Battleblock Theater

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 11. april 2013 - kl. 01:56
Del denne artikel:
3 0

The Behemoth udgiver længeventet Arcade-titel – kan det leve op til Castle Crashers? Læs vores anmeldelse af Battleblock Theater her.

De fleste kender nok Castle Crashers, et af de bedst-sælgende Arcade-spil, som udkom til rosende ord fra diverse anmeldere tilbage i 2010. Nu vender The Behemoth tilbage med endnu en titel – har den samme best-seller-kvalitet?

Hvis der er en ting The Behemoth's spil er kendt for, så er det nok deres humor – og Battleblock Theater er bestemt ingen undtagelse. Spillet starter ud med en lettere lang introduktion, som næsten ville være for lang, hvis det ikke var for den brillante fortællerstemme, som introducerer os til Hatty Hattington og hans mange små venner. Hatty, som selvfølgelig har en stor hat på hovedet, er kaptajn på S.S. Friend Ship, hvorpå han stævner ud på et togt med alle sine venner. Uheldigvis bliver de fanget i en stor storm (med meget imponerende lydeffekter fra fortælleren) og ender som skibbrudne på en lille ø.






Man tager kontrollen over en af Hattys små venner, som drager ud på øen, for at se hvor de er endt. Uheldigvis viser det sig at øen er beboet af meget onde katte, som har fanget Hatty og forhekset ham med en forbandet hat. Kattene tvinger nu alle Hattys små venner, styret af spilleren, til at gennemgå udfordrende baner i deres teater. Alle disse baner er opbygget af blokke, heraf navnet Battleblock Theater.

I al sin simpelhed går Battleblock Theater ud på, at man bliver sat ind i en 2D-bane, som man skal kæmpe sig igennem. For at åbne op for udgangen skal man indsamle mindst tre af syv juveler, som hver bane indeholder – eller alle syv, hvis man vil have en højere rang. Spillet er altså mest af alt et platformspil, fyldt med fjendtlige katte, hemmelige områder og baner og alt hvad man ville forvente – og det er yderst godt udført.

Der er et eller andet fantastisk over baneopbygningen i Battleblock Theater. Spillet består af otte kapitler, som hver består af en 'finale', tre akter (som hver består af tre baner) og tre encore-baner. For at låse op for finalen skal man igennem alle tre akter, hvor man sådan set bliver trænet op til finalen, hvor man i en kamp mod tiden, skal kæmpe sig igennem to svære baner. Efter finalen kan man naturligvis hoppe videre til næste kapitel og nye udfordringer, eller vælge at gennemføre de valgfri encore-baner, som er sværere end de normale baner.

Historiedelen er stærkt vanedannende, hylende morsom, begyndervenlig og har samtidig en god kurve for hvor mange nye ting man skal lære, så man ikke får det hele smidt i hovedet på samme tid. Der bydes på fantastisk platform-eventyr til alle interesserede.






Skulle man være en garvet spiller, så vil man muligvis mene, at Battleblock Theater egentlig er en anelse nemt – heldigvis kan man så vælge at spille ”Insane Mode”, hvor største ændring er, at man bliver sendt tilbage til banens start, i stedet for nærmeste check-point, hvis man dør. Man kan også vælge at spille spillet igennem i co-op for to spillere, hvor banerne er ændret til at byde op til samarbejde – f.eks. ved at den ene spiller til skal kaste den anden op på en klippeafsats, mens spiller to så skal række en hånd ud over kanten og gribe spiller et, for at begge spillere kan komme over en sø.

Når man spiller Battleblock Theater kan man næsten få fornemmelsen af, at spillet består af overvældende mange facetter. For eksempel indeholder det også en level-editor, hvori man kan designe sine helt egne baner – og alle spillets baner er naturligvis ligeledes muligt at genskabe i denne. Der er naturligvis også et delings-system for disse baner, hvor udviklerne også kan fremhæve de ekstra gode baner, hvormed spillet ender med at få flere og flere gode baner, så længe der er nogle til at lave dem.

Selv hvis man skulle blive træt af at spille alene eller sammen med andre, så er der også en Arena-mode for op til fire spillere, hvor man spiller imod hinanden, primært to mod to. Der er en god håndfuld forskellige spiltyper, som rækker fra at være en ganske normal Team Deathmatch til Capture the Flag, dog med grise, som man skal ride ned i sit eget mål, til et eklektisk miks af basketball og fodbold, som både er stærkt vanedannende og velfungerende. Endelig er der Color the World, som handler om at farve så mange blokke som muligt, ved at røre ved dem.






Det, som dog er fælles for alle disse multiplayer-varianter er, at de alle sammen er stærkt underholdende og veldesignede – både til når man sidder med tre venner på sofaen og febrilsk forsøger at erobre modstanderens gris og bringe den tilbage til ens base, men også når man spiller online i en regulær kamp til døden.

Når man spiller online optjener man, ligesom når man spiller igennem spillets historiedel, en vis mængde juveler. Disse kan bruges til at låse op for nye såkaldte 'head-faces', dvs. hoveder til din figur, i forskellige geometriske former som cirkler og trekanter – det eneste man kan vælge er dog
hvilken form det hoved man får har. Dermed bliver det svært at få lige præcis den figur man vil have fat i, men heldigvis kan man bytte figurer med andre online, når man alligevel er inde for at spille mod eller med andre. Det tilføjer en form for samlefigurs-aspekt til spillet, som bare sætter et endnu et stort, smukt jordbær på toppen af en yderst flot lagkage.






Der er faktisk meget få detaljer omkring Battleblock Theater, som man ikke kan rose. Der er dog visse småting – for eksempel løber humoren mod en mur, fordi der ikke er flere hundreder forskellige kommentarer fra spillets fortæller. Når man hører det for tiende gang, kan det være svært at smile af udtryk som 'you spicy little fart!', men spillet formår stadigvæk at holde charmen på et vist niveau, selvom den aftager efter mange timers spil – og man kan godt forvente at bruge mange, mange timer på Battleblock Theater. Et af spillets større problemer er dog, at online-delen til tider ikke er så velfungerende, blandt andet i form af, at man i co-op kan sidde to personer i en båd, og styre den begge to – hvilket kan resultere i, at man pludseligt sejler dobbelt så hurtigt. Det kan godt gå hen og blive svært at koordinere, for ikke at kalde det problematisk forvirrende.






Alt i alt er Battleblock Theater dog et yderst imponerende udspil fra The Behemoth, som formår at bevæge sig over det niveau vi kender fra Castle Crashers. Det er spækket med godt humor, godt gameplay og en allerhulens stor mængde indhold og forskellige spilmodes.

Battleblock Theater kan meget vel gå hen og tage Castle Crashers' plads som anmelderdarling og bestseller-titel – det har i hvert fald kvaliteten til det! Spillet kan købes på Xbox Live Marketplace til 1200 MSP.
Fakta
Battleblock Theater

Battleblock Theater

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerThe Behemoth
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-4
Udgivelsesdato03-04-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Sex Stærkt sprog
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Humorspækket historie, godt gameplay, ekstreme mængder indhold
Til tider fejlramt online-del, lettere repetitiv dialog.
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.