Electronic Arts og DICE bringer for første gang i Battlefield seriens historie en decideret singleplayerfortælling ind i spillet. Det sker i seriens nyeste titel, Battlefield: Bad Company, hvor du som soldat i det berygtede B-Company bliver sendt ind de steder, hvor militærets mest dyrebare aktiver bliver sparet.
I Battlefield: Bad Company bliver du sat i støvlerne på Preston Marlowe, der som straf for at have begået en uoplyst form for kriminalitet i hæren bliver sendt ind i det berygtede B-Company også kaldet Bad Company. Delingen med den højeste dødsrate i hele hæren og som primært består af folk som dig selv kriminelle soldater.
Din deling i B-Company er en mildest talt broget flok. Udover dig selv består gruppen af Haggard, en eksplosionsgal bondeknold, Sweetwater, en computernørd som er mere interesseret i at falde i staver til lyden af Miss July, pigen der sender jeres deling på missioner, end at deltage i krigen, samt sergent Redford, en mildest talt krigstræt leder, som for alt i verden ønsker at forlade krigen på hurtigste vis.
Jeres gruppe befinder sig i Rusland af uvisse årsager, og selvom der var en mening med galskaben, bliver denne hurtigt glemt, da Bad Company falder over liget af en lejesoldat, som viser sig at bære på noget der er endnu vigtigere end krig og hurtig pensionering nemlig guld. Herfra går den vilde skattejagt og i takt med at du og dine teammates bliver kastet dybere ind i krigen, forsøger I sideløbende at opfylde jeres eget behov behovet efter mere guld!
På overfladen er Battlefield: Bad Company en almindelig shooter. Det er stadigvæk run-and-gun, samt tilfældig søgen-i-dækning taktikken der benyttes i størstedelen af spillet og de primære opgaver er naturligvis at skyde hovedet af fjendtlige soldater, jo flere jo bedre, samtidigt med at taktiske destinationer nås og forskellige fjendtlige installationer skal sønderbombes.
Dog indeholder spillet så meget mere, end hvad der ved første øjekast blot virker som en almindelig FPSer alt dette takket være DICEs opfindelse, Frostbite engine. Med Frostbite har du ikke alene muligheden for at skyde, søge dækning og skyde igen nej du kan ligeledes smadre stort set som du kan se med det blotte øje. Dette betyder, at en husmur ikke nødvendigvis er lig med sikkerheden selv, for med en enkelt granat fra din riffel, kan du sprænge et hul i muren og dermed gøre livet usikkert for modstanderne som har søgt i ly for kugleregnen bag den.
Det samme gør sig gældende med broer, træer, buske, skure, siloer, tag og vagttårne. Alt kan sønderbombes sådan som det passer dig og din taktik bedst muligt. Dog er dette en regel der gælder begge veje, så bliver man overrasket af en fjendtlig tank, er det ikke længere nok blot at søge i ly bag den nærmeste væg denne bliver nemlig blæst i stykker hvis tanken angriber.
Og lad det være sagt med det samme Frostbite er fantastisk! Intet mindre. Følelsen af total destruktion er jo noget der får det til at sitre i fingrene på ethvert destruktionslysten væsen og det er en fed fornemmelse at pille husmure fra hinanden for derefter at overraske fjenden i et bagholdsangreb. Ligeledes er det en intens og forvirrende oplevelse, når éns ellers så sikre dækning pludseligt er spredt ud over et kilometerstort areal, fordi en fjendtlig soldat med en raketkaster har set sit snit til at rydde banen.
Undervejs i spillet vil man få mulighed for at prøve kræfter med såvel fartøjer, som avanceret militært legetøj såsom artillery-strikes, C4 og andet guf. Dette giver en god varians og det er jo altid lækkert at se fjendtlige soldater løbe som vinden når de får øje på din tonstunge kampvogn, for blot at styrte ind i et veltilrettelagt luftbombardement. Disse værktøjer kan bruges når du har dem i besiddelse, hvilket jo umiddelbart lyder logisk nok, men alligevel er anderledes end mange andre shootere, hvor der er lavet specielle køretøjsbaner eller lignende til at prøve kræfter med alternative våben og køretøjer.
