Powerstar Golf

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 2. december 2013 - kl. 21:06
Del denne artikel:
1 0

Når støvet fra Battlefield 4 og benzinosen fra Forza Motorsport 5 har lagt sig, kommer der et lille hyggeligt golfspil til syne, der også blev udgivet til Xbox One lanceringen. Vi har set nærmere på spillet her.

Golf. Er det ikke bare en ”sport” for rige mænd i grimme ternede bukser og kedelige strikkede bluser? Den er heller ikke særlig TV-venlig, da en lille hvid kugle skydes op mon en lyseblå himmel, så den nærmest forsvinder og kameramændene kæmper med at indfange bolden når den engang når ned på jorden igen, før den nærmest ligger stille. Alligevel er golfspillerne nogle af de bedst betalte sportsfolk i verden – og sjovt nok er den kedelige sportsgren genstand for mange vellykkede spil.



Man kan sige, at hvis man kigger på den oprindelige sport, så er det plads til fest og farver – og det har spil som Everybody’s Golf til PlayStation lykkedes med i en lang årrække. Nu hopper Powerstar Golf fra engelske Zoë Mode med på Everybody’s Golf vognen, med et let tilgængeligt golfspil i et afslappet tegneserie-univers.

Når man starter Powerstar Golf, har man adgang til én bane og to ud af seks golfspillere; nemlig den pensionerede astronaut Frank Weaver og den kvindelige forsker, der normalt arbejder med højhastighedstog og anti-tyngdekraftsforskning, Reiko Kobayashi. Hver golfspiller har hver deres unikke egenskaber, for eksempel hedder Franks Weavers egenskab ”Rocket”, der gør ham i stand til at skyde bolden af sted med raketfart mens han råber ”Lift off!” Til hver golfspiller kan man tilknytte en caddie, der ligeledes har en unik egenskab, f.eks. Astrid, der kommer fra det kolde nord og er af nedstamning fra den kendte golfviking Bjørn Golfsson, der kan vise spilleren, om ens kommende putt vil ryge i hul eller om man lige skal justere lidt på fart og retning inden man skyder. De unikke egenskaber hos både caddie og golfspilleren, kan kun bruges et begrænset antal gange per runde, så det er med at bruge dem med omtanke.



Efterhånden som man spiller optjener man XP for stort set alt man foretager sig på banen. Man optjener XP for at ramme fairwayen, for at komme tæt på hullet, for at skyde sig ud af en bunker – ja, stort set alt optjener man XP på. Generelt belønner og hylder Powerstar Golf konstant spilleren for de mindste sejrer og man bliver løbende belønnet med nye events og med jævne mellemrum også med nye baner – man bliver aldrig straffet med mindre det er ens egen skyld – det er ganske enkelt en fornøjelse.

Powerstar Golf indeholder kun fire baner, hvilket bestemt er i underkanten, men jeg kunne forestille mig, at der er planlagt en række udvidelser med både flere baner og flere golfspillere og caddies. For at variere golfspillet lidt, er der på hver bane en lang række forskellige spiltyper man kan kaste sig over. Der kan eksempelvis være runder hvor man kun spiller på par 3 eller på par 5 huller, der er turneringer på de første 9 huller, på de sidste 9 huller eller på alle banens 18 huller og der er skins og matchplays over et varierende antal huller. Alt efter hvordan man klarer disse udfordringer, belønnes man med XP.

Midt i en runde, kan man desuden modtage specielle valgfrie udfordringer, så man kan optjene ekstra mange XP; det kan f.eks. være at man på de næste tre huller skal score par eller bedre, eller at man på det pågældende hul, ikke må kommen udenfor fairway. Klarer man disse udfordringer, bliver man ligeledes fejret med manér af spillet – men man kan vælge om man vil spille efter dem eller ej.



Har man optjent XP nok, ryger man et level op og alt efter ens level, får man adgang til nye events på allerede åbne baner, eller man kan åbne op for nye baner. Efter et endt event, belønnes man ligeledes med penge, som kan bruges til at købe opgraderingspakker med, der kan indeholde alt fra f.eks. nye bolde, nye køller, nyt tøj og nye egenskaber til både golfspiller og caddie. De nye egenskaber kan være at man for eksempel kan få bolden til at skøjte hen over en vandoverflade, at man skyder 20% hårdere, at ens putting-spil er 10% mere præcist, at man optjener 10% flere penge i det næste event og andre ting. Det lidt underlige ved disse opgraderingspakker er, at de er tilfældige, ment på den måde, at man køber nogle pakker uden at vide hvad der er i dem – det er ligesom at købe Pokemon-kort eller lignende, man ved aldrig hvad man får. Det kan måske lyde lidt for tilfældigt for nogen, men det er faktisk et system, der virker. Hvis man synes det går for langsomt med at få fat på det lækre udstyr, kan man købe de dyre og store pakker for rigtige penge via Xbox Game Store.

Powerstar Golf indeholder ikke nogen online multiplayer-del, men man kan spille to spillere i Match Play på den samme maskine eller op til fire spillere i Stroke Play. I Rivals Mode, som er en slags asynkron multiplayer-del, kan man spille mod ens venners runde på en given bane, selv om han eller hun ikke spiller Powerstar Golf i øjeblikket. Det er faktisk ganske underholdende og det fungerer ganske fint, men det er alligevel lidt underligt, at jeg ikke kan sætte mig ned og få boostet humøret lidt, ved at banke Skou i en omgang golf i realtime.

Powerstar Golf gameplay -se i HD her

Grafikken i Powerstar Golf er lidt til den tegnede side, med nogle Pixar-inspirerede figurer og nogle nydelige baner, der sagtens kunne være rigtige golfbaner, der er blevet trukket igennem et ”cartoon-o’magic” filter. Man kunne måske godt have savnet sig lidt mere kant og sjov og ballade i banerne, som der er i figurerne, men det fungerer. Lydsiden er som man kunne forvente af et spil som dette, med afslappende musik, fjollede lydeffekter og kiksede one-liners fra ens caddie, så man til sidst har lyst til at svinge knoppen af hende med sit 9-jern.

Powerstar Golf er et underholdende lille golfspil, der på golfbanen ikke træder ret meget ud af eksempelvis Everybody’s Golfs fodspor, men det bliver dog alligevel hævet en smule over den grå masse, med et velfungerende opgraderingssystem, der minder om noget fra et rollespil. Det er let at gå til og svært at mestre - visse steder kan sværhedsgraden dog godt være nærmest urimeligt høj, det ser nydeligt ud og for knap 150 kr. er det god afslapning fra de andre mere hektiske Xbox One lanceringsspil som Need for Speed: Rivals, Ryse: Son of Rome og Battlefield 4.

Powerstar Golf er udgivet digitalt og kan købes via Microsoft Games Store.
Fakta
Powerstar Golf

Powerstar Golf

PlatformXbox One
UdviklerZoë Mode
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-4
Udgivelsesdato22-11-2013
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Solidt golfspil, velfungerende opgraderingssystem, belønner konstant spilleren
Til tider meget høj sværhedsgrad, ingen online multiplayer
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:4.0
Holdbarhed:6.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.