Battleship

Da det først blev annonceret, at det gode gamle Sænke Slagskibe spil, som de fleste af os nok har brugt en vældig mængde tid på i børnehaven og den tidlige skolealder, skulle laves til en film, må jeg indrømme at min skepsis var stor. Mindre blev den ikke af, at den kære Rihanna ville få en betydelig rolle i filmen, og kombineres min usikkerhed omkring filmen med det faktum, at licensspil historisk set er notorisk elendige, kan jeg roligt slå fast, at jeg ikke ligefrem så voldsomt meget frem til min tid med Battleship.

Spillet Battleship har omtrent lige så meget med filmen at gøre, som filmen har med det originale brætspil, hvilket vil sige ganske lidt, hvis nogle skulle være i tvivl. Spillets setup vil være det samme som det der bydes på i filmen; store grumme aliens angriber vores lille jordklode, og det gælder så om at forsvare den, koste hvad det vil, men her stopper ligheden også. Som spiller tager du rollen som Cole Mathis, en sprængstofsekspert, der er udstationeret på Hawaii, og i bedste actionhelt stil, bliver det op til dig at rede ferieparadiset og resten af jordkloden. Spillets ”historie”, hvis man overhovedet kan kalde dette stykke makværk af et manuskript det, er lige til skraldespanden. Hvert eneste kapitel i spillet går ud på, at et specifikt stykke alien teknologi skal springes i stumper og stykker, der er altså ikke meget variation at hente i fremgangsmåden. Hvis du forventer at komme til at kende bare en enkelt anden figur i spillet, vil du blive slemt skuffet, for smallere karaktergallerier eksisterer stort set ikke. Der findes kun dig, og en irriterende stemme, som konstant via øresnegl vil opremse de mest basale spilmekanikker igen, og igen, hvilket hurtigt kan drive en til vanvid. Da spillet ikke direkte er baseret på filmen, bliver der heller ikke til pixellerede udgaver af Brooklyn Decker, Rihanna eller Liam Neeson, hvilket ellers kunne have givet et godt grin, og jeg må skam indrømme, at jeg var ufatteligt skuffet over denne negligering.




Hvad der muligvis er det mest forbløffende, er at udviklerne fra Double Helix har fået til opgave at omdanne sænke slagskibe til et førstepersons skydespil, en genre som om nogen bliver overdynget med mere skrammel end de fleste lossepladser, en kategori Battleship falder i med begge ben først. Gameplayet bliver aldrig på nogen måde stødende, men lagt størstedelen af spillet er abnormt fattigt på idéer. Spillet er konceptuelt en fin blanding af Activision’s eget Call of Duty, og en af genrens andre giganter, nemlig Halo, hvilket måske kunne lyde spændende, men Battleship når overraskende nok aldrig i nærheden af ovenståendes niveau.

Desværre er styring en kende tung og upræcis, hvilket kun bliver forværret af den minimale mængde af våben og fjendetyper, som spillet byder på. De fem forskellige våben, og de fire forskellige typer af fjender bliver krydret med klaustrofobisk lineært banedesign, der på ingen måde tillader nogen form for udforskning. Desuden indeholder Battleship skræmmende stor mængde genbrug når det kommer til de klaustrofobiske baner, specielt set i lyset af, at spillet snildt kan gennemføres på en håndfuld timer. Efter de første to til tre timer, skal man nemlig kæmpe sig tilbage gennem de miljøer, som man lige har avanceret igennem, hvilket bestemt ikke er sjovt og så har vi efterhånden en rigtigt skidt cocktail. Denne mikstur af vederstyggeligheder er dog ikke færdigbrygget endnu. Den kunstige intelligens hos de få forskellige aliens der bliver budt på, skraber bunden af tønden. Selv på den normale sværhedsgrad opfører de sig ulogisk, og i de fleste tilfælde er det muligt at dræbe alle fjender i sigte, ved at løbe op til dem, give dem et par lette dask med våbnet.




