Nattens ridder vender tilbage. Under denne titel relancerede Frank Miller, Batman som en gammel, bitter og uforsonelig superhelt. Det var en vitaminindsprøjtning af dimensioner, der nedtonede begrebet verdens største detektiv og gjorde Batman til klassens barske fyr. Væk var al kitsch og nana-nana-nana batmaaan og tilbage stod en ældet helt, der råt og brutalt ikke lagde fingrene imellem når forbryderne skulle standses. Grafisk og fortællemæssigt lagde det fundamentet for flagermusens meritter helt frem til idag og Batman: Arkham City lægger sig op ad den samme tradition.
Hvorfor begynde med at henvise til en 25 år gammel tegneserie? Jo, den måde Frank Miller (og senere Alan Moore) ændrede vores syn på superhelte, er flere steder sammenlignelig med den betydning Rocksteady's Batman: Arkham Asylum fik for vores syn på superhelten som computerspil. Ikke flere tarvelige udgivelser og mangel på respekt for forlægget, som gjorde licensspil til en udskældt genre, men til gengæld en historie der, inden for sine egne præmisser, fungerer som selvstændigt og værdigt bidrag til myten om Batman.
I modsætning til Frank Millers stilskabende opdatering, finder vi ikke lige så radikale ændringer ved opfølgeren til det mange mener var årets spil i 2009. Én af grundene er naturligvis, at Rocksteady denne gang har et rygte at leve op til, og istedet for rollen som underdog, skal de denne gang indfri publikums forventninger.
Historien følger op på begivenhederne i 'Arkham Asylum' og foregår et år senere - ved hjælp af lyssky forbindelser er den tidligere inspektør Sharp på sindssygehospitalet blevet Gothams borgmester. Én af hans første handlinger er, at forvandle en del af Gotham til et enormt udendørs fængsel kaldet 'Arkham City'. Her får forbryderne lov til at hærge i gaderne uden ordensmagtens forstyrrende indgriben, på samme måde som man så det i 'Flugtaktion New York' (gør dig selv den tjeneste at se den, hvis du ikke kender den).
Der foregår mystiske ting i det nye 'fængsel' og Batman beslutter sig for at infiltrere området. Dette bliver startskuddet til et spil, der tager dig ind i de dybeste afkroge af Gotham - du kommer til at stifte bekendtskab med en masse af de kendte Batman skurke, samt nogle af dem man ikke se så tit.
Teknisk tager spillet over hvor Arkham Asylum slap, styringen er behagelig enkel, på trods af, at du imod slutningen af spillet har en del gadgets og knapkombinationer du kan benytte dig af. Man lærer hurtigt at svinge sig mellem skyskraberne og flyve lange stræk med kappens indbyggede drageflyver. Det første der slår en, er hvor imponerende stor byen er. Arkham Asylum var også stort, men at bevæge sig rundt i Arkham City er en helt anden oplevelse. Hvor du i det første spil ofte fulgte en forholdsvis fastlagt rute, har Rocksteady denne gang valgt et meget mere åbent sandkasse koncept.
Du kan selvfølgelig vælge bare at holde dig til hovedmissionerne, i så fald er du en bedre mand end jeg, da der skal umådelig stor selvbeherskelse til at ignorere byens mange fristelser. De kommer mange former; sidemissioner, hvor du kommer til at stifte bekendtskab med mange af Batmans fjender, Riddlers udfordringer, der denne gang tager fuldstændig pusten fra dig med flere hundrede af slagsen eller bare en mørk gyde der skal udforskes. Der er nok at foretage sig i Arkham City og vælger du, som jeg, at blande hovedhistorien med en masse stærkt underholdende svinkeærinder, kan du godt regne med 20-40 timers underholdning alt afhængig af hvor grundig du er.
Som du kæmper dig vej gennem Arkham Citys slum, får du brug for Batmans kampevner, men også en god portion detektivarbejde. Der er mordsteder der skal undersøges, computere der skal scannes og så en god portion gåder der skal løses - disse veksler mellem de helt logiske og de lidt mere krævende hovedbrud - dog aldrig sværere end du med lidt sund fornuft kan løse de fleste. Og så er der udfordringerne, hvor du for eksempel skal svæve igennem en række mål eller manøvrere din fjernstyrede batarang gennem en labyrint, disse er i begyndelse ganske lette, men som handlingen skrider frem bliver de sværere. Jeg har stadig et par udfordringer, der selv efter 15-20 forsøg bliver ved med at tirre mig til at prøve igen - fordi jeg ikke kan lade være.
Du kommer selvfølgelig i kamp med diverse forbrydere undervejs, selvom Batman ofte kan uskadeliggøre mange af dem uden at blive opdaget - som når du firer dig ned fra en afsats for at gribe fat i en intetanende forbryder og hænge ham op i benene, hvor han så forgæves skriger om hjælp. Kampsystemet er magen til det første spil, du kæmper med forskellige timede knaptryk og deler på denne måde slag og spark ud. Du kan også benytte dig af de forskellige gadgets Batman har i bæltet og på denne måde kan du uskadeliggøre store grupper af fjender forholdsvis hurtigt. Det fungerer meget enkelt og i begyndelsen bliver du hjulpet af markører på skærmen, der fortæller dig hvornår du kan bruge en given knapkombination. En anden gentagelse fra det første spil, er de forskellige bosskampe. Disse består hovedsagelig i, at Batman skal undgå de forskellige angreb der sættes ind imod ham og på det rigtige tidspunkt bruge en bestemt gadget eller knapkombination. Dette fungerer efter hensigten og det er lykkes Rocksteady at lave mange varierede kampe på denne måde.