Udover de ovennævnte facetter, er et stort plus ved Battlefield: Bad Company det noget specielle persongalleri. Dialogen mellem dine holdkammerater er morsom og til forskel fra f.eks. Call of Duty 4, føler du virkeligt, at du er en del af et hold, specielt fordi det ofte er dig og dine tre teammates og KUN jer, der er på mission sammen. Derudover er de forskellige personligheder så tydelige, at du efter relativt kort tid føler, at du kender personerne. Du ved hvordan de vil reagere i givne situationer, men det til trods gemmer Battlefield: Bad Company på en perlerække af guldkorn fra de mange diskussioner holdkammeraterne imellem. Bevares, det kan til tider virke en anelse påtaget, men hvis man dropper den kritiske mine og overgiver sig til specielt Sweetwater og Haggards mundhuggerier, så kan man næsten ikke undgå at smile en gang eller to undervejs.
Ovennævnte kombineret med det faktum, at der ikke nævnes noget om en verdensfredstruende terrorist fra mellemøsten eller lignende, men at historien egentligt fokuserer på de fire lykkeridderes jagt på guld, medvirker til, at Battlefield: Bad Company ikke fremstår så seriøs som mange andre titler. Det virker som om at EA og DICE virkeligt har fokuseret på, at gameren skal have en god oplevelse som en militær Indiana Jones film: Det går hurtigt og der er masser af action, men alvoren er til at overse og fokus er på de hæsblæsende scener og den til tider fjollede jargon og vigtigst af alt er, at det bestemt lykkes for dem.
Enhver medalje har som bekendt en bagside og Battlefield: Bad Company ligeså. Største kritikpunkt er uden tvivl, at singleplayerdelen til tider kan virke som en tutorial til multiplayer. Dermed ikke forstået på den måde, at singleplayerdelen ikke er funktionel, for det er den bestemt, men bl.a. kan det nævnes, at man har en ampullignende tingest kaldet life-2, som ved brug sender spillerens health tilbage på fuld styrke. Denne kan bruges en gang ca. hver 5. sekund og på denne måde vil det til tider føles som om at man er uovervindelig. Dette bliver yderligere understøttet af, at såfremt man må lade livet på slagmarken, så starter man på et udvalgt checkpoint og den skade man har udrettet inden man døde, f.eks. dræbte fjender, er permanent. Således vil dræbte fjender forblive dræbte også selvom man dør i mellemtiden, og på den måde føles det som om at man nærmest bliver løftet igennem singleplayerdelen, også selvom der er masser af udfordring.
På den grafiske side er Battlefield: Bad Company til tider glimrende og dette er ikke mindst når ting eksploderer eller bliver revet fra hinanden. Eksplosioner ser fantastiske ud og når mure krakelerer eller bliver sprunget i luften, så fyger det omkring med murbrokker, gnister og tykke røgslør. Ligeledes er banernes areal imponerende i såvel singleplayer som multiplayer så der er masser af plads at boltre sig på. Selve den grafiske udformning af våben, teammates og køretøjer er ligeledes i orden, til tider kan alting dog godt virke en anelse kornet, hvilket bl.a. skyldes grain-filteret, som man bl.a. oplevede i Mass Effect. Battlefield: Bad Company er med andre ord pænt at se på, uden dog at sætte nye standarder for, hvordan grafikken på next-gen konsollerne skal se ud.
Der hvor spillet virkeligt skiller sig ud, er på den intet mindre end fantastiske lydside, som virkeligt er i en klasse for sig selv. Hvis man har investeret i Battlefield: Bad Company, så skylder man simpelthen sig selv at presse sit surround til det yderste, læne sig tilbage og virkeligt opleve fornemmelsen af, at krigen er rykket direkte ind i dagligstuen. Eksplosioner er brutale og øredøvende hvad enten det er lyden af mursten der ramler sammen eller træer der vælter som kommer i kølvandet, køretøjer lyder som de skal og stemmeskuespillet er passende til spillets uformelle stil, men dér hvor spillet virkeligt brillerer, er lyden af dine våben. For det første har hvert våben sit eget lydspor, præcis som det bør være, for det andet er variansen af hvordan dit våben lyder, når det rammer forskellige overflader fantastisk og sidst, men absolut ikke mindst, så er der simpelthen en sublim vekslen imellem at affyre et våben i åbent rum, indendørs eller sågar i tæt terræn. Prøv det! Det er noget nær den perfekte oplevelse af krig og noget man meget hurtigt vil opleve er, at man virkeligt føler, at éns våbenarsenal i Battlefield: Bad Company fremstår noget mere kraftige end andre FPSere dette skyldes i høj grad den ekstreme lydoplevelse. Derudover kan det nævnes at stemningsmusikken er god og passer perfekt til spillets stil.
