Således sparkes historien i gang til det, der er en vaskeægte prequel til de to tidligere spil i serien, Arkham Asylum og Arkham City. Vi tager her styringen over en ung og uprøvet Batman, der som nævnt kun har været et fænomen i et par år. Der sås stadig tvivl om, hvad den mørke skikkelse er, om han er god eller ond, hvad hans dagsorden er, og politiet nægter stadig offentligt eksistensen af en gigantisk, flyvende flagermus.
Warner Bros. Montreal har overtaget opgaven at udvikle dette tredje spil i en serie, som Rocksteady i den grad har sat sit stempel på. Så spørgsmålet er om de kan leve op til dette høje forventningspres. Gotham City er den største af sin art i de tre spil, og der lægges stor vægt på at rejse over det større område, som endnu en gang tilbyder en blanding af åben verden med åbne opgaver og en mere bundet og lineær historie. Vekslingen imellem de to forløber fint og giver en god afveksling. Udviklerne har udviklet et system til hurtig rejse grundet de større afstande. Det er muligt at rejse imellem punkter i sin Batwing, men først skal man slukke for nogle jammere, som skurken, Enigma, har opsat for at hindre ens GPS-tracking i at fungere ordentligt. Selve princippet i at befri eller oplåse fast travel punkter har vi set i mange andre spil også, blot i andre afskygninger. Det minder overordnet set lidt om de kontrolposter vi kender fra Far Cry.
Vi stifter også hurtigt bekendtskab med en mand under tilnavnet The Penguin, og det er tydeligt i forhold til historien om den unge Batman, at flere af de gængse og kendte skurke i universet her bliver introduceret som nye og ukendte, ligesom nogle af dem først kommer meget sent ind i spillet. Det er en sjov måde at få serveret universet på, og det giver også flere gange nogle sjove aha-oplevelser, når en karakter, man i forvejen kender bliver født.
Spilmekanikkerne er der overordnet set ikke pillet meget ved. Der er fortsat lagt stor vægt på nærkamp, hvor man med slag, parader og counters smadrer grupper af fjender. Eneste anke for mig er, at jeg ofte i denne slags spil kommer til bare at banke vilkårligt i knapperne når det går hurtigt. Men det er nok mere mig, der er dårlig til den slags spil, for mekanikken i sig selv fungerer fint. Alt Batmans finurlige grej er også tilstede og med brug af grappling hook, Bat Claw og så videre åbner spillet i de fleste tilfælde muligheden for et afvekslende og meget brugertilpasset gameplay, hvor grænserne for, hvordan man vil løse de forskellige situationer kun styres af fantasien og temperamentet.
Der er også blevet plads til en ganske fin onlinedel, som ikke tilbyder meget forskelligt, men til gengæld leverer en solid oplevelse indenfor det, den trods alt tilbyder. Onlinespil foregår i spilfunktionen Invisible Predator Online, hvor otte spillere dyster efter den lidt atypiske inddeling tre-mod-tre-mod-to. Det foregår således, at to hold á tre spillere spiller imod hinanden. Holdende er inddelt som håndlangere for henholdsvis Joker og Bane. Disse to hold spiller noget, der vel mest kan beskrives som en kombination af Team Deathmatch og Conquest imod hinanden. Samtidig skal det sidste hold, bestående af to heroes, nemlig Batman og Robin, forsøge at ødelægge det for de to hold. Det er tilfældigt fra runde til runde, hvem der er Batman og Robin. De to almindelige hold kæmper imod hinanden med almindelige skydevåben, granater og nærkamp, imens Batman og Robin ingen skydevåben har. Her arbejder man mere fra toppen og ned ved brug af skygger og andet dække. Heroes kan vinde, hvis Batman ikonet fyldes, hvilket sker, hvis man fjerner tilstrækkeligt mange af de to forbryderholds deltagere.
Invisible Predator Online er en ganske underholdende spilfunktion, som samtidig bruger det efterhånden obligatoriske level system, hvor man oplåser bedre våben og gadgets løbende. Desværre for den ellers virkelig underholdende onlinedel, er der som nævnt kun denne ene spilfunktion tilgængelig. Samtidig tilbydes der kun spil på fire forskellige kort. Det vil være oplagt at udvide onlinedelen senere med flere maps og måske flere spilfunktioner, men som det ser ud nu er der altså kun én spilfunktion og fire maps. Det er udviklerfirmaet Splash Damage, der har stået for udviklingen af onlinedelen.
Grafisk er spillet flot og velpoleret, dog uden at nå nye højder indenfor spilserien. Det er fyldt med flotte spilmiljøer, og både karakterer og omgivelser virker velpolerede og interessante. Sommetider sporede jeg en smule rendering på ansigter og tøj ved hurtige kameraskift og panoreringer, hvor det virkede lidt som om, at grafikken ikke helt kunne nå at blive indlæst ligeså hurtigt som det var meningen. Det er dog en lille ting, der ikke virker synderligt irriterende på helhedsindtrykket. På lydsiden finder vi et ganske udmærket soundtrack med masser af stemning. Stemmeskuespillet er godkendt, og de mange forskellige karakterer varieres ekstra i kraft af et meget varieret stemmeskuespil.
Selvom Batman Arkham Origins alt i alt er et rigtig fint spil, som jeg forhåbentlig også beskriver ovenfor, så sidder man alligevel lidt tilbage med følelsen, at dette er det svageste af de tre spil i serien. Det er såmænd ikke fordi spillet er dårligt, men Rocksteady har bare i de to forgængere (eller efterfølgere rent kronologisk) sat en meget høj standard, som er svær for en ny udvikler at leve op til.
Overordnet set er spillet glimrende og især den store by er utrolig flot og spændende at løbe, hoppe og svæve rundt i. Gotham City i en mindre hærget udgave og så endda i juletiden er fantastisk interessant og flot udført. Man sidder desværre stadig bare med følelsen af, at styringen er mindre flydende, grafikken mindre detaljeret og historien mere udvandet. Havde dette været det første spil i serien havde øjnene måske set og opfattet det hele anderledes og en smule mere gavmildt. Men nu er det altså tredje spil i en allerede kendt serie med opsparede forventninger, og her må jeg altså konstatere, at Batman Arkham Origins er et virkelig godt spil, som dog ender under par.
Facebook
Twitter
