Hvad er Destiny egentlig? Tjaeh, jeg vil kalde det et første persons sandkassespil tilsat nogle rollespils-elementer, og med fokus på, at skyde alt hvad der bevæger sig. Det foregår i en levende verden, der i størrelse ikke kan måle sig med noget MMO og forventede man det, eller bare et fuldt rollespil i en verden på størrelse med Grand Theft Auto eller Borderlands, så bliver man helt sikkert skuffet.
Destiny foregår et godt stykke ude i fremtiden, hvor menneskeheden med hjælp fra en kæmpemæssig hvid kugle, kaldet The Traveler, har beboet de nærmeste planeter i vores solssystem. Efter flere århundreder med fremgang, er The Darkness ankommet til vores lille hjørne af universet, efterladt The Traveler i en nærmest katatonisk tilstand, og det er her Destiny tager sin begyndelse. Som en såkaldt Guardian, en slags elitesoldat, hvis opgave det er at beskytte den sidste by på Jorden, kommer man som spiller på en både spændende og til tider udfordrende rejse til Venus, Månen, Mars og en ødelagt Jord.
Som spiller vælger man selv, hvilke missioner man ønsker at gennemføre, og til en hvis grad i hvilken rækkefølge. Man bestemmer med andre ord selv, hvor hurtigt kampagnen gennemføres, hvilket må betegnes som et stort plus i en sandkasse som denne, hvor der er maser af andre ting at foretage sig. Der er altid en patruljeopgave i nærheden, der skal løses, en dusør der skal indfries eller en tilfældige opgave (Random Event), der bogstavligt talt falder ned fra himlen. Skulle disse ikke være nok, er der de noget sværere Strike missioner, hvor man som et Fireteam på tre mand, kan prøve kræfter med lidt stærkere modstandere. Hvis man kan samle et hold på seks mand, kan man også gå efter den hellige gral i Destiny, gennemføre et Raid. Selv de bedste spillere, skal bruge et par timer på at gennemføre disse. Så er du advaret. I modsætning til Strike missioner, skal man selv stille med hele holdet, da der ikke er match making.
Seneste påfund fra Bungie er Queens Wrath, en række midlertidige dusør missioner, der i sværhedsgrad nok skal give selv de bedste spillere lidt sved på panden. Præmien for at gennemføre disse missioner, er udstyr af højeste karat.
Bungie selv siger at Destiny først rigtig begynder, når man når niveau 20 med sin karakter, og det er da rigtigt, at der skal arbejdes en hel masse, når man kommer derop. Der er altid nyt udstyr, nye våben eller status at jagte, og hvis man vil stige yderligere i niveau, skal der arbejdes for sagen efter niveau 20. For mig var turen op til niveau 20 dog lige så sjov, som at være deroppe.
Ved at melde sig under fanerne hos en af spillets fraktioner; Future War Cult, Dead Orbit, New Monarchy eller Vanguard, kan man optjene maks og rang, der senere kan veksles til bedre våben og udstyr.
Bliver man træt af, at skyde på spilkontrollerede modstandere, har Bungie implementeret en ganske udmærket versus multiplayer spilliste; The Crucible kalder de den. Her kan man spille alle de klassiske online spiltyper som Team Deathmatch (Clash), Free For All (Rumble), Control (Domination) og et par stykker mere. Jeg vil dog ikke råde nogen til, at bevæge sig derind før man er oppe omkring niveau 20, for selvom alle våben og karakterer barberes ned til deres basis styrker, så har de højest rangerede spillere stadig adgang til de bedste våben og evner, og det kan mærkes. Er man først højt rangeret, så er Crucible fantastisk underholdende, og bringer med sit hektiske tempo og små baner, mindelser om klassiske Arena skydespil som Unreal Tournament og Quake.
Selve gameplayet i Destiny er solidt. Kontrol med karakterer er hurtig og præcis, og man sider med en tydelig fornemmelse af, at kontrollere hvad der sker på skærmen, hvilket gør det til en fornøjelse at pløje sig gennem et hav af fjender.
Spillet vinder nok ikke præmier for sit udseende. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har brugt en masse tid på at nærstudere teksturer, tælle græsstrå eller tjekke om bannere bevæger sig realistisk i vinden. Jeg har simpelthen haft for travlt med at have det sjovt, hvilket til dels skyldes at hele herligheden afvikles helt uden at sprutte eller hakke.
Lyden sidder lige i øjet, eller øret, i dette tilfælde. På de helt rette tidspunker i svære missioner, sætter spillet ind med højdramatisk underlægningsmusik, der er så passende, at man ikke kan undgå a blive grebet af stemningen. Ordrer bliver råbt til Fireteam medlemmer, mens man panisk forsøger at holde sig i live længe nok til at regenerere sit helbred.
Alt er selvfølgelig ikke lutter lagkage i Destiny. Jeg har flere gange oplevet, at blive smidt helt ud af spillet midt i en intens ildkamp, eller ikke kunne respawne i Crucible kampe. Jeg savner også lidt afveksling i de tilfældige missioner og patruljerne. Det er ofte de tre same missionstyper, der går igen og igen.
Hvor holdbart Destiny bliver på den lange bane er svært at sige. Bungie har planer for spillet til de næste ti år, og de første udvidelser kan downloades mod slutningen af året. Her og nu er der rigeligt at foretage sig både alene og sammen med vennerne.
Konklusionen må være at Destiny er et rigtig godt spil. Det er godt når man spiller alene, bedre når man er to, og ustyrligt fedt, når man sidder tre mand i et fireteam og uddeler højtbelagt. Det blev måske ikke den revolution nogle havde forventet, men der er både noget til de der bare vil lege i sandkassen alene, dem der helst vil i puderummet og slås med de andre og alle os, der befinder sig et sted midt imellem.
Facebook
Twitter