Til trods for at Battlefield: Bad Company leverer en solid gang singleplayerunderholdning og en udmærket historie, så er der ingen tvivl om at Battlefield serien altid har været rettet mod online-folket, og Bad Company er ingen undtagelse. Onlinedelen består udelukket af gamemoden gold rush som også gør sig gældende i demoen. Hvis ikke du har stiftet bekendtskab med demoen så er her et oprids af reglerne: der er to hold, attackers og defenders. Attackers skal smadre strategiske punkter i form af kasser med guldbarrer og defenders skal så forsvare dem. Når der ikke er flere kasser tilbage har attackers vundet og når der ikke er flere forstærkninger tilbage har defenders vundet.
Der er fem forskellige classes med hver sine forcer og svagheder. Disse er de typiske som man kender fra de fleste shooters, som f.eks. assault, recon, demolition m.m., og i takt med at man kommer dybere ind i gameplayet. F.eks. er det på baner med mange køretøjer hurtigt nødvendigt at få noget tungt skyts ind, såfremt modstanderen angriber i kampvogne, mens det altid er rart at have en feltlæge med på holdet, da assault er den eneste class der har mulighed for at heale sig selv.
Banerne i multiplayer er primært hentet fra singleplayerdelen og det betyder, at der er masser af plads at boltre sig på. Der er otte styks i alt, landskaberne er enorme og der er som oftest rig mulighed for at anvende køretøjer såvel til lands, til vands som i luften. Dette giver som i andre spil i serien et utal af muligheder for, hvordan man vil gribe en situation an, for der er altid alternativer til bare at løbe frem og affyre dusinvis af skudsalver.
I Battlefield: Bad Company er der op til 24 spillere på banen samtidigt, disse er så inddelt i hold, typisk af fire mand. Du kan kun kommunikere med dine holdmedlemmer, ligesom du kun kan vælge at spawne ved holdet, såfremt at der er nogle af de tre resterende holdmedlemmer i live. Dette har selvfølgeligt sine ulemper, men ligeledes sine fordele, da en konstant snakken fra 12 mand ellers kunne virke voldsomt. Spawnsystemet er opbygget sådan, at man kan spawne ved sin base, eller ved holdmedlemmerne, såfremt nogle af dem er i live dette er selvfølgelig fedt, da man kan starte midt i kampens hede, men samtidigt er det enormt frustrerende at være i ildkamp med en direkte modstander, for pludseligt at konstatere, at der spawner to teammates ved siden af ham.
Som i mange andre online shooters indeholder Battlefield: Bad Company et pointsystem, der er således points, eller XP om man vil, for at skyde fjender, udføre objectives m.m. Dette fører i sidste ende til at man stiger i rank og i takt med at man stiger i rank kan man unlocke en række nye våben eller andet militært hardware, lidt i stil med Call of Duty 4. Forskellen er dog, at man i Battlefield: Bad Company selv vælger, hvad det er man vil unlocke og på denne måde kan man løbende opgradere sin yndlingsclass.
Til trods for at der kun er en enkelt gamemode i spillet, så er der faktisk overraskende mange timers underholdning at hente. Gold Rush konceptet holder langt hen af vejen, men det er klart, at de lovede updates i form af en conquest mode er kærkomne tiltag fra udviklerens side. Nogle vil måske føle, at manglen på en custom mode er lidt af en falliterklæring og det er da også et minus, at man ikke selv kan lave et private game, hvor man sammen med kammeraterne selv bestemmer, hvilke spilleregler der arbejdes under.
På bundlinjen er Battlefield: Bad Company en solid shooter. Selvom det er seriens første forsøg på en decideret singleplayerhistorie, så lykkedes det ganske godt at få stablet en historie på benene, som holder hele vejen. Spillets uformelle tilgang er forfriskende og Frostbite motoren er intet mindre end fantastisk. Til tider kan singleplayerdelen føles lidt for nem, primært pga. de ovennævnte life-2 ampuller, spawns og en fjendtlig AI på intellektuelt niveau med en grankogle, men det ændrer ikke ved, at singleplayerdelen har nogle ganske fede momenter.
Onlinedelen er tiltalende og Gold Rush moden er bestemt værd at kigge nærmere på. Der er dog ingen tvivl om, at nye gamemodes vil være et stort plus. Der er bestemt børnesygdomme i spillet, som f.eks. manglende understøttelse af en tilgængelig picture-funktion, hvor man kan tage billeder af multiplayerkampene og så ville det naturligvis have været oplagt, at man havde inkluderet en co-op kampagne, når nu ens team fylder så meget i den samlede historie. Dette ændrer dog ikke ved, at Battlefield: Bad Company bestemt er anbefalelsesværdig og p.t. står som én af årets bedste udgivelser i sin genre.
Facebook
Twitter
