Call of Duty: Black Ops 2

Anmeldt af: Morten Skou - 13. november 2012 - kl. 09:02
Del denne artikel:
23 0

Det nye Call of Duty er netop udkommet, vi undersøger om Treyarch formår at levere endnu en god omgang action.

Det er nu et år siden, at det sidste spil i Call of Duty-serien udkom. Det betyder selvfølgelig, at det nu igen er tid til at stifte bekendtskab med et nyt Call of Duty-spil, som det denne gang er udvikleren Treyarch, der har stået for. Vi har haft spillet i hænderne i et stykke tid, og er klar med vores mening om det i denne anmeldelse.

Da Treyarch annoncerede Call of Duty: Black Ops 2, var der mange, der begyndte at snakke om, om spillet mon var en smule for fremtidspræget, om våbnene ville være alt for voldsomme og om Treyarch måske endda var gået for vidt. Ikke desto mindre holdt Treyarch fast i fremtidsscenariet i alle de udmeldinger, de har lavet om spillet - men når det kommer til stykket, så indeholder spillet faktisk en god blanding af fortid og fremtid.




Historien i Black Ops 2 foregår både i fremtiden, nærmere betegnet år 2025, hvor man styrer elitesoldaten David Mason og i fortiden, hvor man styrer Alex Mason, som vi også mødte i det første Black Ops. Alex og David er far og søn, og historien handler i høj grad om, hvordan terroristen Raul Menendez i mange år har båret nag imod familien på grund af et uheld, som han mener Alex Mason var skyld i. Ud over historien om familien Mason, har Menendez en ond plan om at spille supermagterne ud imod hinanden for til sidst at skabe en altødelæggende krig. Præcis hvordan han har tænkt sig at udføre denne plan, må du selv finde ud af, når du spiller igennem spillet.

Som tidligere nævnt har Treyarch i høj grad lagt op til, at Black Ops 2 skulle foregå i fremtiden - men efterhånden som man komme ind i spillets historie, så foregår en ret stor andel af missionerne rent faktisk i fortiden. Skiftet imellem de forskellige missioner foregår typisk som flashbacks, og historien hænger faktisk ganske godt sammen uden dog på nogen måde at være nyskabende - og som det altid har været tilfældet med Call of Duty-spillene, er der også diverse twists i historien. Jeg vil dog påstå, at et af disse twists denne gang er rimelig overraskende.

Spillet starter rimelig heftigt ud, og man får allerede tidligt lov til at styre ret vilde køretøjer, helikoptere og sågar heste og jagerfly. De missioner, som foregår i fremtiden, byder også på nogle ret heftige våben og hjælpeudstyr som robotter og flyvende droner. Der er ingen tvivl om, at der har været et enormt fokus på, at spillet skulle byde på hæsblæsende action fra start til slut. Dette betyder desværre også, at vi ikke rigtigt kommer til at opleve de ellers så spændende mere sniger-prægede missioner, som vi ellers har set i nogle af de tidligere spil. Der er dog rimelig meget variation imellem de forskellige missioner og ikke mindst omgivelserne, som de udspiller sig i.




Et af de nye elementer i historiedelen, er de såkaldte "Strike Force"-missioner. Disse missioner er egentlig en slags RTS (Real Time Strategy), hvor man skal styre alle de forskellige enheder på missionen i et forsøg på at bekæmpe fjenden. Strike Force virker faktisk ganske godt, når man lige har lært at navigere rundt imellem de forskellige enheder. Men ikke desto mindre sidder jeg lidt med en fornemmelse af, at det egentlig var lidt overflødigt at have denne slags missioner med i spillet. Det er ganske frivilligt, om man vælger at gennemføre Strike Force missionerne, men selv om de ikke er en direkte del af historien, så påvirker udfaldet af disse missioner alligevel den primære historie - dog typisk kun med småting.

Efter at have gennemspillet historien hele to gange - det skal man selvfølgelig, for der er flere forskellige slutninger - så er der et par ting, som virkelig har irriteret mig. For det første er det hele scriptet uhyggeligt lineært hele vejen igennem. Dette kommer eksempelvis til udtryk ved, at man ikke kan komme igennem døre og lignende, hvis Treyarch har planlagt, at din holdkammerat skal nå op til døren først. Et andet irritationsmoment, som også hænger sammen med, hvor lineært spillet er, er de mange sekvenser, hvor man ganske rigtigt selv styrer spillet, men hvor våbenet er sænket, og man ikke kan andet end at bevæge sig fra punkt A til B. I virkeligheden kunne de lige så godt have lavet disse sekvenser som rigtige mellemsekvenser, hvor man ikke skulle styre selv. Apropos mellemsekvenser, så virker det også decideret pinligt, at de har valgt at genbruge den samme halvdårlige film imellem flere af missionerne - det overrasker mig faktisk en del.

