Drengene fra Bad Company bliver endnu en gang involveret. Denne gang i jagten på et dødsensfarligt og mystisk våben, som russerne angiveligt har fået fingrene i. Historien begynder allerede med en prolog i Japan under Anden Verdenskrig, men hurtigt bevæger historien sig frem til det, vi alle er kommet for: nutidig krigsførelse. Ingen spoilere her, så der er blot at sige, at historien bringer os igennem en relativt kort (ca. 6-7 timer) kampagne, som rykker slagmarken fra sne og tundra, over tørre ørkener og byzoner, til frodige jungleområder. Vi bevæger os på flere forskellige kontinenter, og ligemeget, hvor vi befinder os, så er kugleregnen og dødstallet en værdig mostander til selv de mest hidsige krigs- og actionfilm, vi er blevet introduceret for igennem årene.
Den herlige og komiske tone imellem de fire karakterer, særligt Sweetwater og Haggard, er bibeholdt, og er denne gang næsten endnu mere underholdende, idet den ikke virker ligeså påtaget, som det til tider var tilfældet med første Bad Company spil. Et kritikpunkt fra nogle, i det første spil, var karakteren af collectables. De famøse guldbarrer kom i visses øjne til at fylde så meget, at det fjernede fokus fra de reelle, militære mål, som sommetider kom til at virke sekundære. Hvorvidt dette har været grunden til en ændring i spilkonceptet, eller EA og DICE blot har haft lyst til fornyelse vides ikke. Dog er de efterhånden obligatoriske collectables skiftet ud med små radarstationer, som kan findes og destrueres. Det er på sin vis fuldstændig ligegyldigt om collectables findes i form af guldbarrer, radarstationer eller lyserøde teddybjørne, men vi må nok erkende, at formen fundet i Bad Company 2 bedre magter at bibeholde fokus på det, spillet handler om.
Styringen i Battlefield: Bad Company 2 er som vi kender den, og den fungerer endnu en gang upåklageligt. Man skal selvfølgelig som garvet Call of Duty spiller vende sig til, at når man tror man kaster granater stikker man med sin kniv samt andre små forskelligheder. Overordnet set ligger kontrollen i de to spil dog ikke langt fra hinanden, og med en ganske gode framerate glider fornøjelsen afsted. Bad Company 2 er designet væsentligt mere lineært end sin forgænger. Dette skal dog ikke nødvendigvis ses som en dårlig ting. Det handler om én ting: Find fjenden og dræb ham. Det lineære design sikrer, at der som før nævnt, aldrig er langt mellem kampene. Derfor bliver det aldrig rigtig kedeligt.
Som nævnt er kampagnen relativt kort, og kan overstås på mellem 5 og 7 timer afhængig af evner. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at kampagnen ikke varer længere. Men ganske som med kritikken af samme problem hos især Call of Duty 4, så er de timer, kampagnen tilbyder, til gengæld vel varierede og de bliver aldrig rigtig kedelige. Og heldigvis er der jo også multiplayerdelen.
Og det er lige præcis multiplayerdelen, som vil få dette spil til at vare rigtig længe for de skydeglade spillere derude, og det er delen, som vil få folk til at vende tilbage igen og igen når kampagnen er overstået. Det skal ikke lyde som om Battlefield her for første gang leverer en god onlineoplevelse, for spilserien er da i sandhed kendt for at vide, hvad den slags handler om. Dog er denne skribents egen, personlige holdning, at Battlefield som onlineoplevelse mistede en del da den gik fra pc til konsoller. Dette er dog alt sammen glemt nu. Dette fremstår i mine øjne som den absolut bedste online Battlefield oplevelse siden Battlefield 2 med lynhast indtog pc-gamernes hjerter og gav den ukronede konge, Counter Strike, kamp til stregen. Her har vi et spil, der hundrede procent sikkert vil stjæle tid fra konsollernes shooterkonge, Modern Warfare 2. Og det er ikke nogen ringe præstation....
For folk, der kender konceptet bag onlinespil i Battlefielduniverset, vil det meste virke bekendt. For dem, der ikke kender til det enndu, kan siges, at de to største og mest markante forskelligheder mellem Call of Duty\'s koncepter og Battlefield\'s koncepter er, at Battlefield, herunder også Bad Company 2, leverer klasseopdelte, holdbaserede kampe, og at de leverer dem på en større skala.
Man kan vælge som spiller at agere i fire forskellige klasser, nemlig assault, engineer, medic og recon. Som nævnt kommer dette ikke som en overraskelse for spillere bekendt med tidligere Battlefieldspil. Denne korte gennemgang af koncepterne er tiltænkt de læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med spillene. De fire klasser bestemmer ikke kun, hvilke våben man er i besiddelse af. De bestemmer også, hvad man kan gøre for holdet. Assaultklassen har ekstra ildkraft og kan dele ammunition ud, engineerklassen er udstyret med RPG eller andet AT-grej og kan i øvrigt reparere køretøjer og luftfartøjer med sit power tool, medicklassen kan dele medkits ud og genoplive faldne kammerater, imens reconklassen er holdets snigskytte, som samtidig kan benytte sig af morterangreb, C4 eller bevægelsessensorer. Man er ikke tvunget til at tilslutte sig et hold, men man vil hurtigt finde ud af, at vejen til succes er at holde sammen som enheder og supplere hinanden med de evner og muligheder, man hver især har. Desuden giver det at være på et hold også mulighed for at respawne på sine holdkammeraters positioner. Dette sikrer, at man lynhurtigt er tilbage i kampen. En vigtig funktion på de store kort, hvor transporttiden ellers kunne ødelægge den hektiske oplevelse.