En lækker detalje ved spillet, er den medfart Batman får i løbet af spillet. Henimod slutningen har han små skrammer over det meste af kroppen og dragten er flået op flere steder - vi bliver også hele tiden mindet om at selvom Batman er en superhelt, er han stadig et menneske. Han har ikke superkræfter og er heller ikke skudsikker, så passer du ikke på når du er i kamp er der kontant afregning.
Som jeg var inde på i begyndelsen, har Rocksteady fundet stor inspiration hos Frank Miller, men så sandelig også resten af det univers, der omgiver Batman, både på film og tryk. Kendere vil lægge mærke til stilen som blandt andre Carlos D'Anda og Roger Robinson bidrager til, de er faste tegnere hos DC Comics og lavede også artwork til Arkham Asylum. Vi finder det samme dystre mørke som fans kender og elsker det, men alligevel er det som om farvepaletten har fået en ekstra dimension i Arkham City. Byen er oplyst af gamle, flimrende neonreklamer. Slidte billboards vidner om den almindelige bydel stedet var engang. Og hvert kvarter har fået sit eget præg, alt efter hvilken skurk der har magten i dét område, for eksempel har Jokeren forvandlet et gammelt stålværk til en forvredet forlystelsespark. Grafikken kan ikke kaldes smuk, men den giver den helt rigtige fornemmelse.
Fortællingen er i trygge hænder hos Paul Dini, der også skrev handlingen til Arkham Asylum. Dini var indtil for nylig fast tilknyttet DC (rygter vil vide at han producerer 'Ultimate Spiderman' hos Marvel), i Batman regi fik han sin debut i start 90'erne på den roste 'Batman: The Animated Series'. Dette skinner igennem i historien, der er en ægte Batman historie, fyldt med plottwists, tvivlsomme alliancer og superskurke - fra de kendte som Pingvinen eller Jokeren, til dem man ikke ser så tit som for eksempel Deadshot.
Det geniale ved handlingen er, at man ikke behøver være tegneserie ekspert eller medlem af Batmans fanklub for at kunne følge med. Der er rigtigt nok masser af superskurke, og nogle gange giver det ekstra dybde hvis man kender forhistorien, men som i Arkham Asylum følger der en fil med til introduktionen af hver ny person i spillet. På denne måde sikres det at alle ved nogenlunde hvor vi er, denne gang er der også blevet plads til beskrivelser af de enkelte lokaliteter i Arkham City, noget der låses op for efterhånden som du løser Riddlers gåder - jeg tør godt sige at denne udgivelse vil tilfredsstille både hardcore fans og de der kun kender Batman fra de nyere film.
Lyden danner en god bund for hele spillet, med et godt orkestralt soundtrack, der efter min mening rammer stemningen perfekt. Som du bevæger dig igennem byen opsnapper du automatisk samtalerne hos de forbrydere der er i området, dette giver både en unik stemning - som når du hører hvordan frygten breder sig, når en vagt har set Batman og alarmerer de andre - men hjælper dig også på vej i de mange missioner, med små spor og ledetråde. Stemmeskuespillet er unikt - særlig ros til Mark Hamill, der efter sigende spiller Jokeren for sidste gang. Hans Joker er skræmmende og fascinerende på én gang, og man kan mærke at han virkelig giver alt hvad han har (bliv hængende under rulleteksterne for at få hans sidste geniale præstation). Kevin Conroy som Batman skal også fremhæves, han tilføjer en passende mængde autoritet til Batman uden at gøre brug af en lige så dyb bas som Christian Bale gør det i de nye film.
Når vi ikke ender på et rent 10-tal, skyldes det nogle få småting; kampsystemet, som er enkelt at gå til, giver dig ikke en helt præcis fornemmelse af hvad du gør. Batman uddeler masser af tæsk, men du føler aldrig at du er i fuldstændig kontrol over hans bevægelser selvom det ser flot ud når han går løs på sine modstandere. Bosskampene ligger ligeledes lidt for tæt op ad dem vi så i Arkham Asylum, de fungerer som de skal, men nogen nyskabelse er det ikke. Og endelig oplevede jeg en enkelt gang at spillet havde slettet mit savegame 35% inde i spillet - Det kan være et enkeltstående tilfælde, men er utilgiveligt for et spil af denne kaliber. (Ifølge flere fora, kan det ske hvis man slukker mens spillet saver - da det autosaver meget ofte, er min anbefaling at du går ud i spillets hovedmenu, inden du slukker).
Ovenstående er dog absolut småting og ændrer ikke ved at Arkham City er en af årets stærkeste titler.
Spillet har en god blanding af det hele, og selv efter du er færdig med hovedhistorien er der mange timers spilletid i de talrige af udfordringer i form af sidemissioner og challengemaps. Hvis jeg skal prøve at samle trådene over et spil så omfattende som dette, står vi tilbage med noget, der er et af de bedste bud på årets spil 2011 - der venter stadig et par andre store udgivelser i år, men jeg har svært ved at se nogle af dem tilbyde en så helstøbt blanding af alle genrens bedste elementer som du får i Batman: Arkham City.
Facebook
Twitter