En af de ting, som igennem årene har gjort Call of Duty-serien så populær, er uden tvivl muligheden for at spille online multiplayer. Med Black Ops 2 har Treyarch fra starten meldt ud, at der ikke var nogle hellige køer, og at de havde forsøgt at nedbryde og genopbygge multiplayerdelen, så den kunne blive endnu bedre - ikke mindst for at forsøge at give eksport-delen af spillet bedre vilkår.




Spillet indeholder 14 forskellige multiplayerbaner. Banerne er af vidt forskellige typer og størrelser - så der er rig mulighed for at få hurtig intens action på de små baner og gøre brug af de mere langtrækkende våben på de større baner. Der er selvfølgelig mulighed for at spille alle de populære spiltyper, som eksempelvis Team Deathmatch, Demolition, Domination og Capture the Flag. Der er også blevet plads til Kill Confirmed og en ny spiltype, der hedder Hardpoint. Skulle man få lyst til de lidt sjovere spil, så er der mulighed for at spille Gun Game, One in the Chamber, Sharpshooter og Sticks and Stones i party-kategorien.

Der er mulighed for at spille op til 18 spillere sammen i Ground war, hvor en klassisk Team deathmatch har op til 12 spillere af gangen. En af de andre nye muligheder i multiplayerdelen er den såkaldte multi-team spiltype, hvor tre hold med op til tre spillere på hvert hold kæmper imod hinanden. Denne spiltype er faktisk et friskt pust til multiplayerdelen. En anden nyhed, som nok primært er rettet imod de mere seriøse spillere, er "League Play". Her bliver man rangeret efter hvor god man er, og man bliver matchet imod andre spillere på ens eget niveau. Når man vinder en kamp, får man point, og hvis man taber, så mister man point. Det gælder selvsagt om at ligge så højt på ranglisten som muligt, når sæsonen er slut. Man kan både spille i League Play alene eller sammen med sin klan. Vil man rangeres som en klan, skal man dog spille i Champion series, hvor reglerne er tilpasset yderligere til denne slags konkurrence.




Det nye "Pick 10"-system, som muligheden for at opbygge sine egne klasser kaldes, er lavet på den måde, at man har 10 point til at bruge på de forskellige elementer, som man nu vil have, at ens klasse skal bestå af. Hvert element koster et point, så hvis du eksempelvis vil have en riffel, så koster riflen 1 point. Vil du have et kikkertsigte på riflen, så koster det 1 point mere. Granater, perks og andet koster ligeledes 1 point per styk. En af de mere fancy ting ved det nye system er de såkaldte wildcards. Et wildcard gør det muligt, at man eksempelvis har to perks fra samme gruppe eller en tredje tilføjelse til sit våben. Ligesom de andre ting koster det 1 point at bruge et wildcard, og derudover 1 point på den ting, som man bruger wildcardet til.

Måske en af de mere overraskende ændringer, som dog har vist sig at være ganske fornuftig er, at Treyarch har besluttet at gøre op med de såkaldte Killstreaks, som der har været i de tidligere spil. Killstreaks gik ud på, at man skulle dræbe et bestemt antal modstandere for eksempelvis at kunne tilkalde fly, missiler og andet godt. I Black Ops 2 er de i stedet gået over til at bruge Scorestreaks. Som navnet siger, så gælder det nu om at opnå point, som så åbner op for de forskellige ting, man kan tilkalde. Denne ændring giver god mening, ikke mindst for holdspillere, da det nu kan betale sig at spille for holdet, hvor det før bare handlede om, hvor mange kills du selv kunne få.

Der er i alt 22 forskellige scorestreaks, som dækker alt fra radar (UAV), der viser hvor fjenderne er, hen over en vild håndholdt rullekanon og endelig over til de mere aggressive scorestreaks som K9 hunde og fly, der nakker modstanderne for dig. Helt generelt gælder det naturligvis, at jo vildere scorestreaksne er, jo flere point skal man have, før de bliver tilgængelige. Man kan have i alt tre forskellige med af gangen. Værd at nævne er det, at hvis man dør, så starter man forfra på at indsamle point.

At Treyarch gerne vil gøre noget for at gøre Call of Duty-spillene mere interessante for eSport, ser vi i Black Ops 2 blandt andet i form af muligheden for at streame direkte fra sine kampe og ikke mindst den såkaldte CODcasting, hvor man kan kommentere på andre, der spiller. Specielt streamingen af kampe virker umiddelbart til at være en interessant mulighed for rigtig mange - men lyder det for godt til at være sandt, så er det som regel også tilfældet. Der er nemlig nogle kriterier, som skal være opfyldt, før du kan streame; der skal være minimum 10, der ser på din stream, INDEN den bliver startet - og så kan man i øvrigt kun streame fra kampe i League Play.




Har man ikke lyst til at spille online imod andre, eller har man har lyst til at træne lidt, så er der også mulighed for at spille imod computerstyrede modstandere, såkaldte bots. Der er her mulighed for at spille både med og mod bots i de fleste forskellige spiltyper. Det er endda muligt at invitere et par venner med ind og spille sammen - igen både med og mod botsne. Niveauet på botsne kan sættes til fire forskellige, og på veteran-sværhedsgraden får man rimelig meget modstand. Botsne er i øvrigt rimelig intelligente og hjælper faktisk ganske godt med.