På den tekniske side falder Battleship i den grad også igennem. Grafisk holder spillet meget godt i de få situationer, hvor der muligvis foregår nok på skærmen til, at billedhastigheden ville blive sat ned, men på den anden side burde det heller ikke være så svært, idet spillet mest af alt ligner en titel, der hører hjemme i den forrige konsolgeneration. Lydsiden er lige kedelig, foruden den irriterende stemme, som ofte bjæffer i øresneglen, er der ingen nævneværdige effekter, og ærlig talt bærer spillet præg af de forhold, som det nok har været udviklet under, mangel på tid og penge. Det står så skidt til, at ikke engang reklamen for den amerikanske flåde, der ligger gemt i ekstra menuen, er godt produceret, og den formoder jeg alt andet lige, er kreeret eksternt fra Double Helix.

Battleship er dog ikke et helt decideret makværk, bag den ustyrligt grimme facade gemmer sig et par udmærkede, og nogenlunde innovative ideer, som bestemt gør oplevelsen lettere at komme igennem. Måden, hvorpå slagskibene er integreret formår faktisk at gøre spillet nogenlunde tåleligt. Fra starten af spillet får Hr. Cole adgang til en lille lommecomputer, hvorfra han kan styre og positionere ubåde, kæmpe slagskibe, og endda det legendariske USS Missouri. Disse skibe skal bruges til at bekæmpe de mange fartøjer, som rumvæsnerne bruger til at angribe jorden med. Hver af de syv baner indeholder taktisk fordelagtige positioner, og hvis skibene bliver styret hen til det punkt på kortet, åbnes der for en mængde af forskelligt artilleriskyts, som gør den ellers halvkedelige kamp mod retarderede aliens en anelse mere eksplosiv, hvilket dermed automatisk forøger underholdningsværdien.




Der er også en mulighed at overtage styringen over disse kæmpe krigsskibe, i hvad der bedst kan beskrives som et ufatteligt tyndt, men velkommet minispil. Efterhånden som der bliver plaffet aliens i øst og vest, dropper de faldne gespenster nogle såkaldte wild cards, der tillader dig at forstærke flåden på flere forskellige måder, eksempelvis at skibene gør mere skade, eller som sagt at tage styringen i 20 sekunder og udele 200 % ekstra skade. Selvom der ikke er meget at hente i det minispil, formår det at skabe nok variation, til at Battleship kan gennemføres.

Noget af det absolut bedste ved Battleship, er til gengæld at kunne se de tonstunge skibe manøvrere rundt, og kæmpe mod den fjerne trussel ude i horisonten. Så snart du sender et skib i kamp, kan du vende dig om, og se metalgiganten langsom bevæge sig af sted, og havde det tekniske niveau været højere, havde dette været ganske genialt. Denne lille detalje er dog ikke nok til at redde et ellers ret skidt spil, det svarer lidt til at binde en fin sløjfe omkring en bunke gødning, den er måske pænere, men lugter stadig fælt.




Havde man i forvejen kigget på udviklernes baggrund, så ville lysende titler såsom G.I. Joe: The Rise of Cobra, Green Lantern: Rise of the Manhunters og Men in Black: The Game stå på CV’et, hvilket også siger noget om, hvad Activision vil med dette studie. Battleship er bestemt ikke et godt spil, på ingen måde, men det er heller ikke uspilleligt. Gameplayet er uinspireret og bragende kedeligt, men det er ikke elendigt nok til at kunne kalde spillet i stykker. Hvis der af en eller anden grund skulle sidde nogle derude, som var voldsomt interesserede i Battleship, så vil den eneste grund til at investere i denne udgivelse være achievements. Spillet er voldsomt kort, og på én hurtig gennemspilning vil der uden problemer kunne hentes en masse dejlige points til gamerscoren. Når det mest positive, der er at sige om et spil, er muligheden for at øge en virtuel pointscore, så er det selvsagt, at de fleste bør styre langt, langt uden om dette sunkne vrag af et slagskib.