tosser, det er rigtigt, at jeg ber’ jer om at løbe derover ved sandsækkene og olietønderne og dække jer bag dem, men jeg har ikke bedt jer om at moonwalke baglæns derover med ryggen til fjenden, og lige danse en lille vals omkring jer selv, inden i sætter jer ned. Grrrr… Derfor skal du være påpasselig med at kommandere for meget rundt med Gø og Gokke, for du kan hurtig få kastet dem ud i noget som de ikke kan overskue, og så må du starte forfra fra sidste checkpoint.

Men ligeså umulige soldaterne er til krig og kamphandlinger, lige så nødvendige er de, når spillets mange små quests og key-points skal løses og gennemføres. Når der skal væltes hegn, åbnes porte, hackes computere eller sprænges døre, så er soldaterne der med sprængstoffer og it-færdigheder, der ligger langt over normalt brugerniveau.






Lige ud og masser at smadre
Blacksite er lineært som en linedansers arbejdsdag. Ved første øjekast irriteres man over spillets manglende navigering og minimap, men man forstår hurtigt hvorfor man hverken har kort kompas eller kort ved hånden. Det ville simpelthen være et overkill, for det er bestemt ikke nødvendigt, når der kun er en vej, og det er ligeud. Sæt den ene fod foran den anden, og skyd fjenderne som konstant kommer væltende ind foran dig og dit våbens sigte.

Men samtidigt med at Blacksite er frustrerende lineært, har udviklerne brugt mange kræfter på at fylde spillets baner og miljøer med masser af lir og gear, som du kan smadre, skyde i småstykker eller springe i luften med dine granater. Der er faktisk lagt så mange effekter ind, at der hurtigt kommer til at gå længere tid med at begå gement hærværk på de miljøer og faciliteter, som du passere, end at skyde fjender og aliens. Hvem drømmer ikke om at se hvad der sker, hvis man springer en granat på et toilet med massere af WC-kummer og håndvaske? – Jo, der er porcelæn og krydsfiner overalt bagefter!






Gameplay, lyd og grafik
Gameplayet når aldrig op over middel, og der er næsten som om Blacksite allerede på forhånd har givet op over for de mange samtidige FPS-titler spillet skal konkurrere med denne vinter.

Blacksite går i for små sko fra første bane, og det er som om spillet lægger op til at være en hæsblæsende shooter, der vil rive dig rundt i et langt nervepiererne selvforsvar, hvor du hvert sekund kan ende som morgenmad for det næste sindssyge uhyre. I stedet leverer det en omgang middelmådig og ensformig massakre, hvor du begynder at gabe lidt i det skjulte, når det samme monster for 20. gang i træk bryder op ad jorden foran dig, og du stille og roligt nedlægger kræet med en byge af bly, som du har gjort det så mange gange før. Blacksite er samlet set ikke noget mesterstykke, heller ikke på grafik- eller lydsiden, selvom underlægningsmusikken dog fra tid til anden formår at svinge sig op og levere et par toner, der skaber stemning af både uhygge og slimet gys.

Onlinedelen udskiller sig ikke fra resten af spillet; den er hverken dårligere eller bedre. Den leverer, hvad sådan en udgivelse skal levere, og ikke mere end det. Onlinedelen er et meget godt billede på hele udgivelsen; den er forsøgt opreklameret og sat stort op, men du vil hurtigt få øjnene op for spillets middelmådige kvaliteter, der aldrig når højere end lige over middel.






God fortælling
Amerikanerne vandt Anden Verdenskrig, fik uafgjort i Korea og tabte i Vietnam, men om de får slået de fremmede væsner ud af Area 51 og Nevada ørkenen må du selv finde ud af. Spillet rummer mange fejl og mangler, der burde høre sidste årtusinde til. Men Blacksite reddes på stregen af den fængende historie og den gode story-line. Køb Blacksite for den gode historie, og ikke for det gode gameplay og den pæne glidende grafik.


Fakta
Blacksite

Blacksite

PlatformXbox 360
UdviklerMidway Studios Austin
UdgiverMidway
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.0
Grafik:6.0
Online:6.0
Holdbarhed:6.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.