Onlinedelen af spillet virker super godt, og der er ingen tvivl om, at det er her, hvor den store interesse for spillet kommer til at være - i det mindste det næste års tid, indtil det næste spil i serien udkommer.

Det er åbenbart reglen, at når Treyarch laver et Call of Duty-spil, så skal der også være hjerneædende zombier med - dermed også sagt, at der er rigelige mængder af zombier med i Black Ops 2. Denne gang siger Treyarch selv, at zombiedelen er den mest omfattende, de endnu har lavet, og de har sågar haft et dedikeret hold til at stå for det. Zombies er også en af de dele af spillet, som Treyarch kategorisk har nægtet at fortælle noget om, fordi de selv synes, at folk skulle opleve det.




Det er muligt at spille Zombies med op til 8 spillere af gangen, der er flere forskellige spiltyper, nemlig Survival, Grief og Tranzit. I Survival kæmper man side om side for at overleve, i Grief er der to hold imod hinanden, og det gælder så om at overleve længst. Der er mulighed for at spille "Public" kampe, enten med folk man kender eller tilfældige. Der er også mulighed for at spille lokalt.

Tranzit er den største spiltype, og her spiller man sammen og kan udforske en verden, som er blevet overtaget af zombier. Verden er opdelt i forskellige områder, og man skal tage en bus med en noget speciel buschauffør for at køre rundt imellem de forskellige områder. Helt generelt synes jeg, at Treyarch denne gang har formået at lave zombiedelen på en måde, så den fænger mig mere end det har været tilfældet i det forrige spil.

Det grafiske indtryk i spillet er desværre lidt skuffende, og jeg synes ikke, at der kan være tvivl om, at det ikke er her, Treyarch har valgt at fokusere. Spillet er på mange områder meget råt at se på, og som tidligere nævnt har man åbenbart valgt at genbruge den samme mellemsekvens imellem flere af missionerne - en ting jeg synes virker som en decideret underlig beslutning. At det grafiske ikke er i højsædet, når det handler om multiplayer, kan jeg til dels forstå, men jeg synes samtidig godt, at de kunne have gjort noget mere ud af det både i zombie- og singleplayerdelen.

Lydsiden derimod er helt fantastisk, og her vil jeg specielt fremhæve lyden af de forskellige våben og ikke mindst lyden af granater, der springer i luften. En enkelt af scorestreaksne har også en så skræmmende lyd, når den flyver ind over banen, at det er lige før man får gåsehud af den. Lyden er selvfølgelig også en væsentlig del af zombiedelen, også her synes jeg, at den er med til at give spillet en tand mere uhygge.

Hvis man skal kigge på holdbarheden af spillet, så tager det et sted imellem 8-12 timer at gennemføre selve historiedelen, selvfølgelig mere hvis man vælger en af de højeste sværhedsgrader. Der er dog ingen tvivl om, at det er i henholdsvis multiplayer og zombie spiltyperne, at de fleste timer for de manges vedkommende vil blive lagt. Særligt multiplayer indeholder så mange fornyelser, at selv om man måske var gået hen og blevet lidt træt af genren, så tror jeg på, at det kan være med til at bringe nydelsen tilbage.




Call of Duty-spillene lider nok under lidt af den samme holdning fra mange, som eksempelvis FIFA-spillene gør. For folk, der enten ikke kan lide spillene eller som måske ikke er særlig meget til genren, så opfattes de årlige udgivelser ikke som værende særlig fornyende, og det er måske også tilfældet. Ikke desto mindre så sælger disse spil flere eksemplarer end de fleste andre spil, så noget må de jo gøre rigtigt.

Med Call of Duty: Black Ops 2 synes jeg, at der er rigtig mange fornyelser. Som Treyarch selv siger, og som jeg har nævnt tidligere, så har de kigget på spillet fra bunden af og bygget de ting ind, som de synes ville være fede - dette bærer spillet absolut præg af. Det kan diskuteres, om der er noget revolutionerende i singleplayerdelen af spillet, som jeg personligt godt synes kunne have været bedre - men når det kommer til multiplayer og zombies, så er der virkelig kommet meget nyt kød på benet.

Når alt kommer til alt, og man skal kigge på spillet som helhed, så halter det lidt bagud på historiedelen og det grafiske indtryk. Til gengæld er der flere nye og forbedrede ting i multiplayerdelen, end vi har set i de tidligere spil. Så multiplayer og zombies er med til at trække spillet op på et niveau, hvor man kan føle sig ganske tilfreds, når man har smidt sine sparepenge efter spillet.
Fakta
Call of Duty: Black Ops 2

Call of Duty: Black Ops 2

PlatformXbox 360
UdviklerTreyarch
UdgiverActivision
Spillere1-18
Udgivelsesdato13-11-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Multiplayer, Zombies
Singleplayerdelen, grafisk mangler der noget
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:9.5
Holdbarhed:9.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.