Så selvfølgelig er her stille. Fallen gravede sig ned under månens overflade, på jagt efter et eller andet; det er min opgave at finde ud af, hvorfor månen er så vigtig for Fallen. Hvad er det de gemmer i dens undergrund? Jeg tager ladegreb på min Pulse riffel, og begynder langsomt at arbejde mig i gennem den dybe grotte...
Bungie's store satsning dette efterår, er Destiny - et rumeventyr af episke dimensioner, der ikke sår tvivl om udviklerens arv fra Halo. Destiny formår dog at stå på egne ben, selvom der lånes (læs: stjæles med arme og ben) fra alle Sci-fi genrens store spil; Halo, Knights of the Old Republic, Mass Effect og mange andre.
Alle ingredienserne til det perfekte rumeventyr er på plads: Storslået symfoniorkester med masser af majestætisk englekor? Tjek. Episk fortælling om universets skæbne? Tjek. Figur-klasser du kan skræddersy efter dine ønsker? Tjek. Etablerede Hollywood skuespillere til indtaling af dialog? Tjek.
Så forventningerne er store da jeg sætter Destiny i min Xbox. Jeg fik kun få timer i selskab med beta udgaven i sommer, men min begejstring var stor. "Det er ligesom Fallout, bare i rummet" sagde jeg til en af mine venner. Derfor var min overraskelse også stor, da jeg efter at være gået i dybden med spillet, må konkludere at Destiny ikke er noget stort rollespil; det er en fuldblods 3D shooter i en meget flot indpakning.
Det kan måske lyde negativt, men sådan skal det ikke opfattes. Efter min indledende skuffelse havde lagt sig, fandt jeg ud af, at jeg blev ved med at vende tilbage til Destiny. Det er skruet sammen så effektivt, at det er meget svært at lægge fra sig når først man er begyndt. Det har naturligvis meget med ens egne forventninger til spillet at gøre. Er du inkarneret rollespilsfan, der elsker at komme helt til bunds i historien, tale med de andre figurer i spillet og påvirke marginaler i historiens udfald, så er Destiny ikke et spil for dig.
Hvis du derimod, lige som undertegnede, holder af en flot fortalt historie, med masser af action, men ikke nødvendigvis er interesseret i lange dialoger med bifigurer, ægteskabstilbud og scanninger af planeters overflader og hvad klassiske rollespil ellers vælger at trække spilleren i gennem, så er Destiny nok mere din kop the.
Destiny's historie, er som før nævnt kraftigt inspireret af stort set alle andre store rumspil. I en flot fortalt forhistorie, får vi i glimt serveret fortællingen om hvordan en mystisk planetlignende genstand, The Traveller, er kilden til en gylden tidsalder på Jorden. Teknologien tager kvantespring, menneskets levetid mangedobles og rumrejser og kolonisering af fjerne planeter, er nu en del af hverdagen. Lykken varer dog ikke ved; et dystert mørke søger at opsluge The Traveller - og resten af universet i samme omgang. Her kommer vores helt ind i billedet, som en af få overlevende Guardians, er det nu vores opgave at redde universet og menneskeheden.
Historien bliver fortalt i nogle blændende smukke filmsekvenser, der lægger op til spillets nøglemissioner. Vi er aldrig i tvivl om hvor vigtig vores mission er for menneskehedens overlevelse. Alligevel ender den storladne fortælling som et uforløst sammensurium, der efterlader flere spørgsmål end svar når man er færdig. Dog er det ikke noget, der generer mig synderligt mens jeg spiller mig i gennem Destiny. Der er masser af action og aldrig et kedeligt øjeblik i ens udforskning af galaksen.
Multiplayer oplevelsen er et vigtigt aspekt af Destiny. Uanset om du vælger at spille historien eller kæmpe mod andre spillere i spillets klassiske Team Deathmatch kampe, er der ikke nogen vej uden om multiplayer, derfor skal du også have konstant internet forbindelse for at spille Destiny. Det fungerer upåklageligt og giver masser af liv til de øde planeter du besøger; ofte vil du kunne se andre spillere i horisonten. Du kan vælge at slutte dig til deres hold og færdiggøre den mission de nu er i gang med, eller du kan lige give en hjælpende hånd mod nogle besværlige fjender og så gå dine egne veje efterfølgende.
Det udstyr din figur har, rustning, våben og så videre, kan med tiden opgraderes eller udskiftes med bedre modeller. Spillet er dog decideret nærigt med det. Loot hænger ikke på træerne og når man endelig får tilkæmpet sig et nyt, episk våben, føler man i dén grad at det er fortjent.
Du kan vælge mellem 3 klasser i Destiny, når du opbygger din figur; Titan, Hunter og Warlock. Hver klasse har sit eget særpræg og stærke sider. Efterhånden som man stiger i level, lærer man nye evner som kan forstærkes alt efter hvilket underspor man vælger at fokusere på. Den figur du spiller med i arenaen mod andre spillere, i Destiny kaldet The Crucible, er den samme som din figur i historiedelen. Dit udstyr og dine evner afhænger altså af, hvad du har skrabet sammen i historiedelen. Dette gør Team Deathmatch til noget af en udfordring i begyndelsen, da Destiny holdsammensætning ikke skelner meget mellem hvilken level de individuelle figurer er på. Mit bedste råd er derfor at vente med at give sig i kast med "rigtig" multiplayer, til man har nået level 10 - først der vil man have udstyr og evner, der kan matche modspillerne.
Grafisk er Destiny meget flot at se på, med masser af spændende landskaber, fra den frodige Venus til de golde sletter på Mars. Lyset bliver brugt både flot og effektfuldt og jeg lagde mærke til at overflader med vand så rigtig godt ud. Teknisk kører det hele overbevisende, med meget få fejl, også i multiplayer. På lydsiden er der masser af storslået symfoniorkester og svulstigt kor. Dialogen er indtalt af en række kendte skuespillere, med Peter Dinklage i en hovedrolle, som din trofaste følgesvend Ghost. En lille robotlignende tingest der fungerer som din guide og mest af alt minder om en sammensmeltning af Cortana og 343 Guilty Spark fra Halo. Det hele virker overbevisende og sætter den helt rigtige stemning for Destiny.
Fortællingen bevæger sig hastigt i gennem vores solsystem, og der er rige muligheder for at udforske den lille håndfuld planeter, man indtil videre kan besøge. Der er stor variation af fjenderne, der byder på masser af udfordringer, særligt bosskampene kan være langstrakte affærer, der stiller store krav til din figurs udstyr.
Som spiloplevelse er Destiny i den grad godkendt. Der er masser af action og udfordringer og meget få kedelige øjeblikke. Oplevelsen af Destiny vil dog i høj grad afhænge af dine egne forventninger; det er ikke et fuldblodsrollespil, selvom indpakningen kunne se sådan ud. Det er heller ikke rent 3D skydetelt, men en afbalanceret mellemting, der tilgodeser begge lejre.
Heldigvis bliver der ikke trukket noget ned over hovedet på spilleren; du kan selv vælge om du vil spille multiplayer Team Deathmatch mod andre spillere, eller i ro og mag udforske det store univers - jeg er ikke i tvivl om at begge parter vil nyde spillet i fuld drag. Er der bare en lillebitte Sci-fi nørd gemt inden i dig, er der ingen vej udenom Destiny
Facebook
Twitter