Som ovennævnte indikerer, er biler, tanks, kampvogne, ATV\'er og helikoptere spredt med varierende nænsomhed over banerne, og alt kan benyttes til fordel for den, der finder det først. Netop implementeringen af køretøjerne er netop også det, der tillader kampene i større skala. Visse maps er ikke meget større end de største vi ser i for eksempel Modern Warfare 2, imens andre er kolossale. Bad Company 2 tilbyder fire forskellige spilfunktioner, med op til 24 deltagere. Det velkendte Conquest er dybest set et andet navn for Capture The Flag eller Domination, Rush inddeler spillerne i et angribende og forsvarende hold. Herefter skal angriberne destruere modstandernes M-Com stationer. Lykkes det rykkes kamplinjerne længere tilbage, og sådan fortsætter spillet til alle stationer er taget, eller det angribende hol løber tør for forstærkninger. Dette er funktionen folk har kunnet more sig med i den spilbare demo på Xbox Live Markedspladsen. Derudover kan man spille Squad Rush, som er en mindre og hurtigere udgave af Rush. Her spiller to hold á 4 spillere om kun to M-Com stationer. Til sidst kan man spille det meget interessante 4-holds Team Deathmatch. Her indeholder kortet ét køretøj, som vil give holdene en stor fordel. Derfor involverer det naturligvis også nogle hede kampe om at få fat i det køretøj. Første hold, der noteres for 50 kills vinder.
Onlinedelen understøttes naturligvis af et rangsystem med oplåsning af bedre våben og bedre udstyr til våbnene. Derudover er guleroden en lang række batches og pins for forskellige, særlige præstationer på slagmarken. Vi opdagede under onlinespil på intet tidspunkt lag- eller serverproblemer. Det bliver spændende om denne fine tendens fortsætter når spillet udkommer og serverne bliver hårdere belastet. Electronic Arts er ikke altid kendt for de mest stabile servere, for eksempel set i Fifa-spillene, men indtil nu lover det godt.
Grafisk leverer DICE og deres Frostbite motor en sand perle. Store, smukke miljøer med høj detaljegrad, hvor praktisk talt alt kan ødelægges. Vi oplevede ingen dyk i framerate, og gengivelse af våben, køretøjer med videre er en sand fryd for øjet. Eksplosioner og andre effekter leveres flot og realistisk og er med til at give Bad Company 2 stemplet som et utrolig smukt spil.
På lydsiden imponerer Bad Company 2 også. Hvis man virkelig går i detaljer vil nogen måske påstå, at våbnene lyder en smule mere tamme end i Modern Warfare 2. Dette er dog af minimal karakter, og lydenes fremtoning i miljøerne, det vil sige piftende kugler, eksplosioner, støvskyer efter granater samt evnen til at høre, hvorfra lydene kommer, er til gengæld fantastisk lavet. Skru godt op for lyden og læn dig frem i sædet. Så er du klar til krig.
Konklusionen er, at DICE og Electronic Arts med Battlefield: Bad Company 2, bygger videre på en fornem arv, og her leverer det stærkeste i serien i konsollernes tid. For gamle fans af Battlefield 2, som dengang tænkte, at det var ærgerligt, at et så godt onlinespil ikke indeholdt bare en lille singleplayer kampagne, så er Bad Company 2 det bedste bud på den mangel. Med en kort, men ufattelig hektisk og underholdende singleplayerdel, og en onlinedel, der vil blive spillet vidt og bredt i lang tid fremover, siger vi hermed velkommen til det krigsspil, der som det første, uden for Infinity Ward\'s egne rækker, kan hamle op med bare noget af det Call of Duty har givet spillerne.
Det er dog vigtigt til sidst igen at understrege, at Battlefield: Bad Company 2 og Call of Duty: Modern Warfare 2, ikke vil være direkte konkurrenter, hvis man ser godt efter. De leverer to forskellige krigsoplevelser. Storskalakampe med køretøjer og klasser, kontra lidt mindre men hektiske mand-mod-mand kampe. I min verden er der plads til begge spil, og fans af genren er nødt til at spille begge spil. Det bør ikke gå ud over markedsandele, men med kun 24 timer i døgnet og et arbejde eller en skole at passe, vil vi som spillere blive meget stressede over både at skulle gå i fodsporene på Marlowe, Sweetwater og Haggard, og samtidig passe vores nære forhold til Cpt. Price og venner. Det skal dog være en fornøjelse at nå begge dele. Velkommen til et af 2010\'s helt store titler.
Facebook
Twitter
