Grunden til at vi begynder med jetpacks er, at introduktionen af dem er symptomatisk for den tilstand serien befinder sig i på nuværende tidspunkt, hvor det er konkurrenterne, der definerer genren og ikke Call of Duty. Lad os kort kigge tilbage på seriens historie for at forstå hvor dét er vigtigt.
Dengang Call of Duty blev lanceret som spilserie, lagde det sig i forlængelse af et andet kendt skydespil, Medal of Honor. 2. Verdenskrig var temaet og der blev leveret solide skydespil, der dog ikke fik nogen til at løfte øjenbrynene. Dette skulle dog ændre sig, da fjerde spil i serien udkom og udvikleren på dette, Infinity Ward, tog fusen på alle og under temaet Modern Warfare tog serien op til vor tid, med en spilmekanik og et gameplay, der slog benene væk under alt hvad der mindede om støvet historiefortælling fra tidligere spil i serien.
Modern Warfare revolutionerede 3D skydespillet, konkurrenterne blev taget med bukserne nede og pludselig skulle alle skydespil ligne Modern Warfare. Det betød masser af lækre våben, tempofyldt gameplay og stort fokus på onlineoplevelsen. Det blev så stor en succes at Activision tog konsekvensen og siden dengang har spyttet et Call of Duty ud hvert år omkring juletid.
For at holde det høje udgivelsestempo, blev flere forskellige udviklere hevet ind, med et svingende kvalitet som resultat. Mest kendt er nok spektaklet omkring Modern Warfare 2, der førte til at de fleste oprindelige Infinity Ward folk, forlod firmaet for at starte Respawn Software.
I al den tid har Call of Duty været genstand for uendelige diskussioner; er det rigtigt at svigte spillets historiedel for kun at belønne dem der spiller multiplayer? Spillets forhold til vold mod civile, 12 årige, der gør livet surt for dem, der rent faktisk prøver at nyde spillet og så videre.
Dette bringer os frem til en ikke så fjern fremtid, hvor Call of Duty foregår i 2054, Jetpacks er tilsyneladende allemandseje, men bortset fra det, er det så som så med den fagre nye verden, som stort set ligner sig selv. Den papirtynde historie - der er nok mange, der vil mene at dette er et af seriens kendetegn - følger en amerikansk soldat, der efter en skade i krigen mod Nordvietnam mister sin arm og efterfølgende bliver rekrutteret af sikkerhedsfirmaet Atlas, der både udstyrer ham med en ny arm og et vældigt arsenal af fede skydere.
Selvfølgelig er Atlas ikke hvad de udgiver sig for, men spilleren kan være beroliget med at vores helt altid gør det rigtige. Fuldstændig som i seriens tidligere udgivelser, er vi på intet tidspunkt i stand til at foretage nogle former for et moralsk valg, noget der ellers ville være oplagt. At historien ikke er synderlig ophidsende overrasker nok de færreste, men alligevel er jeg skuffet over at serien flyttes 40 år ud i fremtiden, og alligevel udnytter muligheden så dårligt. Den største teknologiske landvinding er tilsyneladende, at man nu kan bruge et laserlignende energigevær, men alligevel er langt størstedelen af våbnene af den gode gammeldaws slags, der skyder med krudt og kugler.
Dette bringer os frem til de famøse jetpacks; hvor Call of Duty tidligere viste vejen for skydespil, er det nu ganske tydeligt at serien halser efter konkurrenterne og forsøger at nå deres niveau. Da Titanfall udkom tidligere i år, var en af de helt nye features muligheden for at bruge sin jetpack til at skøjte henover lodrette overflader, komme op på høje afsatser og så videre. Det er helt tydeligt at Sledgehammer, der står for den overordnede udvikling af Advanced Warfare (Xbox 360 version er udviklet af High Moon Studios), har tænkt at "sådan én skal vi da også ha´".
Desværre virker den lille jetpack, i hvert tilfælde i Xbox 360 versionen, som en unødvendig og irriterende tilføjelse. I modsætning til Titanfall og Destiny, virker det som om der er et millisekunds forsinkelse i jetpackens reaktion når du aktiverer den, samtidig er den lettere ubehjælpsom hvis du er i nærheden af en væg eller du kommer for tæt på den afsats du vil op på; dér formår spillet simpelthen ikke at hjælpe dig i den retning du skal.
Til gengæld fungerer multiplayerdelen som man kunne forvente, hverken værre eller bedre. Det betyder at fans af serien vil få det de kommer efter og dem der hader Call of Duty, vil stadig kunne sige det samme som de altid har sagt. Spillet har samme opbygning af klasser som blev introduceret i Black Ops II - det betyder at du kan udvælge 13 ledige pladser, som du så skal fylde ud med våben, perks, scorestreaks og så videre. Har du for eksempel to våben og tre scorestreaks valgt, har du otte pladser tilbage som du kan bruge på udstyr til våbnene og perks, der kan give dig fordele i kampen. Systemet fungerer rigtig godt, og man lærer hurtigt at få opbygget en klasse, der passer perfekt til ens spillestil.
Særligt i onlinedelen synes jeg man begynder at kunne se Xbox 360's begrænsninger; det bliver sværere for maskinen at følge med, og mens framedrops ikke er noget nyt for Call of Duty serien, bliver hardwaren for alvor sat på prøve i Advanced Warfare. Det betyder blandt andet at dele af banerne, skygger og lignende til tider bliver læst ind, flere sekunder efter du har bevæget dig til et nyt område. Samtidig er grafikken, der tidligere var noget af det vildeste forrige konsolgeneration kunne præstere, nu gammel og træt og se på og ligner mest af alt, ja, noget fra sidste generation.
Samlet set leverer Call of Duty: Advanced Warfare det kernepublikummet forventer. Jeg ville ønske at man havde udnyttet mulighederne noget bedre og forsøgt på at redefinere genren, men samtidig er det jo også en kendsgerning at spillene sælger godt, på trods af at det er det samme hver gang, blot i en ny indpakning. Er du ude efter det sædvanlige Call of Duty fix, vil du højst sandsynligt ikke blive skuffet af Advanced Warfare. Hvis du vil have en anderledes og mere gennemført oplevelse, findes der bedre skydespil derude.
Facebook
Twitter
