Hvis man står og studerer hylden med de nye udgivelser i den lokale spilbutik, så adskiller spillet Alpha Protocol sig fra mængden ved at love en spion-rollespilsoplevelse. Titler med rollespilselementer foregår for det meste i eventyrverdner fyldt med troldmænd og drager eller i fjerne galakser, hvor fremmede civilisationer skal hjælpes ud af forskellige problemer. Ud fra dette virker Alpha Protocol som et frisk pust og en god idé, og man kan undres over, hvorfor flere spiludviklere ikke udnytter muligheden for at sætte scenen i spion- og agentmiljøer.
Ideen om, at der findes verdensomspændende forbryderorganisationer med lagre af masseødelæggelsesvåben og viljen til at skabe død og kaos i vores vestlige livsstil, er baggrunden for utallige film og spændingsromaner. Modparten er typisk hemmelige statsorganisationer, og navne som Jack Bauer, Jason Bourne og ikke mindst James Bond dækker over kendte spion- og agentfigurer med brede nok skuldre til at tage kampen op mod kyniske forbryderorganisationer. Det store spørgsmål er nu, om navnet Michael Thorton skal føjes til denne liste, efter SEGA og Obsidian Entertainment har udgivet spillet Alpha Protocol.
Alpha Protocol tager sit udgangspunkt i nedskydningen af et amerikansk passagerfly, og man indtager herefter rollen som Michael Thorton en agent i den tophemmelige organisation Alpha Protocol. Michael vågner op i et laboratorium halvdøsig efter at være bedøvet med en cocktail af medicin. Nu starter så selve historien op, og efter en oplæring i de basale agentevner, hvilket overstås ved at gennemføre forskellige rum i Alpha Protocols hovedkvarter, sendes Thorton mod Saudi Arabien på sin første mission. Efter strabadserne i Mellemøsten fortsætter historien i bl.a. Moskva, Rom og Taipei, hvor man hver gang har en veludrustet lejlighed som base.
De forskellige lejligheder indeholder alle en computer, hvorigennem man kommunikerer med baglandet og eksempelvis finder baggrunden for de næste missioner. Udover dette har man også et våbenskab, som blandt andet kan anvendes til at opgradere våben og skudsikre veste. Hvis jeg skal starte med at fremhæve positive ting ved spillet, så kan man sige, at denne mulighed for at pimpe ens våben ikke er så ringe endda. Opgradering af våben og gadgets foregår ved at tilkøbe nye dele for penge, som man har fundet under missionerne. De forskellige tilkøb kan mærkes på våbnene bagefter, så dette føles relevant og fungerer fint i spillet. Som stort set alle titler med en smule rollespilsblod i årerne, baseres opgraderinger af ens egne evner på et experience point system. Gennem dette kan man erhverve nye specielevner, som særligt i de senere baner i spillet er vigtige at have.
På overfladen ligner spillet et klassisk 3. persons skydespil. Rollespilselementerne kommer ind, når man skal snakke med forskellige folk, hvor man ligesom i eksempelvis Mass Effect - har muligheden for at vælge forskellige svar. Afhængigt af ens valg af replikker kan man opbygge et godt eller dårligt ry hos de personer, som man snakker med. Dette er en styrende del i historien, og man finder hurtigt ud af, at ens spiloplevelse er helt igennem bestemt af, hvordan man håndterer forskellige figurer, man møder. Disse rollespilselementer fungerer virkelig godt, og det er her, at spillet bare bliver en smule interessant. Flere gange gennem spillet står man også med pistolen rettet mod tindingen af forskellige nøglepersoner. Om man trykker på aftrækkeren eller skåner personerne bestemmer senere dele af spillet. At replikkerne og ens handlinger afgør de næste skridt i historien gør også, at flere gennemspilninger af Alpha Protocol er oplagt.
Men hvor rollespilsdelen af Alpha Protocol fungerer nogenlunde, så er actiondelen mindre vellykket. Hurtigt skinner det tydeligt igennem, at folkene bag spillet ikke har investeret meget energi i at lave en ordentlig kunstig intelligens til fjenderne. Gentagende gange oplevede jeg at være i ildkamp med en gruppe fjender, hvor der så midt i flokken pludselig står en modstander med ryggen til. Om han har været tabt på gulvet som lille vides ikke, men det ødelægger illusionen af, at man er en agent i kamp mod onde veltrænede fjender. En anden gang oplevede jeg, at en fjende kravlede op til mig via en stige. Hver gang han stak hovedet op, slog jeg ham. Det fik ham til at krave ned at stigen igen, for straks at starte opstigningen igen. Den leg hyggede vi os med, indtil han endte sit liv som en stakåndet forslået fætter i bunden af en stige. Flere gange oplevede jeg også fjender som stod og dansede som square-dansere på speed hvorefter man simpelt kunne luske forbi eller frigøre dem fra deres lidelser med en velfortjent kugle i panden.
En anden ting som næsten kostede mig en smadret fladskærm er coversystemet. Som næsten alle titler med en actiondel som denne har man forsøgt at kopiere systemet fra Gears of War. I størstedelen af banerne kan coversystemet anvendes uden de store problemer, men enkelte steder har udvikleren pludselig bestemt, at man ikke kan gå i ly for fjendens kugler. Andre gange oplevede jeg, at mit dække ikke ville frigive mig igen, hvilket også er en dræber i et actionspil som dette. At man ikke kan dække sig bag alt i banerne er meget i linje med mit helhedsindtryk af miljøerne. Spillet er så lineært, at udviklerne som eksempel har valgt, hvilke døre, man kan åbne og hvilke andre, der alene er kulisser. En anden ting som får miljøerne til at virke som kedelige kulisser er, at ens fjenders lig forsvinder kort tid efter, de er nedlagt. Typisk er det eneste som er tilbage efter en nedlagt fjende en kasse med ammunition. Min fladskærm var igen i fare under flere af de store boss-kampe, som findes i Alpha Protocol. Sværhedsgraden igennem spillet er for svingende, og enkelte af disse kampe var alt for nemme og andre igen virkelig svære.
Grafisk skinner Alpha Protocol heller ikke igennem. Flere af de scener, hvor man snakker med forskellige folk, er nede på et grafisk niveau svarende til sidste generation af konsoller. Enkelte af banerne i actionsekvenserne er acceptable rent visuelt, men der er desværre langt imellem godbidderne. Stemmeskuespillet og lyden er derimod virkeligt gennemarbejdet. Dialogerne virker fint, og de forskellige skuespillere bag stemmerne gør et godt stykke arbejde. Musikken er indenfor, hvad man forventer af agent- og actionfilm. Hårdtpumpende popmusik i sekvenserne med en masse action og blid muzak i scenerne, hvor man flirter med det andet køn.
Hvis vi skal vende tilbage til spilbutikken med de bugnende hylder fyldt med nye titler, så er det muligt, at Alpha Protocol adskiller sig som eneste titel på hylden med en spionhistorie i sig. Men hvor ideen bag spillet er rigtigt god, så mener jeg, at selve spillet desværre er en skuffelse. Det bedste ved titlen er historien, som indeholder spændende dele og flere overraskelser. Starten af spillet har meget vægt på actionsekvenserne, og først noget inde i titlen kommer rollespillet ordentlig ind i historien. Titlen er ekstrem lineær, og man mangler friheden til at rende rundt i miljøerne, hvilket igen er et stort minus i min bog. Der findes både bedre action- og rollespil derude, så frem for at hive Alpha Protocol ned fra hylden nu, ville jeg gå hen til de ældre titler og finde et spil som eksempelvis Mass Effect frem.
Facebook
Twitter
