Ved hjælp af mere eller mindre kraftige naturkræfter slynger vi om os med jord, ild, vand og vind, imens de stakkels, små indbyggere standhaftigt klør på med byggeriet. Undervejs byder spillet kun på lille variation i form af præster, der er immune overfor visse elementer, katapulttårne, der kan hjælpe indbyggerne op på højere niveauer, skibe, der kommer med byggematerialer og forheksede urner, der kan fryse brugen af elementerne i en periode. Der er i alt femten baner i spillets kampagne, som kan gennemføres på omkring to til tre timer. Dertil kommer survival mode og en lokal multiplayerdel.
Styringen i spillet er let at gå til, og med et joypad i hånden fungerer det fint. Man er begrænset til to elementer i hver mission, og spillet lader spilleren vælge selv, hvordan disse skal placeres på joypad'et. Babel Rising giver også mulighed for styring med Kinect, men her fungerer tingene knap så godt. Den opfindsomme sensor viser sig stadig som en stor udfordring for mange udviklere, og her er i sandhed et spil som havde været bedre tjent med ikke at forsøge implementering af bevægelsessensor. Ved hjælp af den ene hånd panorerer man kameraet, og dette fungerer egentlig rimelig spiseligt. Med den anden hånd udfører man samtidig sine forskellige angreb, og det er her problemerne virkelig opstår. Sensoren er ikke modtagelig nok, og ofte føler man sig tvunget til at fægte vildt og blodigt om sig med armene for at få de ønskede kommandoer gennemført. Ofte lykkes det ikke, og det hører langt fra til sjældenhederne, at man bliver frustreret over den manglende respons.
Babel Rising er samtidig et spil, der til tider kræver stor præcision på små arealer af skærmen, og her fungerer Kinect ikke ordentligt. Man skifter mellem sine elementer med stemmestyring eller ved at klappe. Stemmestyringen fungerer fint, men at man har givet muligheden for at klappe er mig ubegribeligt. Eftersom vi lige har beskrevet, hvor præcist man er nødt til at bevæge sine to hænder for at styre spillet, kræver det en særlig form for logik at tro, at man samtidig kan klappe uden fuldstændig at miste kontrollen på skærmen. Jeg lagde Kinectstyringen fra mig efter ti minutter og spillede efterfølgende kun med joypad.
De femten baner i kampagnen begynder relativt let, men stiger i sværhedsgrad løbende, ligesom flere af de nævnte afvekslinger bliver tilføjet. Man bliver langsomt og sikkert introduceret for samtlige funktioner i spillet, og alle kan være med. Babel Rising stiger til et passende niveau, og man vil også opleve, at man ikke klarer missionerne i første forsøg. Det bliver dog aldrig et decideret svært spil, og uden mulighed for tilpasning af sværhedsgrad, ender det desværre med at blive lidt kedeligt imod slutningen af kampagnen. Survival Mode opfinder ingen ny tallerken, og virker mest af alt som en ekstra spilfunktion, der er lagt på for at retfærdiggøre prisen. Det giver ingen særlig oplevelse, og gør ikke noget for at give spilleren lyst til at prøve igen.
Babel Risings lokale multiplayerdel er den del af spillet, der umiddelbart giver mest underholdning og smæk for skillingen. Spillerne kan på tre forskellige tårne vælge at dyste imod hinanden, enten ved at besejre hinanden på hvert sit tårn, ved at spille tidsbegrænset og se hvem der laver flest point, eller spille sammen i co-op, hvor hver spiller styrer to elementer. De er et rimelig begrænset udbud af funktioner, men det er alligevel underholdende at spille med en anden spiller, og teknisk set fungerede denne del af Babel Rising upåklageligt. For en sjælden gangs skyld var det faktisk en god ting at se begivenhederne igennem lodret splitscreen, idet man på denne måde var tættere på tårnet og ikke så let kom til at panorere væk fra det sted, man gerne ville være. Den lokale multiplayerdel er som nævnt underholdende, men man savner muligheden for onlinespil.
Grafisk byder Babel Rising på et hyggeligt, lidt tegneserieagtigt udseende, lidt i stil med det man så i spil som Afro Samurai, Borderlands, med flere. Ikke at de skal sammenlignes hundrede procent. Babel Rising ses i et fugleperspektiv, hvor detaljer ikke ses ligeså tydeligt som i første- eller tredjepersonsvinklerne. Men den lidt tegnede stil kan som nævnt godt minde om hinanden. Grafikken er pæn og godkendt, og spillet fungerer med en høj framerate. Mere er der dog ikke at sige om det grafiske.
På lydsiden finder vi et ligegyldigt musikspor, som giver os gammel, kejserlig musik med blæseinstrumenter og trommer. Lydeffekterne i spillet er ligegyldige og må nok mest af alt beskrives som irriterende. Det er da fint nok at høre de små folk skrige hysterisk når de bliver brændt af en meteorstorm, eller høre dem splatte når de får en jordkugle i hovedet, men en pris for bedste lydkulisse ligger nok ikke lige om hjørnet. En hilsen fra min kone gives i hvert fald videre til læsernes familier her: Som tilskuer, eller bare tilstedeværende i samme rum, bliver man voldsomt generet af de små indbyggere, der kommer med den samme, åndssvage enstavelseslyd ca. hvert tredje sekund.
Der er mange små, sure opstød i denne anmeldelse. Det skal dog forstås, at Babel Rising egentlig ikke er noget dårligt spil. Kinectdelen fungerer ikke, og den burde have været udeladt. Udover det, så er Babel Rising en rimelig portion underholdning til prisen på 800 Microsoft Points. Kritikpunkterne understreger egentlig bare, at man får et Tower Defense spil i helt klassisk forstand, men intet mere end det. Det blev for mig rimelig hurtigt ensformigt, men er alligevel et rimeligt spil. Jeg tillader mig lige at kopiere Jens lidt, for ganske som I har kunnet læse i hans seneste anmeldelse af Bang Bang Racing, så består problemet nok mest af alt i, at der efterhånden er kommet meget høje standarder inden for arkadespillene. Babel Rising er et nogenlunde anstændigt Tower Defense spil. Der findes bare så mange andre titler derude, som giver spillerne mere.
Facebook
Twitter
